Kommunerne har udviklet, omstillet, omstruktureret og samtidig skåret mærkbart i bevillingerne til socialområdet. Det er sket på et bagtæppe af en ret passiv socialpolitik fra regeringens side, der først med annonceringen af de sociale 2020-mål sidste sommer ser ud til at få luft under vingerne. Til gengæld har der så været fuld skrue på reformerne på beskæftigelsesområdet, en reformbølge, som langtfra er afsluttet.

Tempoet og reformerne kunne få en til at læne sig lidt tilbage og drømme om ro og tid til fordøjelse. Og der er der vel også behov for – tid til at komme på plads og til at få indarbejdet de nye arbejdsformer.

Men ikke desto mindre mener jeg, at der er behov for yderligere omlægning og nytænkning. Der er brug for nogle klare visioner - og især for vilje til at konkretisere dem og føre dem ud i livet.

Visioner og ændringer må tage afsæt i de problemer, der i dag hæmmer en kvalificeret indsats i det sociale arbejde.  For mig at se er der oplagte overskrifter på nogle af problemerne.

Nedskæringsstop

Den første er – undskyld, at jeg fastholder det – at nedskæringerne skal stoppe. Jeg ved, at borgmestrene og KL roser sig af besparelserne overfor Bjarne Corydon. Men vi kan se, at nedskæringerne har været meget mærkbare. De medfører en utilstrækkelig indsats og ikke mindst et omfattende bureaukrati, når en sag skal igennem nåleøjet i et visitationsudvalg.

I Dansk Socialrådgiverforening erkender vi gerne, at gennemtænkte omlægninger kan føre til besparelser uden at forringe indsatsen – som Herning Kommune, hvor socialrådgiverne efter svensk model kun har 25 børnesager, er et glimrende eksempel på. Men det er en illusion at tro, at man kan få en ordentlig indsats uden at løsne nedskæringsskruen.

Der er ingen tvivl om, at social innovation har enorm betydning for velfærdssamfundets fremtid, men vilkårene for det er elendige i en bureaukratiseret og topstyret verden. Der skal være tid og rum – tillid og fantasi - til forsøg og eksperimenter, der kan udfordre vaner og tabuer.

Projektet om empowerment i beskæftigelsesindsatsen er et positivt eksempel – og kan bibringe arbejdet i jobcentrene stor kvalitet. Men her er det vigtigt at være skarp på, hvad empowerment handler om: At give borgeren langt større indflydelse og dermed ejerskab i forhold til egen situation.

Det kræver, at borgeren kan få overblik over sin situation og mulige tilbud, hvilket kun kan ske ved høj grad af koordinering og tid til at lytte, inddrage og rådgive om muligheder.

Alt for høje sagstal

Vi skal have tid til at møde borgerne ordentligt. Socialrådgiverne har stadig ofte alt for høje sagstal, som kan gøre det svært at sikre den nødvendige kvalitet i indsatsen. Høje sagstal kan blokere for det relationsarbejde, som i høj grad er en forudsætning for gode resultater. Det er faktisk en af de ting, der er meget solid evidens for.

Derfor glæder det mig, hver gang endnu en kommune vælger at bruge Dansk Socialrådgiverforenings vejledende sagstal som et pejlemærke for, hvor mange sager den enkelte socialrådgiver skal have ansvar for.

Familiechefen fra Halsnæs Kommune har sagt det meget klart i socialrådgivernes fagblad: ”På den ene side har vi tøvet lidt med at bruge de vejledende sagstal, for om sagstallet skal være x eller y, gør det ikke i sig selv. På den anden side har jeg undervejs i overvejelserne ikke fundet et alternativt redskab til at være i dialog med det politiske system, direktionen og medarbejderne om arbejdspresset. Det vejledende sagstal giver ikke et dækkende billede, men et konkret billede, som kan bruges som dialogredskab.” Inspirationen er hermed givet videre …

Vi skal i fællesskab turde opfinde og gennemføre de eksperimenter, der både kan give bedre resultater og bedre arbejdsforhold og mere spændende faglige udfordringer. I samme kontekst er det oplagt at gribe udfordringen om at arbejde mere vidensbaseret. Men det skal være med al den tilgængelige viden. Det må ikke blive endnu en topstyret manøvre, der fejer frontarbejdernes stærke viden fra mange års praksis af banen for at erstatte det med et mindre antal manualiserede metoder, som alle deres kvaliteter til trods slet ikke kan erstatte vores praksisviden.

