Kommunen.dk
MENU

Opbakning til kronisk syge-udspil: ’Vi skal have ændret incitamentsstrukturen’

Det skal kunne betale sig at henvise patienter til forebyggende indsatser, derfor skal kommission undersøge, om incitamenterne er rigtige.

Opbakning til kronisk syge-udspil: ’Vi skal have ændret incitamentsstrukturen’

Det skal kunne betale sig at henvise patienter til forebyggende indsatser, derfor skal kommission undersøge, om incitamenterne er rigtige.
God træning kan være med til at forebygge operationer og lette presset på sundhedsvæsenet.
God træning kan være med til at forebygge operationer og lette presset på sundhedsvæsenet.
Foto: Thomas Vilhelm/Ritzau Scanpix

Udspillet fra KL, Gigtforeningen og Hjerteforeningen til fremtidens behandling af borgere med kronisk opbakning møder stor opbakning fra Venstre, SF og Danmarksdemokraterne .

- Det er nogle af de nålestik, som vi kunne tage fat på lige nu. Jeg er begejstret for det her, siger SF’s sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen.

- Jeg er helt enig i intentionen, og at det her er den rigtige vej at gå, siger Venstres sundhedsordfører Christoffer Aagaard Melson.

Ifølge udspillet hænger behandlingen af kronisk sygdom ikke godt nok sammen. Patienterne får ikke altid den fagligt rigtige indsats, når de har brug for den, de bliver ikke involveret nok i behandlingen, og de møder for tit pressede medarbejdere.

Derfor står parterne sammen om syv fælles principper for behandlingen af kronisk sygdom. Blandt andet skal der være langt større fokus på lokal forebyggelse og træning frem for operationer inde på sygehuset. Og de patienter, der kan og vil, skal rustes bedre til at spille en større rolle i deres eget behandlingsforløb.

Skal kunne betale sig

Men som det ser ud lige nu, er incitamentet for at lykkes med udspillet ikke på plads. Derfor er både Venstre, Danmarksdemokraterne og SF villige til at kigge på incitamentsstrukturen.  

- På sundhedsområdet har vi haft stor fokus på behandling, men mindre fokus på, hvordan vi undgår at få brug for behandling. Det et svært at få øje på de store incitamenter til forebyggelse - både på sygehusene og i kommunerne. Det er skidt, for det er både bedre for patienterne og billigere for samfundet, siger Kirsten Normann Andersen.

- Der er ingen tvivl om, at der ligger en udfordring i incitamentsstrukturen. Regeringen har nedsat en strukturkommission, og jeg håber, at de kigger på, hvordan vi løser den udfordring, siger sundhedsordfører hos Danmarksdemokraterne Jens Henrik Thulesen Dahl.

7 principper

1. Der skal være et langt større fokus på at forebygge udviklingen og forværringen af kronisk sygdom.

2. Borgerne skal spille en langt større rolle i deres eget forløb sammen med pårørende og civilsamfund.

3. Vi skal lave differentierede indsatser, så alle ikke pr. automatik får samme tilbud.

4. Teknologi kan gøre livet med kronisk sygdom mere fleksibelt, selvstændigt og trygt.

5. Kvalitet skal ses som flere ting: Den kliniske kvalitet skal være høj, borgeren skal have en god oplevelse af sit forløb og løsningen skal være realistisk at gennemføre.

6. Deling af data skal sikre, at relevante aktører har adgang til oplysninger på tværs af sektorer.

7. Opgavefordelingen skal være klar, forpligtende og aftalt nationalt.

Kilde: Gigtforeningen, Hjerteforeningen og KL

Kommission vil se på struktur

I regeringsgrundlaget lyder det, at regeringens sundhedspolitik vil følge to spor. Dels akutplanen, som blev præsenteret 3. februar. Og på den lange bane vil regeringen tage initiativ til nødvendige beslutninger og grundlæggende forandringer, som er forudsætningen for at skabe fremtidens sundhedsvæsen.

Her vil regeringen blandt andet nedsætte en strukturkommission, der skal udarbejde et beslutningsgrundlag, der opstiller og belyser modeller for den fremtidige organisering af sundhedsvæsenet.

Strukturkommissionen nedsættes inden udgangen af 1. kvartal 2023 med henblik på at afrapportere i foråret 2024, så følgelovgivning kan behandles i folketingssamlingen 2024/25.

Hos regeringspartiet Venstre fortæller sundhedsordfører Christoffer Aagaard Melson, at incitamentsstrukturen er en af de ting, kommissionen vil have for øje, når de begynder deres arbejde.

- Der ligger en stor opgave hos os på Christiansborg. Vi er allerede i gang, og kommissionen skal kigge på, om incitamenterne er rigtige, og om der skal justeres ved strukturen, siger Christoffer Aagaard Melson og tilføjer:

- Det ser vi frem til at arbejde videre med. Vi vil have et sundhedsvæsen for alle og være blandt de bedste i verden.  

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR