Bo Hansens vej fra land til by til borgmester.

Når man bliver født og vokser op som en families efternøler, bliver man let en lille darling. Sådan var det i alle fald for Bo Hansen, der blev født i 1975 i en fiskerfamilie med tre søskende i baglandet, der var 13, 17 og 21 år gamle, da Bo Hansen gjorde sin entré. Søsteren på 13 år boede stadig hjemme, mens storebrødrene havde forladt barndomshjemmet i Bagenkop på Langeland. Men alles øjne var rettet mod efternøleren.

- Jeg var utrolig meget i centrum. Jeg blev set og hørt og respekteret - og set i bakspejlet giver det jo nok en enorm tro på sig selv, fortæller Bo Hansen.

Hvorvidt han var et planlagt ønskebarn, har han aldrig spurgt sine forældre om. Men han tipper det ikke som den store mulighed.

- De havde nok den familie, de i virkeligheden gerne ville have - men jeg tror, jeg var en ekstra lille gave for dem, siger han.

Moderen var hjemmegående, som de fleste var på den tid, mens Bo Hansens far havde travlt som fisker og arbejdsmand, der hele tiden måtte flytte sig efter det farvand, hvor fiskene var. Nogle gange ved Gilleleje, andre gange var der ål ved København, og i andre perioder var faderen tilbage på Langeland.

- Vi var en klassisk fiskerfamilie, der på mange måder havde nok i at klare dagen og vejen. Der blev ikke diskuteret politik hen over middagsbordet, og den eneste bog, vi havde i huset, var telefonbogen, husker Bo Hansen - uden ærgrelse i stemmen. For det var et trygt hjem at vokse op i.

Trygheden og forholdene forandrer sig dog, da Bo Hansen er ti år, og hans far dør af kræft. Efternøleren bliver alene med sin mor, der nu er førtidspensionist.

- Det blev ligesom anden del af min barndom, der begyndte der, fortæller Bo Hansen.

Ikke at han overtog en faderrolle i huset, som nogle oplever at gøre det, for hans mor var god til at repræsentere både det feminine og det maskuline, men som Bo Hansen udtrykker det: “Jeg tror, at alle børn, der oplever at miste en forælder, bliver en anden bagefter. Der vokser en anden modenhed frem i en, som man lærer at agere efter.”

Ligesom Bo Hansens hjem ikke var et diskussions-lystent hjem, var det heller ikke et hjem, hvor der blev talt meget om følelser.

- Men det kan også noget, siger Bo Hansen, der både personligt og også i sit arbejde med unge på kanten i sit voksne liv, har erfaret, at det at se livet i øjnene nogle gange er den bedste vej frem.

- Det at tage livet på sig er en måde at komme videre på og få det bedste ud af den situation, som man nu står i. Dét var min mor god til, og det lærte jeg af hende, siger Bo Hansen.

Han er ikke i tvivl om, at den lærdom i barndommen har betydning for, hvordan han tackler tumultariske modvinde som politiker og borgmester i dag.

- Der skal relativt store stormvejr til, før jeg tager det til mig,” siger Bo Hansen og understreger det med ordene: “Man har prøvet ting, der var værre.”

Selvom Bo Hansen i mange år var interesseret i politik og passivt medlem af Socialdemokratiet, havde han ikke drømme eller tanker om at skulle gøre karriere inden for politik.

Når man vokser op i Bagenkop på Langeland, handler det i første omgang og helt overordnet om, at “gøre op med sig selv, om man vil være fisker, landmand eller håndværker - og hvis ingen af delene, så skal man flytte og gøre noget andet,” fortæller Bo Hansen, som valgte at flytte, da han blev 17 år. Til Svendborg.

I Svendborg kastede Bo Hansen sig ud i et nyt kapitel som ung, en fase i livet, som han gik ind i med stor modenhed og selvstændighed. Han var god til at være ung. God til at skabe liv omkring sig. Han brugte rigtig meget tid som fodbold- og håndbold træner. Han var tiltrukket af de strategiske elementer i sporten, men i særdeleshed også tiltrukket af rollen som leder, at være den, der samlede flokken. Ligesom i politik.

