Af Anders Kjærulff
 | Teknologikritiker, etisk hacker og journalist, aflyttet.dk
Billede

Velkommen til Stasi-Kina, hvor regeringen er flyttet til Mars

'Data kan bruges til hvad som helst, som ministrene kan blive enige med Justitsministeriet om, uden at spørge borgerne selv eller datatilsynet. Og set fra Mars kan man nok blive enige om det meste...'

synspunkt

 Omkring det nye ghettoudspil  lægger børne- og socialminister Mai Mercado nemlig op til et system, hvor borgerne skal have point ligesom i Kina.

Jeg kom til at se flow-fjernsyn for nylig.
Det var ‘The Martian’ af Ridley Scott fra 2015 med Matt Damon i hovedrollen som rum-botaniker, der bliver efterladt på den røde planet. Helt alene med nogle kartofler at overleve på, mens han venter på at blive hentet.
På jorden sidder direktøren fra NASA i en noget forvirrende skikkelse af gummiansigtet Jeff Daniels, hvis glansrolle i ‘Dum, Dummere’ jeg fandt det meget svært at abstrahere fra. Men her sidder han og tager stadigt mere desperate beslutninger. Alt virker som sagt troværdigt og overbevisende, så overbevisende at jeg næsten kom i tvivl om, hvorvidt vi mennesker i den virkelige verden faktisk har været på Mars allerede.
Da Tesla-direktør Elon Musk for nylig sendte en rød Tesla Roadster monteret med en ‘starman’-dukke op i rummet, blev både musik og æstetik fra ‘The Martian’ genbrugt. Men jeg er sikker på, at masser af almindelige mennesker her på jorden tror, Matt Damon var der først. At Mars allerede er indtaget. For de har jo set billeder og fiktion, der viser  det.
Her kom jeg til at tænke på regeringen.
Som tilsyneladende også bor på Mars.
Og som, såvidt jeg kan se i mit rumteleskop, nu har planer om at bygge den kedelige moder jord og især pletten Danmark om til et habitat, der minder ekstremt meget om Erik Honechers Østtyskland klonet med det moderne kommunistiske Kina, altsammen i modernitetens uimodsigeliges navn.

Totalitær inspiration
Østtysklands STASI havde 91.000 ansatte og næsten 200.000 informanter, der ikke foretog sig andet end at indsamle oplysninger om deres medborgere i det socialistiske paradis. Det foregik ved indbrud, telefonaflytninger og massivt stikkeri. Mængden af informationer betød at antallet af oplysninger per borger og lovenes tilsvarende kompleksitet var så massiv, at alle i princippet kunne dømmes, hvis og når det passede partiet.
I det moderne Kina har man taget ansigtsgenkendelse og kunstig intelligens i brug under overskriften: Hvis du ikke har noget at skjule, har du ikke noget at frygte, samtidig med, at alle borgere får point efter, hvor nyttige de er for staten. Det hedder Social Credit System og det er fuldt operationelt i 2020. Går du over for rødt, eller skriver du dårlige ting om partiet, så trækker det ned. Og det får konsekvenser i forhold til eksempelvis muligheder for at rejse udenlands eller avancere på arbejdspladsen.
Hvis du er rigtig uheldig, hvilket små 2.000 unge mennesker i en af Kinas provinser har været, så forsvinder du simpelthen. Til en eller anden opdragelseslejr.
Herhjemme i registersamfundet Danmark gemmer vi også data om hvad som helst: Lægebesøg, diagnoser, blodprøver og alt det andet, vi interagerer med det offentlige omkring, heriblandt sociale ydelser, skilsmisser, børnesager, misbrug, skattegæld og domme for kriminalitet.

Mercado a la Kina
Og tænk hvis man kunne slå alt det sammen.
For det vil man nemlig gerne.
I sidste uge kunne Politiken i al stilfærdighed afsløre, at Danmark ikke har tænkt sig at stå tilbage for hverken Kina eller Honecher. Omkring det nye ghettoudspil og den dér såkaldte Databeskyttelseslov, som jeg vender tilbage til om lidt, lægger børne- og socialminister Mai Mercado nemlig op til et system, hvor borgerne skal have point ligesom i Kina.
’Ledighed per år: 500 point. Udeblevet fra tandpleje per gang: 300 point. Udeblevet fra sundhedspleje per gang: 1.000 point. Psykisk lidelse: 3.000 point,’ lyder Politikens illustrerende eksempler på takster i et system, der ved hjælp af kunstig intelligens og massiv registersammenkøring skal kunne opspore udsatte børn sådan helt automatisk; jo flere point des større risiko. Så blinker skærmen rødt, og vi kan sende behandlere ud og fange børnene ind.
Oprindelig kommer ideen fra Gladsaxe Kommune. Og der kan de slet ikke se noget problem.
'…vi bevæger os ind i en tidsalder, hvor borgere skal vænne sig til, at deres data anvendes til flere ting. Og målet helliger midlet her – det handler jo om at få fat i udsatte børn meget tidligere og bryde den sociale arv', siger familiechef Tine Vesterby Sørensen fra Gladsaxe Kommune til Politiken.

