Medlemsskaren er dermed større end nogensinde, og ikke mindst de yngste spæder godt til. Samlet set er næsten en million danskere under 19 år medlem af en idrætsforening. 

Men bugnende idrætsforeninger udfordrer kommunerne, som i hele landet faciliterer breddeidrætten i større eller mindre grad via egne anlæg eller brugerfinansiering af selvejende institutioner.

Alene i de tre idrætsgrene med størst fremgang, fodbold, gymnastik og svømning, kom der 40.000 nye aktive til sidste år. For alle tres vedkommende presser flere medlemmer bane- og halkapaciteten. 

Det mærker man i kommunerne, men på vidt forskellig vis. 

Kommunen.dk har spurgt samtlige kommuner til kapacitetsstatus, gennemførte og planlagte udvidelser, og 50 har svaret. 

Blandt gennemførte og planlagte investeringer fører netop kunststofbaner til fodbold og svømmehaller; faciliteter, som både kræver plads og mange penge. 

Langt overvejende af de besvarende kommuner, 46, mener, at kapaciteten rækker til det nuværende behov uden akut behov for udvidelser eller nye anlæg. Mange steder har man allerede øget faciliteterne med både kunststofbaner og haludvidelser over de seneste år.

Den omvendte banan

Men det betyder ikke nødvendigvis, at medlemsfremgangen går ubemærket eller smertefrit hen over kommunernes budgetter. 

Udgangspunktet er nemlig vidt forskelligt på tværs af lande, både i forhold til behov og investeringslyst. Samlet kan man kalde billedet en omvendt rådden banan.

Hvad angår idrætsfaciliteter, er bananen alt andet end rådden. Faktisk tilbyder kommunerne i det, man med et andet udtryk karakteriserer som Udkantsdanmark, langt mere rummelige idrætsforhold og tilbud end de “rige” kommuner i Østjylland, på Fyn og i hovedstaden.

Facilitetsudbuddet beskriver en omvendt banan, hvor Hovedstaden med København i spidsen, Aarhus, Odense og Aalborg og i et vist omfang de mindre, omkringliggende kommuner halter langt efter. 

Investeringslysten er heller ikke proportional med kommunernes størrelse eller økonomi. Store kommuner som Odense og Esbjerg planlægger ikke investeringer, mens flere mindre kommuner fortsat investerer i at forbedre eller udvide faciliteterne for breddeidrætten.

I Tønder Kommune udarbejder man eksempelvis en facilitetsstrategi, som skal hjælpe til at placere investeringer optimalt de kommende år med et minimumsskøn på 8-16 mio. kr. de kommende fem år.

- Der er i og for sig ikke behov for udvidelser, men i stedet udvikling ift. funktionalitet og tilgængelighed. Vi har nok haller, boldbaner og kunstgræsbaner i udgangspunktet, fortæller Ronni Echstrøm Hvidbjerg Rix, specialkonsulent for Sundhed, Kultur & Frivillighed i Tønder. 

Lejre og Silkeborg kommuner arbejder med lignende analyser for at få kapacitet og efterspørgsel til at gå op. 

Trængte forhold i København og Aarhus

Andre steder i landet er udfordringen mere presserende, og hovedstaden står forrest.

Facilitetsdatabasen over landets idrætsfaciliteter og idrætsanlæg, som udgives af Idrættens Analyseinstitut (Idan) i samarbejde med Lokale og Anlægsfonden, sætter tal på den skæve fordeling.

Idan rangerer kommunerne efter indbyggere per idrætsfacilitet, og her topper midt- og vestjyske kommuner, mens bunden udgøres af København og sjællandske kommuner. En ny opgørelsesmetode gør, at store jyske kommuner som Aarhus, Aalborg, Esbjerg m.fl. ikke længere ligger helt i bunden, men tendensen er klar: De største kommuner har de største udfordringer, når idrætsforeningerne vokser.

I København må hvert fodboldanlæg servicere over 23.000 indbyggere, og der er 5.400 indbyggere om hver bane. Landsgennemsnittet for de to tal er henholdsvis 3.300 og 1.300. I Skive Kommune er der 1.700 indbyggere per fodboldanlæg og færre end 900 per bane. 

Sagt på en anden måde er der seks gange så mange potentielle fodboldspillere per bane i København som i Skive. Og sammenligningen bliver ikke mindre skæv, når man medtager, at København har procentuelt flere yngre indbyggere/potentielle udøvere end Skive, hvor befolkningstallet siver, og gennemsnitsalderen stiger.

