Det havde jeg ikke troet om mig selv. At jeg ligefrem var nødt til højlydt at afbryde og tale med så store bogstaver for at få den venlige mand i den anden ende af forbindelsen til at respektere et nej. Og så lige fra den side.

Jeg var igen blevet ringet op efter fyraften af en absolut veldædig organisation, en af dem, hvis formål jeg fuldt ud støtter, somme tider bidrager økonomisk til – og i dette tilfælde havde bakket op med en online-underskrift i en sag, jeg fandt værdig.

Hvad jeg bare ikke havde sagt ja til, var at blive ringet op gang på gang for ’at høre mere’, hvilket ofte handler om at blive medlem og sende flere penge. Jeg har før afvist de venligtsindede telefonstemmer med, at det passede dårligt lige nu – hvilket som regel var i fuld overensstemmelse med sandheden - men med en underliggende ærgrelse over at skulle ty til nødløgne for at ryste eksistensen af gode formål ud af min allertætteste privatsfære.

Kontraproduktivt...

Fremover vil jeg huske mig selv på at få afleveret beskeden – i et lønligt håb om, at den efterhånden siver opad i systemet: Gør det nu muligt at folk kan bruge deres demokratiske ret til at støtte en god sag, uden at vi dermed hænger på en masse uønskede henvendelser. Det er i bedste fald tidsspilde – i værste fald kontraproduktivt for den gode sag.

Det risikerer ganske enkelt at underminere viljen til umiddelbart at bakke op om for eksempel underskriftsindsamlinger, hvor det faktisk ikke er lige meget, om det er tusinder eller titusinder, der markerer sig.

Som et minimum kunne foreningen gøre det til et aktivt valg, at man efter underskrift eller anden hurtig online-aktivisme krydser ja til, at man faktisk rigtig gerne vil ringes op, høre mere og så videre. At man med andre ord ikke selv skal sikre sig, om der skulle stå et forræderisk kryds, som man lader stå i et begejstret øjeblik.

Det er, som om det bare anerkendes, at metoder fra den kommercielle verden sniger sig ind i det velgørende univers. Online-firmaer skal man jo også gardere sig imod, og mon ikke alle gennemsnits-internetbrugere slås med reklame-henvendelser fra firmaer, man på et tidspunkt har købt rejser, bukser eller soveposer af.

...antasteri

Med firmaerne er det ligesom bare en anden sag. Antasteriet er irriterende, men forventeligt. Hvis jeg gerne vil engageres eller involveres i en god sags tjeneste, vil jeg have lov at snuse lidt først.

Mange kender samme situation fra turen på gågaden, hvor de unge ansatte med letgenkendeligt overtøj, opsøgende smil og indladende kropssprog antaster dem, det ikke lykkes at snige sig udenom.

Man kan jo bare sige nej, må tankegangen være hos de organisationer, der betaler de unge ’facere’, som de kaldes. Men mit svar vil være, at en alt for pågående facon risikerer at drive rovdrift på velviljen.

For hvad blev der af musikken, humoren, kreative stunts, flash mobs og happenings? For selvfølgelig skal man kunne gøre opmærksom på verdens uretfærdigheder. Gaderummet skal ikke reserveres almindelig gesjæft; jeg forholder mig til metoderne.

Men tilbage til ham, der ringede, lige da jeg var stået af toget og stod og fumlede med cykellåsen. Jeg var vist trængt igennem med mit budskab om, at han faktisk ikke skal ringe igen en anden dag - troede jeg lige, indtil han fortsatte ’nå, men så vil jeg sørge for, at du bliver slettet af listen, men når jeg nu alligevel har dig, vil jeg godt lige fortælle dig om vores nyeste projekt…’

Da begyndte vi vist at snakke i munden på hinanden, og min hjerne begyndte at rode med, om telefonselskaberne mon har overblik over, hvor mange der blokerer udvalgte telefonnumre.