Nyansættelser, navne og partiskifter i kommunerne
Nyansættelser, navne og partiskifter i kommunerne

Kommuner
Byråd:
V'er i Hillerød skifter til KV21-spids for DF
HILLERØD: Byrådsmedlem Lars Ole Skovgaard Larsen er skiftet fra Venstre til Dansk Folkeparti. Dermed er DF igen repræsenteret i byrådet, efter at partiets eneste valgte byrådsmedlem Peter Lennø sidste år skiftede den modsatte vej. Lars Ole Skovgaard Larsen begrunder sit farvel til Venstre med partiets "elendige behandling af Inger Støjberg". Lars Ole Skovgaard Larsen kom i byrådet ved KV09 og er blevet genvalgt for Venstre to gange. Han går nu efter en tredje gang for DF, der har gjort ham til spidskandidat.
Tidligere radikal spids i Kolding går til SF
KOLDING: SF's gruppe i Kolding Byråd har udsigt til snart at vokse fra to til tre medlemmer. Det er den tidligere spidskandidat og gruppeformand for De Radikale og siden oktober sidste år løsgænger Jesper Elkjær, der har opgivet tanken om at starte sit eget parti efter opbakningen ikke svarede til forhåbningerne. I stedet melder han sig nu ind hos SF, hvor Villy Søvndal denne gang er borgmesterkandidat. Formelt skal det nye partimedlem lige godkendes af landsledelsen, og derfor får Elkjær først partikortet om nogle uger.
Vredt byrådsfarvel fra DF'er på Lolland
LOLLAND: Et opslag på Facebook har fået byrådsmedlem Anette Knoblauch til at melde sig ud af Dansk Folkeparti og blive løsgænger. Opslaget var skrevet af hendes lokalformand og med-byrådsmedlem Eric Steffensen, der blandt andet kaldte hende "en knaldperle" og håbede på nye kandidater til KV21. Anette Knoblauch kom i byrådet ved KV09 og var spidskandidat ved KV17, men blev slået i antal personlige stemmer af Eric Steffensen. DF's byrådsgruppe er nu reduceret til to.
Eks-DF'er går til Venstre
HJØRRING: Efter et kortvarigt mellemspil som løsgænger er byrådsmedlem Michael Engbjerg (eks-DF) nu medlem af Venstre, for hvem han tillige går efter at blive valgt ved KV21. Hans farvel til Dansk Folkeparti var begrundet i lokal uenighed i den politiske linje, og han havde desuden behov for at "mærke efter i mig selv, om der er mere lokalpolitiker tilbage i mig". Det er der, har det nu vist sig efter et par uger som partiløs. Michael Engbjerg blev valgt til byrådet ved KV17 som den ene af to DF'ere. Med hans partiskifte er Venstres byrådsgruppe nu på otte medlemmer.
Vraget EL-spids forlader parti og byråd
STEVNS: Efter to valg som spidskandidat for Enhedslisten på Stevns havde byrådsmedlem Jan Jespersen tænkt, at han skulle være det igen for tredje gang, men en lokal generalforsamling i partiet valgte i stedet den uprøvede Christian Hoffmann Nielsen. Det har Jan Jespersen oversat til manglende tillid til ham, og derfor har han meldt sig ud af partiet, ligesom han forlader byrådet. Han blev valgt første gang ved KV13 og genvalgt ved KV17, men afviser at stille op for et andet parti ved KV21. I byrådet vil han blive erstattet af Enhedslistens andensuppleant Lene Vestergård, idet førstesuppleanten Sejer Folke allerede har været byrådsmedlem i et par år. Den valgte tomands-gruppe fra KV17 er dermed helt udskiftet.
S-afhopper er landet hos SF
SILKEBORG: Efter lidt over et år som løsgænger repræsenterer det tidligere socialdemokratiske byrådsmedlem Lars Hansen nu SF, som dermed har fordoblet sin repræsentation siden KV17. Tidligere er Claus Løwe Klostergård (eks-ALT) kommet til. Lars Hansen forlod S i protest mod sit daværende partis valg af Søren Kristensen som spidskandidat ved KV21, men blot tre måneder senere var spidskandidaten væltet, og Lars Hansen meldte sig på vej tilbage til S. Men Socialdemokratiets medlemmer ville det anderledes, og en generalforsamling et halvt år senere gav ham ikke tilstrækkelig opbakning.
