Billede
Illustration: The Guardian

I Kremls spejlkabinet

Falske nyhedshistorier. Manipulerede fotos. Arrangerede tv-optagelser. Hære af betalte internettrolde. Har Putins Rusland udviklet en ny slags informations­krig – udkæmpet i ”psykosfæren” snarere end på slagmarken? Eller er det bare en kæmpe gang bluff?

longread

Det fænomen, som Margo Gontar fandt det lettest at håndtere, var de døde børn. De vrimlede frem overalt på hendes computerskærme – på nyhedssites og sociale medier – flankeret af overskrifter, som beskyldte fascistiske ukrainske bander trænet af NATO for at have forvoldt deres død. Det var først på året 2014; Krim var lige blevet overtaget af soldater, der så ud og lød til at være russere, men ikke bar nogen nationale kendetegn, ligesom Vladimir Putin med et smørret grin havde forkyndt for hele verden, at der slet ikke var tale om russere. Nu var det østlige Ukraine ved at blive overtaget af separatister. Gontar prøvede at gå til modangreb.

Hun kunne i reglen stedfæste de originale billeder af de døde blot ved at søge på Google. Nogle af fotografierne stammede faktisk fra andre krige af ældre dato; andre stammede fra  gerningssteder for forbrydelser, der ikke havde noget at gøre med Ukraine; der var sågar filmklip imellem. Gontar lagde sine opdagelser ud på et falsifikationssite ved navn StopFake, der var blevet oprettet i marts af frivillige ligesom hende på det journalistiske fakultet på Mohyla-universitetet i Kiev. Det føltes godt at kunne sortere sandheden ud fra løgnen, at føle en slags vished midt i så megen forvirring.

Men sommetider kunne tingene blive lidt mere komplicerede. Nyhedsudsendelserne på russisk stats-tv begyndte at blive fyldt op med buttede, grædende kvinder og ældre mænd, der fortalte historier om, at ukrainske nationalister tævede russisktalende borgere. Disse vidner så ud til at være ægte nok. Men snart skulle Gontar se de samme buttede kvinder og de samme tilskadekomne mænd i forskellige nyhedsprogrammer, hvor de blev udgivet for at være nogle andre. I en rapport gik en kvinde for at være en ”borger i Odessa”, hvorefter hun igen blev præsenteret som ”mor til en soldat”, så som ”borger i Kharkiv” og derpå som ”anti-Maidan aktivist”.

I juli efter nedskydningen af fly MH17 fra Malaysian Airlines over det østlige Ukraine overvågede Gontar internettet og fik lagt en hel mosaik af pro-russiske konspirationsteorier. Hun faldt over et tweet fra en flyleder, der havde set ukrainske jetfly følge efter flyet, selvom hun ikke kunne finde noget bevis for, at denne flyveleder overhovedet fandtes. Hun fandt russisk- og engelsksprogede sites i dusinvis, der nærmest i kor pludselig argumenterede for, at USA havde skudt MH17 ned i et forkludret forsøg på at ramme Putins personlige jetfly. Der kurserede også påstande bragt til torvs af lederne for de russiske separatister i Ukraine om, at flyet var blevet fyldt med lig, inden det lettede – et påfund taget fra BBC-serien Sherlock. Historierne var utrolig sjusket lavet, som om deres ophavsmænd var ligeglade med, om de blev taget i at fuske, og blot ønskede at aflede opmærksomheden fra beviserne for, at de russisk-støttede militser havde skudt flyet ned. Gontar begyndte at fundere over, om hun ikke var ved at gå i Kreml-folkenes fælde ved at bruge så megen tid på at afsløre deres gennemført forfalskede historier.

Inden længe så hun sig selv og StopFake blive en del af historiefortællingen. Russiske medier var begyndt at citere StopFake i deres egne rapporter – men gav det hele en drejning, så at det kom til at se ud, som om Gontar fremstillede den falsificerede historie som den rene og skære sandhed snarere end afslørede den. Det var ligesom at se sit spejlbillede vendt på hovedet. Hun følte sig helt rundtosset.

Når den slags var sket før, havde hun altid tyet til vestlige medier for at få en følelse af fast grund under fødderne, men også her var tingene i skred. Når som helst BBC eller en tysk nyhedsudsendelse publicerede en historie, så de sig nødsaget til at komme med Kremls fremstilling af begivenhederne – fascister, vestlig sammensværgelse og så videre – som modpart for balancens skyld. Gontar begyndte at spekulere over, om ikke hendes søgen efter vished var nyttesløs: Hvis sandheden hele tiden skiftede karakter for øjnene af hende, og enhver historie altid havde en anden side, var der så noget som helst tilbage, som man kunne fæste lid til?

