Pragmatisk Pippi i borgmesterstolen i Herning
Pragmatisk Pippi i borgmesterstolen i Herning

Dorte West (V) er født i 1969. Opvokset i en søskendeflok på tre i en samfundsengageret familie i Snejbjerg lige uden for Herning.
Moren var salgsassistent i herretøjsforretningen Mr Dohm på gågaden i Herning, og faren lærer på børnenes skole.
I hjemmet i Snejbjerg lærte Dorte West, at det ikke nytter at surmule, hvis noget er træls, man må bare se sagen fra flere sider og så komme videre.
Dorte West troede, hun skulle være fysioterapeut eller kiropraktor, men i farens avis, Jyllands-Posten, så hun, at der var gode jobmuligheder som økonom.
Dorte West er uddannet cand.oecon. med speciale i sundhedsøkonomi. Hun har arbejdet som lektor på flere handelsgymnasier og siddet i flere bestyrelser.
I dag bor hun i Gullestrup, en forstad til Herning, med sin mand Allan, der er fra Bornholm og er anæstesisygeplejerske.
Sammen har de tre børn på 20, 23 og 25, der alle er flyttet hjemmefra.
I sin fritid kører Dorte West på mountainbike. Når hun cykler med mænd, lægger hun sig lidt tilbage i feltet, når hun er ude med veninderne, ligger hun typisk forrest i feltet.
Hun er personligt glad for at ”have noget højde på”- 1,76, men mindre glad for sin tendens til dobbelthage, som kun hun kan se.
Dorte West overtog borgmesterposten efter Lars Krarup i august 2021. Hendes højeste mål er at give alle børn og unge en god start på livet og gøre Herning til en endnu stærkere studieby, så byen kan holde på sine unge i fremtiden.
Bagom borgmesteren - de professionelle spørgsmål
Hvad er det første, du gør, når du møder ind om morgenen?
Jeg hilser godmorgen og slår en lille sludder af med de andre på grøn gang, borgmestergangen. Vi kalder den grøn gang, fordi der er grønne gulvtæpper. Men nu skal den snart renoveres, så kan det være, de bliver blå. Haha. Det skal være rart at komme på arbejde, og det er det, når vi interesserer os for hinanden. Bagefter vender jeg ofte dagens program med min personlige assistent, og så skal jeg have dagens første kop kaffe.
Hvad er du allerbedst til?
Jeg er god til at lytte, god til at snakke med alle og god til at samarbejde. På gangene, på gaden, i bestyrelser. Jeg danner hurtigt relationer. Jeg vil så nødigt lyde selvfed, men jeg tror, at folk har tillid til mig og føler sig trygge i mit selskab. Da jeg stillede op første gang i politik, var der en kollega på gymnasiet, der sagde til mig: Du egner dig ikke til politik, du er alt for ærlig. Jeg er ærlig, men jeg har heldigvis bevist, at det sagtens kan lade sig gøre som politiker. Og så er jeg godt opdraget; jeg er god til at sige tak. Jeg husker at sætte pris på andres menneskers hjælp og behandle dem ordentligt. Ordentlighed. Det holder på den lange bane.
Hvordan er du som chef (ledelsesstil)?
Jeg kan godt lide at sætte retningen, men jeg lytter til andre, og jeg ændrer gerne kursen, hvis der er gode argumenter for at ændre den. Jeg er glad for at inddrage relevante aktører og folk med viden, fordi jeg ved, at sammen bliver vi stærkere. Når jeg så har lyttet, tager jeg teten. Det er mit job.
Nævn en afgørende episode fra din borgmesterperiode
Jeg har ikke siddet så længe, så der er ikke en særlig episode, der stikker ud, men jeg synes hele tiden, at der sker gode, afgørende ting. Især når vi holder konferencer, og der opstår samarbejder, dynamikker og relationer, som jeg bliver høj over. Der har været meget kritik af, at vi bruger for mange penge på kultur – også i valgkampen - og det er rigtigt ifølge benchmarking-målingerne; vi ligger højt, hvad angår penge brugt på kultur, men det er med til at styrke os som by. Virksomheder kommer til byen og vil gerne etablere sig i Herning, blandt andet fordi vi har et rigt kulturliv. Der sker noget i den her by. Og det vil folk gerne være en del af.
Da jeg stillede op første gang i politik, var der en kollega på gymnasiet, der sagde til mig: Du egner dig ikke til politik, du er alt for ærlig.
Hvad synes du er det sværeste ved at være borgmester?
Ansvaret. Det er stort, og man skal forvalte det med ydmyghed. Jeg har ikke noget problem med at tage det og have det, men jeg kan godt mærke det på skuldrene. Det at forvalte ansvaret rigtigt og kunne fortsætte den driftige og gode udvikling, som Herning Kommune er i. Men jeg takker også. For at have fået muligheden.
Hvad glæder du dig til at turde?
Jeg glæder mig til at turde sætte mit præg på jobbet. Jeg vil gerne arbejde mere inddragende og mere på tværs af de forskellige forvaltninger. Og jeg har også aftalt med min kommunaldirektør, at borgmesterkontoret skal flytte ud i byen af og til. Det er der mange borgmestre, der allerede gør, men det er aldrig blevet praktiseret i Herning. Det sker nu.
Hvilken international politiker er du inspireret af?
Barack Obama. Jeg synes, han var en enormt dygtig præsident. Jeg har stor respekt for, at han forsøgte at ændre på det amerikanske sundhedssystem med sit Obamacare. Jeg ved fra mine studier i international økonomi, hvor sindssygt svært det er at ændre på. Han nåede et lille stykke, desværre ikke nok, men alligevel. Obama var en samlende figur. Jeg følte det trygt, da han stod i spidsen, og jeg fik fornemmelsen af, at han gerne ville sin befolkning. Sådan vil jeg også være.
Hvad vil du ikke bruge penge på?
Vi er meget pragmatiske i Herning. Ting må gerne være pæne, men de skal være funktionelle. Vores messecenter Boxen er et godt eksempel på det. Jeg synes, Boxen er en flot bygning, men den er mest af alt utroligt funktionel og har bevist, at den kan rumme alt fra svømning til motocross, ishockey, koncerter m.m.
Hvad er din bedste overtalelses-replik?
Det her tror jeg på!
Bagom borgmesteren - privat
Hvad er det første, du gør, når du står op om morgenen?
Det er at se ind i øjnene på vores hund, Luna. Hun er en flatcoated retriever, som, efter at børnene er flyttet hjemmefra, har fået lov til at sove i sin kurv i soveværelset. Det måtte hun ikke før, vores grænser flytter sig, haha. Så snart Allan og jeg rører på os, står hun ved vores seng og skal have noget kærlighed. Hun er så glad og klar på en ny dag. Når jeg har nusset hende, går jeg i bad. Og vågner.
Hvad er du allerbedst til?
Jeg har et lyst sind og bærer ikke nag. Når der opstår konflikter, vil jeg have dem løst. Og de skal helst være løst, inden jeg går i seng. Det kan godt være, at man ikke er blevet enige, men jeg skal have en forklaring på, hvorfor noget er, som det er. Jeg er selv åben og er ikke bange for at tage fat på svære samtaler. Mine børn er også altid kommet til mig, hvis de har tumlet med nogle svære ting, og det er jeg simpelthen så glad for. At de har tillid til mig og ikke tøver med at indvie mig og spørge mig til råds.
Nævn en afgørende episode fra din ungdom
Mine to udlandsrejser efter gymnasiet, først til England og så min jordomrejse, blev begge afgørende for mig. I England arbejdede jeg på et hjem for fysisk og psykisk handicappede, en del af tiden på den lukkede afdeling, hvor patienterne var udadreagerende og farlige. Det havde jeg meget svært ved at slippe, når jeg fik fri, ligesom de dårlige forhold og vilkår, som de levede under, fyldte meget for mig. Da jeg kom tilbage til Danmark, fik jeg job på en institution for handicappede i Herning og så, hvor himmelvid forskel der var på de engelske forhold og vores. Jeg blev så taknemmelig for vores danske velfærdssystem. Det samme gjaldt, da jeg kom hjem fra min jordomrejse. Togene gik til tiden, der var rent og pænt på gaderne, og så lå der brev om, at jeg var optaget på cand.oecon-studiet med SU, noget som alle de unge, jeg havde mødt ude i verden, kun kunne drømme sig til. Da fandt jeg for alvor ud af, hvor heldig og privilegeret jeg var.
Hvad synes du, er det sværeste ved at være forælder?
Det er at rumme, at de vil møde modstand. Som forælder vil man sine børn det bedste, og man vil gerne guide dem så godt som muligt og til det, som man synes er det rigtige for dem. Men de skal selv gå vejen. Vælge og fravælge. Og tage de knubs, der kommer. Vi ved, at det er det, der udvikler dem, mens vi sidder på sidelinjen.
Hvad skulle du ønske, du turde gøre, men ikke gør?
Jeg har en stor drøm om at bestige Kilimanjaro i Tanzania sammen med min familie. Men Allan vil ikke være med. Han er sygeplejerske og bekymret for højdesygen, som man uundgåeligt får. Lidt eller meget. Han er bange for, at han kommer til at skulle bære mig op ad det bjerg. Min svigerdatter har lige været på toppen, hvor fedt er det ikke lige, men altså, jeg gør det ikke uden min familie, så jeg må finde mig et andet … mindre bjerg.
Jeg vil ikke have en Gucci taske, bare en pæn taske. Og min Skoda. Den kører godt og langt på literen.
Hvilket andet menneske er du inspireret af?
Min mormor, som jeg mistede for tre år siden. Hun blev 104 år. Hun havde konstant gæster til det sidste. Hun var oprigtigt interesseret i sine medmennesker, en samlende figur, som fulgte med i både børn, børnebørn og oldebørns liv. Hun kendte navnene på vores børns venner. Hun har betydet meget for mig.
Hvad vil du ikke bruge penge på?
Prestige. Dyre biler, den slags, det siger mig ingenting. Jeg vil ikke have en Gucci taske, bare en pæn taske. Og min Skoda. Den kører godt og langt på literen.
Hvad er din bedste overtalelses-replik?
Kom nu, lad os gøre det! Vi har ikke prøvet det før, så det kan vi sagtens. Ligesom Pippi Langstrømpe siger det.
Hurtige skud på Dorte West
Sne eller sol: Sne
Foie gras eller leverpostej: Leverpostej
Bond eller Bergman: Bergman
Krimi eller komedie: Krimi
Enkeltdyne eller dobbeltdyne: Enkeltdyne
Parfume eller naturel: Parfume
Motion eller sofa: Motion
Hund eller kat: Hund
Dansegulv eller bænk: Dansegulv
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.





















