Kommune betalte for markedsføring uden at vide, hvad man fik for pengene
Kommune betalte for markedsføring uden at vide, hvad man fik for pengene

Det virkede som en god idé, men er endt med bøvl og ballade. Og det er langt fra sikkert, at det sidste ord er sagt i sagen om Skive Kommunes økonomiske støtte til det lokale kulturcenters arrangement med ekspræsident Barack Obama den 12. juni i år. For der er opstået tvivl om lovligheden af aftalen mellem kommunen og arrangøren.
Kommunen.dk kan nemlig fastslå, at Skive Kommune ikke har undersøgt, om den pris, der blev betalt til arrangementet, var en rimelig markedspris.
Det er vigtigt, at en kommune sikrer sig, at den ikke betaler for meget for en ydelse, fordi det vil være støtte til en enkeltvirksomhed og dermed en overtrædelse af kommunalfuldmagtsreglerne.
Tilsynet med kommunerne har stadfæstet, at når kommuner indgår aftaler om markedsføring, skal det fremgå, hvilken modydelse kommunen skal have, altså hvilken form for markedsføring, der er tale om. Og især er kommunen forpligtet til at sikre sig, at prisen for ydelsen er rimelig og svarer til en markedspris.
Arrangementet med Obama skulle vise, at Skive er andet en rundkørsler med fine skulpturer.
Det kan ske ved at spørge, hvad andre firmaer ville tage for tilsvarende markedsføring, eller ved at spørge andre kommuner, hvad de har betalt for at få Obama til byen. Det afgørende er ifølge Ankestyrelsen, at en kommune har fået en prisvurdering, inden markedsføringsaftalen indgås.
Det fremgår blandt andet af Ankestyrelsens meget grundige gennemgang af en sag fra Odense Kommune og arrangementet Tinderbox.
Klage til Ankestyrelsen
Og Ankestyrelsen kommer også til at beskæftige sig med sagen fra Skive Kommune, for to byrådsmedlemmer har allerede klaget til styrelsen, fordi de ikke kan få indsigt i arrangementets økonomi. De beskyldes af direktøren for kulturcentret for at lække fortrolige oplysninger, og derfor vil han ikke give kommunen oplysninger om indtægter og udgifter ved arrangementet. Det endte med et underskud på 2,9 mio. kr., hvoraf kommunen skulle dække 674.000 kr.
Desuden har borgmester Peder Christian Kirkegaard (V) selv henvendt sig til Ankestyrelsen for at få vurderet sin egen habilitet, da han er medlem af Kulturcenter Skives bestyrelse.
Direktør for Kulturcenter Skive Knud Bjerre udtalte til Kommunen.dk den 11. oktober, at de to byrådsmedlemmer og medlemmer af økonomiudvalget Erik Mortensen (løsgænger) og Peter M. Vestergaard (DF) “ikke kan tie stille”.
Og da han har skrevet under på en aftale om ikke at offentliggøre detaljer i aftalen med Obama, vil han derfor ikke vise økonomiudvalget det endelige regnskab for arrangementet. Han har i stedet fået en revisor til at skrive under på, at det gav underskud, og at kommunen derfor skulle betale i henhold til den aftale om markedsføring, som var indgået af økonomiudvalget forud for arrangementet.
Ingen aftale
Kommunen.dk har søgt aktindsigt i sagen ved Skive Kommune, som oplyser, at den har udleveret alle dokumenter, der findes. Heriblandt er dog ikke nogen markedsføringsaftale, og derfor har Kommunen.dk rykket for at få den udleveret. Hertil svarer sekretariatschef Lone Knudsen: “Du har modtaget aktindsigt i de dokumenter, vi har.”
Der findes altså ikke nogen markedsføringsaftale, ligesom der heller ikke findes nogen undersøgelse af, om den pris, kommunen skulle betale for markedsføring, ville være en markedspris.
Det sidste er en fejl. Det fremgår af et svar fra Ankestyrelsen til Kommunen.dk.
Vi har spurgt Ankestyrelsen, om en kommune altid skal foretage en vurdering af markedsværdien, inden aftalen om markedsføring indgås? Hertil svarer Ankestyrelsen, at dette spørgsmål har tilsynsmyndigheden tidligere behandlet, og svaret er “ja”.
Men det er også uklart, hvilken markedsføring kommunen tror, den har købt ved at yde støtte til arrangementet med Obama.
Fire svar
Kommunen.dk har talt med fire af de økonomiudvalgsmedlemmer, der stemte for bevillingen til arrangementet.
Alfred Brunsgaard (V) mener, at arrangementet har sat kommunen på landkortet.
Mogens Birkelund (K) mener, det har handlet om bosætning; at Skive er andet end rundkørsler med fine skulpturer.
Bente Østergaard (S) er glad for omtalen, som hun mener har vist Skive frem som en grøn by.
Anders Bøge (SF) mener, det har betydning for kommunens selvforståelse, at Obama har været i Skive.
Måske udbytte
Efter at arrangementet var afviklet, har Kulturcenter Skive fået udarbejdet en analyse af brandingværdien af Obamas besøg.
Det er konsulentfirmaet Oxymoron, der har lavet analysen. I sammenfatningen står der: “Som utallige forskningsartikler samt størstedelen af de kommercielle spillere i analyseindustrien pointerer, er det ikke givet, at medieomtale og eksponering fører til et direkte bidrag til organisationens strategiske målsætninger. Det vigtigste er således at fokusere på, hvordan man fremadrettet udnytter besøget til at styrke Skive Kommunes attraktivitet.”
Analysen svarer ikke på, hvilke konkrete markedsføringsydelser Skive Kommune fik for at dække en del af underskuddet ved arrangementet. Heller ikke om det beløb, kommunen betalte, var en rimelig pris for de ydelser, der ikke findes nogen aftale om, og som politikerne har fortolket på mange forskellige måder.
Kommunalfuldmagten
Den nærmere afgrænsning af, hvorvidt en kommune efter kommunalfuldmagtsreglerne har mulighed for at varetage en bestemt opgave, er ofte en kompliceret øvelse. Det skyldes, at kommunalfuldmagtsreglerne består af en række upræcise regler, der ofte overlapper hinanden.
Disse regler indebærer bl.a., at de opgaver, som kommunen ønsker at varetage eller støtte, skal være af en vis nytte for kommunens indbyggere, at kommunen ikke må varetage opgaver, der er henlagt til andre myndigheder, og at der ikke må ydes støtte til enkeltpersoner eller enkeltvirksomheder uden specifik hjemmel i lovgivningen.
Et klassisk eksempel på opgaver, som kommuner kan varetage efter kommunalfuldmagtsreglerne, er f.eks. tiltag inden for fritids-, kultur- og idrætsområdet.
Kilde: Indenrigs- og Boligministeriet
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.





















