Sidste efterår udgav Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet en bog om unges mistrivsel. 

Skolen er kommet til at handle om præstation, tempoet på alle livsarenaer er sat i vejret, og de unge kigger i stigende grad indad og oplever selv at skulle lave sig om, hvis noget i omverden er svært, lød det fra en af forfatterne bag bogen, professor Noemi Katznelson.

Opgøret med præstationssamfundet i uddannelsessystemet bør starte allerede i folkeskolen, mener Thomas Gyldal Petersen (S), formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg. 

- Vi har skabt en folkeskole, hvor vi har individualiseret ansvaret. Når du kommer i udskolingen, bliver du bedømt på din uddannelsesparathed, får karakterer, og så er det dig, der er ansvarlig for din fremtid. 

Han opfordrer til et opgør med det tunge ansvar samt det for store fokus på boglig faglighed. Derfor glæder KL sig også over regeringsgrundlag på folkeskoleområdet, hvor regeringen ønsker en bedre balance mellem det boglige, kreative og praktiske indhold i undervisningen. 

Børn og unges mistrivsel fylder desuden en del i det nye regeringsgrundlag. Regeringen ønsker blandt andet at nedsætte en kommission for det gode børne- og ungdomsliv, der skal foreslå anbefalinger til, hvordan mistrivsel og sårbarhed kan forebygges, samt hvordan man kan styrke unges “robusthed og myndiggørelse”. 

Hvis man skal løse udfordringen med børn og unges mistrivsel, er det oplagt, at man ser på de fællesskaber, de unge befinder sig – eller manglen på samme, mener Thomas Gyldal Petersen:

- Den trivselskrise, vi har, er i høj grad en fællesskabskrise. Der er nogle arenaer, som har været en tryghed, som ikke længere er der. 

Ansvar gav selvtillid

I folkeskolen var Thomas Gyldal Petersen mest optaget af at spille fodbold i frikvartererne. Han havde let ved bøgerne, men var et sjuskehoved, der skyndte sig igennem afleveringerne uden tid til skønskrift for at få mere tid til sjovere ting som fodbold. 

I 7. klasse tog hans klasselærer ham til side. Hun forklarede, at det ikke var nok bare at haste sig igennem opgaverne, det var vigtigt, at den unge Thomas Gyldal Petersen gjorde sig mere umage. Men mere vigtigt var det, at klasselæreren forklarede, at den unge Thomas havde en effekt på de andre i klassen. Hvis han kedede sig, begyndte de andre elever at kede sig, mens hvis han arbejdede ihærdigt, smittede det ligeledes af på de andre. 

- Jeg blev gjort opmærksom på, at jeg havde et ansvar. Den retning jeg satte, påvirkede de andres lyst til at arbejde og lære. Det gjorde et stort indtryk på mig, fortæller Thomas Gyldal Petersen. 

Det er ikke nogen tilfældig fortælling, men handler om myndiggørelse, et af de tre elementer, som udgør regeringens børne- og ungdomspolitik: trivsel, myndiggørelse og livsmod. 

- At et voksent menneske fortalte mig, at jeg havde en rolle at spille, var meget vigtigt for mig. Det gik op for mig, at min tilgang til skolen havde betydning for mere end bare mig selv. Det ansvarliggjorte mig. 

Og selvom ikke alt var bedre, dengang Thomas Gyldal Petersen var barn i 1980’erne, er det blevet mere kompliceret at være barn i dag. 

- Der var en enkelthed i min egen opvækst, som er forsvundet i mine egne børns opvækst. Mange af de sociale arenaer var givet på forhånd. Vi gik alle i fritidsklub, vi havde et fællesskab, der rakte ud over skolen og ind i fritidslivet, mange af os gik til fodbold i den samme klub, fortæller Thomas Gyldal Petersen. 

- Vi havde et fællesskab, som strakte sig på tværs af mange arenaer, og det gjorde, at vi kunne spille flere roller. Nogle var gode til fodbold, andre var gode i skolen. Det gav et nuanceret billede af hinanden med styrker, fejl og mangler. De unge, der vokser op i dag, kender hinanden dårligere, og der er ikke plads til nuancerne længere. 

Fragmenterede fællesskaber 

Ifølge Thomas Gyldal Petersens analyse har de færre fælles arenaer fået flere og flere unge til at føle sig udenfor og på kanten af fællesskabet. Den enkelthed, som han selv oplevede som ung, er i dag vekslet til komplekse sociale relationer og rum. 

