I september måned tikkede et anonymt tip ind på Helsingør Kommunes whistleblowerordning. Hurtigt blev tippet en sag, der førte til en række historier i medierne. Først fik tippet kommunen til at købe en ekstern undersøgelse, der skal undersøge borgmesteren og kommunens ledelse.

Efterfølgende opdagede kommunen, at ikke blot ansatte, men også byrådets politikere kunne benytte ordningen imod hensigten. Tippet, der ifølge kommunen var uden dokumentation, har siden medført kritik fra Djøf og HK, fordi borgmester Benedikte Kiær, ifølge de to organisationer har opført sig grænseoverskridende over for tre ledende medarbejdere, som er ansvarlige for kommunens whistleblowerenhed, for deres håndtering af den kritiske henvendelse om borgmesteren.

Sagen førte til flere undersøgelser og senest har et enigt byråd udtalt kritik af borgmesterens opførsel, selvom de eksterne undersøgelser, som kommunen bestilte, ikke fandt noget kritisabelt i sagen.  

Men Helsingør er ikke den eneste kommune, der for nylig har modtaget et anonymt tip fra en whistleblower. Flere kommuner har de seneste måneder haft whistleblower-sager, der har ført til fyringer på chefgangene, “kulturændringer” og millionudgifter til undersøgelser. 

For kommunerne vil det ofte være et dilemma, hvordan man håndterer et tip. Nogle kommuner hyrer advokatfirmaer eller konsulenthuse for at undersøge sagerne. Andre klarer opgaven selv. 

Den perfekte opskrift på en god håndtering af en whistleblowersag findes ikke. Men området mangler viden og klarhed, så kommuner kan træffe de bedst mulige beslutninger, mener to forskere, der begge har beskæftiget sig med området. 

Dårlig håndtering af tip kan både påvirke borgernes og de ansattes tillid til systemet og risikere at udhule kommunekassen. 

- Det er jo en pligt at reagere, hvis der er noget at komme efter. Men kommunens reaktion kan både være for lille og for stor, og der er ikke klare retningslinjer for, hvad kommunerne præcis skal gøre, lyder det fra Kim Sass Mikkelsen, lektor i politik og forvaltning på Roskilde Universitet. 

Erik Mygind du Plessis, lektor på SDU, er enig. Han mener, at de manglende retningslinjer kan betyde, at kommunalpolitikere risikerer at famle i blinde. 

- Vi bør have mere indsigt og mulighed for at diskutere egentlige retningslinjer. Mere klarhed om proceduren vil gavne både politikere, forvaltningen og borgerne, siger han. 

Af natur hemmeligt

Siden 17. december 2021 har ordningen været obligatorisk i kommuner og andre offentlige myndigheder. Flere kommuner har haft whistleblowerordninger, længe inden det blev skrevet ind i loven. 

Men whistleblowerordningen er alligevel forholdsvis ny som ledelsesgreb. Og derfor mangler der  viden om den gode håndtering og kriterierne for at rulle den ene eller anden løsning ud. 

- Det ville give mere klarhed for kommunale ledere og politikere, hvis man blev enige om kriterierne, og hvordan man håndterer sager. Som borger ville man også få en bedre fornemmelse af, hvordan det offentlige vil lære af sine fejl og håndtere skandaler, siger Erik Mygind du Plessis.

- Som whistleblower ville jeg vægre mig lidt, hvis jeg ikke havde tillid til processen bagefter. Det kan afholde potentielle whistleblowere fra at reagere, hvis der er usikkerhed om processen. Whistleblowerområdet er i sin natur lidt hemmeligt. Men hele håndteringen behøver ikke være det. Det er den offentlige sektor og vores alle sammens skattekroner, det drejer sig om, siger han. 

For kommunerne rummer det ofte et dilemma at håndtere whistleblowersager, understreger de to forskere. Man vil ikke sidde problemer overhørig, men samtidig vil man ikke rulle de helt store kanoner ud og bruge en million, hver gang der kommer et tip. 

