I forsommeren 2010 vedtog et snævert flertal bestående af regeringspartierne, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance loven med den positivt klingende overskrift ’Sammenhæng mellem visitationskompetence og finansieringsansvar på det specialiserede socialområde’ - også kendt som de nye regler om handlekommune og betalingskommune.

Der var i store træk tale om et bestillingsarbejde fra KL (!!), som havde fået sig selv bildt ind, at en sådan ændring skulle være løsningen på kommunernes økonomiske trængsler. En tilsyneladende afgrundsdyb mistillid mellem landets kommuner skulle nu føre til fundamentale forringelser af udsatte borgeres retssikkerhed og demokratiske medborgerskab.

Vi synes, du skal bo i Favrskov

Landsforeningen LEV og de øvrige handicaporganisationer kritiserede dengang lovforslaget voldsomt - og da jeg var i deputation i Folketingets socialudvalg, lovede jeg, at vi ville holde øje med kommunernes håndtering af det nye regelsæt og med konsekvenserne for de mennesker, som det jo i sidste ende handler om her. Det løfte har vi tænkt os at holde.

I det netop udkomne nummer af ’LEV bladet’ beskriver vi i en artikel, hvordan Favrskov Kommune forsøger at tvinge en ung udviklingshæmmet pige til at flytte tilbage til Favrskov fra Aarhus. Hun har boet i Aarhus de seneste seks år, og det er her, hun har sine venner og øvrige netværk.

Og meget tyder på at Favrskov ikke er et enkeltstående tilfælde. En ny undersøgelse fra Dansk Socialrådgiverforening dokumenterer, at mange socialrådgivere oplever, at rettighederne for mennesker med handicap tilsidesættes på grund af økonomi. Hver femte rådgiver i undersøgelsen siger, at de ’ofte’ eller ’nogle gange’ har oplevet, at handicappede borgere er blevet hjemtaget til hjemkommunen fra tilbud uden for kommunen af økonomiske grunde. Samme tendens ser vi i de henvendelser, som LEV’s rådgivning modtager.

Det går galt for KREVI

Det viser, at den bekymring, som vi udtalte i forbindelse med lovens tilblivelse, desværre var meget velbegrundet. Flere kommuner kan simpelthen ikke modstå fristelsen til at fortolke regelændringen, sådan, at de har ret til at flytte rundt med borgere, som om de var brikker i et spil ludo. Uden hensyn til, hvad borgeren så selv måtte mene. Det synes jeg er en kynisk tilgang til andre menneskers grundlæggende medborgerrettigheder.

Men det er åbenbart ikke kun i nogle af kommunerne, den er gal. Den statslige institution KREVI har netop udsendt en rapport med hele 581 forslag til kommunale effektiviseringer. Der er perspektivrige forslag imellem, men på flere områder er det gået helt galt for KREVI.

I KREVI’s rapport videregives der eksempelvis et forslag om at hjemtage borgere til et opgangsfællesskab i kommunen. I beskrivelsen af eksemplet hedder det bl.a.: ’Det vil i forbindelse med udvælgelsen af, hvem der skal hjemtages, tilstræbes, at det sker i enighed med borgeren’.

Tilstræbt enighed

KREVI – og dermed landets indenrigsminister – videreformidler med andre ord den opfattelse til kommunerne, at de kan bestemme, ’... hvem der skal hjemtages’, og at de blot behøver at ’tilstræbe’ enighed med borgeren.

Lovgivningen om betalings- og handlekommune er i sig selv dybt problematisk og uværdig for et retssamfund – også fordi borgeren ikke har demokratisk indflydelse på de politikere, som er ansvarlige for hans eller hendes serviceniveau, da man jo ikke har stemmeret i sin betalings- og handlekommune.

Men når nogle kommuners udlægning af ’hjemtagelser’, bliver helt bogstavelig, så er vi altså langt ude over kanten. At en statslig institution, som KREVI ligefrem skubber på denne udvikling, synes jeg ikke, at en ansvarlig minister kan leve med.