Der var meget snak om meningsmålinger under og efter forsommerens valgkamp. Der var for mange af dem, og hvad nyttede de i øvrigt, når de strittede i øst og vest og ikke ramte korrekt i sidste ende? Ville det ikke være bedre med færre eller ingen målinger og mere substans? Mens den politiske debat altid kan bruge mere substans, er der dog ingen grund til at ønske sig færre målinger. Tværtimod.

Det første kritikpunkt mod meningsmålingerne var, at mere end fem daglige målinger i gennemsnit var for mange. En måling viste fremgang til blå blok, og historien blev vinklet på det. En anden viste fremgang til rød blok. Og en, to, tre, så var der skrevet en historie om det. Mest gakket blev det, når det samme medie havde de to historier nærmest side om side i toppen af deres hjemmeside. Det er dog ikke meningsmålingernes skyld, men afspejler, at visse medier stadig har en for dårlig forståelse for og formidling af meningsmålinger.

[wpv-post-body view_template="citat-kronik"]

Det andet kritikpunkt, den manglende præcision, blev nogle gange fremført netop, fordi flere målinger offentliggjort på samme dag pegede i forskellige retninger. Hvis de peger hver deres vej, hvordan kan de så afspejle den samme bagvedliggende opbakning til partierne i befolkningen? Vælger man dette argument for at betvivle troværdigheden af målingerne, er man galt på den. Mere relevant er, at Dansk Folkeparti klarede sig markant bedre, end alle målinger havde antydet.

Meningsmålingers metode helt kort

Er man ikke helt bekendt med meningsmålingsmetode, kommer her et ultrakort, stiliseret oprids. Vi vil gerne vide, hvordan alle danskere ville stemme, hvis der var valg i morgen. Det er upraktisk og dyrt altid at spørge alle. I stedet spørger vi en tilfældigt udvalgt stikprøve og bruger vores stikprøve til at komme med et kvalificeret gæt. Andelen af blå vælgere i stikprøven er vores bedste gæt på andelen af blå vælgere i befolkningen, og spørger vi  1000 mennesker, kan vi lave et interval på godt plus/minus tre procent, som i 95 procent af de stikprøver, vi trækker, indeholder den sande opbakning til blokkene. Alt dette forudsætter naturligvis, at antagelserne bag er opfyldt. Og i praksis bruger firmaerne bag målingerne en række teknikker for at komme så tæt som muligt på idealet.

Der er ikke for mange målinger

Da man kun spørger et udsnit af vælgerne, rammer en måling aldrig helt plet. Nogle målinger skyder den ene bloks opbakning lidt for højt, andre skyder den for lavt. Men har man en hel masse målinger, der er foretaget uafhængigt af hinanden, vil de i gennemsnit give et meget præcist billede af blokkenes opbakning.

Det har flere fordele. For det første kan man opsummere de mange målinger og bruge dem til at danne et mere præcist bud på partiernes aktuelle opbakning og udviklingen i opbakningen gennem valgkampen. Med andre ord kan man få et bedre gæt på, hvem der aktuelt har vind i sejlene.

En afledt fordel er, at man også har en bedre chance for at opdage skæve målinger. En skæv måling kan skyldes dårligt håndværk, men den kan også bare skyldes, at man har trukket en uheldig måling. Hvis blokkene står helt lige, vil man en gang imellem komme til at trække en måling, hvor den ene blok står til 46 procent. Det er et grundlæggende vilkår ved meningsmålinger, at den slags sker en gang imellem.

Et hypotetisk eksempel kan illustrere, hvordan mange målinger kan formindske risikoen for, at målingerne bliver vildledende. Tænk, hvis der kun kom nogle få målinger om ugen. Lad os sige, at én offentliggøres mandag og den næste om torsdagen. Mandagsmålingen viser 51 procents opbakning til rød blok. Torsdagsmålingen giver kun 47,5. I medierne ville den udvikling med noget, der ligner statsgaranti, blive blæst op med fede typer som en katastrofemåling for rød blok.

