Hvis meningsmålinger står til troende, er regeringen i en mindre tillidskrise, og særligt to af de tre ben skælver, hver gang en ny meningsmåling popper frem. I skrivende stund står Socialdemokratiet til at gå fire-fem procentpoint tilbage, mens Venstre står til en tilsvarende tilbagegang. 

Alt imens står flere partier i oppositionen med åbne arme og tager imod de vælgere, der vender ryggen til regeringsprojektet. Og særligt én bestemt type af vælgere har svært ved at se sig selv hos henholdsvis Socialdemokratiet og Venstre, efter at de er gået i en midter-regering: De populistiske vælgere, fortæller lektor emeritus ved Aalborg Universitet Johannes Andersen.  

Der er sagt og skrevet meget om populisme og populistiske partier og politikere, men i sin nye bog Langt Ude har Johannes Andersen forsøgt at identificere ikke de populistiske partier, men hvem de populistiske vælgere er. 

I sin analyse når Johannes Andersen frem til, at godt 18 pct. af vælgerne kan karakteriseres som populistiske eller marginaliserede vælgere, som både hører til højre- og venstrefløjen. 

Og det er altså særligt disse vælgere, som regeringspartierne har haft svært ved at holde fast i:

- Moderaterne er ikke bare uinteresserede i de populistiske vælgere, men er decideret kritiske over for dem. Og når det ene af partierne i regeringen klart tager afstand til populister, har de to andre partier, der ellers tidligere også har nydt stor tilslutning blandt den vælgergruppe, svært ved at finde det rette ståsted, siger Johannes Andersen. 

- Socialdemokratiet er med sin midtersøgende strategi nogle gange tvunget til at være kritisk over for Enhedslisten og Dansk Folkeparti på fløjene. De har brug for at lægge afstand til dem. 

Men mens Socialdemokratiet og Venstre forsøger at lægge afstand til fløjene, risikerer de samtidig at styrke fløjpositionerne. 

- Den måde, regeringen har ageret på, skaber kun flere marginaliserede vælgere. Rigtig mange vil opleve, at regeringen lægger afstand til flere og flere borgere. Borgere, der synes, at regeringen har fat i den lange ende, bliver til gengæld radikalt færre lige nu, og det er meningsmålingerne også et udtryk for.  

Kampen om udkanten

I sin bog har Johannes Andersen identificeret de populistiske eller marginaliserede vælgere, som han også kalder det, som borgere, der oplever en elite, der jævnligt overtrumfer folkets vilje, og som generelt ikke har tillid til de demokratiske rammer. 

Denne gruppe af vælgere føler sig derfor både marginaliseret og distanceret fra politik, skriver Johannes Andersen blandt andet. 

Tilliden til politikerne har trænge kår. I 1990 havde 46 pct. af borgerne enten “stor tillid” eller “ret stor tillid” til de danske politikere i almindelighed. Det tal steg frem til 2005/2007, hvor 69 pct. af borgerne havde tillid til de danske politikere. Siden er tallet faldet til 47 pct. i 2015 og 51 pct. i 2019. 

Derudover er der klart en tendens til, at denne gruppe af vælgere føler sig geografisk marginaliseret og ‘langt ude’ i forhold til, hvor udviklingen sker. De føler desuden, at der bliver set ned på folk, der bor på landet, at folk uden for de større byer får mindre del i den økonomiske udvikling, end de fortjener, og de er i større grad end resten af befolkningen bange for, at deres lokalområde skal blive koblet af samfundsudviklingen. 

Det er derfor ret tydeligt, at geografi spiller en central rolle for de marginaliserede og populistiske vælgere – og at det altså også er her, at den politiske kamp kan vindes, mener Johannes Andersen. 

- Det er folk, der ofte ikke interesserer sig meget for politik og oplever det med afstand som noget diffust. Op til Folketingsvalget i 2022 var Inger Støjberg fantastisk til at sætte ord på den diffuse fornemmelse af, at der er ‘noget derinde’, der ikke er, som det bør være. 

- Den oplevelse af at være marginaliseret sætter sig i mennesker, og det bliver nærmest en grundlæggende mentalitet og synsvinkel på både store og små spørgsmål. 

Følelsen af at være politisk marginaliseret har derfor også en effekt i lokalpolitik, selvom politikerne ikke på samme måde kan rette skytset mod eliten og København. 

- Nogle borgere bor jo decideret dør om dør, men kan have vidt forskellige oplevelser af at være geografisk marginaliseret. Det handler derfor ikke blot om en politisk tankegang, men om en mentalitet blandt den gruppe. 

