I den ene ende sidder gamer-nørderne med headset på og trækker gardinet ned for efterårssolen. I den anden er der rocker-lærlingen med proteindrik i dunken, tatoveringer opad halsen og en attitude, som damen med den korte praktiske frisure nede på kommunen har noteret som ‘problematisk’.

De første ser dig ikke i øjnene, når du taler til dem. De sidste ser lige igennem dig. De første er indadvendte. De sidste er udadreagerende.

Jeg havde engang et job, der bragte mig rundt på erhvervsskoler over hele landet. De fleste elever, jeg mødte, var helt almindelige velfungerende unge mennesker, men især dé to drenge-grupper lagde jeg mærke til. Unge mænd, som stak helt ud fra normalen, og som forsagede den verden, jeg selv abonnerer på, ved enten at flygte ind i computerspil eller ud i macho-kriminalitet. Den ene gruppe spildte deres tid med hash og drive-by-shootings i spillet GTA, mens de andre tog skridtet lidt videre og udlevede deres fantasier med kokain og rigtige biler.

Der er selvsagt ikke noget galt i at spille computer eller gå i træningscenter. Jeg gør selv begge dele og er med på, at masser af computernørder fungerer fint socialt, og at hårde attituder og tatoveringer også kan sidde på rare og venlige drenge, men vi taler om dem, der driver det helt ud i ekstremerne. Jeg er også bevidst om, at der er piger i begge grupper, og at afindustrialiseringen rammer dem på andre måder. Lad mig sige det med det samme: Denne klumme handler ikke om dem. Den handler om en del af de små 90.000 mænd under 30, der hverken er i gang med uddannelse eller arbejde, og om den hårde kerne, der stadig forråes, selvom resten af ungdommen bliver mindre kriminel.

Fællesskabet er under pres

Jeg frygter, at slackerne er i gang med at ødelægge deres ungdom. Ikke ved at ryge hash og spille computer, men ved ikke at gøre andet. Og jeg ved, at rockerlærlingene styrer lige mod en kriminel løbebane, der også vil ødelægge andres liv. Det, de har til fælles, er, at de helt afviser samfundets normer for, hvordan man opfører sig som mand. Enten ved helt at lade være eller ved at drive det så langt ud i ekstremerne, at det virker som en parodi.

Generelt er det sådan, at unge mænd præsterer dårligere på skoler. Fylder op på jobcentre, i fængsler og i alle de andre statistikker, der får socialrådgiverne til at se medlidende op over brillerne og skribenter som mig til at skrive bekymrede klummer om det.

Men hvorfor ender unge drenge som tabermænd? Om det så er med blege spaghettiarme eller pumpede steroide-muskler. Spørger man de veluddannede i byerne, så er det, fordi drengene abonnerer på forældede maskuline idealer. Ifølge Politiken er ‘det primært den impotente machokultur blandt de hvide mænd i udkantskommunerne, der om noget truer velfærdssamfundet indefra’. Løsningen er at ‘udvide østkystens normer om uddannelse og produktivitet til hele landet’. Drengene skal simpelthen opføre sig mere som pigerne. Slå røven i sædet og få nogle bedre karakterer og ellers holde kæft og se godt ud.

Men hvis der er en mandekrise, handler den om, at mændenes traditionelle fællesskaber er under pres i disse år. Som en truet dyreart, hvis naturlige habitat år for år bliver indskrænket. Danmark har under finanskrisen mistet 200.000 job – primært i den private fremstillingsindustri. Samtidig rammer globaliseringen de kortuddannede mænd hårdt. Arbejdspladserne flytter til udlandet, og kan de ikke flyttes, flytter udenlandsk arbejdskraft herop, hvor den presser lønnen i bund og tempoet i vejret.

Der er i høj grad tale om mandearbejdspladser, hvor der tidligere foregik en stor del af den opdragelse og socialisering, som folkeskolen ikke har magtet. Her lærte de duknakkede svæklinge, at de havde værd som medlemmer af et produktivt fællesskab – og muskel-egoisterne lærte at dukke nakken og indordne sig underfagets hierarki. Jeg har selv oplevet det både på byggepladser og i hæren. Her blev de svage bygget op og fik lidt kød på knoglerne og selvtillid i rygraden, mens de stærke blev pillet en smule ned og lærte respekt for deres medmennesker. Jeg tænkte ofte på, hvor mange af mine kolleger, der trods læreres og pædagogers store indsats bare ikke kunne nås af andre end bryske sjakbajser og råbende seniorsergenter.

En nation af fladrøvede mænd

De arbejdspladser kommer ikke tilbage. I hvert fald ikke af sig selv. DJØF’erne kan sagtens finde et regneark, der beviser, at det er uøkonomisk at producere ting i Danmark. Vi bør lade kineserne om at bøje ting i metal og så holde os til at tænke de store tanker. Samtidig går den militære udvikling væk fra store værnepligtshold i retning af højteknologiske jagerfly.  Konkurrencestaten har ikke brug for arbejdere og soldater.

Men er det egentlig sådan, vi vil være? En nation af udelukkende fladrøvede mænd, der ikke kan skabe noget eller forsvare os?

Og det DJØF-regneark medregner ikke udgiften til de hundredtusindvis af mænd, der ikke bare sådan kan omstilles til en omsorgs- eller vidensøkonomi. De, der ikke bliver SOSU’er eller ph.d.’er. Jeg er især bekymret for gangsterlærlingene, hvoraf en meget stor andel er drenge med indvandrerbaggrund. Over halvdelen af unge mænd med indvandrerbaggrund forlader de københavnske folkeskoler som funktionelle analfabeter. Flertallet ender nok som kebabrullere og på overførselsindkomster, men det mindretal, der ender i kriminalitet, kommer til at koste samfundet milliarder og vil sprede skræk og rædsel blandt deres ofre.

Når vi udflager produktionsjob, nedlægger hæren og så videre, så fjerner man de muligheder, som mange mænd har for at blive til noget konstruktivt. Derfor vælger de urealistiske og dysfunktionelle mandeidealer. Velfærdsstaten og arbejderbevægelsens største fortjeneste for mænd har været, at i Danmark kunne man med et fuldtidsjob blive en del af den arbejdende middelklasse med, hvad det medførte af værdighed og ansvar. Et job var en adgangsbillet til et lille rækkehus, en lille bil og en lille kone et sted på en stille vej. Den danske drøm. Alt det er under pres, når vi kan få lagt vores indkørsel billigere af polakker, flyve billigere med Ryanair og købe vores forbrugsgoder i Fjernøsten.

Dertil kommer der en politisk pris for marginaliseringen af de kortuddannede mænd. De stemmer på nationalister og populister, der lover nemme løsninger. Såsom at vi kan lukke os af fra de dårlige sider af omverdenen, men stadig fortsætte den handel og det politiske samarbejde, der er grundlaget for vores velstand. På den anden side af Atlanten er det de hvide kortuddannede mænd, der hepper på Donald Trump. Et vrælende mandebarn, der står som et monument over maskulin usikkerhed og selvhad. Måske venstrefløjens partiledere skal overveje, om der ikke er lidt rigeligt mor og lidt for lidt far i de røde partier?

Danmark skal ikke tilbage til Olsen-Bande-tiden, hvor der var rygende skorstene over det hele. Men vi er nødt til at overveje, hvordan vi fastholder arbejdspladserne indenfor de traditionelle mandefag – og helst, hvordan vi får nogle flere, så vi slipper for et mandeproletariat, der bare går og ødelægger tingene for sig selv og os andre.