Efter at have arbejdet med StopFake i månedsvis begyndte hun at sætte spørgsmålstegn ved alt. Hvem kunne stå inde for, at det ”originale” foto af det døde barn, hun havde fundet, var ægte? Det var måske også blevet anbragt der? Virkeligheden virkede formbar, porøs. Hvad end det var, russerne havde gang i, var det ikke bare propaganda, der er beregnet til at overtale og tilbøjelig til at blive afsløret. Det her var noget helt andet: Det lod sig ikke blot ikke  gendrive, men syntes at få hele ideen om at føre nogen form for bevis til at fortone sig.
***

Sent sidste år faldt jeg over en russisk håndbog, der hed ”Information-Psychological War Operations: A Short Encyclopedia and Reference Guide (2011-udgaven, der tilskrives Veprintsev et al., og er udgivet i Moskva af Hotline-Telecom, kan købes online for 348 rubler)”. Bogen henvender sig til ”studenter, politiske teknikere, statslige sikkerhedstjenester og embedsmænd” - en slags brugsanvisning for lavt-rangerende informationskrigere. Heri ymtes det, at mobiliseringen af informationsvåben ”virker som usynlig stråling” på deres mål: ”Befolkningen er ikke engang klar over, at den udsættes for påvirkning. Staten slår altså ikke sine selvforsvarsmekanismer til.” Hvor regulær krig opererer med virkelige kanoner og missiler, fortsætter leksikonet: ”Informationskrig er smidig; man kan aldrig forudsige, fra hvilken vinkel eller med hvilke instrumenter angrebet sættes ind”.

Dette leksikon på 495 sider indeholdt en indføring til informationspsykologisk krigsførelse, et glossar med nøglebegreber og detaljerede grafer, der beskriver metoder og strategier til defensive og offensive operationer, herunder ”operationelt bedrag” (maskirovka), ”programmatisk-matematisk påvirkning”, ”desinformation”, ”imitation” og ”tv- og radio-virksomhed”. Om forholdene ved ”normal krigsførelse” forklarer leksikonet, at ”sejr er et spørgsmål om ja eller nej; ved informationskrig kan det være et spørgsmål om dels-dels. Flere konkurrenter kan kæmpe om bestemte emner indenfor den enkeltes bevidsthed.”

Jeg havde altid forestillet mig, at udtrykket ”informationskrig” gik på en slags geopolitisk debat mellem russiske propagandister på den ene og vestlige propagandister på den anden side, der begge prøver at overbevise alle dem midtimellem om, at det er deres version, der er den rigtige. Men leksikonet lod noget mere omfattende ane: Informationskrig handlede mindre om overtalelsesmetoder og mere om ”påvirkning af sociale relationer” og ”kontrol over kilderne til strategiske reserver”. Usynlige våben, der virker ligesom stråling ved at sætte sig udover biologiske reaktioner og lægge beslag på strategiske reserver? Teksten syntes snarere at være udtryk for science fiction på afveje end at udgøre en vejledning for studerende og embedsmænd.

Men da jeg begyndte at dykke ned i nyere russisk militær teori – i historiebøger og dagbøger – gav leksikonets mærkelige sprogblomster pludselig noget bedre mening. Siden Den Kolde Krigs ophør har Rusland været meget optaget af behovet for at kunne matche de kapaciteter, som USA og dets allierede råder over. I 1999 indrømmede den daværende forsvarsminister, marskal Igor Sergejev, at Rusland ikke kunne måle sig militært med Vesten. I stedet foreslog han at slå ind på ”revolutionære baner” og ”asymmetriske forløb”. I løbet af det forudgående årti har russiske teoretikere indenfor militære forhold og efterretningsvirksomhed taget hul på at udvikle mere substantielle ideer om ikke-fysisk krigsførelse – under påberåbelse af, at Rusland allerede var under angreb – på lignende vis – fra vestlige NGO’er og medier.

I 2013 hævdede lederen af Den Russiske Føderations væbnede styrkers generalstab, Valerij Gerasimov, at det nu ville kunne lade sig gøre at nedkæmpe fjenden ved en ”kombination af politiske, økonomiske, informationsmæssige, teknologiske og økologiske felttog”. Det indgik i en forestilling om krig, som ikke hørte hjemme i den fysiske kontakts univers, men i det, som russiske teoretikere betegnede som ”psykosfæren”. Disse fremtidige krige ville ikke blive udkæmpet på slagmarken, men i menneskers sind.

Desinformation og psykologiske manøvrer er lige så gamle i gårde som Den Trojanske Hest. Men det, der udgjorde forskellen mellem Kremls måde at gribe tingene an på og de vestlige konkurrenters, var denne nye betoning af ”psykosfæren” som konfliktarena. Den informationsbårne indsats tjente ikke længere kun som en slags støtteben for en eller anden fysisk kamp eller militær invasion: Nu var den blevet et mål i sig selv. Som den russiske encyklopædi for disciplinens praktiske udøvere rent faktisk konkluderede: ”Informationskrig … er på mange områder ved at erstatte konventionel krigsførelse.”

