Billede
Kjeld Rasmussen blev borgmester i Brøndby i 1966 og gik af 39 år senere i 2005. Det gør ham til landets længst siddende borgmester. Foto: Thomas Wilman / Polfoto

Kjeld: Den evige borgmester

Det følgende er kapitel 23 i Henrik Madsens netop udkomne 'Kjeld – Borgmesteren, der skabte Brøndby'. Kapitlet hedder 'Den evige borgmester' og tegner et fint billede af, hvilke kræfter der bruste i Danmarks længst siddende og måske mest kontroversielle borgmester.

boguddrag

Af Johan Seidenfaden | [email protected]

Kapitel 23

Bomben sprang tirsdag den 21. november år 2000 på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde i Socialdemokratiet i Brøndby. Kjeld havde besluttet at genopstille som borgmester.

Det var formanden for teknisk udvalg, Franz Hansen, der havde gjort benarbejdet. Hansen var en vaskeægte partisoldat og en af Kjelds mest solide støtter gennem mange år. Han havde siddet i sit hus på Kirkebakken i Brøndbyvester og tænkt, at det var ved at rable for hans parti.

Landspolitisk kørte Socialdemokratiet på pumperne, og i højborgen i Brøndby truede ragnarok lige om hjørnet. Hele tre kandidater havde meldt sig som borgmesterkandidater, hvilket sådan set var helt efter bogen, men de kom fra hver deres bydel og var efter Franz Hansens mening ikke i stand til at løfte arven i partiets svære tid.

Uddraget fortsætter efter boksen

Bogudgivelse

Kjeld: Borgmesteren, der skabte Brøndby

Kjeld havde stadig ikke ytret sig om sin eventuelle rolle i Brøndbys kommunalbestyrelse efter valget i 2001, så man måtte gå ud fra, at han ville holde sig til det løfte, han havde givet konen og vælgerne. Han havde heller ikke så meget som antydet, hvem han så som en mulig efterfølger på borgmesterkontoret.

Tværtimod havde han ved flere lejligheder slået fast, at det netop ikke var hans opgave at udpege den ene eller den anden. De fleste med indsigt i de lokalpolitiske forhold gik ud fra, at Kjeld i sidste ende ville foretrække Ib Terp.

Ib Terp med historisk base i Brøndby Strand meldte sit kandidatur akkompagneret af smukke ord om Kjeld og dennes indsats. Terp fremhævede borgmesterens store format og erkendte, at ikke mange ville have kunnet nå de resultater, Kjeld havde nået.

Eva Roed fra Brøndbyvester gjorde opmærksom på, at hun allerede for to år siden havde sagt, at hun ville være interesseret, den dag Kjeld trak stikket. Roeds mangeårige arbejde i den sociale sektor havde efterladt hende i toppen af det socialdemokratiske hierarki.

Anne-Mette Stampe blev opfordret til at stille op af sin partiforening i Brøndbyøster. Hun sagde, at hun havde et rødt sind, tænkte grønt og stolede på den sunde fornuft.

[caption id="attachment_70790" align="aligncenter" width="810"]En del år senere. Kjeld Rasmussen og Ib Terp på tomandshånd ved Brøndby Rådhus’ 50-års jubi læum, den 30. november 2009. Foto fra bogen: © Brøndby Kommune En del år senere. Kjeld Rasmussen og Ib Terp på tomandshånd ved Brøndby Rådhus’ 50-års jubi læum, den 30. november 2009. Foto fra bogen: © Brøndby Kommune[/caption]

I huset på Kirkebakken kunne Franz Hansen ikke se det for sig. Han kunne ikke forlige sig med tanken om, at Socialdemokratiet ville lide nederlag ved det kommende valg til Folketinget, og at han samtidig skulle vågne til et splittet parti i den kommune, hvor partiet historisk var stærkest.