- Fællesskaber, som gav sig selv, er i dag præget af, at forældre og unge vælger til og fra. Hvis man som ung konstant føler, at man er på kanten af et fællesskab, hvor alle ser perfekte ud, og hvor man skal gøre sig fortjent til overhovedet at være med, bliver det et enormt pres. 

Spørgsmålet er derfor, hvordan kommunerne og politikerne kan genskabe fællesskaber, der kan samle de unge på tværs af sociale skel. 

I folkeskolen vil Thomas Gyldal Petersen give mere plads til praktiske fag, som skal være med til at give unge nye oplevelser af sig selv og hinanden i skolearbejdet. Derudover er fritidsdelen også et vigtigt element af skoledagen. 

- Efter folkeskolereformen er der blevet mindre tid til SFO og fritidstilbuddene, og vi bør måske få en snak om ambitionen. I de mindste klasser har SFO’en fat i stort set alle, men når vi nærmer os 3. klasse, vælger flere fritidstilbuddet fra. Det giver en sneboldeffekt, og langsomt tømmes fællesskabet. 

En anden vigtig faktor er civilsamfundet, men også her forsvinder flere og flere unge, når de rammer teenageårene. Det er i de formative år, at fællesskaberne bliver valgt fra, påpeger Thomas Gyldal Petersen. 

- Vi har brug for, at alle børn og unge opfatter sig selv som en del af et fællesskab og har en opfattelse af, at de spiller en rolle i de fællesskaber. 

Slut med individualiseret ansvar 

Hvis man som samfund skal forebygge unges mistrivsel, kræver det på en og samme tid et opgør med et individualiseret ansvar til fordel for en kollektiv ansvarsfuldhed. 

- Hvis vi individualiserer ansvaret for, om du lykkes i livet, lyver vi for de unge. Det er i høj grad et socialt spørgsmål. Vi har et ansvar for at fortælle de unge, at de ikke finder svaret i deres navle på, hvorfor de måske ikke lykkes i livet eller oplever mistrivsel. Hvis det kun bliver ansvar for dig selv, så må du gøre noget, så er det din skyld, siger Thomas Gyldal Petersen. 

Tankerne om fællesskab som et middel mod mistrivsel fylder også en del i det nye regeringsgrundlag. 

“De unge skal kunne se værdien i deres bidrag og indgå i de mange fællesskaber, der udgør fundamentet i samfundet,” står der i regeringsgrundlaget. Regeringen vil blandt andet give unge bedre muligheder for at tage et fritidsjob og være en del af en arbejdsplads. 

Derudover vil regeringen indkalde til trepartsforhandlinger om de knap 45.000 unge, der hverken er i gang med uddannelser eller i arbejde. Løsningerne skal bl.a. findes ved, at de unge “får bedre mulighed for at være en del af samfundets forpligtende fællesskaber,” hvor man henviser til både borgerpligt og Forsvaret.  

Ansvar kan være med til at myndiggøre, men for meget ansvar for sin uddannelse, for sine karakterer, for at være populær, for sin krop og for klimaet kan skabe mistrivsel og bremse livsmodet. 

For Thomas Gyldal Petersen er den gode myndiggørelse rettet væk fra det navlebeskuende og ud mod holdkammeraterne, civilsamfundet og fællesskabet. 

- Den gode myndiggørelse handler om at sætte os selv i scene som en del af noget større og i forhold til andre. Vi skal tale den enkeltes ansvar op, men i højere grad tale om et ansvar for noget fælles. 

Tilbage i 7. klasse oplevede Thomas Gyldal Petersen, at han fik et ansvar, som rakte ud over bare ham selv. Den slags ansvar kræver en del modenhed, som han påpeger, men det var med til at placere ham i et fællesskab. 

- Alt for mange er vokset op i en tid, hvor man har kigget indad og spurgt: Hvad er der galt med mig, og hvordan bliver jeg god nok. Vi skal i højere grad skifte til et tankesæt, hvor vi i fællesskab ser, hvad vi kan gøre for, at alle finder en tryghed i, at de er gode nok, og at vi har et samfund, hvor vi finder en indre motivation til at bidrage til samfundet i stedet for en ydre motivation ved, at samfundet siger, at du er god nok.