Løkke triumferede, Jensen tøvede

Skulle det være gået nogens næse forbi, handler moderne politik om frontfigurer (læs: personer). Blæsten om Lars Løkke er ikke slut, selvom Venstre-formanden har indgået en fredsaftale med næstformand Kristian Jensen. Magtkampen er blevet udkæmpet med al den røg og tryllepulver, som den politiske værktøjskasse indeholder. Status efter første runde af Løkke vs. Jensen er, at næstformanden mangler det dræberinstinkt, som er nødvendigt i toppolitik, medmindre et partis arvefølge står mejslet i sten.

Kristian Jensen og støtter var efter alt at dømme klar til at presse på for et ekstraordinært landsmøde, da Lars Løkke forklarede sig og kæmpede for sin post på et maratonmøde i Odense Congress Center. En kort snak i pausen mellem Løkke og Jensen fik dog næstformanden til at afblæse angrebet på formanden. Løkke skal have gjort Jensen klart, at hvis han gik efter formandsposten, så ville Landbrug & Fødevarer-direktør Søren Gade blive Løkke-holdets modkandidat. Omvendt kunne Jensen forvente mere indflydelse, hvis han valgte at støtte Løkke.

Da ingen kender det fuldstændige indhold i aftalen mellem Jensen og Løkke, er det umuligt at konkludere, om Jensen i længden har sat formandsposten over styr den nat i Odense. Kristian Jensen har dog efterladt et indtryk af, at han ikke turde tage kampen: At han rystede i bukserne over at skulle op mod Søren Gade, som var den Venstre-mand, som fik næstflest personlige stemmer ved valget i 2007.

Kaninen Søren Gade

Søren Gade har indrømmet over for Børsen, at han blev spurgt af partifæller om sin interesse i formandsposten dagen inden hovedbestyrelsesmødet i Odense. Han overvejede det, men gav dog ikke noget svar. Gade afviser, at Løkke udnyttede ham, men han er omvendt ikke i tvivl om, at han “blev brugt” i formandsopgøret.

Om det er Lars Løkke personligt eller nogle af hans støtter, der har talt med Gade, er som sådan ligegyldigt. Løkke kunne blive på posten, så snart kaninen Søren Gade blev hevet op af hatten. Løkke viste en koldblodighed, som gør ham til en unik politisk overlever. Han satte bevægelser i gang, som potentielt kunne påvirke mødedeltagernes beslutning. Han lod medierne “erfare” og spekulere uden at skulle stå til regnskab for noget personligt. Til gengæld blev medierne hængt til tørre efterfølgende. Løkkes underforståede budskab til Kristian Jensen og støtterne af et formandsskift var:

- Hvis I insisterer på at fjerne mig fra posten og installere Kristian Jensen, så kommer I til at dele skylden for at splitte Venstre med mig. I får kamp. Og I kommer til at tage del i ansvaret for et eventuelt valgnederlag.

Det er på mange måder Løkkes held, at dele af Venstre-baglandet, som det også fremgår af Kommunens rundspørge blandt V-vælgerforeningsmændene, er i tvivl om Kristian Jensens politiske pondus. Selv med fejl og mangler er Løkke en sværvægter. Og Kristian Jensen må også finde sig i, at lokale V-stemmeslugere som Carl Holst og Lars Krarup nævnes som værdige udfordrere til posten som V-formand.

Man kan spørge sig selv, om kampen i Venstre-toppen havde været mere legitim, hvis den handlede om uenigheder i den politiske linje, men summa summarum må være, at et flertal i Venstre vurderer, at Lars Løkke stadig er et bedre kort til at sikre et tilfredsstillende resultat ved næste folketingsvalg. Kristian Jensen bør undre sig over, at han trods mange års minister-
erfaring og posten som næstformand stadig kan udfordres af personer i Venstre, som hverken er valgt til Folketinget eller har politiske topposter i partiet. Kampen om magten i Venstre er ikke slut.