Kommunen.dk
MENU

Lavt optag kaldes en bombe under velfærden

Trods stort behov er fire procent færre blevet optaget på de store velfærdsuddannelser. Også mangel på nye ingeniører og it-uddannede skaber usikkerhed.

Lavt optag kaldes en bombe under velfærden

Trods stort behov er fire procent færre blevet optaget på de store velfærdsuddannelser. Også mangel på nye ingeniører og it-uddannede skaber usikkerhed.
Velfærdsuddannelsernes problemer ses tydeligt i Københavns Professionshøjskoles optagelsestal. Institutionen har i år optaget 4.742 studerende. For fire år siden blev godt 1000 flere optaget. (Arkivfoto).
Velfærdsuddannelsernes problemer ses tydeligt i Københavns Professionshøjskoles optagelsestal. Institutionen har i år optaget 4.742 studerende. For fire år siden blev godt 1000 flere optaget. (Arkivfoto).
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
26. jul 2024
RITZAU

Det er en bombe under vores velfærd, at interessen for de store velfærdsuddannelser nok en gang falder.

Sådan lyder det fra Nanna Højlund, næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

Optagelsestal for de videregående uddannelser, der blev offentliggjort torsdag, viser, at optaget på de fire store uddannelser inden for velfærd er faldet med fire pct. sammenlignet med sidste år.

Pædagog- og folkeskolelæreruddannelserne har et fald på henholdsvis otte og seks pct., mens socialrådgiver- og sygeplejerskeuddannelserne har en lille stigning på én pct.

Det haster med at få vendt den bekymrende udvikling, lyder det.

- Det forudsætter, at vi investerer betydeligt i uddannelsernes kvalitet og faglighed, så de bliver attraktive for endnu flere unge og voksne, siger Nanna Højlund i en skriftlig kommentar

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) bider også mærke i det faldende tal for optagelse på velfærdsuddannelserne.

Det bekræfter hende i, at der fortsat er brug for at skabe bedre balance i uddannelsessystemet.

- Selv om pædagog og sygeplejerske er de største uddannelser, er der stadig færre end tidligere, der vælger denne vej, ligesom færre bliver optaget på eksempelvis fransk eller tysk, siger ministeren.

Der er sket et fald i antal optagne på sproguddannelser på ti pct.

- Der er med andre ord fortsat behov for uddannelsesreformer, som kan bidrage til mere uddannet arbejdskraft og bedre balance i uddannelseslandskabet, siger Christina Egelund.

Grøn omstilling kræver flere hænder

Hos Ingeniørforeningen (IDA) er der en helt anden bekymring.

Med nærmest dødvande i optaget på ingeniøruddannelserne kommer Danmark ikke i nærheden af at kunne imødekomme efterspørgslen.

Det mener formand Laura Klitgaard.

- Med den forestående grønne omstilling og den omfattende digitalisering af hele samfundet vil efterspørgslen på ingeniører og it-uddannede kun stige de næste mange år, siger hun i en pressemeddelelse.

Civilingeniør er i år den tredjemest søgte videregående uddannelse, diplomingeniører ligger på fjerdepladsen. Men det er ikke nok, lyder det.

- Problemet er, at antallet af uddannelsespladser ikke følger med de høje ansøgertal, når manglen er så tydelig.

- Her burde det være en bunden opgave, at der oprettes nok pladser, så alle kvalificerede ansøgere får en studieplads, siger Laura Klitgaard.

To personer færre er blevet optaget på en civilingeniøruddannelse sammenlignet med sidste år. 124 flere er blevet optaget på en diplomingeniøruddannelse.

Samlet set er 61.351 ansøgere blevet tilbudt en plads på en videregående uddannelse.

Årets optag er dermed på samme niveau som de seneste år.

9.589 personer får besked om, at de er blevet afvist på alle deres søgte uddannelser, selv om de var kvalificerede til optag. Det er en stigning på otte pct. sammenlignet med sidste år, hvor søgetallet var en smule lavere.

En lidt større andel - 9.948 personer - er blevet afvist grundet manglende kvalifikationer.

Ansøgere kan forvente at modtage svar på deres ansøgninger i løbet af fredag.

Aarhus Universitet tager imod flest nye

Top-5 over uddannelsessteder, der modtager flest nye studerende:

* Aarhus Universitet (7.611). Svarer til en stigning på tre pct. sammenlignet med sidste år.

* Københavns Universitet (7.230). Uændret fra sidste år.

* Professionshøjskolen VIA University College (5.109). Uændret fra sidste år.

* Københavns Professionshøjskole (4.742). Svarer til et fald på fem pct. sammenlignet med sidste år.

* Syddansk Universitet (4.355). Uændret fra sidste år.

Kilde: Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR