Ombudsmand: Forventer at andre kommuner følger Tivoli-afgørelse
Ombudsmand: Forventer at andre kommuner følger Tivoli-afgørelse

I en længere årrække har det været gængs praksis, at Tivoli har sendt et ukendt antal årskort til samarbejdspartnere samt politikere i blandt andet Københavns Borgerrepræsentation.
Her har flere medlemmer af repræsentationen taget imod kortet, men efter at flere medier har dækket gaverne, heriblandt TV2 Lorry og Kommunen.dk, har grupperforpersonkredsen i København diskuteret ordningen, ligesom Ombudsmanden har bedt kommunen om at forholde sig til ordningen.
På et møde i forpersonkredsen understreger man nu, at modtagelse af et årskort til Tivoli ikke ligger inden for retningslinjerne for, hvad man som politiker kan modtage af gaver, fremgår det af en afgørelse fra Ombudsmanden.
Ombudsmanden har meddelt kommunen, at han er enig i, at det ikke er i overensstemmelse med de principper, der gælder for offentligt ansattes modtagelse af gaver og andre fordele, at medlemmer af Borgerrepræsentationen modtager gaver af den omhandlede karakter.
”Reglerne om, at offentligt ansatte som klart udgangspunkt ikke må modtage gaver fra borgere eller virksomheder, medvirker til at sikre, at der ikke kan stilles spørgsmål ved, at det offentlige handler sagligt og upartisk”, skriver Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger.
Gaver er klart ulovligt
Sten Bønsing, professor ved Juridisk Institut ved Aalborg Universitet, har tidligere kaldt gaverne fra Tivoli fra “klart ulovligt” i et interview hos Kommunen.dk
Foruden Guldkort til Tivoli, har medlemmer af Borgerrepræsentation modtaget endagsbilletter til musikfestivaler og tilbud om gratis transport under Folkemødet, hvilket Sten Bønsing ligeledes mener, er et klart brud på reglerne.
En undersøgelse fra Kommunen.dk viser desuden, at det langtfra kun er i Københavns Borgerrepræsentation, at man modtager gaver og “fryns”, som man kan betegne som ulovligt.
I alt har 63 kommuner svaret, og flere kommuner fortæller om, at det er præcedens både at modtage årskort til zoologisk have, forlystelsesparker, musikfestivaler, sports- og kulturarrangementer.
I langt de fleste tilfælde, vil gaverne være i strid med reglerne for god offentlig forvaltning.
- I princippet er alle gaver ulovlige. Det er kun i få tilfælde, at der kan være tale om undtagelser som eksempelvis gaver i forbindelse med særlige lejligheder eller i forbindelse med et oplæg, hvor man ikke bliver betalt, forklarer Sten Bønsing.
Forventer at andre kommuner vil følge afgørelse
Ombudsmanden Niels Fenger er tilfreds med, at Københavns Kommune nu har indskærpet praksis for medlemmerne af Borgerrepræsentationen i forhold til modtagelse af gaver. Han mener, at reglerne er klare på området, men understreger, at der kan være undtagelsestilfælde:
- Overordnet skal der være en saglig grund for at byrådsmedlemmerne kan tage imod sådan en gave. Det kan handle om noget fagligt, repræsentation eller netværk, men det kan man ikke tale om i dette tilfælde, fortæller han til Kommunen.dk.
Niels Fenger forventer, at andre kommuner kommer til at følge afgørelsen for tilsvarende praksis. Han understreger dog samtidig, at der kan være mange nuancer i sagerne:
- Det er vigtigt at have for øje, at selvom nogle sager på overfladen kan ligne hinanden, er de ikke nødvendigvis en til en, siger han og tilføjer:
- I nogle tilfælde er det helt oplagt, mens det i andre tilfælde kan være at drage den præcise grænse.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.





























