Velfærd
I 20 kommuner vokser børnefattigdommen
Velfærd
I 20 kommuner vokser børnefattigdommen

Knap 54.000 børn eller 4,7 pct. af alle børn vokser op i relativ fattigdom, men tallet har i fire år i træk været faldende - fra 2020 til 2021 faldt antallet eksempelvis med 2700.
I 20 kommuner går dog det den forkerte vej. Her er antallet af børn, der lever i fattigdom, stigende.
Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), der har kortlagt, hvor mange børn der vokser op under fattigdomsgrænsen i de forskellige kommuner.
Tallene er målt fra 2015-2021. 2021-tallene er de nyeste, som er tilgængelige og tager udgangspunkt i Danmarks Statistik.
Færre på kontanthjælp
Direktør i AE Lars Andersen glæder sig i første omgang over den overordnede tendens og fortæller, at det blandt andet skyldes, at det er lykkedes at nedbringe antallet af folk på kontanthjælp:
- Det skyldes specielt, at vi har haft så god en økonomisk udvikling. Vi har kunnet se en masse tidligere kontanthjælpsmodtagere komme i job, og overgangen fra kontanthjælpsydelse til løn betyder jo altså, at mange arbejder sig ud af fattigdom, siger han.
Men så er der de kommuner, der halter efter. Det er steder, hvor det generelle indkomstniveau er lavt, siger Lars Andersen:
- Det er den københavnske vestegn, det er Syd- og Vestsjælland, det er Sydjylland og dele af Fyn. Det er områder, hvor vi generelt kan se, at indkomsterne er lavere end andre steder, siger han.
Geografisk skævhed bekymrer
Den største relative stigning i antallet af fattige børn i 2021 var i Morsø Kommune, hvor tallet steg med 50 eller 1,4 pct. Frederikshavn Kommune noterer sig for det største fald i fattige børn med 140 - 1,3 pct.
Det er netop den geografiske skævhed, der bekymrer Mødrehjælpens direktør, Ninna Thomsen.
- I nogle kommuner er der nærmest ingen fattige børn, og andre steder er det hvert 11. barn, der lever i fattigdom. Det er en stigende tendens, og det er voldsomt. Det er man nødt til at gøre noget ved politisk, for det kan ikke passe, at Danmark skal knække over på den måde, siger Ninna Thomsen.
Hun peger også på, at denne analyse bygger på tal fra før inflationsstigningen. Derfor kan det se værre ud nu, siger hun.
Fattigdomsgrænsen varierer alt efter familietypen. For en familie med to voksne og et barn er skillelinjen for eksempel en årsindkomst på 247.500 kr.
For familier med en voksen og et barn er grænsen 178.700 kr.
Store konsekvenser
Det kan have store konsekvenser på både kort og lang sigt at vokse op i fattigdom, siger Iben Nørup, lektor på Aalborg Universitet, hvor hun blandt andet forsker i udsatte grupper.
På den korte bane kan det være, at der ikke er råd til at holde en ordentlig fødselsdag, købe skoletasker og have tøj til årstiderne, og at ferier er udelukket - det skaber et socialt skel.
På den lange bane siger forskningen, at folk opvokset i fattigdom har flere helbredsproblemer og lever kortere, siger Iben Nørup.
- Så det er ret vigtigt at få det forebygget tidligt i barndommen, siger hun.
Ninna Thomsen siger, at det politisk - blandt andet - handler om noget så grundlæggende som at sikre, at der skal være råd til at bo i hele Danmark.
- Ellers sker der et skred.
Mange af de her forældre har løs eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet, men der er masser af ledige stillinger rundt omkring. Har den enkelte ikke også et ansvar?
- Den enkelte har helt sikkert et ansvar, siger Ninna Thomsen.
- Det er en meget blandet gruppe. Der er dem, som har mulighed for at komme i gang med arbejde, og så må man gøre noget, så de familier, der ikke har - eksempelvis på grund af psykisk sygdom eller hvis de kun kan arbejde ti timer om ugen - kan få et værdigt liv.
Flest fattige børn i Syd- og Vestsjælland
- Andelen af børn, der vokser op i relativ fattigdom, er højest i kommunerne Lolland, Brøndby, Guldborgsund, Langeland og Slagelse. Her ligger andelen mellem 7,5-9,1 pct..
- I Egedal, Allerød, Gentofte, Skanderborg og Solrød er andelen lavest. I Egedal vokser eksempelvis kun 1 ud af 50 børn op i relativ fattigdom.
- Mange af de børn, der vokser op i relativ fattigdom, tilhører familier, hvor forældrene er på en offentlig ydelse eller har en svag eller løs tilknytning til arbejdsmarkedet i lavtlønsjob.
Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.





