Ideen fremstod klart nok. Men hvad kunne ”usynlig stråling” virkelig bringe? Var det bare et forsøg på at forsyne det, som amerikanerne kalder ”soft power”, der udøves ved kulturel påvirkning og offentlighedsdiplomati, med en hård kant? Eller var det virkelig en ny form for krig – en, der kunne snøre Ruslands fjender uden at affyre et skud?
***

Henimod slutningen af sidste år fløj jeg til Estland, det lillebitte baltiske land – folketal 1,3 million – der ligger 150 km vest for St. Petersborg. Efter den russiske anneksion af Krim i marts 2014 havde der været megen snak om, at det kunne blive Estlands tur næste gang. (” I dag Krim: I morgen Estland?”, som der stod i en overskrift i britiske ”The Spectator”.) Nogle få måneder før mit besøg var præsident Barack Obama fløjet til hovedstaden Tallinn for offentligt at aflægge løfte om Amerikas engagement i landets sikkerhed. ”Forsvaret af Tallinn og Riga og Vilnius er lige så vigtigt som forsvaret af Berlin og Paris og London,” sagde Obama. ”Så hvis I nogensinde i sådan en situation igen skulle spørge, hvem der vil komme til undsætning, kender I svaret: NATO-alliancen inklusive USA’s væbnede styrker, lige her, på stedet, nu.”

Da Toomas Ilves, Estlands præsident, fulgte mig nedad en lang korridor i sin residens i Tallinn, udpegede han portrætterne af de mænd, som havde styret landet i dets første uafhængighedsperiode – fra zarrigets fald i 1917 indtil Sovjets besættelse af landet efter Anden Verdenskrig. De havde ikke været født under en lykkelig stjerne: ”Han her blev skudt, den anden savnes – er åbenbart blevet dræbt – mens han her blev deporteret,” sagde Ilves, mens vi lod billederne passere revy.

Ilves var iført et konventionelt tweedjakkesæt med butterfly, lidt i modsætning til hans vision om at gøre Estland til Europas digitale frontløber. Regeringen har udråbt internetadgang til at være en menneskeret; borgerne kan stemme, få recepter, klare skattebetalinger og ordne bankforretninger elektronisk samt betale for parkering via mobilen. En ny skoleordning kræver, at alle elever skal lære at lave koder fra syvårsalderen. Ilves, der sandsynligvis sender flere tweets end noget andet statsoverhoved, krydrer sine indlæg og taler med referencer til det sidste skrig indenfor teknologi.

Dette ”e-Stonia”-projekt er praktisk anlagt – en opsøgning af en økonomisk niche – men også symbolsk. Det er en måde at rive landet ud af Sovjettidens stereotype forestilling om landet som Moskvas tilbagestående provins. Det brud med fortiden syntes definitivt fuldbyrdet, da Estland blev NATO-medlem i 2004 – et øjeblik, der skulle markere, at der dukkede et nyt, digitalt orienteret Estland op på den internationale scene, der for bestandig havde frigjort sig for russisk undertrykkelse.

Helt tilbage fra Sovjettiden af plejede russiske nationalister og krigsveteraner fra Anden Verdenskrig i Estland hvert år den 9. maj, der går under navnet Sejrsdagen i Den Store Fædrelandskrig, at samles for at fejre dagen i centrum af Tallinn ved en statue, der kaldtes Broncesoldaten – en stor, arisk udseende kæmpe, der skulle minde om den sovjetiske sejr over nazisterne. Omkring en tredjedel af Estlands befolkning er russisk eller i det mindste primært russisktalende; langt størstedelen af disse er efterkommere af russere, der blev flyttet hertil fra Sovjetunionen efter Anden Verdenskrig, mens i tusindvis af estere blev deporteret til Gulag-lejrene og spredt udover USSR. 1945-1991 steg antallet af russere i Estland fra 23.000 til 475.000. Men efter Sovjetunionens sammenbrud krævede nye love om statsborgerskab, at de russere, der var kommet til landet efter 1945, og de af deres efterkommere, der var født i Den Estiske Sovjetrepublik, skulle bestå en sprogtest i estisk for at opnå statsborgerskab. Spændingerne begyndte at vokse. Mange af russerne anser ikke sig selv eller deres forældre for at være kolonister: Ifølge Kremls officielle linje gav Estland ”frivilligt” afkald på sin uafhængighed i 1941. Nogle af dem følte sig som andenklasses borgere i det nye Estland: Hvorfor stod recepter ikke på russisk? Hvorfor kunne russisksprogede byer ikke have gadeskilte på russisk?