Franz Hansen besluttede sig for at tale med Eva Roed: “Eva, vil du ikke godt lade være med at stille op? Du får sådan én på brillen,” sagde han til kvinden, der i et langt politisk liv havde drømt om at komme helt til tops en dag.

Eva Roed var en snusfornuftig størrelse og endte med at trække sig. Dog med den bemærkning, at hun ikke forstod, hvorfor Kjeld valgte at stille op igen. Ib Terp og Anne-Mette Stampe rykkede sig ikke en tomme. Franz Hansen overvejede næste skridt.

Resultatet blev et brev fra syv socialdemokratiske kommunalbestyrelsesmedlemmer til Kjeld. I brevet gav de borgmesteren deres støtte og bad ham tage en tur til.

Om det var det brev, han havde gået og ventet på, siden der røg en finke af panden, og Lisi blev blandet ind i sagen, gider han ikke tale om i dag, men det faldt ham tydeligvis ikke svært at tage turen til det ekstraordinære møde i partiet den 21. november 2000, hvor han erklærede: “Aldrig har jeg haft det bedre!”

Franz Hansens brevaktion faldt ikke i god jord hos Ib Terp, der imidlertid besluttede at følge både hjerte og hjerne. Han ville gøre, hvad ingen andre havde vovet tidligere. Han ville stille op mod “Kong Kjeld”.

Anne-Mette Stampe gjorde det samme. Holdt fast og meldte sig klar til urafstemning i Socialdemokratiet i Brøndby. Hun sagde, at der måtte nye kræfter til. Ib Terp var lidt mere direkte. Han talte også om nye kræfter, men tilføjede “yngre kræfter”.

Allan Nielsen, nu valgt for Lokallisten og den, der havde siddet længst i kommunalbestyrelsen sammen med Kjeld, var mere end direkte. Han sagde, at det ligefrem var synd for Brøndby, at Kjeld fortsatte, men også, at han godt var klar over, at det ville ske: “Kjeld har bevidst undladt at give plads til en afløser. Hans taktik har været at lamme partifællerne. De har ikke turdet stille op imod ham af frygt for at få deres ambitioner knust. Der er ikke grund til at forklejne Kjelds indsats. Han har lavet meget godt og meget lort, men bliver han valgt en gang til, skal vi igennem endnu en periode, hvor al meningsudveksling foregår bag lukkede døre og i den socialdemokratiske gruppe. Det er dræbende for demokratiet og holder borgerne, ikke mindst de unge, væk fra aktivt at deltage i beslutningsprocesserne. Det er da helt grotesk, at jeg efter 26 år i kommunalbestyrelsen stadig hører til de yngste.”

Således opmuntret efter Allan Nielsen-metoden kunne Kjeld gøre sig klar til det første kampvalg om borgmesterkandidaturet i historien. Den borgerlige fløj, inklusive Dansk Folkeparti, var temmelig meget på linje med Allan Nielsen, men konklusionen fra højre var, at Kjeld i bund og grund var partiets værn mod yderligere fremgang til netop Dansk Folkeparti.

Ved valget i 1997 havde Dansk Folkeparti fået, hvad der svarede til tre mandater, men partiet havde kun én kandidat! For Socialdemokratiet i Brøndby havde valget repræsenteret en tilbagegang fra 60 til 54 procent af stemmerne, men på landsplan stod det langt værre til.

Kjeld erklærede, at han ville arbejde for, at Socialdemokratiet stadig havde en væsentlig base i Brøndby Kommune. 54 procent af stemmerne var et minimum, og han var ret sikker på, han kunne gøre det bedre. Det skyldtes, at kommunen efter hans mening var i overordentlig god stand.

