Kommunen.dk
MENU

Kørt i stilling i Venstres højborg

I Herning fik Dorte West god tid til at tage over for bykongen Lars Krarup. Nu har hun fundet sine ben i det midtjyske og er klar til at markere sig i landsdebatten.

Kørt i stilling i Venstres højborg

I Herning fik Dorte West god tid til at tage over for bykongen Lars Krarup. Nu har hun fundet sine ben i det midtjyske og er klar til at markere sig i landsdebatten.
Dorte West havde hele byrådsgruppens støtte i ryggen, da der skulle findes en afløser for Lars Krarup. Det var afgørende for at skabe en rolig og kontrolleret overgang, mener hun selv.
Dorte West havde hele byrådsgruppens støtte i ryggen, da der skulle findes en afløser for Lars Krarup. Det var afgørende for at skabe en rolig og kontrolleret overgang, mener hun selv.
Foto: Astrid Dalum/Ritzau Scanpix

Venstre og Herning har en særlig historie. Som en af de stærkeste bastioner, placeret centralt i baglandet og ofte vært ved partiets årsmøde, har Herning Kommune haft en vigtig rolle for Venstre. 

Som borgmester i næsten 20 år i kommunen var Lars Krarup (V) en del af inderkredsen i partiet og havde sat sig tungt på borgmesterposten. 

Da han uventet meddelte, at han ikke ønskede at genopstille, skulle partiet altså ikke bare finde en ny spidskandidat, der med en vis sikkerhed også ville blive borgmester, men også en ny stemme for det midtjyske bagland. 

Da Lars Krarup fortalte sin byrådsgruppe, at han ikke ønskede at fortsætte, opfordrede han gruppen til at anbefale medlemmerne en arvtager.

- Vi overvejede i gruppen, om vi skulle anbefale én eller flere mulige kandidater. Vi var dog klar over, at flere kandidater også kunne føre til et kampvalg. Vi kom derfor frem til, at det stærkeste ville være, hvis vi i byrådsgruppen kunne pege på én fælles kandidat, fortæller Dorte West (V). 

Efter fem dages betænkningstid stillede en samlet byrådsgruppe sig bag Dorte West. Under det efterfølgende opstillingsmøde meldte ingen andre kandidater sig på banen. 

- Nogle gange kan det ende med at handle om, hvem der er bedst til at få folk ind i en bus og stemme, og det kan skabe splittelse og en masse at skulle rette op på efterfølgende. Her var det en meget ordentlig proces, og jeg kom med et stærkt mandat i ryggen fra en enig gruppe i byrådet, siger Dorte West. 

Ingen revolution

I sit sidste valg fik Lars Krarup godt hver femte stemme i kommunen og sad med et absolut flertal. Dorte West stod derfor overfor en stor opgave, men hun valgte at gå til opgaven ved at sige, at “Lars er Lars, og Dorte er Dorte.”

Hun havde gjort det klart for sig selv, at borgmesterposten krævede mange timers arbejde, og det var derfor nødvendigt, at hun flyttede tættere på rådhuset. Herfra begyndte hun også at besøge alle kroge af landets tredjestørste kommune og inviterede sig selv på besøg hos naboborgmestrene. 

Dorte West overtog borgmesterkæden uden ambitioner om en revolution. Året før landede Lars Krarup en toårig budgetaftale, som var med til at give ro for efterfølgeren. 

- Det har utvivlsomt gjort mit arbejde lettere, at der ikke stod folk i kø for at teste mig af i budgetforhandlingerne, fortæller Dorte West. 

Da hun skulle stå i spidsen for sit eget budget for første gang i efteråret 2021, ønskede hun at sætte sit eget præg på processen. 

- Her prøvede jeg nogle nye tiltag. Det var der både fordele og ulemper ved, men der er bare nogle ting, man skal igennem for at lære, og som man ikke kan lære fra andre. Det har Lars også skullet gå igennem, siger hun. 

En stemme for baglandet

Ved KV21 genvandt Dorte West borgmesterposten i Herning og cementerede dermed tronskiftet. Den fredelige overgang er grundlagt i den musketéred, som byrådsgruppen indgik, mener Dorte West.  

- Når gruppen var enig, så bakkede man op. Vi har alle været enige om at bakke op om én fælles kandidat. 

Med det stærke mandat i ryggen fastholdt Dorte West partiets sikre position i det midtjyske. Om hun også kan overtage Lars Krarups centrale position i partiet, må tiden vise. Herning er en blå højborg, og borgmesteren bliver taget med på råd fra tid til anden på de landspolitiske dagsordener. 

- Jeg har forholdt mig ydmygt og sagt, at jeg lige skal sætte mig i stolen, men jeg har selvfølgelig givet min holdning til kende, siger hun. 

Og netop kontakten til politikerne på Christiansborg er noget af det, som Dorte West har arbejdet på, siden hun fik cementeret sin position som den nye dronning af Herning. Det jyske bagland skal kunne høres.

- Det er klart, at man som borgmester i et stærkt Venstre-bagland skal være klar til at råbe op, hvis man er utilfreds. Det er altid en god idé at lytte til sit bagland, siger Dorte West. 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR