Kommunen.dk
MENU

S vil hæve straf for overgreb mod børn

Regeringen vil skærpe straffen for seksuelle overgreb mod børn. Det glæder organisationer og politikere - men husk forebyggelse og behandling, lyder det.

S vil hæve straf for overgreb mod børn

Regeringen vil skærpe straffen for seksuelle overgreb mod børn. Det glæder organisationer og politikere - men husk forebyggelse og behandling, lyder det.
Ifølge DR Nyheder findes der eksempler på straffe på op mod seks år for voldtægt mod et barn. For andre seksuelle overgreb er der i den høje ende af skalaen givet straffe på fængsel i op mod et år og tre måneder. Der findes også eksempler på overgreb inden for familien, som er blevet straffet med tre-fire måneders fængsel.
Ifølge DR Nyheder findes der eksempler på straffe på op mod seks år for voldtægt mod et barn. For andre seksuelle overgreb er der i den høje ende af skalaen givet straffe på fængsel i op mod et år og tre måneder. Der findes også eksempler på overgreb inden for familien, som er blevet straffet med tre-fire måneders fængsel.
Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix

Der er for stor forskel på strafniveauet for seksuelle overgreb mod børn, alt efter om der er tale om samleje eller ej. Det mener regeringen, der mandag præsenterer et udspil med i alt ni initiativer mod seksuelle krænkelser af børn.

Overgrebene skal straffes hårdt, mener justitsminister Nick Hækkerup (S).

- Desværre har vi set eksempler på sager, hvor seksuelle overgreb mod børn kun giver korte straffe, fordi der ikke er samleje, men en anden form for seksuelt overgreb. Det er helt forkert, og derfor er der et klart behov for, at vi får opdateret straffeloven på det her område, lyder det i en skriftlig kommentar.

Et tilsvarende udspil kom frem i pressen i marts sidste år, men få dage senere kom coronanedlukningen, så fokus blev rettet andetsteds hen.

Et af forslagene skal hæve straffen for "anden kønslig omgang end samleje med et barn under 15 år". Det kan blandt andet være berøring af kønsdele. Den skal skærpes med 50 procent sammenlignet med det nuværende niveau.

En skærpelse vil altså betyde, at i en sag, hvor straffen lyder på et år, skal der lægges seks måneder oveni.

Straffen kan ikke stå alene

Hos to børneorganisationer hilser man indsatsen velkommen.

Direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, synes, at det efter flere sager og milde domme er berettiget at se lovgivningen efter.

- Men der skal også sikres ordentlig behandling af pædofile. Man kan ikke kun straffe sig ud af problemerne. Der har nok været en tendens til at se mere på straf end behandling i de skærpelser, der har været de seneste par år, mener han.

Red Barnets psykolog Per Frederiksen stemmer i: Straf kan ikke stå alene. Behandling og forebyggelse er vigtige redskaber, lyder det.

Positive støttepartier

Behovet for en forebyggende indsats bliver også fremhævet af regeringens støttepartier SF og De Radikale.

- Vi har også rigtig meget brug for at få kigget på behandlingsmulighederne, for vi vil gerne undgå, at det næste barn bliver et offer, siger retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

Samme toner lyder fra De Radikales retsordfører, Kristian Hegaard.

- Det, at de (krænkerne, red.) får den rigtige hjælp, behandling og vejledning, betyder, at de næste børn ikke får et seksuelt overgreb imod sig.

- Det er den samlede pakke og myndighedsindsats, der er afgørende. Ikke bare at se på straf alene, siger han.

Regeringen foreslår desuden, at domstolene skal kunne udstede udrejseforbud til personer, der er dømt for seksuelle overgreb.

Det skal kunne gives i tillæg til en straf, hvis der er risiko for, at vedkommende vil begå nye overgreb i udlandet.

  Vi har også rigtig meget brug for at få kigget på behandlingsmulighederne, for vi vil gerne undgå, at det næste barn bliver et offer.

Dermed skal politiet kunne inddrage passet i den periode, hvor udrejseforbuddet gælder. Det skal vurderes af en dommer.

Ifølge Karina Lorentzen Dehnhardt giver det god mening, såfremt initiativet er rettet mod bestemte lande.

- Nogle af de lande, der har særlige udfordringer med misbrug af børn, for eksempel Filippinerne og Thailand, har bedt om vores hjælp til at få gjort noget ved det her, siger hun.

Rasmus Kjeldahl fra Børns Vilkår ser gerne, at Danmark tager ansvar for sine egne borgere.

Udspillet præsenteres mandag klokken 11.45.

Det siger loven om overgreb

  • Hvis et barn er under 12 år, er der ifølge loven altid tale om voldtægt. Det fremgår af straffelovens paragraf 216, stk. 2, der lyder:

"For voldtægt straffes med fængsel indtil 12 år den, der har samleje med et barn under 12 år".

  • Hvis et barn er mellem 12 og 15 år, er det altid ulovligt for en voksen at have samleje med det, men der er ifølge loven ikke nødvendigvis tale om voldtægt. Det fremgår af straffelovens paragraf 222:

"Den, som har samleje med et barn under 15 år, straffes med fængsel indtil 8 år, medmindre forholdet er omfattet af paragraf 216, stk. 2".

  • Alle bestemmelserne herover gælder også andre seksuelle forhold end samleje, fremgår det af paragraf 225.

Kilder: Straffeloven.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR