Hvis vi nogensinde var i tvivl, blev vi under Coronapandemien og indtil flere nedlukninger af samfundet klar over, hvor vigtig kulturen er for vores velbefindende og sammenhængskraft. 

For selvom vi var fysisk tvunget fra hinanden, fandt vi især sammen i fællesskabet omkring sang. Her fik det ellers forbudte fællesskab lov til at blomstre gennem netop noget så livsbekræftende som fællessang. Rundt omkring på altanerne, i parkerne og på TV samledes vi danskere på kryds og tværs. Ikke fysisk, men i sangen. For i sangen kunne vi nemlig være sammen - hver for sig. 

Enhver gudstjeneste, gymnastikopvisning, ethvert grundlovsmøde ville ej heller være det samme uden fællesskabet i sangen.  

Kultur og velfærd hænger sammen

Så når den nye formand for KLs kulturudvalg Johan Brødsgaard tilkendegiver, at kultur og velfærd er så tæt forbudne, at de ikke kan skilles ad, så jeg er sådan set helt enig. 

Jeg er også fuldstændig enig i, at kultur kan være et nøgleredskab i bekæmpelsen af ensomhed, og at kulturelle tilbud er særdeles vigtige prioriteringer i kommunerne. 

Men når spørgsmålet lyder, om kommunerne bør prioritere kultur lige så højt som velfærd, så er mit klare svar, at landets kommuner skal have lov til at være indretningsarkitekter i eget hjem. 

For lige så forskellige vi mennesker og vores behov for kulturelle input er, lige så forskellige er landets kommuner og deres indbyggere. Derfor skal vi heller ikke fra Christiansborgs side svinge bestemmerpisken og diktere, hvordan kommunerne bør indrette sig, og hvad der er behov for i de enkelte kommuner. Det har jeg fuld tillid til, at de lokale beslutningstagere har de bedste forudsætninger for selv at vurdere. 

Vi må til enhver tid have for øje, at befolkningssammensætningen på tværs af vores 98 kommuner bestemt ikke er ens. Ligesom økonomien og budgetterne kan være ganske forskellige, hvorfor prioriteringerne også må være det. 

Kommunerne kan selv

Der er kommuner, som har svært ved at få det hele til at løbe rundt. Der skal jeg være helt ærlig og sige, at jeg personligt håber, at man i trængte kommuner vil lade fornuften og værdigheden sejre ved at prioritere, at vores ældre har mulighed for at få et bad og et ordentligt måltid mad, før et nyt kulturhus opføres. 

Kultur og velfærd hænger uløseligt sammen, men det er i sidste ende kommunernes egen opgave at finde den rette balance, som passer bedst til deres sammensætning af borgere og de behov, der følger deraf. Det hverken kan eller skal vi fra Christiansborgs side blande os i. 

Jeg savner generelt en større tillid til vores kommunale selvstyre. Rundt omkring i vores 98 kommuner sidder engagerede lokale beslutningstagere, der er så investerede i deres lokalområde, at de hver eneste uge bruger utallige timer på at skabe de bedste muligheder for deres medborgere. Det vigtige arbejde skal vi have tillid til. 

Derfor holder jeg også fast i, at kommunerne skal have lov til at være indretningsarkitekter i eget hjem. Også når det handler om, hvorvidt kultur skal prioriteres ligeså højt som øvrig velfærd.