Lasse Frimand Jensen står ikke i skyggen af sin far eller forgænger
Lasse Frimand Jensen står ikke i skyggen af sin far eller forgænger

Lasse Frimand Jensen (S) havde ikke forudset, at han allerede skulle blive borgmester som 37-årig.
Nogle vil måske sige, at det lå i generne som søn af tidligere overborgmester i København Frank Jensen og barnebarn af Kjeld Jensen, der var borgmester i den gamle Støvring Kommune, i dag en del af Rebild Kommune.
Lasse Frimand Jensen har haft politik tæt inde på livet gennem sin barndom, og ved KV13 kunne han begynde sin egen politiske karriere, da han blev valgt ind i Aalborg byråd med 1.505 personlige stemmer.
KV13 var samtidig det første valg, hvor Socialdemokratiet stillede op med Thomas Kastrup-Larsen i spidsen, hvor han fik flere end 16.000 personlige stemmer. Det er selvsamme Thomas Kastrup-Larsen, som Lasse Frimand Jensen nu skal afløse efter ti år i borgmesterstolen.
Det var ikke et planlagt tronskifte, fortæller Lasse Frimand Jensen selv:
- Jeg er meget autoritetstro, så jeg havde vitterligt ikke skænket det en realistisk tanke, før Thomas fortalte os, at han stoppede i politik.
Men tanken var ikke fremmed for Lasse Frimand Jensen. Flere medlemmer havde prikket til ham og spurgt, om han mon havde en borgmesterdrøm i maven?
- Jeg har altid tænkt, at Thomas havde mange flere år tilbage. Det var derfor oprigtigt en stor overraskelse, at han trak sig. Vi havde regnet med, at han ville køre perioden ud, og så måtte vi se til den tid, siger Lasse Frimand Jensen.
Kampvalg cementerede status
I sin første periode blev Lasse Frimand Jensen formand for Aalborg Forsyning og blev ordfører for klimaudvalget. Efter KV21 blev han udpeget som både gruppeformand og sikrede sig flere tunge bestyrelsesposter som blandt andet som formand for Port of Aalborg og Danva.
Selvom der ikke var en arvtager klar i kulissen, da Thomas Kastrup-Larsen stoppede, havde Lasse Frimand Jensen gennem bestyrelsesposterne og rollen som gruppeformand placeret sig højt i det interne hierarki.
- Det betyder meget, for det betyder, at man har tillid til ham, og at han kan få gruppen til at fungere. Det betyder virkelig noget, at man indadtil kan dele sol og vind lige, fortalte valgforsker og lektor emeritus ved Aalborg Universitet, Johannes Andersen til Nordjyske.
Lasse Frimand Jensen skulle dog først gennem et kampvalg med MF’er og tidligere minister Flemming Møller Mortensen (S). Urafstemningen endte med et smalt flertal for Lasse Frimand Jensen, 366 mod 307 stemmer.
Den nye borgmester glæder sig ikke overraskende over, at medlemmerne bakkede ham op.
- Jeg er glad for, at det blev efter en demokratisk proces, hvor jeg blev valgt af partiet og medlemmerne i stedet for en kroning, siger han.
Han er dog opmærksom på, at han også er blevet hjulpet på vej til at få de nødvendige erfaringer, der har klædt ham på til borgmestertjansen.
- Det er klart, at Thomas og partiet har hjulpet mig med at nå platforme, hvor jeg har kunnet få formands- og ledelses-erfaring. Og når det er gået godt, har man da tænkt, at det kunne blive større og bredere.
Ud af skyggen
Som for så mange andre, der kommer til midt i perioden, er det svært ikke at tænke på forgængeren, når man skal snakke om borgmesteren.
Det har både sine fordele og ulemper at overtage midtvejs i en periode, men Lasse Frimand Jensen mener, at stafetten og det politiske projekt har fået en god overlevering:
- De beslutninger, der er blevet taget, føler jeg meget medansvar for som gruppeformand. Jeg har ikke tænkt mig at lægge afstand til det, som Thomas har arbejdet for i sin tid, siger han.
- I mine øjne er to et halvt år en perfekt periode til at få opbygget en strategi med mit eget præg for, hvordan Aalborg skal udvikle sig på ikke bare den korte bane, men også på lang sigt.
Han har allerede sat sit præg på byrådsmøderne, som nu indeholder fælles musikalsk indslag, ligesom den langsigtede ambition er at gøre Aalborg til en grønnere by. Han føler ikke noget behov for, at han skal træde ud af nogens skygge – hverken sin fars eller sin forgængers:
- Det er ikke noget, jeg har tænkt over. Hvis man hviler i sig selv og tror på sig selv, så tænker man ikke så meget over, hvad andre sammenligner dig med.
Rettelse 23/8: Det har fremgået i en tidligere version, at Lasse Frimand Jensen har haft formandsposten for Aalborg Portland. Der er tale om Port of Aalborg istedet. Vi beklager fejlen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.