Til lokalavisen Sydkysten kastede han et par guldkorn, som eftertidens mest fremtrædende socialdemokratiske og borgerlige Christiansborg-politikere nok gerne havde set var deres:

“Vi har 175 millioner kroner i kassen, alle børn kan blive passet, og der bliver ikke tale om at udlicitere ældreplejen. De ældre skal have den hjælp, de har brug for, men de skal også med ud og købe ind. Det giver et pust i hverdagen at se og vælge på hylderne. At sidde fuldstændig inaktiv derhjemme betyder, at man bliver gammel før tiden. Når vi ikke vil udlicitere ældreplejen, er det også af hensyn til personalet. Vi har den regel, at der skal være tid til at sige ja til en kop kaffe eller et glas portvin. Hellere støv på møblerne end på hjernen.”

De tre partiforeninger i Brøndby var delte i opbakningen til Kjeld som borgmesterkandidat. Mest markant var modstanden i Brøndby Strand, hvor Ib Terp fik markant opbakning fra tidligere lokalformand og æresmedlem, Egon Møller Petersen.

I Brøndbyvester var det ganske anderledes. Her sammenlignede lokalformanden, Thorkild Brinkmann-Sørensen, Kjeld med Ronald Reagan, kaldte ham unik og fremhævede hans politiske visioner.

Visioner var måske nok noget, Kjeld først og fremmest havde før i tiden. Nu var han i højere grad administrator af nødvendighedens politik, og i Sydkysten kunne man forvisse sig om, at den 74-årige borgmesterkandidat vidste helt nøjagtig, hvor han ville hen, når formaliteter som urafstemning og kommunevalg var overstået: “Vi er den kommune i Danmark, der bruger flest kroner på skolesektoren. Vi vil have, at alle børn kan dansk, inden de kommer i 1. klasse. Uden sprog får du ingen uddannelse, og uden uddannelse får du ikke noget job. Så ender du på overførselsindkomst. Det vil vi ikke i Brøndby. Der er en udskiftning i den sociale boligmasse på 10 procent om året. Det skal vi bruge til at sikre en bedre balance mellem indbyggerne. For problemet er også, at vi i visse skoleklasser har for mange indvandrerbørn. En enkelt skole er oppe på 71 procent. Der er i dag mere end 70 procent børn med to sprog i vores daginstitutioner. Vi skal kun frem til 2008, så er flertallet af eleverne i 9. klasse muslimer. Det kan vi ikke acceptere. Det er derfor, vi skal have en bedre balance i bebyggelserne.

Når danske forældre tager deres børn ud af skolen, er det ikke, fordi de er racister. Det er, fordi de oplever, at deres børn kommer bagud. Samtidig handler det om, at mange danske forældre ikke ønsker, at deres børn skal vokse op i et muslimsk miljø. Som jeg ser det, er det eneste, vi kan gøre at sige til de nydanske: Igennem undervisning, fjernsyn, aviser og det pulserende liv kan I se, hvad dansk kultur er. Og I kender jeres egen kultur. Så må I prøve at finde ud af, om ikke sandheden ligger et sted midt imellem.”

Lørdag den 17. februar 2001 blev slaget afgjort, selv om der egentlig ikke var tale om noget “slag”. Kjeld blev helt i pagt med historien kåret og kronet ved urafstemningen i Socialdemokratiet i Brøndby.

Der var 454 afgivne stemmer, hvilket svarede til en valgprocent på 71,6 procent. Borgmesteren fik 291 stemmer, 64,1 procent. Kravet til sejrherren var på 50 procent. Dermed modtog Kjeld en meget stor tillidserklæring af partiets medlemmer. Ib Terp fik 84 stemmer, 18,5 procent. Anne-Mette Stampe fik 69 stemmer, 15,2 procent.

Kjeld fægtede med arme og ben dagen efter i dagbladet Politiken, der mindede om, at det var 31 år siden, nogen havde turdet foreslå en mindre larmende linje i Brøndby. Det var dengang, Kjeld var blevet placeret som nummer tre på listen, fordi han havde overset partiforeningernes eksistens.

