Du er for tidligt ude, lyder det lakonisk fra Forsvarskommandoen, når man henvender sig om fordelingen af de de mange nye ansatte, der formenes at blive en følge af det nyligt indgåede nationale forsvarskompromis mellem regeringen, Venstre, SF, De Radikale og De Konservative. Og ja, selvfølgelig er det for tidligt.

Det nationale kompromis om om dansk sikkerhedspolitik, som det rettelig hedder, skal bringe Forsvaret eller i det mindste bevillingerne til det i overensstemmelse med målsætningen.

18 mia. kr. anslås det det ville koste årligt at løfte forsvarsbudgettet til de to pct. som Nato-landene har lovet hinanden at nå op på i 2024. For Danmarks vedkommende bliver det først med ti års forsinkelse, så her og nu er der kun forsvarskompromisets to gange 3,5 mia. kr. i 2022 og 2023 i nye penge til forsvaret.

De i alt syv mia. kr. er en “generel reserve”, der skal håndtere “aktuelle økonomiske ubalancer i Forsvaret, forhøjet beredskab, afledte indsatser, styrket diplomati, humanitær indsats mv.”, fremgår det af aftalen. Flere nye soldater er ikke det, der står øverst på den liste, og først et nyt forsvarsforlig med virkning fra 2024 skal levere det egentlig varige løft af forsvarsudgifterne varigt til de Nato-solidariske to pct.

De første mange penge vil gå til materiel og til at fylde lagre op, så der overhovedet er krudt og kugler at skyde med, uden at det bliver nødvendigt at rationere, sådan som det er tilfældet nu og mindst et år frem. Der ligger også en lang ordreseddel til forsvaret i Grønland, der som bekendt ligesom Rusland grænser op til Arktis.

13.000 flere ansatte

Så det er ganske rigtigt lidt tidligt at begynde at interessere sig for, hvor fremtidige ekstra soldater skal garnisoneres, men uinteressant er det bestemt ikke for de kommuner, der måtte være i spil.

Hvis de øgede midler fordeler sig mellem materiel og personel på samme måde som nu, svarer det ifølge almindelig forholdstalsregning til 13.000 flere ansatte i Forsvaret i løbet af perioden, har Cepos beregnet på basis af tal fra Forsvarsministeriet. Et tal der bestyrkes af, at det samlede antal forsvarsansatte så lander på godt det samme som i 1990-1991, da forsvarsudgifterne sidst passerede de to pct., dengang for nedadgående.

Selv med start i et uvist fremtidigt årstal og fordelt over en årrække er 13.000 statslige arbejdspladser temmelig mange, og hvis man gerne vil have del i dem, så…

Opskriften: Bruge sit netværk

- I politik er det aldrig for tidligt at gøre lidt benarbejde, siger Slagelses borgmester Knud Vincents (V).

Slagelse udmærker sig ved at lægge kommune til både Antvorskov Kaserne og Flådestation Korsør, og når der med forsvarskompromiset skal flere folk under våben, vil borgmesteren gå efter at få sin andel.

Det samme vil, ikke overraskende, også de andre garnisonsby-borgmestre som Kommunen.dk har talt med. Opskriften er også nogenlunde den samme.

Bruge sit netværk, gå i tæt dialog med både Folketing og regering på den ene side og de lokale militære ledelser på den anden side, lyder Knud Vincents opskrift. Han vil gå langt, for at Slagelse Kommune kan leve op til, hvad der er nødvendigt for, at de lokale militære installationer bliver tilgodeset.

Endnu er alt dog temmelig ukonkret, men så meget des større grund til at holde sig til.

Investering frem for afvikling

Også Varde Kommune er hjemsted for to militære installationer, Varde Kaserne og Oksbøl Kaserne.

Begge står højt oppe på listen, når det gælder uddannelse af fremtidigt personel. Varde Kaserne er hjemsted for Hærens Sergentskole, og “vi har Danmarks største øvelsesterræn i Oksbøl”, konstaterer Vardes borgmester Mads Sørensen (V) selvbevidst.

Han kalder Varde en “stærk garnisonskommune” og er af naturlige årsager svært tilfreds med, at der nu bliver flere penge at gøre med i forsvaret efter års høst af den såkaldte fredsdividende efter Den Kolde Krigs afslutning. Den første kolde krig, skulle man måske tilføje.

- Vi er glade for, at man har valgt en investeringsdagsorden frem for en afviklingsdagsorden, siger Mads Sørensen.

Han har 1.350 forsvarsansatte i kommunen, vil hellere end gerne have flere, og er klar til  i et tæt samarbejde med Forsvaret at være behjælpelig med, hvad der måtte behøves. Også i Varde mærkes ukonkretheden dog.

En aftale om en aftale

Ukonkretheden i den mulige udførelse er en konsekvens af ukonkretheden i aftalegrundlaget. Forsvarskompromiset nævner selv, at den “har karakter af en principaftale”, altså reelt blot en aftale om at der skal indgås en række aftaler.

Når det kommer til faktisk personel - hvor, hvilke og hvor mange - er vi er ude i mindst andet geled, og oveni kommer usikkerhed om tidshorisonten. Aftaleteksten er ikke til megen hjælp her. “En række tiltag”, “de nødvendige skridt”, “de nødvendige ressourcer”, nærmere kommer vi det ikke.

Ved seneste forsvarsforlig modtog Holstebro Kaserne en del personel fra andre militære installationer, og borgmester H.C. Østerby (S) ser frem til en gentagelse af scenariet.

- Jeg er overbevist om, at vi skal have en stor del af de nye, siger han uden tøven og tilføjer, at “ja, vi gør noget benarbejde”.

“Der må ikke gå politik i det”

Det er der også andre, der gør. Randers har meldt sig som interesseret i en eventuel ny kaserne til afløsning for den, der blev lukket i 1997, og til det siger H.C. Østerby:

- Jeg håber at man vil anlægge en kvalitetsbetragtning på det, så Danmark får det bedst mulige forsvar for pengene. Der må ikke gå politik i det, siger han.

Når nogen siger, at der ikke må gå politik i noget, så er det som bekendt allerede sket. Og bare at sige det er lige så politisk. Det er, som om ukonkretheden i forsvarskompromiset har bredt sig til forberedelserne forud for udmøntningen.

- Vi er klar, siger således Holstebro-borgmesteren.

Måske mere præcist “klar til at være klar”, som de siger i Hjemmeværnet. På samme måde som forsvarskompromiset indtil videre er en aftale om en aftale, og på samme måde som Nato-landenes Wales-målsætning fra 2014 om at nå de to pct. senest i 2024 blev betitlet “Readiness Action Plan”. Klar til at være klar.