Jeg sidder i skrivende stund og skal forberede mig på forhandlinger på børneområdet.

Foran mig ligger regeringens udspil ”Børnene først”, som er grundlaget for forhandlingerne. Og skal man tro regeringen, er der næsten kun fordele ved at tvangsfjerne børn tidligt. 

Men ved siden af ligger en kritisk gennemgang af regeringens udspil skrevet af en frivillig aktionsgruppe af fagpersoner med dyb indsigt i børns trivsel og velfærd. Og disse eksperter er stærkt kritiske over for det, de kalder ”voldsomme indgreb i familiernes frihed”. 

Især efterlyser aktionsgruppen mere dokumentation for regeringens påstande om bortadoptioners lyksaligheder. Dertil skriver gruppen, at man slet ikke kan vurdere effekten af indgrebet med sikkerhed, fordi sagsbehandlere vurderer meget forskelligt. 

Faktisk viser flere undersøgelser, at det på alle måder går flere af de anbragte børn dårligt sammenlignet med ikke-anbragte børn.

Skinhelligt forhold til ekspertviden

Jeg synes, afstanden mellem regeringens og aktionsgruppens udlægning af tvangsfjernelser er symptomatisk for regeringens skinhellige forhold til fakta og ekspertviden. Regeringen hævder, at dens politik bygger på ekspertviden. Men i realiteten lytter de kun til eksperter, som giver dem ret i deres mavefornemmelser. 

Så vidt ingen forskel på corona-håndteringen og børneområdet. Men hvor Mette Frederiksens corona-jerngreb forhåbentlig er midlertidigt, så er det uden udløbsdato for de børn og familier, der risikerer at blive ofre for regeringens politiske målsætning om flere permanente tvangsanbringelser.

Så med udgangspunkt i disse kritiske fagfolks rapport har jeg flere spørgsmål til regeringen: Hvor er den evidens, der rent faktisk beviser en gavnlig effekt af tidlig tvangsanbringelse? Hvor er forældrenes rettigheder i regeringens udspil? Og hvad blev der af forebyggelse og hjælp til udsatte familier?

Mere tillid til fagpersonerne

I Nye Borgerlige har vi fra starten været kritiske over for en politisk målsætning om at gøre flere tvangsanbringelser permanente. Sådan en central målstyring sætter jo i sagens natur fagligheden til side. Jeg foretrækker, at man fra politisk side viser tillid til fagpersoner. 

I mine øjne er det absurd ikke at fokusere på forebyggelse frem for tvangsanbringelser. Jeg forstår godt, at det kan klø i fingrene for at gøre noget, når børn ikke har det godt. Men al menneskelig erfaring peger bare på, at vi som mennesker er så tæt forbundne i vores familier, at staten aldrig kan kompensere for dette.

Så i stedet for en stærk stat foretrækker jeg stærke familier. Børnene kan ikke betragtes som løsrevne individer fri for familiære bånd. De skal hjælpes der, hvor de er, og det betyder hjælp til hele familien. Vores system skal vise sig så fleksibelt og menneskeligt som muligt, hvis det skal lade sig gøre.

Så mit indspark i forhandlingerne bliver foruden kritiske spørgsmål et ønske om fokus på forebyggelse. For flere tvangsanbringelser må aldrig blive et mål i sig selv. Ingen forældre skal fratages deres børn, uden det er absolut nødvendigt og sidste udvej.