Kjeld pralede lystigt af, at hans fodboldklub havde gjort Brøndby mere kendt i Østen og Sydamerika end København, og han gentog en sætning, der var ved at have ritualets karakter:

“Der vil altid være nogle, der synes, jeg er et dumt svin. Det skal der være. Derfor må der som sagt ikke stå på min gravsten, at ‘han havde kun venner’, for så har jeg sgu ikke gjort nok ved det.”
Det mest interessante og præcise i Politiken kom denne gang fra taberen Anne-Mette Stampe, der viste et vist format ved at ringe til Kjeld og sige til lykke som en anden præsident: “Han er jo en skæg én. Han virker så hårdfør og lod, som om han ikke tog valget alvorligt. Alligevel bliver han virkelig rørt, når jeg ringer og siger til lykke.”

Tiden frem mod folketings- og kommunevalget i november 2001 var for Kjelds vedkommende en stille periode præget af to meget forskellige sager, men også to sager, der fortalte deres egen lille historie om Brøndbys efterhånden legendariske borgmester.

Den ene sag fik stor omtale i offentligheden og fremkaldte overskrifter som “By-kongens hedeslag” og noget så sjældent som en undskyldning fra Kjeld. Den anden blev slet ikke nævnt, før nazister flere år senere begik hærværk mod borgmesterens private bolig.

Det var internationalt Melodi Grand Prix-år og et særligt et af slagsen, eftersom det skulle afvikles i Danmark. I den anledning havde Danmarks Radio bedt et tv-produktionsselskab om at lave et lille postkort fra Brøndby Strand.

Et lyst hoved havde formentlig tænkt, at en film om Danmark måtte indeholde andet end Den Lille Havfrue og ænder på gaderne, men den hoppede Brøndby-borgmesteren ikke på. Hvis fjernsynet ville bringe noget fra Brøndby, der skulle sendes i den store verden, skulle han nok bestemme, hvor billederne blev taget.

Kjeld afviste at give tilladelse til at filme i Brøndby Strand, hvordan det så end kunne lade sig gøre, fordi – som han sagde – området ikke var færdigudviklet. Han pegede i stedet på et område i Brøndbyøster, der efter hans mening var mere egnet.

Danmarks Radio undrede sig højlydt over den særprægede form for indblanding og henlagde optagelserne til Bellahøj, men boligorganisationerne i Brøndby Strand var ikke færdige med den sag. De havde en høne at plukke med Kjeld.

Der var ingen tvivl om, at borgmesterens aktion gik ud på, hvad hele hans liv i Brøndby gik ud på: at fremstille kommunen så pænt som overhovedet muligt. I Brøndby Strand havde man den holdning, at bydelen i Brøndby Strand var mere end pæn nok til at blive vist i fjernsynet, og at borgmesteren havde opnået det modsatte af det tilsigtede.

Boligorganisationerne var repræsenteret af Ole Larsen i Tranumparken, der udtalte: “Borgmesteren træder på os.” Det fik Kjeld til at skrive til Larsen, at han – borgmesteren såmænd – havde misforstået eller taget fejl af situationen, som han undskyldte.

Melodi Grand Prix-sagen blev meget fornemt afsluttet i ATS i Politiken: “Bugmester Kjeld Rasmussen har nu også nedlagt forbud mod tv-transmissioner fra Brøndby Strand, da tilhængerne er for grimme til at vise i fjernsynet. Desuden har de fugtskjolder under armene.”

Den anden sag i 2001 kørte som antydet pænt under radaren, men var i modsætning til spørgsmålet om pænheden i Brøndby Strand en sag med betydelige samfundsmæssige perspektiver. Siden begyndelsen af 1990’erne havde en række muslimske organisationer og trossamfund arbejdet på at skabe det første muslimske begravelsessted i Danmark uden tilknytning til en kristen kirkegård.

