Pres på embedsmændene
Kammerateri og embedsmisbrug bliver valgtema på Christiansborg senere på året og forhåbentlig i kommunerne i 2013.
Pres på embedsmændene
Kammerateri og embedsmisbrug bliver valgtema på Christiansborg senere på året og forhåbentlig i kommunerne i 2013.

Tabet af etik under VKO-regeringen - det er den udfordring, vi står med efter valget!
Det skriver Anne-Mette Wehmüller i et indlæg på dknyt og Modkraft (og gengivet her i avisen, red.) her i påsken.
Man kan fristes til at sige, at tabet både omfatter respekten for borgernes ret til at kende sandheden – om privathospitaler, den faktiske arbejdsløshed og reglerne på integrationsområdet – og den politiske tro på, at et vist element af hæderlighed i samspillet mellem politikere og offentlighed fortsat skal være et dansk varemærke.
Politiserede embedsmænd
En ny regering mellem S, SF og med R indenfor eller udenfor skal lære af de sidste ti års erfaringer og sikre, at borgerne får indblik i de dilemmaer og valg, vi som politikere er stillet overfor – i stedet for at feje dem ind under gulvtæppet. Det kræver åbenhed og debat, og det kræver at man ikke taler sig selv op i en krog af frygt for borgerne, men erkender, at der ikke findes nemme løsninger.
Jeg er enig med Anne-Mette Wehmüller i, at 10 år under VKO har vist mange eksempler på at skjule og sløre faktiske forhold og fejlslagen politik. Jeg er især bekymret over den politisering af embedsmandsstanden, der samtidigt er sket. Presset er blevet større på hæderligheden og neutraliteten hos embedsmænd, som – med eller mod deres ønsker – gradvis ændrer rolle til spinmagere eller passivt ser på lovovertrædelser eller misinformation fra den politiske ledelse.
At ændre denne udvikling kræver en åben offentlighedslov og måske også, at der tages skridt til en tiltrængt revision af grundloven med dens frihedsbestemmelser. Men det kræver altså også en anden måde at praktisere politik på. Så i stedet for smarte, halve forklaringer må en kommende regering på eget initiativ lægge sine vanskeligheder og dilemmaer åbent frem til debat i offentligheden – det være sig om krigsdeltagelse, ledighed, integrationspolitik eller sundhedsvæsen.
Mindretal kan kræve undersøgelser
Forslaget fra oppositionen om, at et mindretal på 33 eller 40 procent af Folketingets medlemmer kan kræve en uvildig undersøgelse iværksat, kan være med til at afdække embedsmisbrug. Så kan vi undgå, at ulovligheder skjules, når blot man kan finde det 90’ende mandat i Folketinget, som tilfældet er i dag.
Samtidig må vi udvikle nye måder at kommunikere på og sikre, at budskaber fra offentlige høringer og ekspertgrupper bliver inddraget i det efterfølgende politiske arbejde og ikke som hidtil bliver en syltekrukke for ubehagelige problemer, som vi har set under VKO med en stribe af råd og kommissioner, regeringen har haft nedsat og derefter ignoreret.
Åbenhed er en svær ting, især om ubehagelige og konfliktskabende problemer, for man vil jo nødigt skubbe nogen fra sig. Det gælder i Folketinget, som det gælder i lokalpolitik. Derfor har vi brug for dygtige embedsmænd til at rådgive os politikere. Ikke blot om lovgivningen, økonomi og organisation, men også til at holde os fast på de processer, der kan sættes i værk for at sikre at borgerne reelt ved, hvad der foregår.
Kammerateriet blev valgtema
Anne-Mette Wehmüller har mærket på sin egen krop, hvad det koster at sætte sig op imod et massivt og mangeårigt politisk flertal og det deraf følgende medløbende embedsapparat. Vi har haft en tilsvarende sag i Lyngby for et par år siden, om end ikke af samme format.
Hos os endte det med en kraftig næse fra Det Kommunale Tilsyn til den tidligere politiske og tidligere administrative ledelse af kommunen – og et dramatisk politisk skift ved kommunevalget i 2009, hvor netop kammerateriet var et vigtigt tema. De samme vil ske på Christiansborg senere på året og forhåbentlig i 2013 i andre kommuner, hvor et mangeårigt politisk system har farvet embedsværket i tanke og i handling.
En ny regering må være med til at sikre det gennem en konsekvent åbenhedspolitik, uafhængige embedsmænd og krav om det samme overfor kommunerne.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.