Når nu russiske nationalister samledes ved Broncesoldaten for at synge sovjetiske sange og drapere statuen med flag, begyndte estiske nationalister at arrangere moddemonstrationer sammesteds. I 2006 truede en nationalistisk estisk skribent med at sprænge statuen i luften. I marts 2007 vedtog det estiske parlament at flytte statuen til en soldaterkirkegård – officielt for at sikre ro og orden. Men det fik russiske politikere og medier til at fare i flint. ”Estiske ledere går fascismens ærinde!”, sagde Moskvas borgmester; ”Hvor er det dog usselt!” lød det fra udenrigsministeren. De russiske medier gav landet øgenavnet ”eSStland”. Et vagtkorps, der kaldte sig ”Nattevagten”, slog lejr omkring Broncesoldaten for at beskytte den mod at blive flyttet.

Den 26. april om aftenen, ligesom man skulle til at flytte statuen, gav de sammenstimlede russere sig til at smide med mursten og flasker efter det estiske politi. Der udbrød optøjer. Det kom til plyndringsorgier. En mand omkom. Russiske medier, der er meget udbredte i Estland, rapporterede, at han var blevet dræbt af politiet (det var han ikke), at russere var blevet tævet til døde i færgehavnen (det var de ikke blevet), og at russere var blevet tortureret og havde fået indgivet psykoaktive stoffer under afhøring (det var ikke sket).

Næste dag mødte medarbejderne hos den estiske regering, aviserne og bankerne på arbejde og fandt deres computersystemer sat ud af spillet, lammet af et af de største cyberangreb til dato. E-stonia var røget offline.

Den dag i dag er mange i Estland overbevist om, at hele redeligheden var koordineret fra Moskva af. Det er dog ikke noget, der kan føres bevis for. Efter cyberangrebet fortalte et nationalistisk russisk parlamentsmedlem, spindoktoren Sergei Markov, medierne, at hans assistent havde koordineret angrebet med hjælp fra ”patriotiske hackere” – men sagde, at han arbejdede uafhængigt af Kreml. Det estiske sikkerhedspoliti hævdede at have observeret møder mellem folkene fra vagtkorpset ”Nattevagten” og medarbejdere fra den russiske ambassade. Men det var en noget anden sag at bevise, at urolighederne var blevet koordineret af Kreml. Alt, hvad der med sikkerhed kunne siges, var, at der var nogen, der ønskede at vise den estiske regering, at dens position ikke var så sikker, som den troede. Men sikker mod hvad? ”Sommetider spekulerer vi over, om formålet med angrebene blot består i at få os til at fremstå som paranoide og upålidelige overfor vores NATO-allierede,” ymtede Ilves. ”Og således undergrave tillidsforholdet indenfor alliancen.”

Et overordnet taktisk begreb indenfor den russiske informationskrigsførelse er ideen om ”refleksiv kontrol”. Ifølge Timothy L. Thomas, en analytiker i den amerikanske hærs afdeling for studiet af udenlandsk militær og ekspert i nyere russisk militær historie og teori, går refleksiv kontrol ud på at ”fodre en modstander med specielt tilrettelagt information med henblik på at gøre ham tilbøjelig til af sig selv at træffe den forudbestemte beslutning, som initiativtageren til handlingen ønsker sig”. Med andre ord skal man kende sin modstanders adfærdsmønster så godt, at man kan provokere ham til at gøre det, som man ønsker at få ham til.

Et velkendt eksempel fra Den Kolde Krigs tid afspillede sig ved den årlige militærparade på Den Røde Plads, hvor USSR plejede at vise sine atomvåben og ballistiske raketter fremfor alverden.  Folkene i Sovjet vidste, at dette var en af de meget få lejligheder, hvor vestlige analytikere kunne tage deres arsenal i øjesyn, hvorfor de diskede op med kernevåbenattrapper med exceptionelt store sprænghoveder, der var beregnet til at hensætte Vesten i panik over al den styrke og innovation, der karakteriserede sovjetisk våbenmagt. ”Formålet”, skriver Thomas, ”var at tilskynde udenlandske videnskabsmænd, der ønskede at kopiere denne avancerede teknologi, til at betræde en blindgyde, så at de på den måde spildte værdifuld tid og penge.”

I Sovjettiden havde ”refleksiv kontrol” været genstand for omfattende akademiske studier, hvor pionerindsatsen leveredes af V.A. Lefebvre, en matematisk orienteret psykolog, der ifølge Thomas ”beskrev refleksiv kontrol indenfor et refleksivt spils kontekst og logik”. Tidligt i nullerne udgav det russiske institut for psykologi et magasin på halvårsbasis om dette emne med artikler om ”samvittighedens algebra” og ”refleksive spil mellem mennesker og robotter”.