To LA'ere rykker til Venstre
HOLBÆK: Liberal Alliance-medlemmerne Søren Stavnskær og Christian Ahlefeldt-Laurvig i Holbæks kommunalbestyrelse rykker til Venstre. Skiftet skyldes ifølge de to en sløv opbakning og manglende respons fra LA på Christiansborg og ikke det lokale bagland. Det fejler ifølge Søren Stavnskær ingenting. Han fortsætter som medlem af Økonomiudvalget samt udvalget for Beskæftigelse og Uddannelse og Christian Ahlefeldt-Laurvig som medlem af udvalget for Klima og Miljø frem til kommunalvalget. Med det dobbelte partihop øges V-gruppen fra seks til otte, mens LA reduceres fra to til nul.
Blev vraget som spids og forlader DF
NORDFYN: Der er mandefald i de kommunale rækker i Dansk Folkeparti. Nu også i Nordfyn, hvor Peder Svensson, der var spids for DF ved KV17, nu forlader partiet og fortsætter som løsgænger perioden ud. Dermed er Jane Yndgaard ene om at repræsentere partiet i kommunalbestyrelsen. Peder Svensson oplyser, at beslutningen har ulmet i ham, siden partiforeningen i sommeren 2020 valgte Jane Yndgaard som spidskandidat.
S-udskiftning efter uddannelses-slut
AARHUS: Afsluttet uddannelse er årsag til at byrådsmedlem Louise Lindskrog (S) har besluttet at udtræde af byrådet. Hun finder det svært at forene et nyt fuldtidsarbejde med byrådsarbejdet. Hendes plads i byrådet overtages af partiets andensuppleant Michael Krogh Hansen, idet førstesuppleanten Ali Nuur indtrådte allerede i 2019, da Camilla Fabricius skiftede til Folketinget. Michael Krogh Hansen overtager også Louise Lindskrogs plads i økonomiudvalget, oplyser S.
De Konservative skifter ud
HØJE-TAASTRUP: Med blot ni måneder tilbage af valgperioden skifter De Konservative ud på en af pladserne i byrådet. Birgitte Skovbæk Johansen stopper før tid, fordi hun fraflytter kommunen. Hun blev valgt til byrådet ved KV17 og afløses i første omgang af Bjarne Kogsbøll, idet førstesuppleanten Maj-Britt Hartvig i forvejen er inde som stedfortræder for et byrådsmedlem på orlov. Når orlovsvikariatet er slut rykker Maj-Britt Hartvig op som byrådsmedlem for den resterende valgperiode. De Konservative har 12 af 21 pladser i byrådet.
Enhedslisten halveret i byrådet
NÆSTVED: Enhedslisten er halveret i byrådet, hvor byrådsmedlem Thor Temte har meldt sig ud af partiet og fortsætter som løsgænger. Farvellet skyldes ifølge Thor Temte selv forudgående intern uro i partiet. Bruddet kommer, efter at Enhedslisten har valgt sit andet byrådsmedlem Susanne Steensgaard Tariq og Tommy Lindegaard fra det organisatoriske bagland som de øverste kandidater ved KV21. Susanne Steensgaard Tariq kom i byrådet for et års tid siden, da spidskandidaten fra KV17, Freja Lynæs Larsen, udtrådte, også efter intern uro, men nominelt af helbredsgrunde.
Manu Sareen klar til kommunalpolitik for S
FREDERIKSBERG: Manu Sareen vil tilbage i dansk politik og stiller derfor op til KV21 på Frederiksberg for Socialdemokratiet. Sareen har flere ministerposter bag sig, efter at han fra 2011 til 2015 sad i Folketinget for De Radikale. Her var han blandt andet minister for kirke og ligestilling og for nordisk samarbejde. Inden det var han i ti år medlem af Københavns Borgerrepræsentation - også for De Radikale. Fra 2016 til 2018 var han medlem af Alternativet. Men nu er det altså Socialdemokratiet, han prøver at blive valgt for.
