Kampagnerne tager form
Kampagnerne tager form
Alle vil slås med Frank
Det virker, som om de fleste partier har tænkt sig at forsøge at spille bold med Frank Jensen frem mod valget. Grundanalysen er selvfølgelig, at kan man slås med overborgmester Jensen og Socialdemokratiet, er man garanteret en god omgang medieeksponering. Samtidig har partierne på begge fløje også en interesse i at forsøge at sætte et pres på Jensen og co., da Socialdemokratiet har en størrelse og en position på midten, der gør, at mange anser det for realistisk at vinde stemmer fra dem.
I Jensens stab er man bevidst om, at man kan 'vælge' modstandere efter behag, men man er også rimelig fast i kødet om, at det som udgangspunkt er Pia Allerslev og Venstre, der skal være hovedfjenden. Ved at have Allerslev som hovedmodstander ligger der en mulighed for at få valget til at handle om de røde mod de blå, altså den konfliktflade vælgerne kender fra Borgen. Men i modsætning til den landspolitiske scene tyder det på, at de 'røde' vælgere suverænt er i overtal i hovedstaden. Der er dog ved at udvikle sig en nærmest religiøs fortælling hos de røde partier på Rådhuset om, at vælgerne i København er meget venstreorienterede.
Her undervurderes det nok, at de borgerlige partier ved de seneste valg ikke har opstillet en stærk billetsælger, og at flere af deres kampagner (for eksempel Søren Pinds 2005-kampagne) har været pivdårlige. Ankom der en borgerlig politiker med en storbyprofil, kunne de røde meget vel få kamp til stregen, hvilket også understreges af, at de borgerlige partier med De Radikale ombord ved folketingsvalget i 2011 tilsammen fik over 50 procent af københavnernes stemmer.
Præsidentvalgkamp
Men med Venstre som hovedfjenden lægger S også op til, at valget skal være et 'præsidentvalg' imellem Allerslev og Jensen om overborgmesterposten, og i den kamp er der stor tro på Jensens evner internt i partiet. Personen Frank Jensen kommer derfor også til at fylde meget i kampagnen, mens der vil blive skruet ned for partilogoet, som der ikke er det store salg i p.t. Benchmarkes Frank Jensen og Pia Allerslevs politiske CV’er, er der da også tale om politikere, der spiller i hver deres liga. Ved de sidste budgetforhandlinger fik vi en forsmag på den Jensen-Allerslev konflikt, som der også vil blive satset på frem mod valget. S vil levere velfærd, mens V vil give skattelettelser!
Mærkesagerne for Jensens kampagne er ikke helt fastlagt endnu, men de tre B’er – børn, beskæftigelse og bander – er overborgmesteren glad for, og han kunne godt tænke sig, at der kom fokus på de resultater, han blandt andet har leveret inden for disse tre områder. Inden for 'børn' vil folkeskolen nok få en mere fremtrædende rollen end ved sidste valg, ligesom der nok også vil være mere fokus på kvalitet i forhold til sidste valg, hvor det handlede en del om kapacitet. Andre politiske emner, der ligger og bobler for at blive mærkesager i Jensens kampagne, er trafik og fokus på forskellige socialt udsatte grupper. Et emne, som måske også kan få noget opmærksomhed, er løndumping. At dømme efter de temaer der er i pipelinen, vil Jensens kampagne blive rimelig rød, og på den måde forsøger man også at differenciere sig fra Thorning og co. fra Borgen, som får kritik for at føre for blå politik.
Ny kampagneleder
Frank Jensen har nu også udnævnt en kampagnechef. I modsætning til de sidste par S-kampagner, hvor det har været renlivede socialdemokrater med god karriere i embedsværket, der var udvalgt til at skulle vinde overborgmesterposten, har man nu valgt en ung kampagnechef med rødder i fagbevægelsen. Matias Bredde Jensen er navnet, og han står til dagligt for faglige og politiske events i LO. Han har en del praktisk erfaring med valgkamp og har blandt andet stået for Helle Thornings dør til dørkampagne i København ved sidste folketingsvalg. De fleste opfatter Matias Bredde som et godt valg, da han har god forstand på kampagner, kan få ting til at ske, har god energi og samtidig kender partiet godt. Enkelte mener dog, at der var brug for en mere 'tung' mand på posten som kampagnechef.
Matias Bredde har allerede taget arbejdstøjet på, da han i weekenden afholdt første modul i kandidatuddannelsen for S-kandidaterne i København. Her skulle de blandt andet træne deres personlige fortælling, arbejde med opbygning af deres teams og kortlægge deres kredse og målgrupper. Så der bliver lagt hårdt ud!
Et af ugens varmeste samtaleemner på Rådhuset er den kommentar, som Enhedslistens Morten Kabell kom med til P4 på ryggen af partiets flotte meningsmåling. Flere mener, at den måde Kabell får udråbt sig selv som storfavorit til ny teknik- og miljøborgmester, nok ikke skaber den bedste stemning internt i Enhedslisten, hvor man har valgt en så flad struktur, at der nok vil være en del kandidater, der vil bruge energi på at positionere sig til forskellige poster.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.