Lone Jakobi (S) er født i 1975. Vokset op i Viby i Aarhus sammen med sine forældre, storesøster og lillebror.

Moren var folkeskolelærer og faren PPR-leder.

Uddannet cand.mag. i etnografi og antropologi fra Aarhus Universitet.

Tidligere projektleder og konsulent i Region Midtjylland. Primært på social- og sundhedsområdet.

Fraskilt. Bor i Over Randlev. Har to sønner på 19 og 21 år.

I sin fritid dyrker Lone Jakobi yoga, jogger, læser faglitteratur og prøver at finde tid til venner. Og til havkajak igen og på sigt.

Viceborgmester i Odder Kommune 2018-2022. Borgmester fra januar 2022.

Lone Jakobi - professionelt

Du har læst etnografi og socialantropologi – hvordan får du forløsning for den interesse i et job som borgmester?

Mit fag er jo først og fremmest et perspektiv på verden, hvor man konstant er nysgerrig på, hvad du siger og gør; og på hvad du egentlig siger. Altså en nysgerrighed på både det sagte og det usagte. Og det synes jeg, at jeg bruger hele tiden. Det er en kæmpe hjælp og gave i at se andres perspektiver. Antropologien handler jo meget om feltarbejde, at man tager ud for at gøre det, som folk gør, for at forstå deres verden eller verdenssyn, forstå deres logik. Noget af det, som er svært i politik, fx diskussionen om grøn omstilling, hvor man kan komme ud for møder med oprørte, rasende eller fortvivlede mennesker, skræmmer mig ikke. Jeg er bare nysgerrig på, hvad udtrykket kommer af.

Hvad er det mest antropologisk interessante ved politikere/borgmestre?

Det er klart vores logikker og måder at argumentere på. Alene det, at vi har noget, som vi kalder for politikersvar. Det er et særligt sprog, som man forventer, politikere skal have, og som vi ikke sætter spørgsmålstegn ved. I kommunalpolitik er de fleste af os jo ikke professionelle politikere, mange af os er ikke skolet fra ungdomspolitik fx – alligevel er der malet et forventningsbillede af, hvordan man skal agere og argumentere. Og nogle gange er det et ret nedgørende billede.

Hvordan nedgørende?

Nu er jeg politiker i en lille kommune, og jeg er ikke så meget i mediernes søgelys, men jeg har da prøvet at blive interviewet af journalister, som stiller det samme spørgsmål otte gange, og jeg giver det samme svar otte gange. Og jeg har også været udsat for journalister, som kun går efter forargelseshistorien eller noget, som kan fodre den indre krybdyrhjerne. Samtidig får vi at vide, at vi politikere er lukkede, uærlige og kun prøver at dække over os selv. Det er da provokerende og nedgørende, men det er også forventninger, som jeg morer mig over, og som giver mig lyst til at gå kontra ved at gøre og sige noget andet end det, der bliver forventet af mig.

Du lyder rebelsk, men for mig ser du så mild ud, rolig, afbalanceret, men måske er det skinnet, der bedrager?

Jeg tror nok, min gruppe tænker, at jeg har temperament og er stædig. Og jeg er helt sikker på, at hvis du spurgte nogle af dem, jeg arbejder tættest sammen med i kommunalbestyrelsen, så vil de sige, at jeg fylder for meget. Og at de sagtens kan mærke, når jeg bliver irriteret over noget. Men generelt tror jeg, at folk oplever mig som omgængelig, omend bestemt. Jeg taler sjældent nogen efter munden. Jeg bestræber mig altid på at give et reelt svar på, om det, de gerne vil opnå eller efterspørger, er realiserbart.

Du begynder at blive en garvet politiker, men er der noget, du stadig kan blive bedre til som borgmester?

Masser. Fx at lytte mere. Have større tålmodighed. Jeg vil gerne fremad. Ikke personligt, men drive kommunen fremad. Fremad, fremad. Jeg kan blive meget utålmodig, og indvendigt er jeg slet ikke klar på at blive bremset, men vi skal jo have alle med. Politik er også at finde ud af, hvor vi skal stille os, hvad der vil give den bredeste politiske opbakning. Og jeg kan godt have det sådan, at nu synes jeg lige selv, at jeg har nailet den, og så er det da irriterende, hvis de andre ikke kan se det, ikke.

Hvad er dit største talent som borgmester?

At se helheder. At kæde ting sammen. Forudse, hvad konsekvensen er, hvis vi gør sådan og sådan. Jeg kan godt lide at komme vidt omkring, komme helt ud i hjørnerne og se helheden, når jeg skal vurdere, hvad der er den rigtige vej for kommunen. Og så er jeg god til at stå fast. Jeg ved ikke, om det er et talent, men jeg skifter ikke standpunkt, så der bliver et clash mellem, hvad jeg sagde for tre måneder siden og nu.

Der er flere borgmestre, der er begyndt at protestere over, at der bliver mere og mere administration og mindre tid til at være politiker; at der er for lidt lydhørhed fra Christiansborgs side sammen med for mange økonomiske stramninger – at det bliver for surt. Er du enig?

Jeg er enig i, at alt det med økonomien er sværere nu, end da jeg startede i politik for ti år siden. I dag er der ingen fedt i kanterne på kommunernes økonomi. Det er der bare ikke. Og jeg er også enig i de evindelige administrative besparelser, som vi hele tiden skal finde; vi har været der 17.000 gange før. Og ja, indimellem synes jeg også, at der er for lidt lydhørhed, men jeg har det ikke selv sådan, at det bliver for surt. Jeg er opdraget hjemmefra med, at  intet kan blive for surt. Bliver det det alligevel, så fiks det. Det var mine forældres parole. Tag ansvar for dig selv, vid, hvad du vil være med til, og flyt dig, hvis du ikke føler dig set. Eller stå det ud og kom videre. Gå ikke ind i offerrollen.

Når det er sagt, så er jeg helt med på, at flere af de kolleger, der nu står af, blandt andet fordi det bliver for surt, Birgit S. Hansen (S), Steen Wrist (S) …

Hans Stavnsager (S) …

Ja, nogle af dem har retfærdigvis en længere historik i politik, end jeg har. De har været med dengang, hvor økonomien var sjovere. Dengang, hvor man kunne sige ja til alt muligt, sige ja til den lokale byfest, ja til gode ideer fra borgerne; dengang hvor man ikke kun skulle snakke effektivisering. Når man har været med i 20 år, så er der bare noget, der har forandret sig markant, så man mærker, at det er blevet for surt. Det anerkender jeg.

Birgit S. Hansen har udtalt, at hun overvejer at blive præst. Hvad skulle du lave, hvis eller når du stopper som borgmester?

Jeg ser sammenhængen mellem borgmester- og præsterollen. Jeg havde selv en tid som ung, hvor jeg mente, jeg skulle være præst, men i dag har jeg ikke en plan B. Heller ikke selvom der er kommunalvalg næste år, og Odder Kommune er en klassisk vippe-kommune. Vi har aldrig haft en borgmester, der har siddet mere end to perioder i streg, så det er et vilkår, at rollen kun er til låns i Odder. Syd for mig, i Horsens, har de hundrede års ubrudt socialdemokratisk styre, så der kan man jo ikke fortænke nogen i at tro, at de har et job, indtil de ikke gider længere.

Du har is i maven?

Jeg gør et nummer ud af ikke at have en plan B, for grundlæggende tror jeg på, at man ikke skal holde alle mulige døre åbne. Man skal derimod rette sit fokus mod det, man gerne vil, og bruge sit krudt der. Og jeg vil rigtig gerne fortsætte som borgmester. Vi har lavet spareplaner, vi har omorganiseret og gjort en masse ting, som jeg tror, vi kommer i mål med til gavn for Odder Kommune. Vi har været lidt på nødvendighedens banegård, så nu vil jeg virkelig også gerne være med i de næste udviklende skridt.

Ved du, hvad du ikke skal lave?

Jeg skal ikke lave mere af det, jeg kom fra, for i virkeligheden er jeg ikke særlig god ved et skrivebord. Analysen er sjov, men det er ikke skægt at skrive den ned.

 Lone Jakobi - privat

Du bor i den lille bitte flække Over Randlev – hvad har det sted, som kan pirre en antropolog som dig?

Historisk og helt lavpraktisk pirrede det mig, at vi ikke havde nogen penge, og vi skulle finde et godt håndværkertilbud, vi kunne rumstere lidt med. Jeg fik børn, inden jeg var færdiguddannet, og Lars, mine børns far, arbejdede som ufaglært i den etnografiske samling på Moesgård Museum, så vi var ikke voldsomt bemidlede. Vi vidste ikke, hvordan mit arbejdsliv ville blive, vi vidste bare, at vi ikke ville bo i parcelhus, og at vi gerne ville blive ved vandet; havet betyder meget for mig, jeg er havbader hele året rundt. Og så faldt vi over det her gamle hus fra 1880 med høje, grønne træer og huse rundt om, som er placeret lidt anderledes og ikke parcelhus-agtigt.

Men nu bor du der selv sammen med dine drenge halvdelen af tiden?

Ja, efter nogle år blev vi skilt, vi kunne ikke tåle alt det husbyggeri og andet. Lars vidste, at han ikke ville blive boende i Randlev, og jeg fandt aldrig et bedre alternativ.  Jeg har gode naboer, vi render ikke hinanden på dørene, men de har sgu altid været gode til at passe lidt på mig. Den gamle landmand, der lige kommer og hører, om han skal klippe mine buske eller ordne mine tomatplanter. Og så er der vidderne, jeg kan se ud over markerne, se noget horisont, det kan jeg godt lide. Jeg kigger ikke bare ind i et andet hus eller en hæk.

Nu har du nævnt det med parcelhus nogle gange, at det ikke er noget, du kigger langt efter. Hvad er det med dig og parcelhuse?

Parcelhusene var jo en kæmpe landvinding for Danmark og for mange danskere, men det er ikke noget for mig. Jeg tror, det er det rektangulære. At din verden går til hækken, og der slutter den. Jeg skal have noget, der er mere skævt, noget der stikker lidt ud. Ting skal være vilde med vilje. Jeg kan også godt lide, at jeg bor i et gammelt hus med skæve vinkler, der er plads til variation, alt er ikke givet på forhånd.

Så nu bliver du i Over Randlev?

Jeg har altid tænkt, at når jeg bliver gammel eller ældre, så skal jeg tilbage til Aarhus for at bo, men det tror jeg ikke, jeg kommer. Jeg er blevet afhængig af vidderne. Jeg er jo stadig tæt på det pulserende kulturliv, men jeg kan virkelig godt lide at bevæge mig væk fra byen igen. Komme herud og sætte mig under æbletræet med en kop kaffe og bare sidde og kigge.

Du blev skilt i 2009, er det ikke svært at få lov at gå i fred, når man ser ud som dig og ovenikøbet har et fedt job? Er du kræsen eller hvad?

Haha. Altså, nu har jeg jo ikke siddet i et jomfrubur siden 2009. Om jeg er kræsen, ved jeg ikke. Jeg er ikke et menneske med faste ideer på den front. Jeg har bare ikke giftet mig eller er flyttet sammen med nogen igen. Jeg fylder mange ting ind i mit liv, og jeg kan sagtens nyde, når der er en mand i mit liv, og jeg kan også synes, at det er dejligt, når der ikke er. Måske forandrer det sig, når mine store børn pludselig flytter hjemmefra og måske flytter langt væk. Hvem ved?

Du er mor til to drenge. Hvad er det sjoveste og sværeste ved at have drenge?

Det har jeg virkelig ikke tænkt over, altså det kønnede i det.

Det er du alt for woke til?

Ha! Nej, jeg synes bare, at jeg har nogle skønne drenge. Det har været rigtig nemt at være forælder til dem. Også deleforældre, de har en super far, og han og jeg har aldrig været uenige om noget med dem.

Du har aldrig haft dårlig samvittighed overfor dem i forhold til, at du har haft et travlt arbejdsliv, har jeg læst.

Nej, da jeg startede i politik og stadig havde et fuldtidsjob, havde jeg to sæt bedsteforældre, der skiftedes til at passe drengene. Det synes jeg var en gave, at de fik skabt tætte relationer.

Jeg ved ikke, om drengene tænker, at jeg var der for lidt, da de blev ældre, og mit politiske liv begyndte at fylde meget. Jeg ved, at jeg til tider havde hovedet rigtig meget oppe i egen røv og har sagt til dem: Det der gider jeg ikke forholde mig til, det må I selv finde ud af. Det har ikke altid været kønt, men overordnet mener jeg, at det er noget af det bedste, vi kan gøre for vores børn. At vi lærer dem at mestre ting selv. De må gerne opleve at stå i svære situationer, som de er nødt til at håndtere selv. Tage konflikter uden voksenindblanding. Det er jo det, vi alle sammen skal leve af, for der er jo ikke noget liv, der kun går glat. De skal lære, at det ikke er farligt, når livet indimellem gør ondt. Og her taler jeg selvfølgelig ikke om de store, voldsomme ting, der kan ske, hvor vi går i stykker.

Du er en mor, der godt kan klare at se dine børn være kede af det?

Ja, det kan jeg godt. Men jeg ved også, at de er robuste, reflekterede og handlingsparate. Jeg var en god mor, da de var små, yngre, men jeg har ikke nødvendigvis været en god teenagemor, det faldt mig ikke helt så let. Jeg har altid kunnet mærke i maven, hvad jeg synes, der var rigtigt at gøre og ikke gøre, men det, synes jeg, blev sværere, da de var teenagere. Og så var min tålmodighed nok heller ikke med mig … eller den energi, som jeg var villig til at lægge i dem. Men det får vi nok nogle snakke om en dag, vil jeg tro, haha. Men overordnet er jeg sgu stolt af dem.

Summasummarum …

Man skal aflevere noget tillid til sine børn, og ikke fikse alt for dem. Nu lyder jeg fuldstændig som mine forældre …