Helle Thorning-Schmidt havde omhyggeligt planlagt sin flugt over plankeværket til præsidentposten i EU, men slap ved en fejl i karrierekabalen ikke væk. Anders Fogh Rasmussen havde mere held med sig, da han, også midt i en embedsperiode, blev udnævnt til krigsherre i NATO. Lars Løkke ligner med sit snylteri, løsagtige omgang med bilag og umådeholdne forbrug af enhver art mere en dead man walking på vej til den elektriske stol end en værdig kandidat til statsministerposten.

Sådan skrev den altid velformulerede forfatter Carsten Jensen i Politiken d. 13.9.2014.

Hvad er det egentlig han gør her? Han medvirker til at skabe eller styrke politikerlede hos dem der læser ham. Han postulerer uden dokumentation at Thorning under hele forløbet op til fordelingen af EU-posterne forberedte et farvel til dansk politik. Og han tager for givet at hun hele vejen igennem løj for den danske befolkning. For hun havde jo talrige gange sagt at hun ikke ønskede en sådan post, men stadig ville være dansk statsminister ved næste valg. At Thorning er en løgner på denne måde, går Jensen ud fra som en selvfølge - ellers havde det været på sin plads at levere bare en lille smule dokumentation. Men det er der ikke tale om. Og at Løkke f.eks. har gjort sig skyldig i umådeholdent forbrug ”af enhver art”, er også bare taget for givet.

For Anders Foghs vedkommende er Jensens tekst ligeledes giftigt formuleret. Bemærk at han ”havde held med sig” til at blive ”krigsherre i NATO” - idet det forudsættes at dét var hvad han hele tiden forsøgte på.

Carsten Jensen excellerer i den slags udsagn. Sådan skrev han i Politiken 13.11.2010: ”Sig det til de døde soldaters efterladte, forældre, søskende og kærester: Han døde i en alder af tyve, fordi der var et taktisk spil i Folketinget, som var vigtigere. Jeres søn døde for opinionsmålingernes skyld.” Her underforstås at Anders Fogh og hans regering – der stod for den danske Afghanistan-indsats (besluttet af forgængeren Nyrup) - lod Danmark gå med for at få gode meningsmålinger. Og med det hele havde Fogh - ifølge Carsten Jensen - blot sin egen karriere for øje:

Udstationeringen i Helmand, det hedeste sted i hele krigszonen, har været et kynisk kalkuleret og helt privat karrieretræk, som ikke har haft noget at gøre med Danmarks position i verdenssamfundet eller politisk vigtighed. Allerede dengang har Fogh vidst, at han gik efter posten som generalsekretær i NATO, og udstationeringen kunne være en god positionering for ham. (Information 3.1.2011).

Jensen er ikke ene om den art smædeskriveri. Som en selvfølge antager danske politiske journalister 1) at vore ledende politikere lyver, og 2) at de har rent selviske karrieremotiver bag deres politiske beslutninger. Sådan skrev webmagasinet for politiske junkies, altinget.dk, om Thornings eventuelle ønske om en EU-toppost:

Ifølge Altinget.dk’s politiske analytiker Erik Holstein er der to grunde til, at danskerne ikke tror på statsministerens gentagne forsikringer om, at hun har tænkt sig at blive på sin plads til den bitre ende. ... Dels er der erfaringerne med Anders Fogh, der benægtede og benægtede, og alligevel gik efter jobbet i NATO. Selvom også Thorning afviser, tror folk ikke længere på den slags forsikringer. Dels står Thorning trods alt stadig til at tabe næste valg. Derfor virker det sandsynligt, at hun hopper videre til et andet topjob inden da,” siger Erik Holstein.

Bemærk at denne analytiker glider umærkeligt fra hvad ”folk” tror - til at det virker ”sandsynligt” at Thorning hopper. Pludselig er ”folks” mening altså også hans mening. Og omvendt: Når kloge analytikere som ham her anser det for sandsynligt at hun hopper (og lyver), så er det vel noget vi alle tror på?

Den ansete politolog Kasper Møller Hansen siger i samme artikel:

Vi ved jo erfaringsmæssigt, at lederne ikke siger, at de er kandidater, selv om de er det. Og så kan danskerne nok godt forstå det dilemma, de står i, der gør, at de ikke kan sige det rent ud.

De vurderer, at hvis hun får tilbudt en fantastisk post, som Danmark på alle måder kunne være stolt af, så vil hun sige ja. (altinget.dk 19.6.2014)

Politologen cementerer her antagelsen om at Thorning ”selvfølgelig” - ligesom andre politikere - vil hoppe hvis hun kan; de kan bare ikke ”sige det rent ud”. Igen en formulering der forudsætter at de hykler - uden dokumentation. Her lægges ingen afstand til rygterne, tværtimod, de opforstørres. Man fristes til at sige at dette er hvad man kan vente fra en politolog. Den herskende doktrin i det fag har nemlig altid været at ligesom vælgerne opfattes som rene ”utility maximizers”, så opfattes politikere som rent strategiske operatører der blot vil mele egne kager. De beskrives jo også som sådan at den politiske journalistik, og de tilskyndes til at være sådan af de spindoktorer de selv hyrer, og som selv hopper frem og tilbage mellem ministerier og ledende medier.

Helt bagvendt er det dermed som om bevisbyrden ligger hos dem der måtte mene at man ikke uden videre skal anse hele politikerstanden for at være løgnere der kun har egen karriere i tankerne. Så her er lidt mod-dokumentation.

Thorning sagde i Politiken og andre medier den 19.6.2014: »Hvis jeg får tilbuddet, siger jeg nej.« Hun væddede endda 1.800 kroner med værten for TV 2-programmet »Natholdet« om at hun blev frem til næste folketingsvalg (B.dk 19.6.14). Men hvis hun virkelig havde den skjulte hensigt at få en EU-post, ville hun så udtale sig sådan? Det ville være umådelig ustrategisk, da det i den grad ville stemple hende som løgner og løftebryder. Hun sagde ikke bare: ”Jeg er ikke kandidat”; man kan jo blive kandidat selvom man ikke er det. Men har man sagt at man vil sige nej, og siger man derpå ja, så har man svigtet og løjet.

Hvordan er det blevet normen i dansk politisk journalistik - derunder hos de altid skråsikre kommentatorer og tilmed også hos akademiske eksperter - at man som en selvfølge betragter vore valgte politikere som selviske løgnere? Og hvad gør det for tilliden til demokratiet?