Overført til informationskrigsførelsens univers betyder ”refleksiv kontrol”, at esterne fastholdes i hele tiden at skulle gætte Kremls hensigter og lammes af manglende evne til at formulere en reaktion på provokationer, hvis oprindelse og formål ikke lader sig bestemme – hvis formål rent faktisk simpelthen kan bestå i at fremkalde en overreaktion. ”Når russiske politikere fremsætter trusler om, at de er i stand til at erobre Estland, betyder det mon så, at de i realiteten vil foretage en invasion?” spurgte Iivi Masso, Ilves’ sikkerhedsrådgiver, da hun sluttede sig til os i præsidentboligen. ”Prøver de bare på at demoralisere os? Eller ønsker de at få vestlige journalister til at citere dem, hvilket vil sende et signal til markederne om, at vi ikke er noget sikkert land at investere i, og således få os til at gå rabundus?”
***

Nogle få måneder efter mit besøg i Estland overværede jeg et seminar om NATO-politik i Kiev, som skulle tage disse nye udfordringer op. Seminaret blev afholdt i noget, der lignede balsalen på et fornemt hotel med søjler udført i stuk og lofter med spejle i. Forrest i rummet befandt der sig en lille mand fra Cornwall, der vuggede frem og tilbage foran en PowerPoint-præsentation.  Det var Mark Laity, en tidligere forsvarskorrespondent hos BBC, der nu er chef for den strategiske kommunikation hos NATO.

Projiceret op på en stor skærm bag Laity vistes der en graf, som forklarede komponenterne i en fortælling: Hvordan konflikt medfører et ønske om forløsning, hvilket udspilles i form af ”aktioner, deltagere og begivenheder”. Det var sådan noget, som de studerende lærte i deres første år på filmskolen eller på kurser for universitetsstuderende i litteraturteori. I denne præsentation betonedes det, at verden skal ses som et ”system af historier” indenfor et ”fortællingslandskab”. For tilhørerne, hovedsagelig folk fra militæret og embedsmænd, var dette en ny måde at betragte verden på. De tog flittigt noter.

NATO er endnu aldrig blevet slået på slagmarken, men Laity ønskede at gøre det klart, at ”fortællingslandskabet” udgjorde en ny og ukendt kampzone – en, hvor NATO ikke længere så ud til at have noget markant overtag. Denne erkendelse er blevet mere udbredt i løbet af det sidste års tid, eftersom Kreml ser ud til at ville prøve at teste koldkrigsalliancens grænser dels subtilt, dels helt åbenlyst. Den semantiske lås, som NATO-traktaten er forseglet med, er Artikel 5, der erklærer, at et militært angreb på ét NATO-land er et angreb på dem alle. Obama citerede Artikel 5 i sin tale i Tallinn, hvor han beskrev den som ”krystalklar”. Men hvad nu, hvis man kunne undergrave dette princip uden at affyre en eneste kugle? Ville et cyberangreb på Bulgarien ved ukendte aktører med russiske sympatier få Artikel 5 til at træde i kraft? Hvad med en mini-opstand i en baltisk grænseby organiseret af lokale kræfter med mistænkelige bånd til russiske sikkerhedstjenester? Ville alle NATO’s medlemslande gå i krig for at sikre, at Estlands netbankløsninger kan fungere?

Siden begyndelsen af konflikten i Ukraine synes Kreml også at have bestræbt sig på at drille og provokere sine vestlige naboer med mere konventionelle metoder. (Rusland insisterer selvfølgelig på, at det forholder sig omvendt.) I 2010 observeredes der ét russisk krigsskib i lettisk farvand; i 2014 var der tale om hele 40. Lettiske jetfly rykkede ud til afvisning af indtrængen fem gange i 2010; i 2014 lå tallet på over 100, da russiske fly formelig vrimlede ind i det baltiske luftrum. I mellemtiden var russiske bombefly i februar blevet observeret udfor Cornwalls kyst.

Alle disse manøvrer sætter NATO i et dilemma. Ikke at reagere ville vise, at organisationen er irrelevant. Det var således nødvendigt for Obama at tage til Tallinn, ligesom den daværende britiske forsvarsminister Philip Hammond i marts måtte komme med den barske udmelding, at ”Rusland har potentialet til at udgøre den største enkeltstående trussel mod vores sikkerhed”. Men på den anden side var Rusland fuldkommen klar over, at NATO var nødt til at reagere. Hvad nu, hvis det ikke kræver mere end det at få NATO til at fremstå som magtesløs?

