Magten aflivede næsten Norges venstrefløj

SF og norske Sosialistisk Venstre parti har sat alt ind på at vise sig regeringsduelige. I sidste uge var det ved at koste nordmændene livet efter otte år ved magten. Hvad kan SF lære af sit norske søsterparti, inden det er for sent?

venstrefløjskrise

Af Peter Christian Nielsen | [email protected]

Socialistisk Folkeparti (SF) frygter at stå i denne situation om to år. Sosialistisk Venstreparti (SV) er her tidligt på valgaftenen ved at ryge ud af det norske Storting med 3,9 procent af stemmerne. Sveden pibler af SV’erne til valgfesten på spillestedet Rockefeller i det centrale Oslo, mens de husker sig selv på, at trefjerdedele af stemmerne stadig mangler at blive talt op. Partiet har søgt magten og tabt pusten.

Hvis SV ryger ud af både regering og parlament, er det den ultimative omkostning ved det projekt, som den tidligere SV-leder Kristin Halvorsen søsatte i slutningen af 90’erne. Rejsen mod regeringsdeltagelse. Forandringen fra protestparti til magthaver.

I Danmark lod SF under Villy Søvndals ledelse sig inspirere voldsomt af SV’s forvandling. Partierne har sågar oplevet omtrent samme storhed og fald som følge af tilnærmelsen og efterfølgende regeringssamarbejdet med henholdsvis Arbeiderpartiet (Ap) i Norge og Socialdemokraterne (S) i Danmark. Men SV er et par skridt foran SF. Det norske venstrefløjsparti har nemlig siddet i regering i otte år. For hvert år ved magten er der røget procenter ved valgene.

SV spiste af Ap

Succesen var ellers til at mærke, da SV i 2001 fik uhørte 12,5 procent af stemmerne ved Stortingsvalget. Ved valget fire år tidligere fik partiet kun seks procent. Kristin Halvorsen skød frem med en opskrift, hvor partiet markerede sig målrettet via få mærkesager og i det hele taget bestræbte sig på at mene noget klart om færre politikområder i stedet for meget om alt.

SV’s succes fik også næring af Ap’s krise i starten af 00’erne, hvor sosserne var præget af intern uro og desuden formåede at gøre sig upopulære ved at foreslå, at Norge skulle udbygge gaskraften i landet.

Frem mod valget i 2005 formulerede SV-leder Kristin Halvorsen et klart ønske om at sidde i regering med Ap, der aldrig tidligere havde delt magten med det lille venstrefløjsparti. Midt i ønsket om regeringsdeltagelse var for SV det helt centrale mål at få stemplet partiet som endegyldigt magtdueligt og økonomisk ansvarligt. Derfor kunne det næsten heller ikke overraske nogen, da Kristin Halvorsen lod sig krone som finansminister, en post, hun beholdt frem til valget i 2009.

SV mistede dog tilslutning ved 2005-valget, hvor partiet landede på 8,8 procent, næsten fire procent lavere end i 2001.

Ved valget i 2009 måtte partiet endnu engang tage imod tæsk, da kun 6,2 procent af vælgerne satte kryds ved SV. Magten har slidt og kompromisserne tæret SV’s idealistiske image, og kernevælgerne er skuffede.

- I 2005 havde vi en regeringserklæring, som vores venner rundt omkring i Europa kaldte for den mest radikale i Europa, så SV havde stor indflydelse. Men det har nok været svært for vælgerne at se efterfølgende, hvad der var SV's fortjeneste i de dele af politikken, som de godt kunne lide. Det er et dilemma, som mindre partier altid har, når de samarbejder med deres største konkurrent, siger Kristin Halvorsen, afgående norsk undervisningsminister og tidligere finansminister.

- Det er en vældig stor udfordring at begejstre vælgerne på venstrefløjen, når man sidder i regering. Venstrefløj-
ens vælgere er ikke pragmatiske – de vil netop begejstres. De vil have tydelige værdibudskaber. Det er derfor, vi bedriver politik, men det er klart, at der bliver masser af kompromisser og forklaringer på, hvorfor tingene ikke lykkes 100 procent, siger Kristin Halvorsen.

