Anne Vangs (S) exit fra posten som Københavns børne- og ungeborgmester kom som en bombe, selv for Frank Jensen, der ikke vidste noget før et par timer, inden Vang offentliggjorde nyheden.

Men trods det korte aftræk må man sige, at overborgmesteren fik vist, at han har partiet i sin hule hånd og kan håndtere pludselig opståede udfordringer uden slinger i valsen. For når en borgmesterstol pludselig står ledig, udløser det ofte interne laviner.

Tænk bare på uroen hos De Radikale, da Klaus Bondam smed borgmesterkæden. Først måtte Anna Mee Allerslev (R) kæmpe en hård kamp om posten, og efterfølgende måtte hun kæmpe for at få partikollegerne til at holde snitterne fra hendes løn.

Den nemme model

Det var den nemme model, som Frank Jensen tog i brug. Han var klar over, at udnævnelsen af Vangs afløser skulle gå hurtigt, så det ikke ville skabe for meget larm. Han var også bevidst om, at det skulle være hans tætte allierede, Jesper Christensen, der skulle have posten, dels fordi han har stor viden om området, da han sidder i børne- og ungeudvalget, dels fordi han er en erfaren politiker.

Derfor gik Frank Jensen hurtigt ud i Politiken med meldingen om, at Jesper Christensen var favorit. Den melding fik mulige kandidater til at holde sig i ro. Kun den anden favorit til posten, Ikram Sarwar (S), luftede svagt muligheden for at det skulle være ham. En melding, som nok mest skal læses som en kortsigtet investering i det efterfølgende interne magtspil og som en langsigtet markering i spillet om borgmesterposten efter valget.

Venner fik magt

Efter den hurtige indsættelse af Jesper Christensen gik Frank Jensen så i gang med at lægge låg på de eventuelle interne uroligheder, som måtte opstå. Her brugte Jensen modellen 'penge til nogle og magt til andre'. Den forbigåede Ikram Sarwar fik næstformandsposten i Metroselskabet, en post, der giver cirka 30.000 kroner om måneden, mens Susan Hedlund fik posten som næstformand i BR, hvilket er en post, der også giver lidt mønt. Frank Jensens anden tætte allierede, Lars Weiss, fik den magtfulde post som gruppeformand, og dermed har han to venner siddende tungt på magten i partiet.

I den socialdemokratiske gruppe er der skam utilfredshed over processen og særligt over, at det nu er to mænd over 50, der tegner partiets profil. Faktisk er flere i tvivl om, hvorvidt Jesper Christensen overhovedet kunne mønstre et flertal, hvis det var de socialdemokratiske BR-medlemmer, der skulle have valgt Anne Vangs efterfølger. Men det er, som om  det socialdemokratiske bagland er blevet ramt af den samme 'jeg vil ikke være uvenner med Frank'–bacille, som de fleste af borgmestrene på Rådhuset også er smittet af.

Ingen stemmesluger

Et andet spørgsmål, som Vangs exit rejser, er, hvad det kommer til at betyde stemmemæssigt for Socialdemokraterne. Umiddelbart mener de fleste iagttagere på rådhusgangene ikke, det får den store betydning. Vang var ikke den store stemmesluger ved sidste valg, hvor hun ikke engang kunne skrabe personlige stemmer sammen til sit eget mandat. Og selvom de fleste havde spået, at hun denne gang ville få et bedre valg, er spørgsmålet, om hun ikke hovedsagelig ville kannibalisere S-listen.

Omvendt må man også sige, at Vang efterhånden havde etableret sig som en dygtig politiker, som havde skabt ro på et svært område. Og der er heller ingen tvivl om, at hendes røde og bløde profil vil appellere til mange af byens kvindelige venstrefløjs­vælgere. I forhold til den flanke har Socialdemokraterne – der har mistet tre kvinder i denne valgperiode – et åbenlyst problem.

Spændende bliver det også at følge, om Jesper Christensen får lov at beholde borgmesterposten efter næste valg. Får Socialdemokraterne samme borgmesterpost, ser det ud til, at han bliver. Men får de en anden post, vil det komme an på valgresultat og personlig profil. I socialdemokratiske kredse er Ikram Sarwar favorit, men navne som Yildiz Akdogan, Lars Weiss, Mette Laurberg og Susan Hedlund er også mulige kandidater.

Ayfer skred

Ellers er der stadig gang i Metro-sagen på Rådhuset. Økonomiudvalget havde igen sagen oppe under punktet eventuelt, og der var en byge af spørgsmål til teknik- og miljø­­borgmesteren. Derfor var der også stor forundring, da Baykal pludselig rejste sig og smuttede midt i spørge-regnen. Det er lidt svært at forestille sig, at teknik- og miljøborgmesteren har møder, der er vigtigere end den højeksplosive Metro-sag.

Ifølge rygterne skulle Enhedslisten og SF også have et særdeles anstrengt forhold. Blandt andet har konflikten om plejehjemmet Sølund skabt en del tumult, og SF’s spids, Ninna Thomsen, skulle have været genstand for en del nedladende kommentarer i Snapstinget efter BR-mødet på Rådhuset. Voksenmobningen og konflikten mellem de to venstrefløjspartier vil der blive holdt øje med her på pladsen de næste par uger.