Knap så tiltrukket var Bo Hansen af studiemiljøet. For som han fortæller:

- Når man kommer fra en uddannelsesfremmed familie, som jeg gjorde, så kan det godt være lidt svært - både for en selv, men også for ens omgivelser - at se en mening med uddannelse. Altså hvad skal det bruges til?

Det tog derfor Bo Hansen mange år at se fornuften i at studere og lave lektier.

- Jeg plejer at sige, at jeg har Danmarks længste HF. Den tog mig fem år at få i hus. Jeg havde hele tiden brug for at bryde den op med arbejde.

Men da Bo Hansen senere begyndte at læse til lærer på seminariet med linjefagene dansk, idræt, historie og samfundsfag; så gik det. Og det gik fint endda.

Efter flere år som lærer på Tåsinge Skole blev Bo Hansen uddannelsesvejleder “med speciale” i ‘unge på kant med livet.’

- Tåsinge er et sundt område, hvor mange huse kommer over to millioner i pris, så det gav mening for mig at have fokus på dem, der havde brug for en håndsrækning. Unge, der havde behov for at få ryddet nogle barrierer af vejen, inden de kunne starte på et liv med uddannelse og så videre. Altså - jeg talte deres sprog og vidste, hvad der var på spil for dem, fortæller Bo Hansen.

I 2010 bliver uddannelsesvejlederen valgt ind i byrådet for Socialdemokratiet, og efter fire som hardcore nybegynder og lærling trådte Bo Hansen politisk hooked, styrket og klogere ind i fire år mere.

Og bliver så valgt til borgmester i 2018.

Bo Hansen understreger selv, at han hele vejen har været heldig at være omgivet af erfarne og dygtige “elefanter”, der har lært fra sig og taget den uerfarne, unge mand til sig. Noget, han er meget taknemmelig for.

Men også Bo Hansens eget liv og år med relationsarbejde blomstrer og bærer frugt i det politiske rum.

- Jeg har fået opdyrket et godt forhold til mange af mine kolleger på tværs af partier. Og jeg tror, at mine kolleger vil sige, at jeg er god til at flette tingene sammen og få det til at virke på kryds og tværs.

Hvis Bo Hansen kan få samarbejdet til at svinge i en sving-kommune som Svendborg, der stort set altid har haft enten rent røde eller blå hold siddende på magten, så er det kærkomment.

- Borgerne sukker efter ro på bagsmækken; efter en større kontinuitet i alt det, der bliver besluttet, og det vil jeg gerne give dem, siger Bo Hansen, hvilket skal ske i bredt samarbejde med kollegerne fra Venstre, Konservative, De Radikale, Alternativet og SF.

Samtidig, siger han, har han ikke leflet for borgerne.

- Jeg har gjort klart, at der skal træffes nogle upopulære økonomiske beslutninger for, at vi får styr på økonomien, og det skal ske nu, lyder det fra efternøleren, hvis barndom og vej har spyttet en krydsning mellem en good guy og en tough guy ud og ind på den politiske arena. En karakteristik, som hovedpersonen ikke protesterer over.

Q & A’s med Bo Hansen:

Hvad er den vigtigste opgave, en borgmester har?

Det er at skabe udvikling og fællesskab.

Hvornår blev du for alvor voksen?

Det var, da jeg var ti år, og min far døde. Da blev jeg voksen indeni. Modnet og stærk. Og ellers synes jeg, at jeg er vokset godt hele vejen, haha.

Hvilket karaktertræk kan du mindst lide ved dig selv?

Når jeg ser mig selv på TV, for eksempel, så kan jeg godt tænke: “Okay, behøver du at være SÅ alvorlig?! Måske kunne du loosen lidt op der …?!”

Og bedst?

Jeg er god til at være i relationer med mennesker, tale med dem. Jeg er oprigtigt interesseret i andre og i at løse deres problematikker.

Hvilket råd ville den, du er i dag, give dig selv som teenager?

Gør det hele om én gang til. Dog med lidt mindre risikovillighed. Jeg har virkelig haft et sjovt ungdomsliv, hvor jeg helt sikkert godt kunne have været mere forsigtig. Nu har jeg en datter, der er 16 år, og hun har lidt det samme gen som mig; jeg kan sagtens se, at det er mig selv, jeg ser på, når jeg ser hende … så da appellerer jeg til sund fornuft en gang imellem.

Hvilken person har haft størst betydning for dit liv?

Der er ikke én person. Jeg har mødt forskellige mennesker, der har inspireret mig på forskellige livsstadier. Men jeg har altid godt kunnet lide at være sammen med andre, der er ældre end mig selv. Den mulighed fik jeg, om nogen, i politik - uden at det skal lyde forkert, haha. Jeg kan godt lide at strække mig, stå på tæer og lære af andre.

Hvilken opgave ville du gerne være fri for i dit arbejde?

Den økonomiske genopretning. Men nej altså, hver morgen jeg står op, føler jeg mig som verdens heldigste menneske. At jeg får lov til det her. Det er så priviligeret. Det er jo så få mennesker forundt at få lov til at udøve det job i verden, som man allerhelst vil have …

Hvad ville du aldrig give penge for?

Mange ting - jeg er udpræget minimalist. Jeg tror, jeg har Danmarks mindste borgmesterbil. En lille Mazda 2 - som jeg næsten tager på mig, fordi jeg, fysisk, er et ret stort menneske.

Hvad er dit bedste kurtiseringstip?

Man skal fremhæve sit særpræg. Vise det og bruge det. Hvis man har lange ben, skal man tage høje sko på … Jeg har selv et stort ar i baghovedet, som jeg ikke gør noget for at skjule eller dække. Det er mit eget lille Gorbatjov-mærke. Overordnet skal man stå ved den, man er. Det bliver man attraktiv af.

Hvad skal mænd vide om kvinder?

At det hele bare er lige en lille smule mere kompliceret, når man er kvinde.

Og kvinder om mænd?

At vi i virkeligheden lever hele vores liv for at opnå deres anerkendelse, haha. Når Sanne aer mig på kinden, er jeg lykkelig. Så tænker jeg: Så har jeg gjort det her godt nok … men ikke før.

Bo Hansen og hans Sanne til valgcafé på Svendborgs Rådhus ved kommunalvalget 2017. Foto: Katrine Becher Damkjær/Scanpix.

Når jeg ser et dansegulv, så …

bliver jeg lidt utryg. Jeg forbinder vores danske dansegulv med rammer og regler pakket ind i glæde. Andre folkeslag danser mindre struktureret, hvor jeg tror, jeg ville begå mig bedre. Jeg er ikke den store danser, det må jeg bare sige.

Hvilket billede/maleri i dit hjem betyder noget særligt for dig?

Jeg har et stort maleri hængende af en kvinde, der ligner min kone. Jeg så det på en kunstudstilling og købte det med det samme. Kvinden sidder med ryggen til … det er næsten en smukkere måde at kigge på Sanne end på et fotografi. Og så har jeg lige arvet et maleri fra min mor, der døde i sidste måned. Et maleri af min oldefar, der var gartner. Han sidder og fletter en kurv til grøntsager i pileflet. Jeg har ikke så meget familie tilbage, og det her portræt giver mig en følelse af rødder … at der har været nogen engang.

Hvad er det bedste ved den alder, du har nu?

At jeg er blevet for gammel til at være fodboldspiller, men har den helt rigtige alder til at være politiker.

Hvad gør dig lykkelig?

At se et menneske lande i sit liv. Da jeg arbejdede med de her unge “banditter”, der havde så utrolig svært ved at tilpasse sig samfundet, oplevede jeg nogle gange at møde dem ude på en eller anden arbejdsplads, hvor de endelig havde fundet deres hylde. At se en fyr stå der i overalls og med et blik i øjnene, der fortalte, at nu var han en del af et fællesskab. At kunne køre derfra og vide, at det var det. Nu står han selv. Dét har gjort mig rigtig glad. Det er jo det, vi alle sammen kæmper for - at blive anerkendt og set for den, vi er, og det, vi kan.