Ordførerdebat: Bør kommunerne prioritere kultur lige så højt som velfærd?
Ordførerdebat: Bør kommunerne prioritere kultur lige så højt som velfærd?

Noget af det første ukrainerne gjorde, da russerne nærmere sig Kiev, var at beskytte statuer, monumenter og historiske bygninger. En vigtig del af forsvaret af Kiev var at beskytte de synlige symboler på ukrainsk kultur og historie. Fordi kultur, ligegyldigt hvor man kommer fra eller bor, er med til at give identitet og fortælle, hvem vi er. Sagt på en anden måde er kultur med til at definere os som mennesker. Hvem er vi, hvad tror vi på og hvilke værdier har vi? Hvor er vi på vej hen? Kultur kan af den grund både samle og splitte. Det skaber også liv, kontinuitet og udvikling. Derfor er velfærd ikke en modsætning til kultur. Velfærd og kultur er langt hen ad vejen hinandens forudsætninger.
En vanskelig sammenligning
Når jeg alligevel svarer nej til, om kultur skal prioriteres lige så højt som velfærd, er det ud fra et økonomisk synspunkt, hvor det at prioritere lige højt betyder, at pengeposen skal have samme størrelse. Svaret havde været det modsatte, hvis spørgsmålet handlede om, hvorvidt kommunerne burde prioritere kulturen. For det er i mine øjne en bunden opgave for kommunerne at prioritere kultur.
Ikke to kommuner er ens. Derfor må hver enkelt kommune afgøre, hvordan kulturtilbuddene tilrettelægges
Vi kan ikke sammenligne udgifterne til en plejehjemsplads med lokaler til en hundeklub. Generelt er det svært at sammenligne udgifterne til kultur og velfærd. Men at undlade at bruge penge på kultur vil være det samme som at sige, at mennesker ikke er lige meget værd. Alle skal have adgang til at opleve og deltage i kulturtilbud, fordi det er en så vigtig del af, hvem vi er som mennesker. Det ville uden tvivl have en social slagside, hvis kommunerne ikke var med til at sikre adgang til forskellige kulturtilbud.
Kulturen er en del af os
Så der er vist ikke andet at sige end: Selvfølgelig skal kultur prioriteres. Spejdere, idrætshaller, lokaler til de frivillige foreninger, hvor man kan mødes i strikkeklubben, mandskoret og madfællesskabet for enlige. Ej at glemme opbakningen til den lokale kunst, musik og teater, som har haft trange kår under corona. Noget af kulturen gror bedst, når det frivillige forenings-Danmark organiserer, mens andet er organiseret i det offentlige gennem en museumslov eller andet. Ikke to kommuner er ens.
Derfor må hver enkelt kommune afgøre, hvordan kulturtilbuddene tilrettelægges, hvem der samarbejdes med og hvordan økonomien skal understøttes. Men en ting er sikkert: Kultur findes alle steder og forsvinder ikke. Kulturen er en del af os, og vi er en del af kulturen. Det er derfor, det er så vigtigt, at kulturtilbuddene prioriteres.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.