På det sidste har både statsminister Lars Løkke Rasmussen og andre politikere i Folketinget debatteret ghettoer. Jeg er glad for, at ghettoproblemerne kommer til debat, men jeg hører, at der kommer forslag om blandt andet nedrivning af boliger, mere politi på gaden og udgangsforbud for børn under 13 år efter kl. 22 som løsninger på ghettoernes problemer.

Jeg synes, at man i denne debat kun ser de mennesker, der bor i disse områder, som problemer og objekter. Det vil sige, at mennesker bliver tingsliggjort. I debatten peger nogle politikere og debattører fingre ad disse mennesker. 

Når for eksempel emnet bliver diskuteret i tv, peger debattørerne nonverbalt på en stor del af beboerne og gør dem til hovedansvarlige for sociale, kulturelle og andre problemer i området.

Efter min mening signalerer det et menneskesyn, hvor man fokuserer på mangler. Man siger: Der er noget i vejen med jer, jeres kultur og værdier. 

I ghettodebatten bliver menneskene i disse områder, deres kultur, livserfaringer, værdi­grundlag, væremåde og forhold til livet set som samfundsproblemer. Debattørerne ­signalerer, at løsningen på problemerne 

er nedrivning af bygninger, tvungen flyt-

ning til andre boligområder og mere politi på gaden.

Mine løsningsforslag

Både politikere og andre debattører skal reflektere over deres kommunikation og de signaler, de sender til mennesker i disse områder, og konsekvensen af kun at se dem som problemer. Nedrivning af bygninger, mere politi osv. ser jeg som nemme løsninger. Jeg savner mere refleksion over handlinger og menneskesyn hos deltagerne i debatten.

Efter min mening er løsningen på ghettoernes problemer funderet på vores menneskesyn. Se på menneskene, der bor i disse boligområder. Udover problemerne har de også ressourcer. Anlæg et anerkendende menneskesyn, og se dem som mennesker med betydning for samfundet. Af en eller anden grund bliver deres ressourcer ikke brugt og nævnes ikke i den offentlige debat.

En af disse menneskelige ressourcer er for eksempel arbejdskraft. En del fra den yngre generation og deres forældre vil støtte uddannelse og arbejde, men møder barrierer, for eksempel når der skal søges praktikplads eller arbejde. Det kan også kaldes en form for diskrimination, blandt andet på grund af den måde vi debatterer etniske grupper og ghettoer.

Jeg har selv boet mere end 20 år i ghettoer, blandt andet Avedøre Stationsby, og ser nødvendigheden i at debattere disse boligområders problemer, men det er snæversynet at overse det positive ved områderne.

Poler i boligområderne

Den positive pol er den ældre generations budskab til den yngre generation om at være en del af samfundet. De opfordrer de unge til at komme i gang med uddannelse og tager stærk afstand fra kriminelle og voldelige handlinger.

Hvis vi kigger på velfungerende mennesker fra etniske grupper, har en stor del af dem, jeg kender fra mit netværk, deres rødder i forskellige ghettoer. Den negative pol er, at nogle grupper er marginaliserede. For eksempel har forældrene mistet grebet om deres unge, der ikke har nogen forbilleder, hvad angår eksempelvis uddannelse, arbejde og brobygning til det øvrige samfund.

Mulige løsninger til disse boligområder

Jeg oplever gennem mit arbejde, at en stor del af de etniske grupper vil være en del af fællesskabet, men for nogens vedkommende er det svært.

Vi skal i vores grundholdning se mennesker som værende i besiddelse af ressourcer og betydningsfulde for dem selv og det øvrige samfund. Vi skal se på vores skoler, uddannelse og strukturen på arbejdsmarkedet. Jeg mener, at tiden kan være inde til at kigge kritisk på, om skoler og udannelsesinstitutioner er inkluderende eller eksploderende.

Vi skal arbejde aktivt for at nedbryde barrierer og skjult diskrimination på arbejdsmarkedet.

Vi skal sætte tidligt ind mod radikalisering af den yngre generation og forebygge marginalisering af børn og unge.