Planerne mødte alle mulige former for modstand, men først og fremmest var der et praktisk problem. Der var ingen kommuneplaner i landet, der tillod opførelse af gravpladser. Det blev ændret i 2001, da kommunalbestyrelsen i Brøndby lavede en lokalplan for området mellem Brøndbyøster og Avedøre ved siden af Hvidovre kommunes psykiatriske hospital.

Danmarks på det tidspunkt største indvandrerorganisation, Indsam, havde klaget til kirkeminister Margrethe Vestager over det langsommelige sagsbehandlingsforløb, hvilket fik hendes efterfølger på posten, Johannes Lebech, til at love, at der ville være fundet et egnet areal ved årets udgang.

Miljøminister Svend Auken ringede til Kjeld Rasmussen i Brøndby. Lige så inderligt, Kjeld hadede Birthe Weiss, lige så højt elskede han Svend Auken. Kjeld tilbød Auken arealet ved Brøndbyøstervej, vel vidende at det sådan set lå halvt inde i Avedøre!

Kjeld overså imidlertid denne lille detalje, at jorden havde været ejet af Københavns Kommune siden 1930. Det blev anledning til en genoplivning af den gode gamle diskussion om landzone eller byzone.

Kjeld sagde landzone og mente at kunne sælge jorden til staten for 700.000 kroner. Overborgmester Jens Kramer Mikkelsen sagde byzone og krævede 21,5 millioner kroner. Det var reelt en smal sag for den gamle sagfører på rådhuset, der bare ændrede lokalplanen til landzone, hvilket betød, at grunden kun måtte bebygges med én procent, svarende til eksempelvis et bedehus.

Samtidig faldt prisen på det 50.000 kvadratmeter store areal betragteligt, og hele sagen endte med, at en taksationskommission afgjorde, at grunden højst måtte koste to millioner kroner. Brøndby Kommune købte grunden og solgte den i 2005 videre til Dansk Islamisk Begravelsesfond.

Den muslimske gravplads har plads til mellem 6.000 og 8.000 gravpladser og blev indviet under en vis tumult i 2006, men ironisk er det da, at vejen blev banet af borgmesteren, der vil forbyde halalslagtet kød i institutionerne og ikke tolererer ramadan-ferie.

Valgdagen i november 2001 blev en katastrofe for Socialdemokratiet på landsplan og en triumf for partiet og Kjeld Rasmussen i Brøndby. Folketingsvalget blev et kolossalt nederlag for Nyrup Rasmussen-regeringen, der overlod magten til Anders Fogh Rasmussens VK-regering med støtte fra Dansk Folkeparti.

I Brøndby var realiteterne anderledes opmuntrende for de mennesker, der kaldte sig socialdemokrater. På landsplan var det første gang siden jordskredsvalget i 1973, at Socialdemokratiet ikke var landets største politiske parti. I Brøndby gik partiet frem med to mandater og kom til at sidde på 13 ud af 19 mandater.

Af alle store sejre i tidens løb var dette måske den største for Kjeld, der fik 6.237 personlige stemmer. Den nærmeste var Eva Roed med 902 personlige stemmer. Ib Terp fik 346, Dansk Folkeparti kom ind med to mandater, og Allan Nielsen måtte forlade kommunalbestyrelsen.

13 ud af 19 mandater var endnu en af Kjelds utallige rekorder. I ingen anden kommune havde nogen dansk kommunalpolitiker præsteret tilsvarende. Kjeld udtalte til Folkebladet, at valgsejren skyldtes “det gode teamwork” i kommunalbestyrelsen.

Det var en gang forblommet sludder og vrøvl. Valgsejren skyldtes Kjeld, hverken mere eller mindre. Så var der langt mere ræson i det, han sagde til Jyllands-Posten, da det kom frem, at han havde snydt sin kone og valgt at stille op alligevel: “Når I ikke er her mere, så er jeg her stadig.”

 

Netværk

Tilmeld dig nyhedsbrevet