DF’er stopper i byråd efter halvt år
HOLBÆK: Kommunalbestyrelsen har godkendt Solveig Rasmussens (DF) ønske om at udtræde af byrådet. Solveig Rasmussen indtrådte i oktober sidste år i stedet for Asbjørn Gertin Olsson. Den 8. marts meddelte hun borgmesteren, at hun af helbredsmæssige grunde hurtigst muligt ønskede at træde ud igen. I stedet indtræder Andreas Bering og bliver samtidig medlem af Projektudvalget for Uddannelse og Unge, i stedet for Solveig Rasmussen.
Sidste DF'er forlader både parti og byråd
ODENSE: Dansk Folkeparti i Odense har mistet sit sidste tilbageværende byrådsmedlem fra KV17, men ikke pladsen i byrådet. Byrådsmedlem Pernille Bendixen har forladt både parti og byråd Hun havde i forvejen besluttet ikke at genopstille ved KV21, men DF's deltagelse i genåbningsaftalen med coronapas blev mere, end hun ville stå inde for. Hun har været byrådsmedlem siden KV09 og desuden folketingsmedlem 2015-2019, men er nu udmeldt af DF. Hun overlader pladsen i byrådet til partiets førstesuppleant Carsten Sørensen, som dermed bliver eneste DF'er i Odense Byråd.
Borgmester valgt overbevisende til KV21-spids
BORNHOLM: Socialdemokratiet på Bornholm holder fast i det kendte og har valgt den nuværende borgmester Thomas Thors som spidskandidat til KV21. Han vandt overbevisende en urafstemning over Claus Larsen-Jensen. Thomas Thors blev borgmester fra nytår, da Winni Grosbøll forlod posten i utide for at blive direktør for Friluftsrådet. Han var også borgmester ved fødslen af Bornholms Regionskommune, først i daværende Rønne Kommune 1996-2003 og derefter i den sammenlagte regionskommune 2003-2005. Han var ude i to valgperioder men vendte tilbage til byrådet ved KV17. Han er 71 år.
V atter største parti
BILLUND: Venstres byrådsgruppe er igen det største parti i Billund Byråd, efter Mads Helbo har meldt sig ind. Mads Helbo forlod i februar De Radikale for at blive løsgænger, men er nu medlem af Venstre og indtræder i partiets byrådsgruppe. Med tilgangen af Mads Helbo har Venstre igen de ti mandater, som vælgerne tildelte partiet ved valget i 2017. Dermed er Venstre også igen blevet byrådets største parti - en titel, der det seneste stykke tid har skullet deles med Socialdemokratiet.
Forvaltning:
Odders kulturchef hentet til Horsens
HORSENS: Det er kun tre år siden, at Allan Malver blev ansat som ny bibliotekschef for Odder Bibliotek. Siden blev han kulturchef, men nu skal han stå i spidsen for sammenflytningen af Sund By, Borgerservice og Bibliotek i Horsens Kommune. Han stopper ved udgangen af måneden for at tiltræde sin nye stilling 1. maj.
Hjemsendt chef vender ikke tilbage
FREDERICIA: Som følge af sagen, der startede med tidligere borgmester Jacob Bjerregaards grundkøb, blev også økonomi- og personalechef Tommy Abildgaard sendt hjem tilbage i februar, mens hele forløbet blev undersøgt. Og heller ikke han vender tilbage. - Det er besluttet i forlængelse af de interne afdækninger, at Tommy Abildgaard fratræder som økonomi- og personalechef i Fredericia Kommune, forklarede den konstituerede kommunaldirektør Camilla Nowak til Fredericia Dagblad i sidste uge.