Hvis slagudvekslingen forlægges til ”psykosfæren”, er NATO’s militære overlegenhed irrelevant – ja, den bliver faktisk en akilleshæl, fordi selve alliancens magtfylde gør den mindre håndterbar og mere sårbar overfor undergravende virksomhed. Sidste vinter mødte jeg Rick Stengel, amerikansk viceudenrigsminister med ansvar for offentlighedsdiplomati og således en af dem, der er ansvarlige for at formulere det amerikanske svar på Ruslands tvetydige informationsaktiviteter. Stengel, tidligere redaktør på det amerikanske magasin Time, arbejder med udgangspunkt i det kontor i Washington, hvor Georg Marshall engang havde siddet og lagt den efter ham opkaldte plan for genopbygningen af Europa efter Anden Verdenskrig. Om weekenden pendler han så hjem til New York, hvor jeg mødte ham i hans stamcafé på Upper West Side.

”Hos Time var mit motto: ”Vi forklarer verden for Amerika og Amerika for verden,” fortalte Stengel mig. Han ser sit nye job bestå i at folde denne filosofi ud i en større arena – en, hvor tålmodig historiefortælling baseret på identificerbare kendsgerninger stadig kan blive kronet med succes. Siden anneksionen af Krim har Stengels team opstillet lister over facts, som det lægger ud på de sociale medier i et forsøg på at imødegå Kremls desinformation – som den amerikanske regerings officielle modstykke til det ukrainske StopFake websted. Stengel kalder det ”et realitetstjek af Kremls linje”.

Hans opmærksomhed er ikke kun rettet mod Rusland: Udenrigsministeriet har også lanceret en Twitter-kampagne mod Islamisk Stat, der hedder ”Think Again Turn Away” og hvis formål er at fremkomme med ”nogle sandheder om terrorisme” for at afskrække folk fra at lade sig hverve til IS. (I betragtning af IS’ store rekrutteringssucces fremstår det ikke helt klart, at der skulle være tale om nogen gedigen succes). Det er en måde at gribe tingene an på, der er dybt forankret i den liberale journalistiks principper: Hvis han kan fremkomme med bedre argumenter og stærkere beviser, mener Stengel han bør vinde debatten.

***

Dengang i november, da jeg mødtes med Stengel, var Manhattan tilplastret med plakater for RT – Ruslands statsdrevne internationale nyhedskanal. RT America, der gik i luften i 2010, havde iværksat en reklamekampagne, der lovede en alternativ vinkling i forhold til de amerikanske mainstream-medier. ”Inden jeg overtog min nuværende post, havde jeg aldrig set RT,” fortalte Stengel mig. Kanalen finansieres af Kreml, har et skønnet årsbudget på 230 millioner dollar og sender på engelsk, tysk, spansk og arabisk. RT påstår at have en ”global rækkevidde” på 700 millioner mennesker og siger, at dens videoclip er blevet set af mere end 2 milliarder brugere online, hvilket gør senderen til ”YouTube’s førende nyhedsleverandør”.

Mantraet for Margarita Simonjan, der er leder af RT, er: ”Der findes ikke noget, der hedder objektiv reportage.” Det kan der være noget om, men RT’s mission er at presse dette banale udsagn helt til bristepunktet. I en tid, hvor mange i Vesten har mistet tilliden til integriteten og autoriteten hos mange mainstream-mediehuse, synes RT helt at have omfavnet ideen om, at efter at objektivitetsbegrebet nu engang er eroderet, er alle historier lige sande. I Amerika, hvor rundspørger har vist, at tilliden til medierne aldrig er vendt tilbage til det niveau, den havde før invasionen af Irak i 2003, viste RT’s plakater George W. Bush, da denne fejrede sin ”Mission Accomplished” – med pointen: ”Dette er, hvad der sker, når der ikke er plads til andre synspunkter.” Det var svært ikke at nikke ja til det budskab.

Plakaterne byder imidlertid ikke på noget argument for at fæste lid til Putins tv-station; hovedbudskabet er, at man ikke kan stole på de vestlige medier. Det er alt for let at påvise, at RT’s dækning er fyldt med konspirationsteorier og latterlige løgnehistorier: Et program viste falske dokumenter, der skulle tjene til at bevise, at USA var i færd med at vejlede den ukrainske regering om, hvordan den kunne foretage en etnisk udrensning af russisktalende borgere fra det vestlige Ukraine. En anden RT-reportage undersøgte, hvorvidt CIA havde opfundet ebola for at bruge det som et våben mod ulandene. Tilrettelæggerne sætter sjældent spørgsmålstegn ved ”eksperternes” synspunkter ved drøftelser af emner såsom konflikten i Syrien – hvor Moskva har støttet præsident Bashar al-Assad. En regelmæssig gæst har ladet ane, at den syriske borgerkrig blev ”planlagt i 1997 af Paul Wolfowicz”, mens en anden har beskrevet antallet af dødsofre som ”en koproduktion mellem CIA, MI6 og Mossad”.

RT’s småfejl er veldokumenterede ikke mindst af StopFake, men journalistisk troværdighed synes ikke at være det, som stationen prioriterer højest. Hvis en linje om, at objektiv reportage er umulig, betyder, at en hvilken som helst stillingtagen, hvor bizar den end måtte være, så hverken er værre eller bedre end nogen som helst anden, vil virkningen til syvende og sidst være den, at alle medieorganer fremstår som lige utroværdige – ligesom eventuelle journalistiske fejldispositioner hos BBC eller New York Times ophøjes til at være ubestridelige tegn på, at de er lakajer for deres respektive regeringer.

 

De fantasier fra konspirationsteoriernes overdrev, der gennemsyrer RT’s udsendelser, minder om ”aktive foranstaltninger”, den gammelkendte psy-ops-taktik fra KGB, som den sovjetiske afhopper Oleg Kalugin beskrev som ”efterretningstjenesternes hjerte og sjæl”. Afdelinger, der var sat til at udføre aktive foranstaltninger, søgte ikke at indsamle efterretninger. Deres mål, sagde Kalugin, var ”undergravning: at drive kiler ind i det vestlige samfund, især NATO, og svække USA.” En foretrukken taktik bestod i at levere falske historier, ”dezinformatsiya”, til internationale nyhedskanaler. En historie fra først i 1980’erne fremkom med omhyggeligt tilrettelagte medicinske beviser for, at CIA havde opfundet aids med henblik på at aflive den afroamerikanske befolkning.

”Men det, der udgjorde forskellen mellem Kremls måde at gribe tingene an på og de vestlige konkurrenters, var denne nye betoning af ”psykosfæren” som konfliktarena. Den informationsbårne indsats tjente ikke længere kun som en slags støtteben for en eller anden fysisk kamp eller militær invasion: Nu var den blevet et mål i sig selv.”

Hvor KGB engang ville have brugt måneder eller år på at plante veltilrettelagte falsknerier via agenter, der opererede under dække, i Vesten, er den ny dezinformatsiya billig, grovkornet og hurtig: lavet på få sekunder og så smidt på nettet. Målet synes mindre at være at slå alternative sandheder fast end at sprede forvirring om, hvad der egentlig er sandt. Lidt på den samme led opererer de professionelle pro-Putin onlinetrolde, der hjemsøger kommentarsektionerne på websiderne for at gøre det umuligt at føre nogen form for konstruktiv samtale. Som Shaun Walker for nylig rapporterede her i The Guardian, aflønnes medarbejderne på en ”trolde-fabrik” i St. Petersborg med cirka 5000 kroner om måneden for at agere regulære internetbrugere, der forsvarer Putin, poster karikaturer af udenlandske ledere og udbreder konspirationsteorier – for eksempel, at de ukrainere, der protesterede på Maidan, fik te, der var tilsat stoffer, hvilket fik dem til at vælte det ukrainske (Moskva-venlige) styre.

Overordnet set udgør alle disse tiltag en slags linguistisk sabotage af fornuftens infrastruktur: Hvis selve muligheden for rationel argumentation fortoner sig i uvishedens tåger, er der ikke noget grundlag for debat – og det kan forventes, at publikum konkluderer, at det ikke giver nogen mening at prøve at finde ud af, hvem der har ret, eller sågar at gide høre efter.

***

Den tankegang, som Kremls informationskrigsførelse synes at sigte på at fremelske, passer i grunden meget godt til europæernes indstilling netop i disse tider. I et dokument kaldet ”Den konspiratoriske tankegang i en overgangstid”, som så på udbredelsen af konspirationsteorier i Frankrig, Ungarn og Slovakiet, konkluderede et forskerteam fra europæiske tænketanke, at den ”nuværende overgangsperiode i Europa har resulteret i øget usikkerhed om kollektive identiteter og et følt kontroltab. Dette udgør så igen en ideel forudsætning for udbredelsen af konspirationsteorier.” Hang til konspirationsteorier florerer især hos tilhængerne af nationalistiske og populistiske højrefløjspartier såsom Front National i Frankrig og Jobbik i Ungarn – der støtter og støttes af Moskva. (Marine Le Pen indrømmede i november, at Front National havde optaget et lån på 90 millioner kroner hos en bank i Moskva, der ejes af en Kreml-venlig forretningsmand; hun insisterer på, at aftalen ikke har noget at gøre med hendes opbakning til Putins anneksion af Krim.) Omkring 20  % af Europa-Parlamentets medlemmer tilhører nu partier – overvejende langt ude på højrefløjen – der sympatiserer med Moskva.

”'Fortællingslandskabet' udgjorde en ny og ukendt kampzone – en, hvor NATO ikke længere så ud til at have noget markant overtag. Denne erkendelse er blevet mere udbredt i løbet af det sidste års tid, eftersom Kreml ser ud til at ville prøve at teste koldkrigsalliancens grænser dels subtilt, dels helt åbenlyst.”

