Kommunen.dk
MENU

Regioner brød regler med gyldne håndtryk: Chefer er stadig ansat på gunstige vilkår

Halvdelen af stikprøverne fra regionernes fratrædelsesaftaler indeholdt regelbrud. Særligt Hovedstaden og Midtjyllands fratrædelsesaftaler er i fokus i ny beretning fra Rigsrevisionen.

Regioner brød regler med gyldne håndtryk: Chefer er stadig ansat på gunstige vilkår

Halvdelen af stikprøverne fra regionernes fratrædelsesaftaler indeholdt regelbrud. Særligt Hovedstaden og Midtjyllands fratrædelsesaftaler er i fokus i ny beretning fra Rigsrevisionen.
I de 13 fratrædelsesaftaler, der blevet gennemgået i Midtjylland og Hovedstaden, indeholdt syv af aftalerne gunstigere vilkår.
I de 13 fratrædelsesaftaler, der blevet gennemgået i Midtjylland og Hovedstaden, indeholdt syv af aftalerne gunstigere vilkår.
Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix

For cirka 400 kr. om måneden kunne chefer i Region Midtjylland og Hovedstaden få 12 måneders løn i fratrædelsesgodtgørelse. Det har fx betydet, at en chef i Midtjylland fik 600.000 kr. mere end ved almindelige vilkår, og i Hovedstaden har en chef fået 450.000 kr. mere. Begge chefer fratrådte indenfor de første år af ansættelsen.

Og selv om begge regioner har besluttet at følge de almindelige fratrædelsesaftaler, er der ifølge vicedirektør for løn og personale i Region Midtjylland Jørn Mørup cirka ti chefer i regionen, som fra ansættelsen har fået en gunstigere aftale. Hovedstaden er ikke vendt tilbage på DK Nyt og Kommunen.dks henvendelse om antallet af chefer, der stadig har sådanne aftaler.

I Midtjylland stoppede praksis med gunstigere aftaler i 2019 og hos Hovedstaden i 2020.

Rigsrevisionen har i en stikprøve gransket 98 aftaler på tværs af fire ministerier og de fem regioner i deres seneste beretning om revisionen af statens forvaltning. Granskningen viser, at der i halvdelen af aftalerne er deciderede regelbrud. 

Desuden er 13 fratrædelsesaftaler blevet gennemgået i Midtjylland og Hovedstaden, hvor syv af aftalerne indeholdt gunstigere vilkår – fire ud af ni aftaler i Hovedstaden og tre ud af fire i Midtjylland. I tre ud af de syv aftaler fratrådte cheferne inden for de første år af ansættelsen.

Derudover har chefer også kunne få udbetalt deres resterende ferie i forbindelse med fritstillelse. Ifølge reglerne skulle cheferne have afholdt deres ferie i den periode, hvor de var fritstillet i stedet for. 

De mange regelbrud på tværs af regionerne og de fire ministerier har fået Statsrevisorerne til at kalde det “utilfredsstillende”. 

Rigsrevisionen mener dog ikke, at regelbruddene giver anledning til kritik, men fremhæver det i deres beretning, da regelbruddene går igen på tværs af de fire ministerier og regionerne.

Det fremgår af beretningen, at Region Midtjylland har udbetalt den største fratrædelsesgodtgørelse, som er på i alt 4,4 mio. kr. til en fyret chef.

Ville have de bedste kandidater 

I 2019 besluttede Region Midtjylland ikke længere at give ansættelsesaftaler med gunstigere vilkår. Ifølge vicedirektør Jørn Mørup har cirka ti chefer en aftale med bedre vilkår, og  en håndfuld gange har aftalerne udløst den gunstigere fratrædelsesgodtgørelse.

Men Region Midtjylland tager ikke kritikken fra Rigsrevisionen særlig tungt.

- Vi tager det som udtryk for, at Rigsrevisionen har været igennem aftalerne, som vi har indgået, og de synes grundlæggende, at vi både gør det ordentligt og inden for de rammer, vi har. Så er der nogle små ting, som giver anledning til, at vi selvfølgelig reflekterer over det, siger Jørn Mørup.

De små ting, som Jørn Mørup hentyder til, er aftaler, hvor chefer har fået udbetalt deres resterende ferie i forbindelse med fritstillelse. Men udover udbetaling af ferie, har Region Midtjylland fx givet en fratrædelsesgodtgørelse til en chef på 600.000 kr. mere end ved almindelige vilkår.

- Oprindeligt var det en del af den måde, man blev ansat på kontrakt. Man købte sig til nogle goder, og så gik man ned i løn for at få mulighed for at forbedre sine vilkår enten på pensionsdelen, fratrædelsesgodtgørelse eller opsigelsesvarsel, siger han. 

En chef kunne mod et fradrag i lønnen på cirka 400 kr. om måneden fra ansættelsestidspunktet få en fratrædelsesgodtgørelse svarende til 12 måneders løn ved en afskedigelse. I eksemplet fra Midtjylland burde det have været godtgørelse svarende til otte måneders løn. Ifølge Jørn Mørup var chefen ansat mellem tre og fire år, og en kontraktansat chef har først optjent 12 måneders fratrædelsesgodtgørelse efter fem år.

- Man kan altid diskutere om taksten er den rigtige, men det er det samme, som hvis du tegner en forsikring. Langt de fleste tilfælde, så får man jo aldrig brug for en forsikring. Man betaler bare til den hvert år for at have den som sikkerhed. Og det er jo lidt det samme her, mener Jørn Mørup.

Den pågældende chef fratrådte inden for de første år af ansættelsen, viser Rigsrevisionens beretning. 

- Hvis man på forhånd ved, at en ansættelse bliver kortvarig, så ville man selvfølgelig have overvejet, om man skulle have gjort det. Men det er ikke den måde, man går ind i et ansættelsesforhold på, siger han.

Årsagen til, at regionen valgte at indgå i aftaler med gunstigere vilkår, var at finde frem til de bedste kandidater.

- Det var vilkår, vi aftalte, da man startede ansættelsen. Vi giver nogle gode vilkår for at tiltrække nogle gode ansøgere med forhåbningen om, at de bliver, indtil de går på pension eller selv rejser videre til et andet job, siger Jørn Mørup.

Henviser til høringssvar 

I et skriftligt svar til DK Nyt og Kommunen.dk skriver Region Hovedstaden:

“Region Hovedstaden har som offentlig myndighed en forpligtelse til at forvalte borgernes skattekroner korrekt og bedst muligt. Som eksempel herpå kan nævnes, at regionens praksis i foråret 2020 blev ændret, så der ikke aftales forbedring om fratrædelsesgodtgørelse ved ansættelser – og de omtalte eksempler er fra før den tid.” 

Regionen er ikke vendt tilbage med svar på, hvor mange chefer, der har haft en kontrakt med forbedrede vilkår, eller hvor mange chefer, som stadig har denne type kontrakt. De er heller ikke vendt tilbage på, hvorvidt de kan ændre i kontrakterne, så de stemmer overens med almindelige vilkår. 

Kommunen.dk og DK Nyt har spurgt Danske Regioner, hvordan man forholder sig til regelbruddene, hvad forklaringen er på, at man ikke har overholdt reglerne med det resultat, at chefer dermed har fået favorable vilkår, og hvad forklaringen er på, at regionerne har indgået dobbelt så mange fratrædelsesaftaler lyder det: 

“Danske Regioner henviser til regionernes høringssvar til Rigsrevisionen, som vi bakker op om.” 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR