Jeg elsker at være ungdomspolitiker. Her er plads til at drømme og tænke ud af boksen. Her kan man sige tingene præcis, som de er. Her er det ingen skam at blive klogere og ændre standpunkt. Men lige så snart man ændrer spillepladen fra Radikal Ungdoms sekretariat på Islands Brygge til Christiansborg eller det lokale byråd, ændrer spillereglerne sig. Så bliver ungdomspolitik erstattet af voksenpolitik. Voksenpolitik, som i mine øjne mangler visioner, troværdighed og ærlighed. Det synes jeg er drønærgerligt.

Min ærgrelse skyldes ikke, at der er forskel på ungdomspolitikere og rigtige politikere. Selvfølgelig er der det. Som ungdomspolitiker deltager jeg ikke i den hæsblæsende kamp om vælgernes stemmer, og det giver mig alt andet lige et større manøvrerum, for eksempel til at være visionær ud over det sædvanlige og lave politiske udmeldinger med et ungt glimt i øjet.

Alligevel synes jeg, at voksenpolitik er blevet tandløst og forudsigelig. Politikere, der svarer hudløst ærligt og direkte på spørgsmål, er blevet en by i Rusland. Politikere, der er i politik for at gøre karriere, er blevet normalt. Og politikere, der tør drømme og være visionære, kvæles af pragmatismens og vælgerkampens stramme bånd.

Jeg savner at høre politikere, der svarer på spørgsmål uden forbehold og siger tingene, som de er. Politikere, der ikke er bange for at indrømme det, når de tager fejl, og kan ændre holdning. Politikere, der tør drømme. Politikere, der kan sige ”Sikke et godt forslag, min konkurrent i Folketinget kom med. Det stemmer jeg for, selvom vi støtter to forskellige statsministerkandidater”.

Jeg savner med andre ord et opgør med den visionsløse levebrødspolitiker. Jeg savner en ny politisk kultur. Den vision taler Alternativet også om. Men jeg har ingen problemer med at indrømme, at det er en god vision, selvom jeg er fra Radikal Ungdom og ikke Alternativets Ungenetværk. Tænk, hvis socialdemokrater også kunne sige sådan om Venstre-forslag, uden at der lå en glubsk vælgerstrategi bag.

Nu tænker den folkevalgte systempolitiker sikkert: ”At indrømme sine svagheder, at rose andres forslag. Det viser, hvor fejlbarlig jeg er. Den slags giver vælgersmæk”. Den tanke gennemsyrer også politikerne på fjernsyn. Velvalgte ord skal fyres af. Kritiske spørgsmål skal overhøres. Kritik skal affejes systematisk. Man går i defensiven og beskytter sig selv.

På kort sigt har systempolitikeren sikkert ret. Men på langt sigt er det en enormt farlig strategi. Den vil sætte turbo på politikerleden og forværre en i forvejen forslået tiltro til demokratiet.

Derfor råber jeg op. Jeg vil have mere ungdomspolitik i voksenpolitik. Jeg vil have politikere, der anerkender, at de kan tage fejl. Der tør lære af deres modstandere. Der tør kæmpe for visioner og principper. Der tør sige ”Ved du hvad, Ask Rostrup, det her spørgsmål er hammer-svært at svare på, og jeg er ikke sikker på, hvad min holdning er. Giv mig en uge til at tænke over det, så vender jeg tilbage.”

Taberne i det nuværende Christiansborg-spil er vælgerne og demokratiet. Det har vi ikke brug for. Vi har brug for politikere, der er visionære, ærlige og troværdige. Vi har brug for rigtige politikere.