Nordmand i hjertet af SF

SF i Danmark fulgte samme mønster som SV. I 2007 fik partiet et kanonvalg med 13 procent af stemmerne, hvilket i høj grad blev krediteret partiets kommunikationsløft og fokus på konkrete valgløfter. Da man havde formaliseret samarbejdet med Socialdemokraterne og gik til valg i 2011, faldt tilslutningen til 9,2 procent. Efter to år i regering får SF opbakning fra cirka fem procent af vælgerne ifølge meningsmålingerne.

En af de centrale personer bag SV’s forvandling fra protestparti til magthaver er norske Turid Leirvoll, der var partisekretær 1993-2001. Fra 2003 til i dag har hun haft den tilsvarende rolle som landssekretær i SF. I begge partier stod foryngelse og et gevaldigt kommunikativt løft højt på to do-listen, men sværest af alt var måske omkalfatringen af den idealisme, som mange venstrefløjsvælgere sætter højt. Indimellem højere end magt. I SF-sammenhæng er det blevet kaldt det ‘de rene hænders politik’. Med sig på rejsen mod et mere kontant og magtsøgende SF havde Leirvoll den såkaldte ‘børnebande’, hvor sundhedsminister Astrid Krag og frafaldne SF’ere (nu socialdemokrater) som Jesper Petersen, Thor Möger, Nanna Westerby og Mattias Tesfaye var en central del.

På mange måder kan man sige, at Leirvoll og Krag står tilbage i SF som de mest centrale aktører fra Søvndals forvandlingsprojekt. Sammen er de draget til Oslo for at lære af SV’s seneste valgkamp. Begge forsvarer SV's og SF’s kurs mod magten, selvom det har kostet voldsomt i vælgertilslutning hos begge partier. Det handler om noget større, siger Astrid Krag:

- Som venstrefløjsparti bliver man nok i højere grad målt på idealerne, mens man leverer resultater. Partier, som har en historisk tradition for at sidde i regering, bliver målt på resultaterne.

- Man har nogle andre succesparametre, når man går væk fra at kunne vælge magten til og fra, som SF gjorde i 1990'erne. Når man har del i magten, så er det på godt og ondt – også når de svære beslutninger skal træffes. Vi brugte lang tid på at forberede os på det skifte i SF blandt andet ved at trække på en masse erfaring fra SV. Men en stor del af den omstilling kan først finde sted, når partiet sidder i regering. Omverdenens blik på SF forandrer sig også først for alvor i det øjeblik, siger Astrid Krag.

Hvis det koster et forfærdelig næste valg, har magtprojektet så været det hele værd?

- Vi driver ikke politik primært for at få så mange procents opbakning som muligt. Det afgørende er, om styrken og opbakningen kan omsættes til indflydelse, der trækker samfundsudviklingen i en mere retfærdig og miljøansvarlig retning. Derudover er SF lige nu i den særlige situation at være i regering for første gang, og derfor er det også et meget vigtigt strategisk og udviklingsmål for SF, at vi til næste valg kan vise, at vi har mestret at være i regering, har opnået resultater, og at vælgerne synes, regeringen skal genvælges, siger Turid Leirvoll.

Det handler om, at regeringen sammen kan skubbe landet i den rigtige retning og i sidste instans overleve på den baggrund. Derfor er det sekundært, om eksempelvis Enhedslisten tanker tidligere SF-vælgere, mener Astrid Krag.

- Hvis man alene laver politik, der skal kunne mærkes inden næste valgdag, så svigter man sit ansvar. Det kan en regering ikke lave politik udfra, siger hun og tilføjer:

- Vi må løbende spørge os selv, om situationen havde været værre, hvis vi havde holdt os udenfor døren. De økonomiske forudsætninger er måske værre, end vi havde drømt om. Men det må vi tage ansvar for og gøre det på en måde, tre partier kan enes om.

Det lille partis lod

Den afgående norske udviklingsminister Heikki Holmås fra SV fortæller, at hans parti valgte at gå efter at komme i regering efter at have nærstuderet det svenske Vänsterpartiet, der i flere omgange havde ageret støtteparti for en socialdemokratisk regering:

- I deres tilfælde var det vældig negativt, da man måtte tage ansvar for alt, som var dårligt, men man fik aldrig æren for alt det, som var godt. Derfor gik vi i 2001 til valg på at skabe en flertalsregering med Ap, siger han.

Heikki Holmås mener, at små partier ofte bliver holdt mere fast på deres politik end eksempelvis store partier som Arbeiderpartiet og Socialdemokraterne i Danmark.

- Mens det er meget tydeligt, når vi ikke får vores politik gennemført, så er det svært at se, når Ap må bøje sig, da der er så mange forskellige holdninger repræsenteret indenfor partiet, siger han.

Der er en central forskel på SV’s situation i Norge og SF’s ditto i Danmark. SV’erne og de andre koalitionspartier har styret Norge i en flertalsregering, mens den danske regering er afhængig af Enhedslisten. SV er ikke blevet udfordret af den yderste venstrefløj, hvor partiet Rødt ligger langt under spærregrænsen. I stedet har Miljøpartiet De Grønne udfordret SV ved det netop overståede valg. De Grønne er dog først og fremmest et enkeltsagsparti, som har formået at samle nogle af de utilfredse SV’ere. Det lever Heikki Holmås gerne med:

- Vores regeringsdeltagelse har været det hele værd. Vi har vist, at vi som socialister kan styre økonomien. Vi har styret landet sikkert gennem krisen. Ingen kan længere tale om os som et ikke-regeringsparti. Og vi har samtidig klaret at reducere CO2-udslippet og mindske andelen af fattige. Vi er måske ikke nået så langt, som vi ville, men vi er gået i den rigtige retning.

Heikki Holmås mener dog, at SV nu skal finde opskriften på, hvordan man øger tilslutningen, når man er i regering:

- Vi skal tage en strategidiskussion. Vi skal engagere en større del af befolkningen i udviklingen af politikken. Nu skal vi have fundet ud af, hvordan vi vokser i regering.

Tilbage på Rockefeller i Oslo er stemningen gået fra anspændt til lettet. SV lander på 4,1 procent eller 0,1 procent over spærregrænsen. Magtens pris blev ikke altoverskyggende, men en genopbygningsproces venter SV-formanden Audun Lysbakken, der kom til magten i 2012.

- Der har været en tradition i SV for, at det var en nedefra og op-bevægelse, men vi har haft en periode, hvor eksterne medierådgivere, enkeltsager og PR har fyldt meget. Mange har ikke kunnet genkende deres parti i medierne. Det har været kimen til en fremmedgørelse, siger Ingrid Hødnebø, lokalformand for SV i Oslo-bydelen Grünerløkka.

- Vi skal turde diskutere de store spørgsmål og store visioner igen. Det har SV været bange for i frygt for ikke at virke ansvarligt. Vi skal sørge for, at folk forstår, at SV ikke blot er et korrektiv til Ap, siger hun og lyder som et ekko af mange utilfredse SF’ere.

Politisk kommentator ved den norske statskanal NRK, Magnus Takvam, ser en svær oppositionstid i sigte for SV.

- De skal nok bruge en del tid på at regruppere og finde sig selv igen. Den nye leder har givet udtryk for, at han vil gøre SV til et mere helstøbt parti. Regeringstiden har vist SV, at det ikke er nok kun at eje miljøpolitikken og børne- og ungeområdet. Der skal mere til, hvis man skal kunne bevare populariteten. Problemet er, at partiet har mistet troværdighed selv på deres politiske kerneområder, siger han.

Andet

Tilmeld dig nyhedsbrevet