Betydningen af disse partier er vokset i takt med faldet i tilliden til de enkelte nationalstaters regeringer. I tider præget af økonomisk og geopolitisk usikkerhed tyr folk gerne til bizarre teorier som forklaring på krisen. Var dette den ”usynlige stråling”, som det russiske leksikon om informationspsykologisk krig henviste til? Når først ideen om en rationel diskurs er blevet undergravet, er der kun ren signalværdi tilbage. Den part, der fortæller de bedste historier og gør det mere pågående – uden at være tynget af betænkeligheder om sandhedsindholdet – vil fortrænge en part, der prøver at ”bevise” kendsgerninger på metodisk vis.

Hvad man end ellers kan sige om Kremls informationsstrategi, står den uden tvivl helt i samklang med tidsånden; et fænomen, der også kan iagttages i Amerika og Storbritannien, hvor det, som talkshowværten Stephen Colbert med et mindeværdigt ord kaldte ”truthies (halve og kvarte sandheder)”, kan stikke en diskurs baseret på facts.

”Der er to mulige måder at gribe informationskrigen an på,” erklærer leksikonet. Den første måde ”erkender objekters forrang i den virkelige verden” og forsøger så at påvirke disse i positiv eller negativ retning ved at bruge spin. Den ”mere strategiske” metode, fortsætter argumentationen, ”prioriterer informationen fremfor objekterne”. Med andre ord synes leksikonet at sige, at virkeligheden kan blive genopfundet.

Rusland er næppe alene om at udforske disse metoder. I Asien er Kina tyet til en potent blanding af psykologisk og juridisk krigsførelse for at underbygge sit krav på herredømmet over Det Sydkinesiske Hav. En rapport fra 2013 kaldet ”Kina: De tre former for krigsførelse”, der blev udarbejdet for Pentagon af en gruppe eksperter under ledelse af Stefan Halper fra Cambridge University, beskriver den kinesiske reaktion overfor Filippinerne på grund af et dødvande med en omstridt banke, som begge lande gør krav på, hvori der indgik økonomiske sanktioner, psykologisk intimidering (i form af, at krigsskibe sejlede ind i filippinsk farvand) og en mediekampagne, der beskrev Manilas adfærd som værende ”ekstrem” i faretruende grad. ”Krigsførelsen i det 21. århundrede står i en ny og dynamisk dimensions tegn,” skriver Halper, ”nemlig troen på, at det er mere vigtigt, hvis fortælling der vinder, end hvis hær der vinder.”

”Journalister oplæres til at rapportere begge parters syn,” fortalte en frustreret Stengel mig. ”Når Kreml siger, at der ikke er russiske soldater på Krim, bliver de nødt til at gentage det. Hvordan kan man få skovlen under nogle, der bare opdigter historier?”

Måske skyldtes det jetlagget eller den måde, hvorpå mørket meget pludseligt sænker sig over Manhattan midt om vinteren, men da jeg gik hjem fra mødet med Stengel, kunne jeg ikke lade være med at gøre mig tanker om en fremtid oversvømmet af desinformation, hvor et argument altid ville kunne anfægtes og intet synspunkt ville fremstå som mere autoritativt underbygget end noget andet. Men næsten med det samme greb jeg mig i det: Hvad nu, hvis følelser som dem, jeg havde, var et led i spillet? I en informationspsykologisk krig findes der ikke nogen klare sejre, ikke nogen flag, der kan hejses, og grænser, der kan flyttes – kun uendelige intellektuelle spilfægterier ude i ”psykosfæren”, hvor sandheden kunne ende med at være det modsatte af det, som man havde antaget til at begynde med. Er formålet med RT for eksempel at udbrede nyheder, konspirationsteorier og synspunkter? Eller består formålet hermed i at projicere et indtryk af russisk styrke og tillid – hvilket betyder, at man ved hele tiden at tale om stationens skamløse attitude blot konsoliderer denne opfattelse?

Jeg begyndte at spekulere over, hvorvidt selve ideen om informationspsykologisk krig – forbundet med antydningen af, at Rusland havde fundet frem til et obskurt våben, som Vesten ikke har noget svar på – ikke i sig selv udgjorde en slags informationskrigsførelse. Måske var leksikonet og dets snak om ”usynlig stråling”, som kunne sætte ”biologiske forsvarsværker” til vægs, bare endnu en gang bluff – ligesom de falske atomvåben, der blev stillet til skue på Den Røde Plads for at lede emsige vestlige analytikere ned igennem et spejlkabinet. Og hvis dette simpelthen var det 21. århundredes opdaterede version af det klassiske eksempel på ”refleksiv kontrol”, hvor man forleder sin fjende til at gøre det, som man vil have ham til at gøre – så kunne jeg ikke lade være med at fundere over, om dette essay, den artikel, du sidder og læser nu, kunne være et led i planen?

Kommunikation

Tilmeld dig nyhedsbrevet