Det fænomen, som Margo Gontar fandt det lettest at håndtere, var de døde børn. De vrimlede frem overalt på hendes computerskærme – på nyhedssites og sociale medier – flankeret af overskrifter, som beskyldte fascistiske ukrainske bander trænet af NATO for at have forvoldt deres død. Det var først på året 2014; Krim var lige blevet overtaget af soldater, der så ud og lød til at være russere, men ikke bar nogen nationale kendetegn, ligesom Vladimir Putin med et smørret grin havde forkyndt for hele verden, at der slet ikke var tale om russere. Nu var det østlige Ukraine ved at blive overtaget af separatister. Gontar prøvede at gå til modangreb.