‘Præsidentvalget’ vendte op og ned på Kolding – nu er de to kandidater på vej videre
‘Præsidentvalget’ vendte op og ned på Kolding – nu er de to kandidater på vej videre

“Villy Søvndal gør politisk comeback.”
Sådan lød overskriften i en række medier i søndags, da den tidligere udenrigsminister og mangeårige medlem af Folketinget annoncerede sit kandidatur til næste års valg til Europa Parlamentet.
Hvad, det mere præcist er comeback fra og til, er uklart taget i betragtning af, at Villy Søvndal i forvejen er medlem af Kolding Byråd og formand for socialudvalget. Her er borgmesteren ærgerlig over at skulle sige farvel til den politiske profil.
- Vi er meget kede af, at vi mister Villy Søvndal. Han har bragt masser af erfaring og har været en stor støtte for mig, fortæller borgmester Knud Erik Langhoff (K).
Villy Søvndal var med til at pege på Knud Erik Langhoff som borgmester, da det stod klart, at valget ikke efterlod et rødt flertal. Knud Erik Langhoff blev borgmester, efter han trak støtten til Eva Kjer Hansen – den anden tidligere minister som gik efter borgmesterposten i Kolding.
Kommunalvalget i Kolding blev iscenesat som en direkte duel mellem de to tidligere ministre og profiler i Folketinget. “Kampen om Kolding er det tætteste Danmark kommer på et præsidentvalg,” skrev Dagbladet Information dengang.
Men da hverken Villy Søvndal eller Eva Kjer Hansen der løb med sejren, udløste det første sammenstød mellem den medievante mentalitet fra landspolitik og det konsensusdrevne lokaldemokrati i byrådet.
- Folketinget og byrådet er to vidt forskellige ting, fastslår Knud Erik Langhoff lakonisk.
Forskellen har ført til en række sammenstød. Det har blandt andet handlet om retorikken i byrådssalen, hvor medlemmerne mærkede, at tonen er hårdere i landspolitik.
- Hvis oppositionen har flertal i Folketinget, kan de vælte en minister eller sågar statsministeren. Det kan man ikke i et byråd, borgmesteren er valgt for fire år. Det er ikke alle, der måske har forstået det, og det har retorikken af og til båret præg af.
Hårdere retorik fra Christiansborg
Også Merete Due Paarup, medlem af kommunalbestyrelsen for Radikale Venstre, fortæller, at de to tidligere ministre har bidraget med stor politisk erfaring og et værdifuldt netværk, men også at det har været en anderledes tid i byrådet.
Det stod allerede klart fra valgkampens start. Her ophøjede medierne den til et præsidentvalg mellem de to kandidater, hvilket gav mindre plads til sekundære aktører.
- Det hele blev gejlet op, og det var svært at få plads til nuancerne. Det var meget svært at komme til orde, da der nu var blevet fløjet to politiske kendisser ind. Det endte meget som enten for eller imod og om de to, fortæller hun.
Efter mediecirkusset var taget videre og hverdagen i byrådet indtraf, lagde de to hårdt ud, fortæller Merete Due Paarup.
- De kørte det på en helt anden måde med at sætte sager på dagsordenen og måden at stille spørgsmål på. Den hårde og mere pågående retorik fra Christiansborg kom pludselig ind i byrådssalen, det var ikke særligt behageligt, siger hun.
Merete Due Paarup nævner flere eksempler, hvor debat og retorik kørte op på et niveau, hun ikke kunne genkende fra byrådssalen tidligere.
- Vi plejer at være mere samarbejdende og ja, vi er ikke altid enige om tingene, men vi taler ordentligt til hinanden og nedgør ikke en dagsorden. Der var flere konfrontationer end ellers.
Splid i Venstre
Både Knud Erik Langhoff og Merete Due Paarup fortæller, at retorikken blev mildere med tiden. Det betød dog ikke, at der dermed var ro omkring byrådet.
Godt et år efter kommunalvalget og kort efter Folketingsvalget annoncerede Eva Kjer Hansen, at hun stoppede i politik, efter hun ikke opnåede genvalg til Folketinget. Indtil da havde hun siddet på et dobbeltmandat.
