Forestil dig en embedsmand – for eksempel fra Randers – der er til møde med en flok lokalpolitikere for at orientere om planerne for en ny skolestruktur. De skal se nærmere på beregninger og analyser fra et konsulentfirma – det kunne være Ernst & Young – og det er brandvarmt stof.

For flertalspartierne i byrådet er nemlig enige om, at der er al mulig grund til at køre det politisk forberedende forløb helt lukket. Og gribes orienteringen forkert an, vil oppositionspartierne i ledtog med forældre og skolebestyrelsesmedlemmer gribe den mindste chance for at få nys om, hvilke skoler der måtte være udset til lukning i den nye struktur – alt for længe før nogen har nået at beslutte sig for noget som helst.

Så embedsmændene har gjort sig umage – og undgået at udlevere dokumenter til byrådsmedlemmerne vel vidende, at hvis de først har gjort det, ville mindretalspolitikerne, der ikke var inviteret med til skolestrukturmøderne, med loven i hånd kunne forlange at se de selvsamme papirer.

Det førte dermed til en særlig praksis, der kan kalde på smilet. For når der nu endelig ikke måtte udleveres papirer, hvad gør man så? Ja, så viser man slides fra PowerPoint-fremstillinger – det er jo ikke dokumenter på den måde – og sikrer sig, at udpegede ’sekretærer’ fra hvert parti kan nå at skrive pointer og konklusioner ned, før der skiftes til næste slide.

Ja, så var der så også lige et møde i juli, hvor socialdemokraterne skulle gennem Ernst & Young-materialet igen, og teknikken svigtede, så det med at vise slides blev der ikke noget af. Gode råd var dyre, og det endte med en snæver vending-løsning, hvor de følsomme papirer nu blev delt ud – og omhyggeligt indsamlet igen i håb om, at retten til aktindsigt fortsat var undgået.

I forvejen havde oppositionspartierne bedt Statsforvaltningen se nærmere på, at de som byrådsmedlemmer systematisk blev holdt udenfor processen. Det førte til et svar fra kommunen, hvori det blev bedyret, at ingen papirer var uddelt, men hov, det var de jo alligevel på julimødet, viste det sig forrige søndag – ganske vist samlet ind igen, men altså uddelt. Svaret til Statsforvaltningen måtte ændres.

Aktindsigt eller ej

Det er på sin plads at undre sig: Den ene praksis – uddel hemmelighederne på papir – fører til aktindsigt, mens den anden praksis – vis hemmelighederne på væggen, mens man både kan notere og velsagtens også fotografere  – legitimerer lukkethed. Hvis det altså holder vand.

Mediejurist Oluf Jørgensen har påpeget, at medlemmer af byrådet har en videregående ret til sagsindsigt efter styrelseslovens § 9 – og vurderet, at denne ret også gælder slides, som embedsmænd har brugt ved orientering om planer for ændring af skolestrukturen.

Og det tygger Statsforvaltningen så på for tiden, hvor affæren udviklede sig til en krise i det kronjyske: krav fra mindretallet om, at tre topchefer måtte træde tilbage - hvilket ikke skete. Og krav fra en V-politiker om, at udvalgsformænd fra mindretallet, der ikke længere havde tillid til cheferne, måtte trække sig. Hvilket heller ikke skete.

Uanset hvad det kommunale tilsyn måtte komme frem til i sin PowerPoint-afgørelse fra Randers, så skal der herfra sendes en venlig tanke til politikere og embedsmænd, der nu igen skal spekulere i, hvordan man kan slette og hemmeligholde det, de andre ikke må kende til. Slettelak og sort tusch er old school. At klippe følsomme afsnit ud af papirerne minder pinagtigt om censur. At bede politikerne spise dokumenterne efter gennemsyn, er måske for spionagtigt. Skærmdumps fremsendt via Snapchat, hvor fotos pulveriseres elektronisk efter få sekunder, arkiveres jo alligevel et sted på nettet, viser det sig. Det er ikke let.