Ny chef for Børn og Familie hentet i Aarhus
FAVRSKOV: 1. maj kommer tiltræder Charlotte Bøcher som ny chef for Børn og Familie. Hun kommer fra et job i Aarhus Kommune som sektionsleder i Børn og Unge. Charlotte Bøcher har også anden erfaring inden for området fra, at hun var leder af Familiekontor Nord og souschef for udførerområdet i Aarhus Kommune. Ved siden af sine lederstilinger er Bøcher tilknyttet Norges Forskningsråd, hvor hun bistår med vurderinger af forskningsansøgninger på social- og sundhedsområdet.
Byggechef fundet til ny afdeling
SKANDERBORG: Efter at have oprettet Anlæg og Ejendomme har Skanderborg Kommune ansat en chef for det nye område. Kirsten Andersen tiltræder stillingen fra 17. maj. Den nye afdeling er oprettet som led i en større ændring i organisationen. Kirsten Andersen skal have ansvar for ejendomsområdet, energioptimering og kommunale bygninger og byggeprojekter. Kirsten Andersen kommer fra en stilling som områdechef i landinspektørfirmaet Geopartner, som hun har været i siden 2018. Tidligere har hun været afdelingschef for Byggeri og Ejendomme i Holstebro Kommune og har før besiddet stillinger som leder og rådgiver på byggeområdet i forskellige kommuner.
Ny koncernchef for Social og Handicap
FREDERICIA: 6. april tiltrådte Henriette Korf Graversen som koncernchef for Social og Handicap i Fredericia Kommune. Ansættelsen kommer efter at handicapområdet ved årsskiftet blev samlet med socialområdet under Social og Handicap. Henriette Korf Graversen kommer fra en stilling i Odense Kommune, hvor hun siden 2018 har været områdechef for Supplerende Sociale Indsatser i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen. Graversen har fra tidligere også erfaring som centerchef for Udsatte og Kriminalitetstruede Unge i København og forebyggelseschef ved Det Kriminalpræventive Råd.
Fredericia opruster med ny klimachef
FREDERICIA: 6. april havde 52-årige Gitte Wad første arbejdsdag som ny klimachef i Fredericia Kommune. Hun er uddannet ingeniør og kommer med mange års erfaring inden for energisektoren, hvor hun blandt andet har været energirådgiver i store industrivirksomheder og arbejdet med grøn omstilling.
Ny velfærds- og omsorgschef på plads
LEJRE: Fra 1. maj er Mette Molin ny chef for center for Velfærd & Omsorg i Lejre Kommune. Hun kommer fra en stilling som områdeleder for Lyngby-Taarbæk Kommunes Trænings- og Rehabiliteringscenter. Mette Molin er 51 år og oprindeligt uddannet fysioterapeut og siden videreuddannet med diplom i ledelse og en master i offentlig ledelse fra CBS. Hun har tidligere haft lederstillinger på både Glostrup Hospital og Rigshospitalets klinik for Rygmarvsskader i Hornbæk.
Ansætter afdelingschef efter omstrukturering
ODENSE: Anette Kold starter 1. maj som ny afdelingschef for Byudvikling i By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune. Med ansættelsen er hele den nye chefgruppe på plads efter en omstrukturering i organisationen tidligere på året.Den nye chef kommer til kommunen fra en stilling som seniorrådgiver ved Grandville, hvor hun har rådgivet bygherrer inden for byudvikling. Tidligere har Anette Kold været i Kolding Kommune som afdelingschef for Strategisk Vækst og har haft andre chef- og lederstillinger i Aabenraa og Billund.
Fagchef fratræder efter fire måneder
RINGKØBING-SKJERN: Ringkøbing-Skjern har indgået en gensidig fratrædelsesaftale med fagchef i afdelingen for Land, By og Kultur, Michael Damm. Michael Damm tiltrådte som fagchef i december 2020, hvor han kom fra et job som chef for Bæredygtighed og Udvikling i Aalborg Kommune. Indtil der er ansat en ny fagchef, overtager direktør Flemming Juel-Nielsen ledelsen af området.
Ny sekretariatschef på plads
REBILD:Maj Ragner Laursen begynder som ny chef for Fællescenter Sekretariet 11. maj. Hun afløser Susy Lauesen, der trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet efter otte år på posten. Dermed overtager Laursen ansvaret for kommunens stabsenhed og betjening af byrådet. Den nye sekretariatschef kommer fra en stilling som sekretariatschef for dekansekretariatet ved Det Humanistiske Fakultet på Aalborg Universitet, som hun har haft siden 2018. Tidligere har hun ved Aalborg Universitet også været administrationschef/konstitueret fakultetsdirektør og områdeleder.
Chef på plads til nyoprettet afdeling
SKANDERBORG: 1. maj tiltræder Hanne Nissen Toksvig som chef for den nyoprettede afdeling Udvikling, Kultur og Erhverv i Skanderborg. Afdelingen har kommunen oprettet som et led i en organisationsændring, der skal styrke samspillet med erhvervslivet. Hanne Nissen Toksvig kommer til kommunen med ledelseserfaring fra Viborg Kommune, hvor hun siden 2014 har været chef for først Personale og Organisation og sidenhen Landdistriktsudvikling. Hun har også erfaring fra Aarhus Universitet, hvor hun tidligere har været uddannelseschef.
Holstebro-leder rykket til Middelfart
MIDDELFART/HOLSTEBRO: Klavs Eg er ny chef for dagplejen i Middelfart. Han kommer fra en lignende stilling i Holstebro Kommune, hvor han også har været leder af sundhedsplejen. Han bor i Horsens med sin hustru, Lisbeth, som er dagtilbudsleder i Horsens Kommune.
Ny fagchef for pleje og omsorg
TØNDER: Efter påske er Torben Lindbæk-Larsen ny fagchef pleje og omsorg i Tønder. Han er tidligere afdelingschef for pleje og omsorg i Aabenraa Kommune og har tidligere været ansat i Hjørring og Frederikshavn kommuner. Han kommer til Tønder fra en stilling som selvstændig. 58-årige Torben Lindbæk-Larsen overtager jobbet efter Aase Koch, der har valgt at gå på pension.
Økonomichef skifter på tværs af landet
RINGKØBING-SKJERN: Jane Eichenwald Henriksen har taget et jobskifte på tværs af landet. Hun går fra at være chef for Høje-Taastrups økonomi- og digitaliseringscenter til økonomichef i Ringkøbing-Skjern. Hun overtager jobbet efter Jan Aaes Christensen, der går på pension, og hun vender dermed tilbage til Vestjylland, som hun stammer fra. Jane Eichenwald Henriksen er cand.scient.pol. fra Nijmegen og har en diplomuddannelse i ledelse fra Professionshøjskolen Metropol.
Ny vicekommunaldirektør har direktørerfaring
SORØ: Per 12. april er Andreas Jegstrup ny vicekommunaldirektør i Sorø Kommune og indgår i kommunens topledelse med kommunaldirektør Søren S. Kjær. Jegstrup overtager posten efter Henrik Nielsen, der blev ansat i stillingen tilbage i december 2019. Andreas Jegstrup har en baggrund inden for velfærdsudvikling og økonomi, og han kommer til Sorø efter to år i stillingen som rådgiver inden for ældreområdet ved Nexus Interim Management. Tidligere har han haft ni år i Ringsted som henholdsvis økonomi- og socialdirektør og fem år i København som både økonomi- og ældrechef.
Ny familie- og forebyggelseschef på plads
JAMMERBUGT: Jesper Ildal Djørup er blevet ansat som ny chef for Familie og Forebyggelse i Jammerbugt Kommune med start 1. maj. Han skal i sin nye chefstilling sidde med ansvaret for afdelingernes faglighed og det tværfaglige samarbejde med fokus på kommunens børn, unge og familiers forudsætninger for trivsel og læring. Den nye chef kommer til kommunen med flere års erfaring inden for børne- og familieområdet. Senest har han haft stillingen som chef for socialområdet i Ankestyrelsen og har tidligere været kontorchef i både Aalborg Kommune og Statsforvaltningen.
Kolding har ansat første voksenchef
KOLDING: Kolding har ansat Gülcan Güven Grud i den nyoprettede stilling som voksenchef i kommunens socialforvaltning. Grud får dermed det samlede ansvar for driften og udviklingen af det specialiserede socialområde for voksne og service til borgere med handicap, psykiske lidelse, misbrug, eller der er socialt udsat. Gülcan Güven Grud har 20 års erfaring inden for området og kommer fra en stilling som centerleder for Social Rehabilitering, Social og Psykiatri i Vejle Kommune. Gülcan Güven Grud er uddannet pædagog og har senere fulgt op med lederuddannelser og en kandidat i pædagogisk psykologi.
To direktører konstitueret
FREDERICIA: Fungerende kommunaldirektør Camilla Nowak konstitueres på posten, har byrådet besluttet. Hun har været fungerende siden 5. januar, hvor tidligere kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe blev sendt hjem. Byrådet har også besluttet at konstituere Vibeke Kinch midlertidigt som koncerndirektør for Børn, Unge & Kultur. Det er Nowaks konstituering, der gør denne post ledig. Vibeke Kinch har tidligere været direktør for Børn og Kultur i Fredericia, men forlod stillingen i september 2014 for at blive kommunaldirektør på Fanø. Denne stilling fratrådte hun den 1. oktober sidste år. Stillingen som kommunaldirektør slåes op i løbet af foråret.
Kalundborg-chef rykker til Slagelse
SLAGELSE: 49-årige Peter Sidelmann rykker pr. 3. maj til Slagelse som arbejdsmarkeds- og integrationschef. Han er i dag afdelingsleder på jobcentret i Kalundborg. Arbejdsmarked og integration i Slagelse har været uden chef i over to år, og afdelingsleder Henrik Skov har varetaget opgaven som arbejdsmarkedschef. Peter Sidelmann er uddannet statskundskaber suppleret med lederuddannelser og har tidligere været jobcenterchef i Gladsaxe og Roskilde kommuner og har også været chefkonsulent i KL.
Stevns henter ny direktør i Furesø
STEVNS/FURESØ: Centerchef Ellen Hvidt Thelle fra Furesø Kommune bliver direktør i Stevns Kommune fra 1. maj. Dermed er den tre personer store direktion igen fuldtallig efter to udskiftninger. Den anden er kommunaldirektør Henrik Nielsen, der tiltræder efter påske, men som har deltaget i ansættelsen af Ellen Hvidt Thelle. Den nye direktør har foruden sit nuværende job som centerchef gennem tre år i Furesø Kommune erfaring fra fire år i Brøndby Kommune, et år i Naturstyrelsen og ni år i forskellige stillinger i Miljøministeriet, sidstnævnte afbrudt af et års tid som souschef i Det Danske Center for Menneskerettigheder i Rwanda.
Kulturchef hentet i Aalborg
BRØNDERSLEV: Kulturkonsulent i Aalborg Kommune, Rasmus Krogh, skal fra 1. maj være fritids- og kulturchef i Brønderslev Kommune. Rasmus Krogh har tidligere været forstander på Aalborg Sportshøjskole og underviser i projektledelse.
Henter velfærds- og sundhedsdirektør i Favrskov
HORSENS: Horsens Kommune har ansat Jes Svenninggaard som velfærds- og sundhedsdirektør. Han tiltræder 1. maj og afløser Karin Holland, som er gået på pension. Den nye direktør er 38 år og uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 2009 og i 2014 master i Business Administration (MBA) sammesteds. Han kommer fra en stilling som handicap- og psykiatrichef i Favrskov Kommune gennem fem år. Inden da var han fem år i Silkeborg Kommune - blandt andet i tre år som leder af voksenhandicap-området.
Regioner
Centerdirektør rykker til ny stilling
HOVEDSTADEN: Rigshospitalet får ny vicedirektør i en nyoprettet stilling. Det er nuværende centerdirektør for Rigshospitalets Hjertecenter, Rasmus Møgelvang, der rykker til den nye stilling, således at Rigshospitalets direktion fremover af en hospitalsdirektør og tre vicedirektører, hvoraf to har lægefaglig baggrund, og en har sygeplejefaglig baggrund. Rasmus Møgelvangs tiltrædelse aftales under hensyn til Hjertecentrets fortsatte drift, hvor direktørstillingen slås op med det samme, oplyser Righospitalet. Herefter besluttes den konkrete ansvars- og opgavefordeling i direktionen også. Men det ligger fast, at Rasmus Møgelvang overordnet bliver ansvarlig for det faglige indhold i Rigshospitalets vision- og masterplan og for den kliniske kvalitet og patientsikkerhed.