Hvis reaktionen er for lille, kan man miste de ansattes eller borgernes tillid til systemet. Om-vendt kan man også risikere at igangsætte en stor undersøgelse af noget småt, der blot vil forstyrre den daglige drift og potentielt ødelægge stemningen og arbejdet internt. 

- Hvis man kulegraver sagerne hver gang, kan kommunen også komme til at ligne en slyngelstue i borgernes øjne, siger Kim Sass Mikkelsen.

Hvorfor vælger man at whistleblowe?

Kim Sass Mikkelsen har blandt andet forsket i, hvorfor medarbejdere i den offentlige forvaltning vælger at whistleblowe. Han fortæller, at man ikke skal tro, at de er sure eller hævngerrige medarbejdere. 

De har derimod typisk gode hensigter. 

- Det tyder på, at de fleste whistleblowere vil det bedste for samfundet ved at pointere fejl i forvaltningen eller få systemet til at håndtere en skandale, der ville kunne svække borgernes tillid til forvaltningen, siger han.

Og der falder whistleblowernes motiver meget godt i tråd med ordningens formål, der både handler om at afdække og afskrække.

- Ordningen kan være med til at stoppe sager. Men den kan også afskrække, når medarbejdere kan råbe op uden at risikere repressalier. Det kan styrke offentlighedens tillid til forvaltningen. Men ordningen skal ikke undergraves, siger han. 

Hvis medarbejderne skal turde og have lyst til at anvende ordningen, så skal den også være effektiv og sikker. Tip skal have konsekvenser, hvis sagen kræver det. Og medarbejderne skal ikke frygte repressalier fra forvaltningen.

Et marked for møgsager?

Mange kommuner tyr til de eksterne undersøgelser, når tippet lander i indbakken. Men sådan behøver det ikke at være. 

- Det at bruge eksterne undersøgelser er ikke noget, der er pligt til. Det er et politisk spørgsmål, om man vil igangsætte yderligere undersøgelser end den fra whistleblowerordningen, siger Kim Sass Mikkelsen. 

Han mener, at løsningen har både fordele og ulemper. Et privat firma kender ikke forvaltningen så godt som kommunen selv. 

- Men at ordne internt kan have den store ulempe, at man risikerer, at ansatte skal undersøge chefer i eget hus. Vi ved endnu ikke så meget om, hvilke ordninger og reaktioner der er bedst.

Heller ikke Erik Mygind du Plessis har den perfekte løsning. 

- Ordningerne er en ny teknik inden for ledelse, hvor man er i gang med at prøve sig frem. Det er usikkert, hvilket mandat og hvilke kriterier eksterne advokatfirmaer eller konsulentbureauer har, når kommunerne bruger dem. 

- Samtidig virker det også helt tilfældigt, hvornår man beslutter ikke at håndtere problemerne selv. Det sker måske, når sagen er for eksplosiv, eller tippet handler om folk højt i organisationen. Det er ikke nødvendigvis hensigtsmæssige kriterier, siger han. 

Han mener, at de umiddelbare fordele ved eksterne undersøgelser formentlig falder i god jord hos kommunerne. 

- Jeg tror, at flere kommuner med kravet om en whistle-blowerordning vil opleve, at der pludselig lander noget eksplosivt i postkassen. At få hjælp udefra virker som en nem og smart løsning. Det betyder også, at kommunen kan dække sig ind og have en tilsyneladende troværdig undersøgelse. 

- Man kan nærmest tænke sig til, at der opstår et helt marked af firmaer, der kan tage sig af eksplosive sager i forvaltningen og gøre livet nemmere for kommunerne, lyder det fra Erik Mygind du Plessis. 

Kim Sass Mikkelsen er dog usikker på, hvorvidt kravet om en ordning og udbredelsen af whistleblowerpostkasser vil resultere i flere regninger til undersøgelser. 

- Det er ikke en selvfølge, at udbredelsen vil føre til flere sager. Det kan gå den vej, men det er ikke sikkert. Et af formålene er jo, at ordningerne skal have en afskrækkende effekt og fange fejl, inden de bliver til skandaler, siger han.