Måske er begge målinger vitterligt nogenlunde retvisende for det aktuelle billede. Men hvad nu hvis den faktiske opbakning, altså den, vi ville ønske vi kendte, var ligeligt fordelt mellem partierne ved begge målinger? Hvis det var tilfældet, er der faktisk en sandsynlighed på omkring 6 procent for, at to på hinanden følgende målinger er 3,5 procent fra hinanden, som tilfældet er i vores tænkte eksempel.

Har vi kun få målinger, er det svært at opdage den slags. Har vi mange målinger, vil vi formentlig både mandag og torsdag have målinger, der giver både rød og blå blok et forspring, hvilket i virkeligheden giver et meget præcist billede af, at valgkampen er meget, meget tæt.

Hvis de to målinger på den anden side er udtryk for en reel udvikling, vil de mange målinger fordele sig om hvert sit gennemsnit, og vi vil med større sikkerhed sige, at der er tale om en reel udvikling.

Men de stritter – og rammer DF skævt

I forlængelse af det, vi lige har set på, kan vi nemt afvise, at det i sig selv er et problem, hvis målingerne taget alene har forskellige resultater. Valgkampen var tæt, og det bør ikke komme bag på os, at målinger offentliggjort samme dag nogle gange giver fremgang eller forspring til rød blok, andre gange til blå.

De tilsyneladende modsatrettede målinger var derfor ikke spor modsatrettede. De tegnede et sammenhængende billede af en valgkamp, der stort set hele vejen igennem var utrolig tæt med daglige forskydninger så små, at vi ikke kunne måle dem. At den journalistiske formidling så havde det med at formidle dem sort og hvidt, inden der måske kom en apologetisk mumlen om noget med nogen usikkerhed, er i bund og grund journalisternes problem.

Men vi kommer ikke udenom, at det er et problem, at samtlige meningsmålingsfirmaer satte Dansk Folkeparti for lavt. I ugen op til valget var der kun én måling, der gav Dansk Folkeparti mere end 20 procent af stemmerne, og den var stadig næsten et procentpoint under det faktiske valgresultat.

Figuren ovenfor udnytter de mange målinger til at understrege denne pointe. Sammen med kolleger samlede jeg løbende målinger offentliggjort gennem valgkampen og samlede dem i et vægtet gennemsnit. Dagen før valget var vores bedste bud baseret på valgkampens målinger, at Dansk Folkeparti ville få cirka 18 procent af stemmerne plus/minus omkring en procent. Det var ikke tæt på at være rigtigt.

I skrivende stund kender jeg ikke forklaringen, selvom nogle kandidater har meldt sig på banen. Engang ramte firmaerne Dansk Folkeparti for lavt, fordi en del af deres vælgere vægrede sig ved at indrømme, at de stemte på partiet. Det troede man, man havde fået korrigeret for samtidig med, at de "sky" DF'ere var blevet færre. Men Dansk Folkeparti oplevede en sensationel fremgang, hvor rigtig mange stemte på partiet for første gang. Måske en del af de nye vælgere opfører sig som deres nuværende kernevælgere gjorde for 10-15 år siden.

En anden forklaring knytter sig til firmaernes metoder. En meningsmåling bygger på tilfældighed. Alle skal have chancen for at være med. I praksis varierer det dog meget, hvor nemme forskellige vælgere er at komme i kontakt med. Kender du typen, der aldrig tager telefonen? Hvad med hende, der både har fastnettelefon, privat mobil og arbejdstelefon? Firmaerne, der laver målingerne kender helt sikkert disse typer, og de gør deres bedste for at korrigere for dem. Men måske de ikke har fået korrigeret godt nok?

Vigtigt er det her at tilføje, at de andre partier blev ramt tilfredsstillende. Uanset hvad problemet skyldtes, har de mange målinger, der ramte ved siden af - måske lidt ironisk - igen lært os noget. Havde vi haft færre målinger, ville vi ikke med samme sikkerhed vide, at de tilsammen var forkerte.