På hovedvejen mod Holstebro sælger pigerne happy endings

Fra massageklinikker i hele landet sælger thailandske kvinder sig selv. De oplever ikke, at de har andre valg. Kommunerne kunne hjælpe dem, men gør det ikke. 

tema: prostitution i provinsen

Af Carsten Terp Beck Nilsson | [email protected]

 

151.

Hele fire steder på facaden står nummeret – som om det forblæste, gråblå træhus på hovedvejen mellem Viborg og Holstebro skriger på opmærksomhed. 

I et vindue er en tyk, gylden buddha sunket ned i lotusstilling ved siden af en noget slankere pendant. Sammen med det gentagne husnummer og åbent-skiltet i det blyindfattede gavlvindue sender de orientalske statuetter et signal til de passerende bilister: Her tilbydes thai-massage - med happy ending. Hver dag fra 8-21. Fredag og lørdag også om natten. 

Den nederste rude i hoveddøren er revnet. Det var en kunde, som var utilfreds med prisen. 

”Han var fuld,” fortæller Jaidee. ”Og muslim. Det er altid muslimerne, der laver ballade.”

Mørkerøde gardiner holder dagslyset ude. Et fjernsyn i et hjørne sender thailandske soap-operas ud i det beklumrede rum, hvis vægge er dækket med fotografier af thaier. Stearinlys, ikonbilleder og små buddhistiske figurer på en hylde oppe under loftet tjener som et spartansk alter. 

På en briks ligger Jaidees veninde Sarai iført en sort underkjole. Hun havde på et tidspunkt et rengøringsjob i Aalborg. Så blev hun fyret. De sidste to måneder har hun solgt massage og sex fra hytten på hovedvejen. 

”Jeg ville hellere have et rigtigt arbejde. Gerne rengøring. Men jeg kan ikke finde noget,” siger hun. 

Det samme gælder Jaidee. Et billede på væggen viser, at hun engang havde arbejde med at filettere fisk på en fabrik i Hanstholm. Med krisen i fiskeriet forsvandt arbejdet, men generne fra det fysisk hårde arbejde hænger ved. Som 49-årig er Jaidee ufaglært, har kroniske smerter i ryg og skuldre og taler dårligt dansk. På klinikken kan hun tjene til livets opretholdelse. 

Ni byer, 14 klinikker

Ingen ved, hvor mange thailandske prostituerede der er i Danmark. Ud fra sine studier i det thailandske miljø anslår antropologen Sine Plambech, at 15-20 procent af de 7000 thailandske kvinder har været i berøring med prostitution – enten her eller i hjemlandet. Og i København anslås det, at hver fjerde ­prostituerede er fra Thailand. 

I midten af april fylder Kommunen benzin i tanken og sætter ud på en tur, der fører os over Fyn, op gennem det østlige Jylland til ­Frederikshavn og ned igen længere vestpå. Over to dage gør vi holdt i ni byer og banker på hos 14 klinikker, som reklamerer med thaimassage i Ekstra Bladet.

Langt de fleste steder er vores besøg forgæves. Flere steder ser vi skikkelser bag gardiner, og i en kælder i Århus bliver et vindue lukket, da vi kigger ind. På anden sal i en skummel opgang i Randers fortæller en sorthåret kvinde gennem en lille sprække i døren, at hun ikke har tid til at tale med os. Hun skal arbejde.  

Men i et parcelhus i Horsens lukker en kvinde op iført en let morgenkåbe. ”Et øjeblik,” siger hun, da vi spørger, om vi må komme ind. Da døren går op igen, er hun trukket i en hvid stumpebluse og et kort, lyserødt skørt ud over nogle sorte leggings. 

På komfuret står en stor, blomstret emaljegryde. Den bruger Dao til at lave udtræk af diverse urter, som hun laver te af. Mod smerter, svimmelhed og utilpashed.  

Dao er 47 år gammel og mærket af adskillige år med sukkersyge. Oveni har hun fremskreden paradentose og en frossen skulder, fra da hun arbejdede 14 timer om dagen som kok på en thai-restaurant i Holbæk. 

Men kommunen forstår ikke, at hun er syg, mener Dao. Flere gange har hun været i aktivering. Men arbejdet var for hårdt. Nu sælger hun massage med happy ending til de kunder, der beder om det.

 

”Jeg kan ikke lide penge fra kommunen. Jeg vil gerne arbejde for mig selv,” siger Dao. 

Slidt ned som 50-årige

Billedet af nedslidning, et mangelfuldt dansk og begrænsede kundskaber, der er anvendelige på det danske arbejdsmarked, dukker op igen og igen på vores tur.  Det samme gør den manglende lyst til kontakt med myndighederne. 

Begge dele er genkendelige for antropologen Sine Plambech. 

”Mange af thaierne i Danmark har ikke taget en lang uddannelse. De har arbejdet hårdt, siden de var børn. Og de er slidt ned, når de er 45-50 år gamle,” siger hun: ”Rigtig mange af dem, jeg kender, har fysiske skader.”

