Det er en ikke bare varm, men glohed stol, Jesper Zwisler sætter sig i, når han 1. november indtager hjørnekontoret i det næsten 60 år gamle rådhus på Frederiksberg. 

For i toppen af kommunen med de knap 100.000 borgere klemt sammen på et areal på størrelse med Københavns Lufthavn er bølgerne gået så højt, at man snarere kan tale om en tsunami, der har skyllet en halv direktion ud af kontorerne. I løbet af det sidste år har to ud af seks direktører frivilligt forladt Frederiksberg, mens en tredje, Suzanne Aaholm, er blevet sendt højlydt protesterende ud af døren. 

Jesper Zwisler er da også fuldt bevidst om, at han kommer til at knokle for sin årsløn på 1.364.036,59 kroner – plus pension.

”Der er en særlig facet ved den ledelsesmæssige opgave her,” siger Jesper Zwisler:  ”Vi har en direktion, der skal kittes sammen påny. Og det er klart, at når direktionen ikke er på plads, har det konsekvenser for hele organisationen. Så på det punkt skal jeg ind og løfte særligt meget i en periode.” 

Egentlig virker det bizart at snakke om afskedigelser med en mand, som er nyansat. Og Jesper Zwisler gør da også klart, at han ikke ønsker at kommentere den konkrete sag om kommunaldirektøren, der blev fristillet i februar og sidenhen fyret. Men han afviser ikke, at sagen har en betydning både for organisation og derfor også for hans job. 

”Sagen om Suzanne Aaholm har påvirket denne organisation. Det er der ingen tvivl om. Sammenhængskraften har haft svære vilkår. Men det traumatiske er overstået. Og når organisationen har rystet sig, så vil den videre. Så begynder man at se fremad,” siger han. 

Frem og tilbage

Og på Frederiksberg ser man fremad ved at se en smule tilbage. 

For halvandet år siden kvittede Jesper Zwisler stillingen som socialdirektør for i stedet at blive kommunaldirektør i Greve. Og det valg fortryder han ikke.

”Det er svært at gå direkte fra en stilling som socialdirektør til kommunaldirektør i samme kommune. Jeg er utrolig glad for, at jeg har været i Greve - også fordi jeg er blevet dekodet som socialdirektør og har kunnet finde mit rum som kommunal­direktør. Jeg har så at sige 

fået lov at træne som kommunaldirektør.  Og så har jeg været glad for at mærke ­vindene et helt andet sted – at skulle fungere i et andet ­miljø.”

Glad for forandring

Men nu hvor Sydkystens vinde har lagt sig, er det igen rådhuset på Smallegade, der danner rammen om Jesper Zwislers arbejdsliv. 

Her træder han ind med de fordele, kendskabet fra hans syv år som socialdirektør giver ham, men også med den grundindstilling, at han er nyansat. Han har forandret sig det sidste halvandet år, og det samme har rådhuset og dets 700 ansatte.

Nu er det op til ham at bruge sin hjemmebanefordel til at genskabe roen og samtidig  føre organisationen videre i et tempo, så alle kan være med. 

”Jeg kan godt lide at skabe forandring. Jeg ved, hvad jeg vil have,” siger Jesper Zwisler: ”Jeg tror på noget, jeg kalder pragmatisk radikalisering. Jeg holder ikke hårdere på mine ideer, end at de skal kunne møde virkeligheden. Men hvis jeg tror på en ide, så er jeg også med til at bære den igennem.”

Men kan der ikke også blive for meget forandring?

”Jo, rimelig mange mennesker oplever, at de bliver jammet af ledelsedsmæssige forandringstiltag, og så mister de orienteringen. Hvor er vi på vej hen? Og der skal man som leder kunne sige: Jeg skal ikke nødvendigvis generere ny forandring oven i alt det andet. Lige nu skal jeg måske pleje, nurse og please organisationen og give plads til den forandring, der skabes nedefra i vækstlagene. Noget skal drives frem af direktionen, mens andet skal drives frem af vækstlagene. Det er en balance.”

Kan du den balance?

”Jeg er opmærksom på den, og det er dog første skridt. Og jeg er også opmærksom på, at der kan være nogen, der siger: ”Slap nu af.” Jeg synes selv, jeg er i stand til at være kritisk overfor, hvor meget jeg sætter i værk. Hvad hjælper det at lægge op til heroiske beslutninger, hvis de ikke kan blive til virkelighed?”