Lad os få en bred diskussion om, hvordan vi forpligtende og engageret får styrket vidensgrundlaget i vores arbejde – i fuld respekt for såvel god, erfaringsbaseret viden som for den egentlige forskningsbaserede viden. Det kræver, at rammerne og organiseringen følger med, ellers bliver det bare pæne ord uden indhold.

Nedbrydning af kommunale siloer 

Her er en anden vigtig overskrift nedbrydning af de kommunale siloer. Vi skal frem til en tværsektoriel, tværfaglig og sammenhængende indsats, der kan give borgere med sammensatte problemer – og dem er der mange af – en solid rehabiliterende indsats.

Vi skal kunne tage hånd om borgernes samlede livssituation – det kan vi ikke i dag, hvor vi arbejder alt for adskilt, og hvor borgerne udstyres med adskillige sagsbehandlere og lige så mange ukoordinerede handleplaner. Sammenhængende, tværsektoriel rehabilitering er et must, og det er den sunde kerne i beskæftigelsesreformerne, som vi skal have til at fungere.

Det kræver både ny lovgivning og dybtgående kommunal omstilling. Formålsparagrafferne og de mange handleplaner i sundhedsloven, serviceloven og beskæftigelseslovene skal samordnes, så sektorerne vender sig mod hinanden og pålægges at samarbejde.

Og kommunerne skal i praksis bryde gennem sektormurene ved at give ordentlige vilkår for den koordinerende sagsbehandler og de tværsektorielle team – for at sikre den helhedsorienterede indsats, som hidtil har været et fatamorgana.

Kontanthjælpsreformens mulighed for at etablere de tværgående ungeforvaltninger er en oplagt lejlighed til at komme i gang.

Ud af kontorerne og møde borgerne

En langt stærkere forebyggelse er en tredje overskrift.  Vi skal spotte de sociale problemer så tidligt som muligt og arbejde ude i borgernes egne livsarenaer.

Redskaberne er: Et tæt samarbejde mellem daginstitutioner, skoler og socialforvaltning – en række kommuner har allerede ansat socialrådgivere på skoler og daginstitutioner. En fremskudt indsats på arbejdspladserne, hvor socialrådgiverne i jobcentrene kan sikre fastholdelse af medarbejdere i virksomhederne. Et ambitiøst boligsocialt arbejde sideløbende med et stærkt udbygget samarbejde med de gode kræfter i civilsamfundet. Og socialøkonomiske virksomheder og tiltag, som kan inddrage mennesker på kanten – eller som er røget ud over den – i integrerende arbejde og aktiviteter.

I dag bruges der enorme kræfter på at udbygge administrative systemer, som binder socialrådgiverne og andre medarbejdere til skærmen og kontoret. Det er ikke den vej, vi skal – vi skal ud af kontorerne og tage mødet med borgerne alvorligt dér, hvor de er.

Slip socialrådgiverne fri

Dermed bliver afbureaukratisering og en reel tillidsreform en fjerde overskrift.

Aftalen om tillidsreformen er en ny mulighed for at udvikle de kommunale arbejdspladser. Og rigtig mange socialrådgivere har et stort ønske om, at der bliver luget ud i unødvendigt bureaukrati og kontrol og skabt mere rum til faglighed.

Jeg tror ikke, at alle er klar over, hvor omfattende kontrol-regimet er nogle steder. Dansk Socialrådgiverforening har lavet flere undersøgelser, som viser, at over halvdelen af socialrådgivernes arbejdstid kan gå til administration, mens tiden til borgerkontakt kan udgøre så lidt som 14 procent.

Skab dog et handlerum for de ansatte, stop topstyringen og kontrollen. I dag er det faktisk i høj grad kommunerne selv, der skruer op for bureaukratiet og tager handlerum og initiativ fra medarbejderne. Det er interne procedurer, indviklede visitationsmekanismer, endeløs dokumentation og besynderlige progressionsmålinger. Det giver stigende umyndiggørelse og meget tidsspilde.

Så slip socialrådgiverne fri. Vi er veluddannede, men får slet ikke rum til at bruge vores faglighed kreativt og produktivt.

PS: En frihed, som ikke behøver ikke at være et problem for den økonomiske styring. Den undskyldning holder ikke. Vi vil også gerne arbejde med den økonomiske dimension, for den er der jo. :