Koncerndirektør går på pension
SJÆLLAND: Efter at have været koncerndirektør i Region Sjælland siden marts 2018 trækker Leif Panduro Jensen sig tilbage og går på pension til august. Det seneste år har corona fyldt en stor del af den afgående koncerndirektørs arbejdsdag - især i regionens corona-beredskab, hvor han har siddet for bordenden. Udover corona har Leif Panduro Jensen haft ansvaret for blandt andet udviklingen af sygehuse, beredskabet og Sundhedsplatformen. Inden Leif Panduro Jensen kom til Region Sjælland, har han bestridt stillingerne som centerdirektør for Finsencentret på Rigshospitalet, vicedirektør ved Nordsjællands Hospital og ledende overlæge ved Karkirurgisk Afdeling på Gentofte Hospital. Han blev uddannet speciallæge i karkirurgi fra Københavns Universitet i 1997 og har senere suppleret med en Master of Health Management fra CBS.
Stat
Frivilligrådet får ny formand
Socialministeriet har udpeget Anna Bjerre Thorsteinsson til at overtage formandsposten for Frivilligrådet efter Mads Roke Clausen, der 1. maj tiltræder som ny direktør for Landsorganisationen for Sociale Tilbud, LOS. Frivilligrådet er allerede godt bekendt med Anna Bjerre Thorsteinsson, der siden 2018 har været rådets næstformand i samarbejde med Mads Roke Clausen, der har været formand i samme periode. Til dagligt arbejder Thorsteinsson med at forebygge mistrivsel og styrke selvværdet blandt piger og unge kvinder i stillingen som direktør for GirlTalk.
Folketinget
Britt Bager skifter fra V til K
Folketingsmedlem Britt Bager har forladt Venstre til fordel for De Konservative. Hun blev valgt til Folketinget i Østjyllands Storkreds ved valget i 2015. Hun har tidligere været politisk ordfører for Venstre. Britt Bager er ikke den første i denne folketingssamling, som forlader Venstre. Tilbage i november 2019 forlod Marcus Knuth også Venstre til fordel for De Konservative. Britt Bager bringer nu De Konservative op på 13 mandater.
Organisationer
De Radikales landsformand stopper efter seks år
Svend Thorhauge genopstiller ikke som landsformand for De Radikale efter seks år på posten. Ifølge P1 Morgen, som er i besiddelse af flere interne mails fra partiet, er Svend Thorhauge blevet beskyldt for topstyring af blandt andre Sanne Klietsch, som blev valgt som landsnæstformand i september, men trak sig igen i januar. Partiet har været gennem en turbulent periode, efter at Morten Østergaard i efteråret trak sig som politisk leder efter sager om sexchikane. I denne periode var Svend Thorhauge som partiets organisatoriske formand en del i vælten, også fordi der var interne stridigheder i partiet. Både Ida Auken og Jens Rohde endte med at forlade folketingsgruppen for at blive henholdsvis socialdemokrat og løsgænger.
Tidligere kommunaldirektør er ny DGI-kommunekonsulent
Benny Balsgaard, der frem til oktober 2019 var kommunaldirektør i Langeland Kommune, er ny kommunekonsulent i DGI. Det er en ny stilling, der er oprettet for at give kommunerne en bedre kontakt mellem landsforeningen og de udfordringer, som kommunerne kan møde lokalt. Benny Balsgaard har også tidligere været kommunaldirektør i Ringe indtil dannelsen af Faaborg-Midtfyn Kommune i 2007. Både i Langeland og Faaborg-Midtfyn blev han afskediget. Balsgaard tiltrådte 15. marts.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.


