Flere er kommet hertil gennem ægteskab med en dansk mand. Andre har familie eller bekendte i landet. Fælles for dem er, at de har familie – nogle sågar børn – i Thailand. Og det er for at forsørge dem, de kommer. Derfor er det ikke et mål at få ydelser fra samfundet. De er her for at arbejde og tjene penge. 

”Thaierne kommer hovedsagelig som arbejdsmigranter. Og deres møde med det danske system er sprogskolerne og måske hjælp til at tage kørekort. Ting, de skal bruge for at få et arbejde. Så snart de har fået de ting, er de ikke interesseret i det danske system mere,” siger hun:

”Formålet er at klare sig selv, tjene de penge, man skal, og så rejse tilbage til Thailand.”

”Sådan nogle har vi ikke”

I 2005 fremlagde regeringen handlingsplanen ”Et bedre liv” med det dobbelte formål at få flere kvinder ud af prostitution og forbedre tilværelsen for dem, som vælger at blive. 

Anette van Deurs er en af de 12 opsøgende medarbejdere i det nationale Kompetencecenter Prostitution, som skal gøre planen til virkelighed. Med sig rundt på massageklinikkerne har hun en taske fyldt med glidecreme, kondomer og diverse pjecer om sundhed og hygiejne.  Hun fortæller blandt andet, at de ikke skal vaske sig i klor, og at de skal passe på med at spise diverse piller, som de importerer fra Thailand. 

Men tasken er samtidig en anledning til at komme indenfor og tale med kvinderne om deres situation. 

”De har ikke mange forventninger til det offentlige, og de forstår simpelthen ikke, at de har alment gældende rettigheder,” siger Anette van Deurs. 

Typisk ved de ikke, at de har ret til et tjek hos deres egen læge. De aner ikke, hvordan de skal afregne skat og moms. Og de er ofte uvidende om, deres retsstilling i forbindelse med en skilsmisse.

”De falder stort set allesammen igennem i systemet,” siger Anette van Deurs.

Kombinationen af manglende sprogkendskab, manglende færdigheder og manglende viden om rettigheder gør thaierne til en tredobbelt marginaliseret gruppe. Det stiller kommunerne over for særlige udfordringer, men også særlige forpligtelser, mener Anette van Deurs. Men når hun og hendes kolleger tropper op med en prostitueret, som ønsker hjælp, møder de meget lidt viden om de prostitueredes situation generelt og den thailandske kultur i særdeleshed.

”Kommunerne er slet ikke rustet til at tage sig af de her kvinder. Vi hører tit argumentet: ’Sådan nogle har vi ikke i vores kommune,’” fortæller hun.

Og det bekræftes af opringninger til en række af de kommuner, vi har besøgt. Afdelingschef Jørgen Træholt i socialafdelingen i Frederikshavn udtrykker det mest rammende: ”Vi er ikke bekendt med nogen, der bor her. Det er ikke nogen, som kontakter os, og vi opsøger dem ikke.”

I Frederikshavn fandt Kommunen fire thailandske massageklinikker. Derudover findes der tre bordeller. 

I hytten på hovedvejen fortæller Jaidee, at arbejdet går ud over hendes krop. På en typisk dag lægger fire mænd vejen forbi nummer 151 for at få massage. Jobbet giver Jaidee kroniske smerter i brystet og ryggen. Kunne hun kvitte massagen, gjorde hun det omgående. 

”Jeg ville gerne have hjælp fra kommunen til at finde et job. Men hvad kan de finde til mig?” spørger hun.

 

Kommunerne: ”Vi gør jo

ikke noget konkret”

Kommunerne har ingen specifik indsats rettet mod prostituerede.

 

Viborg Kommune, 14 massageklinikker:

”Vi gør jo ikke sådan noget konkret. Det er en del af den helhedsorienterede indsasts, vi gør. Vi har ikke en enkeltstående indsats i forhold til det område.”

Odense Kommune, 28 massageklinikker:

”Vi har en overordnet udsattepolitik. Og den indsats retter sig også mod gruppen af kvinder og mænd, der er prostituerede. Men vi går ikke rundt og følger op på Ekstra Bladets annoncer for at se, om der er nogen af de piger, der annoncerer i Odense, der har brug for en kommunal indsats. Vi har ikke i den kommunale drift tilknyttet en person, som arbejder specifikt med prostitution.”

Horsens Kommune, 10 massageklinikker:

”Vi har ingen specifik indsats. Vi vægrer os lidt imod at inddele folk efter diagnoser. Men vi er meget åbne overfor, hvad vi kan gøre for at hjælpe de borgere.”

Frederikshavn Kommune, 7 massageklinikker:

”Selvfølgelig eksisterer det, men der er ikke nogen, som kontakter os, og vi opsøger dem ikke.”

Aalborg Kommune, 25 massageklinikker:

”Generelt gør vi ikke noget specielt i forhold til de prostituerede. Vi har ikke en decideret politik. Og vi har ikke en speciel indsats, der går ud på at få kvinderne ud af prostitution. Hvis der er nogle kvinder, som har brug for støtte, vil vi læne os op af Servicestyrelsen.” :

 

Antallet af massageklinikker er opgjort på baggrund af en optælling af  annoncer i ekstra Bladet FRA 26. april 2010

 

 

Social & sundhed

Tilmeld dig nyhedsbrevet