I Aarhus har kommunen regnet sig frem til, at der skal bygges 22 nye idrætshaller og 32 boldbaner inden 2030, hvis facilitetsniveauet skal være det samme som i 2015, hvor der var færre udøvere end i dag.

Ifølge Idrætssamvirket Aarhus, der er en interesseorganisation for idrætsforeninger, mangler halvdelen af foreningerne plads.

- Faciliteterne er overbookede. Der er sådan set for få faciliteter til, at vores foreninger kan lave de tilbud, de gerne vil, og de tilbud, der allerede er oprettet, bliver ofte mødt af store ventelister, fortæller formand for Idrætssamvirket Aarhus, Jens Bundgaard, til TV2 Østjylland.

Scannere tjekker udnyttelsen i Odense

Også i Odense ønsker foreningerne flere faciliteter, men her ser kommunen pragmatisk på det voksende facilitets-behov, som ikke nødvendigvis udløser nyt byggeri. Kommunen bygger en ny svømmehal til 30 mio. kr., men forvaltningen planlægger ikke pt. supplerende investeringer.

- Der er forskellige opfattelser af, om faciliteterne dækker det nuværende behov. Spørger man foreningerne i kommunen bredt, er der givetvis en opfattelse af, at der ikke er faciliteter nok, fortæller kontorchef i Fritid, Folkeoplysning og Offentlig Arealer Rune Bille. 

Men det er vigtigt at forholde sig faktuelt til spørgsmålet omkring pres på kapaciteten, forklarer han. I Odense har man sat scannere op, der kan tælle antallet af brugere ved idrætsfaciliteterne. 

Statistikken viser en meget høj benyttelsesprocent, men ikke højere, end at der stadig er et potentiale for at udnytte de nuværende faciliteter, siger han og tilføjer:

- Nye idrætsbyggerier er både økonomisk bekostelige og meget miljøbelastende, og derfor ønsker vi at udnytte den nuværende kapacitet, inden vi forelægger politikerne ønsker om nye fritidsfaciliteter.

DIF: Brug for national strategi

I Danmarks Idræts-Forbund (DIF) vil man gerne have Folketingets hjælp til at sikre fremtidens kapacitetsbehov for idrætten. Den daværende S-regering gav i 2021 fx København og Frederiksberg lov til sammen at investere en mia. kr. i idrætsfaciliteter udenom anlægloftet frem mod 2030. 

Det løser ikke problemerne i hovedstaden, men Poul Broberg, chef for public affairs & samfundsindsatser i DIF, mener, at initiativet bør udbygges og spredes ud til andre områder af landet med presserende behov. Hvor folk bor tættest sammen, og befolkningen vokser.

- Billedet er så sammensat, fordi vi har kommuner med faldende befolkningstal og faktisk overkapacitet, mens de store byer ikke kan imødekomme efterspørgslen. Idrætsmilliarden var et godt projekt, som vi gerne ser fulgt op med en samlet strategi, hvor man også tænker idrættens funktion ind i  velfærdsinvesteringen. Ellers taber fodboldbaner og svømmehaller let til nye skoler og plejehjem, siger han.

Investeringen kommer seks gange igen

DIF’s mål er, at 80 pct. af børn og unge skal være aktive i idrætsforeninger. I København er tallet 46 pct.  Forbundet har lavet en særskilt idrætsstrategi for hovedstaden, og sammen med DGI lavede DIF for tre år siden en samarbejdsaftale med Københavns Kommune kaldet ”Verdensby i bevægelse”, som blandt skulle rette op på facilitetsunderskuddet.

Både DIF og DGI lobbyer aktivt for idrætsinvesteringer med baggrund i de sociale gevinster. Forskning dokumenterer, at børn og unge både lærer demokrati, gevinster ved fællesskab og har en reduceret risiko for at falde igennem socialt netværk og ende i kriminalitet, hvis de regelmæssigt dyrker idræt og lærer foreningskulturen at kende.

- Og derfor er det så vigtigt med så mange gevinster at hente ved at målrette investeringer i faciliteter, som direkte hjælper foreninger med at give plads til en øget medlemsskare, siger Poul Broberg.

DIF mener ikke, det rækker at tænke motionsmuligheder ind i byudviklingsplaner, som også er på vej mange steder. Det er vigtigt at tænke motion ind i nye byrum, men det erstatter ikke behovet for nye haller og fodboldbaner.

- Vi kan lære af London, hvor man har sat tal på den sociale investeringsgevinst. Investering i byrum tilpasset et behov for idrætsudøvelser kommer dobbelt tilbage, men hvis man investerer i deciderede idrætsfaciliteter, får man pengene seks gange retur, siger han.