Fire populistiske partier

Det er dog ikke ensbetydende med, at den populistiske dagsorden er lige så central, som den kan være op til folketingsvalget. Johannes Andersen henviser blandt andet til, at de partier, som har en relativt høj andel af populistiske vælgere, generelt får lavere tilslutning ved kommunalvalget end til folketingsvalget. 

I sin bog har Johannes Andersen taget udgangspunkt i 2019-valget. Her identificerer han tre populistiske partier: Enhedslisten, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. 

Dengang formåede Socialdemokratiet at appellere til de populistiske vælgere på både venstre- og højrefløjen, hvilket var med til at sikre partiet regeringsmagten. Ved valget hentede partiet desuden en masse populistiske stemmer fra Dansk Folkeparti, som omvendt havde hentet en masse af de populistiske vælgere fra Venstre ved rekordvalget i 2015. 

- Drivkraften for mange af de populistiske borgere har været den geografiske afstand samt indvandring. Mette Frederiksen havde derfor en god pointe i at lægge sig så tæt op ad Dansk Folkeparti på indvandrerspørgsmålet for at neutralisere det emne, siger Johannes Andersen. 

Alliancer skal genoplives

Men med midterregeringen og særligt samarbejdet med Moderaterne har Socialdemokratiet og Venstre svært ved at fastholde de populistiske vælgere, som partierne har.

Særligt har Danmarksdemokraterne støvsuget Venstre for de populistiske og marginaliserede vælgere, som partiet tidligere har haft. Johannes Andersen mener derfor, at prisen for at sidde med i regering kan blive meget høj for Venstre og Socialdemokratiet i forhold til en vælgergruppe, som flere gange har været afgørende for det endelige valgresultat. 

- Jeg vil blive meget overrasket, hvis de kommer til at gå til valg på at genvælge regeringen, alene fordi både Socialdemokratiet og Venstre har måttet lægge så mange bånd på deres eget politiske og oprigtige standpunkt til fordel for et generaliseret midtpunkt mellem de tre partier. 

Johannes Andersen forudser derfor en tid, hvor Socialdemokratiet og Venstre begge har behov for at lægge afstand til midtpunktet. Så skal de igen søge en alliance med partier, som man har brugt tid på at distancere sig fra, hvilket kan blive en svær opgave, forudser han.  

- Hvis man for alvor skal have vind i sejlene, kræver det, at man får fat i en del af de populistiske vælgere, både direkte hos sig selv og også gennem sine alliancepartnere. Socialdemokratiet skal virkelig varme banen op for Enhedslisten, hvis de skal have en forhåbning om at kunne vinde regeringsmagten igen. 

Får svært ved at hente det tabte tilbage

Igen bliver den nuværende midterposition en udfordring, påpeger Johannes Andersen, da regeringen i forvejen har sit flertal. Det sædvanlige politiske spil med at inddrage oppositionen i forlig er derfor ikke nødvendigt, samtidig med at en række partier kan holde sig helt udenfor politiske aftaler og lukrere på borgernes frustration. 

- Regeringen behøver ikke at tænke på andre end sig selv, på nær når det gælder de store forlig, som skal række langt ud. Det betyder, at alle partier i mere eller mindre grad er udenfor det hårde parlamentariske arbejde, hvor man indgår det ene kompromis efter det andet. Lige nu kan de alle lurepasse og være stærkt kritiske. 

Derfor bliver det også en stor udfordring for fx Venstre at skulle hente noget af det tabte tilbage fra.  

- Venstre kan ikke engagere sig i kampen om de populistiske vælgere i blå blok, så længe de sidder i regering. Det er svært for dem at komme med ‘rigtige’ Venstre-holdninger, som kan trække vælgere tilbage fra Danmarksdemokraterne, siger Johannes Andersen. 

Kamp om populisterne 

Man kunne se antydningen til et nyt opgør om netop dele af den gruppe mellem Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne under folketingsvalget sidste efterår. 

Johannes Andersen forudser ikke, at vi kommer til at se denne kamp bryde ud i lys lue lige foreløbig, hvor DF fortsat er ved at finde sine ben under Morten Messerschmidts formandskab. 

- Dansk Folkeparti er lige nu bagud på point, ikke alene på grund af formandsvalg, men også for at finde sig selv i kampen om denne gruppe af vælgere, mens Danmarksdemokraterne lever højt på, at Venstre ligger ned.

Historien har vist, at denne kamp vil blive afgørende for valgets endelige vinder. 

- Danmarksdemokraterne kommer til at kæmpe en tæt kamp med Socialdemokraterne og Venstre om de populistiske vælgere.