En lærer, jeg har interviewet til mit projekt om børns 'NEJ', skulle sammen med alle kommunens lærere deltage i et 'sommerakademi'.

'Noget af det værste er at gå til noget, man ikke kan se meningen med. Men jeg kan skrive det i min evaluering, eller jeg kan gå. Min krop tvang mig ud. Jeg gik ud og forlangte noget andet! Men mine elever skal blive!' Dette er det centrale i heldagsskoleplanen: Børnene kan ikke gå, hvis de ikke kan se meningen. De skal  blive.

I fritteren kunne de lave noget andet med dem, de valgte, eller de kunne gå hjem, eller måske gik de slet ikke i fritter. I heldagsskolen skal de komme. Vil deres krop tvinge dem ud, må kroppen tvinges til at blive med skældud eller andre magtmidler.

Kan-tid bliver til skal-tid. Det er den store forandring. Skal-tiden for dem, der iværksætter denne yderligere tvang, var 8.-15.000 timer i deres barndom/ungdom. Fremtidens børn skal gå i skole og andre institutioner i 30.-35.000 timer. Ingen voksne ved deres fulde fem kunne ønske sig en så genneminstitutionaliseret barndom – hvis de kunne leve den om. Men hvorfor skal børnene så gå dette igennem?

Det skal de for at lære mere. Men lærer man mere, når ens liv bliver mere institutionaliseret? Det er der ingen dokumentation for. I dag er institutionaliseringen mellem tre- og firdoblet på et par generationer, og mere end 20 procent forlader skolen uden et brugbart dansk.

Det tal har mig bekendt aldrig været højere. I masser af år har danske børn begyndt skolen i syvårsalderen, hollandske og engelske børn flere år før. Men er hollandske og engelske børn da flere år bedre end danske og norske? Næh, når børnene er 10 år, kan de det samme i alle fire lande. Det handler altså ikke om institutionaliseringens omfang. Hvad da?

At sanse en regnorm

Alle læsere af Kommunen ved, at regnorme ikke er giftige. Hvor har de lært det? Ikke i skolen, men af at være med i livet. I dag findes der børn, som ikke ved, at regnorme er ufarlige, for de er alt for lidt ude blandt regnormene. Med heldagsskolen vil der blive flere. Og uden at have holdt en regnorm i hånden – måske smagt på den, det har en betydelig del af denne kroniks læsere nok prøvet – så er det meget sværere at forstå begrebet regnorm, når det pludselig står i en tekst, og det er forbundet med mindre sanselighed og fryd. Så vi kan sige, at har børn levet et liv med regnorme, så bliver de bedre læsere. Derfor, kære politikere: Tag vare på børnenes frie liv. Det er måske der, de lærer det meste.

Nå ja, og så er der børnehaven og de andre småbørnsinstitutioner. Jeg har de sidste år fulgt dagplejebørn ud at hente gulerødder i dagplejerens have. Og set dem lege løs. Nu skal også deres liv skolificeres. De skal bremses i deres leg og i stedet have 'leg-og-læring'. Læringen skal kolonialisere legen. Men intet sted lærer børn så meget, som når de leger løs, hjulpet og støttet af deres voksne, som også tør gå foran og vise nye veje.

Dette er skolereformens andet angreb på børnene, annekteringen af deres leg. 'Det er det, deres liv er for,' sagde en dreng, da faderen lidt kritisk syntes, at de bare legede hele tiden.

Hvad nu, hvis drengen har ret; at det er det, deres liv er for? Hvad sker der så, når vi forgriber os på legen? Det er også i legen, at man lærer at være en ven, at løse svære konflikter, at være medmenneske – det er ikke i klassens time, som jo ellers godt kan være nyttig.

For nogle år siden var jeg kaldt til London for at fortælle om fritidspædagogikken. De britiske forskere havde været i Danmark for at studere fritidspædagogikken. 'Er I klar over, hvilken juvel I har der?,' spurgte briterne mig.

Vores fritidssektor har ofte egne lokaler og særligt uddannede pædagoger. Børn oplever og lærer meget i det gode fritidshjem/SFO. Måske mere end i skolen – det har faktisk aldrig været undersøgt.

Men  nu ser det ud, som om fritidsinstitutionerne skal udsættes for en langsom kvælning. For er der brug for en institutionsform, der kun bruges ganske få timer om dagen? Vil politikerne ofre penge på den? Det er usandsynligt, så heldagsskolen vil nok i løbet af nogle år gøre det af med fritidsinstitutionerne.

Og hvad med at gå til musik, til spejder eller til sport? Vil det forblive uberørt af heldagsskolen? Og igen: Hvor lærer og oplever børnene mest – til spejder eller i skolen? Hvor har de stakkels tunge kroppe det bedst?

Og endelig: Livet i familien. Hvordan vil det blive påvirket af yderligere tvangsinstitutionalisering?  Allerede for mange år siden talte man om familiens funktionstømning. Kan børn vokse op og blive hele mennesker i stadig mere tomme familier?

Summa summarum: Det er ikke undersøgt eller for den sags skyld diskuteret, hvilke skadevirkninger heldagsskolen kan forårsage. Eller hvad et godt børneliv er. Uden dette er det uforsvarligt blot at give institutionaliseringsskruen et par omgange mere – i verdens i forvejen mest institutionaliserede land.