- Jeg blev ikke genvalgt til Folketinget, og jeg skal derfor søge et job. At være politisk aktiv gør det mere besværligt at få et nyt job. Jeg giver mig de bedste muligheder for et nyt job ved at trække mig helt fra politik, sagde hun dengang til TV Syd.
JydskeVestkysten skrev i samme forbindelse om et krisemøde i Venstre, hvor hun ifølge mediet skulle blive mødt med en opfordring om at trække sig som gruppeformand.
Eva Kjer Hansen ønskede dengang ikke at kommentere rygterne, men sagde til TV Syd, at hun ikke var overrasket, hvis der var nogen, der ønskede, at hun skulle trække sig.
Et medlem af Venstre, som ikke ønsker at udtale sig til citat, bekræfter overfor Kommunen.dk, at der var splid i gruppen, men afviser at der var indkaldt til krisemøde, eller at Eva Kjer Hansen skulle blive opfordret til at trække sig.
Taber momentum med udskiftning
Ifølge Merete Due Paarup har Villy Søvndal og Eva Kjer Hansen været med til at hæve ambitionsniveauet i Kolding. Hun er derfor ked af, at de to politiske sværvægtere begge har forladt byrådet til næste år.
Det er hun på grund af deres netværk, faglighed og deres unikke mulighed for at lobbye i Folketinget, men også på grund af det aftryk, det har sat på rollen som lokalpolitiker. I 2018 stod byrådet i en lignende situation, da Karina Lorentzen (SF) forlod byrådet, da hun igen blev valgt til Folketinget og droppede Kolding på grund af partiets regler om dobbeltmandater.
- Jeg kan forstå deres valg, men jeg føler lidt, at vi bliver efterladt, og vi bliver devalueret som byrådsmedlem og at pladsen som byrådsmedlem bliver brugt som en platform for andre ambitioner. Jeg er sikker på, at de vil det fuldt ud i øjeblikket, men vi har brug for nogen, der vil rollen i alle fire år, siger Merete Due Paarup.
- Det løfter helt sikkert byrådet, når vi kan tiltrække kræfter med erfaring fra Folketinget. Derfor er det desto mere frustrerende, at vi har svært ved at fastholde dem.
Det har nemlig konsekvenser for arbejdet i byrådet, når de politiske profiler forlader byrådet for at søge andre udfordringer.
- Man mister noget momentum, når man skal erstatte en formand for et udvalg, samt netværk og samarbejder. Derudover har det selvfølgelig også store omkostninger internt i partierne.
Derfor er Merete Due Paarup også hellere fri for politikere fra Folketinget, hvis de ikke kan garantere, at de bliver perioden ud.
- Nej tak, nu har vi prøvet det tre gange nu. Så vil vi hellere have lokale kandidater, der bliver på posten. Det har været et løft af byrådet, men derfor er det også ærgerligt, at det ikke har fungeret.
Et spørgsmål om magt
I sin første periode som borgmester har Knud Erik Langhoff siddet som borgmester overfor to medlemmer af sit byråd med tilsammen godt ti års ministererfaring og 50 års erfaring i Folketinget.
Han har været glad for at kunne have draget nytte af deres unikke erfaring og netværk.
- Jeg har selvfølgelig også selv et netværk til både Konservative og de Folketingsmedlemmer, som er valgt her i kredsen, men de har kunnet åbne nogle døre gennem deres personlige netværk på en anden måde. Det er vi ærgerlige over, at vi mister, fortæller Knud Erik Langhoff.
At først Eva Kjer Hansen og snart Villy Søvndal har forladt byrådet undervejs i perioden, afskrækker ikke borgmesteren fra, at nuværende eller tidligere medlemmer af Folketinget en anden gang skal stille op til et kommunalvalg.
- Det er en fordel. De har erfaring, netværk og kan det politiske håndværk, det kommer man ikke uden om, siger han.
- Men det har vist, at de gik efter magten. Og da de ikke fik den, var andre græsgange mere frodige.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.






