Definition på masseovervågning
Ingen kan vel have noget imod, at udsatte børn opspores tidligt, men at målet helliger midlet, DET skal man efter undertegnedes mening bo på Mars for at være enig i.
Hvis systemet skal virke, kræver det nemlig registersammenkøring og samtidig overvågning af hele befolkningen. Det hedder altså masseovervågning, men fordi politikerne er fra Mars, så har de tilsyneladende aldrig hørt om, hvad det er for noget.
‘I solemnly swear. Mit forslag har intet med masseovervågning at gøre’, skrev Mai Mercado på Twitter og beskyldte samtidig Politiken for ikke at have læst regeringens eget forslag.
I DET står der, at hun ønsker at benytte 'samkørsel af data fra sundhedsområdet, socialområdet, beskæftigelsesområdet samt dagtilbudsområdet'. 'Risikoindikatorer, såsom udeblivelser fra tandplejen, antal underretninger på barnet, forældres misbrugsbehandling og tilknytning til jobcenter', data, der indtil videre kun må samkøres, hvis man tager formålet forbi hele folketinget og datatilsynet, hvilket indtil videre også har stoppet Gladsaxe Kommunes plan.

Borgere bliver ikke spurgt
For midt i balladen oppe på Mars er der en anden lovgivning i spil. Loven har et pænt navn, ‘Databeskyttelsesloven’, og den skulle angiveligt være den danske fortolkning af EUs Persondataforordning, GDPR, der træder i kraft i maj i år.
GDPRs formål har fra starten været at beskytte borgernes data bedre end de er nu, også mod statsligt misbrug, men det danske justitsministerium har indført en kattelem på størrelse med Roskilde Domkirke.
I kapitel 3 stk 3 står der nemlig: 'Uanset stk. 1 og 2 kan vedkommende minister efter forhandling med justitsministeren og inden for rammerne af databeskyttelsesforordningens artikel 23 fastsætte nærmere regler om, at personoplysninger af offentlige myndigheder må viderebehandles til andre formål, end de oprindeligt var indsamlet til, uafhængigt af formålenes forenelighed'.
Det er knudret, men ifølge den storm af jurister og interesseorganisationer og eksperter der har afgivet helt overhørte høringssvar, betyder det kort sagt, at alle data som stat og kommuner har samlet sammen, kan bruges til hvad som helst, ministrene kan blive enige med justitsministeriet om, uden at spørge borgerne selv eller datatilsynet. Og set fra Mars kan man nok blive enige om det meste.

Xanadu for DNA-data
Det handler nemlig ikke kun om at ‘få fat i udsatte børn meget tidligere end før’. Der er rigtig mange andre ting på spil, hvis eksistens afhænger af Databeskyttelsesloven: Nationalt Genomcenter vil samle alle danskeres DNA i en stor database, så forskerne har noget at arbejde med og så vi - engang i fremtiden, nok når vi HAR været på Mars - kan få såkaldt personlig medicin afstemt efter vores gener, men der er masser af andre, der godt kunne tænke sig adgang til den database, heriblandt rigspolitiet, der forventer at få adgang ved dommerkendelse og måske, på længere sigt, industrien. Danmark markedsføres ihvertfald udenlands som et sandt Xanadu for DNA-registerforskning og med Databeskyttelsesloven, ja så er det i princippet ikke mere end en samtale og en bekendtgørelse fra Justitsministeriet væk.
Justitsministeren selv VIL have mere datasammenkøring. Angiveligt for at kunne standse ‘sociale bedragere’. Og hvordan det kan gøres, uden at det endnu engang er masseovervågning, ja, det har dumme jeg, fra jorden, meget svært ved at se.

Lov som abstrakt kunst
For selvom vi endnu ikke har været på Mars, forestiller folketing og kommuner sig tilsyneladende et himmerige af selvbetjening og Big Data og kunstig intelligens og robotter, der kan styre alt hernede på planet Jorden, hvor vi data-subjekter stadig bor, mens de venter på Elon Musk og hans Tesla, der iøvrigt aldrig ankommer, da den bliver sat i en endeløs bane omkring Mars, som en slags installation i rummet.
Måske skulle vi bare lade ideen bag databeskyttelsesloven være det samme, en slags abstrakt kunst, en satire over Østtyskland og Kina, som vi sammen vil le af?
Bliver den vedtaget, så er der ikke meget at grine af.
Herfra, under den gamle verdens synkende sol, skal der lyde en bøn ud mod universet: Pas nu på os, husk at I astronauter faktisk er til for os, borgerne, det er ikke omvendt, og husk, at vi mennesker her i landet har krav på både privatliv og en værdig, respektfuld og ikke mindst menneskelig behandling. Vi forventer og har krav på alt det, som computere ikke kan finde ud af, alt det, der gør os til mennesker, og vort samfund til et sted, vi er i sammen, ikke et Sillicon Valley eksperiment for smart teknologi, hvor vi skal holde øje med hinanden hele tiden, mens vi tilbeder registrene og de store, øde data

Blog

Innovation

It

Politikerliv

Tema: En elektro-pedels bekendelser

Tilmeld dig nyhedsbrevet