Politisk visdom findes de mærkeligste steder, eksempelvis måtte Karsten Hønge, der ellers ikke er særlig plysagtig, engang gribe til et Peter Plys-citat for at rode sig ud af en uoverlagt bemærkning. ‘Det var ikke særlig klogt sagt’, sagde Grisling. ‘Det var klogt, da det var inde i mit hoved, men så skete der noget på vejen ud’, sagde først Peter Plys og siden Karsten Hønge.

Det er der mange, der kunne lære af.

Man skal altid huske at tænke igennem, hvordan noget vil virke på andre, hvad enten det gælder at gøre sig hjerteløst lystig over en grædende kollega, eller ved fx at nævne den farve, som alle med blot et minimum af politisk forstand er fuldstændig klar over forbindes med nazismen. Selv for en politisk ubefaren Peter Plys ville det have været dumt inde i hovedet, og det blev ikke bedre på vejen ud, da Morten Østergaard fik kaldt en S-SF-DF-alliance for ‘et rødbrunt kabinet’.

De røde er socialisterne og de brune er nationalsocialisterne, og en mere håbløs sammenstilling er svær at forestille sig. Ingen gider høre på nazisammenligninger, hvad enten det er veganere i Aarhus, der kalder slagtning for et holocaust for køer (ko-locaust, fristes man til at forkorte det til), eller det er frådende Facebook-diskussioner, der kammer over i skældsord.

Selv en pæn radikal partiformand slipper ikke godt fra det, og der er stor retfærdighed i, at det ikke hjælper ham at sige, at han lige så godt kunne have sagt rødgul, for det gjorde han jo netop ikke. Faktisk lidt påfaldende i et parti, der ellers er meget bevidst om tonen i debatten, og ikke mindre bemærkelsesværdigt at skønt det brune henholdsvis gule åbenlyst var rettet mod især Dansk Folkeparti, så var det især politikere af andre partifarver, der satte ord på deres forargelse over sammenligningen, mens DF underspillede og dermed ubetinget demonstrerede størst klogskab i hele affæren.

Større klogskab kunne også med fordel være bragt i anvendelse i den indefrysningsordning for grundskyldsstigninger, der samtidig med det radikale udslip ramte boligejernes e-bokse i form af en ændret ejendomsskattebillet. ‘Udskrevet på grund af lån til betaling af stigning i grundskyld’, stod der på den, og nede i opgørelsen over hvad man skal betale var der ganske rigtigt en linje med et fratrukket beløb: ‘Lån til betaling af stigning i grundskyld’.

‘Jeg har ikke skrevet under på noget lån’, lød en almindelig reaktion i kommentarsporene til netavisernes versioner af nyheden, suppleret med allehånde varianter fra uforståenhed over irritation til vrede og raseri.

Meningen er, at siden grundskylden nu efter en pause i stigningerne er begyndt at krybe opad igen, så vil man vente med at kradse de ekstra penge ind, til man er klar med et nyt ejendomsskattesystem i 2021. ‘Man’ er her staten i skikkelse af et folketingsflertal, men det var overladt til kommunerne at bringe beskeden ud til boligejerne.

Kontrafaktisk bevisførelse er en vanskelig opgave at løfte, så her nøjes vi med at gætte, men et rigtig godt gæt er, at et andet ordvalg end ‘lån’ kunne have gjort en stor forskel.

‘Hej boligejer, din grundskyld er begyndt at stige igen, men vi har besluttet at vente til 2021 med at opkræve de ekstra penge. Vi holder selvfølgelig regnskab med de penge, du ikke bliver opkrævet, og i 2021 kan du så vælge, om du vil betale dem eller lade dem blive stående som gæld i din bolig. Indtil da koster det dig ikke noget i hverken renter eller gebyrer.’

Ikke sandt? Penge man kan få lov at beholde lidt længere, lyder lidt mindre bombastisk end ‘lån til betaling af stigning i grundskyld’. Måske var det klogt, da det var inde i hovederne på skattefolkene, men så skete der noget på vejen ud.