Jeg er vokset op på en gård i det vestjyske, hvor der var en stor kvalitetsbevidsthed og kærlighed til fødevarer. Mine forældre gik meget op i, at familien var samlet omkring måltidet. Måltider, hvor det var helt naturligt, at man ikke øste mere op, end man kunne spise. Jeg tror rigtig mange af os, der voksede op i firserne, blev gjort opmærksom på de sultne børn i Afrika og derfor voksede op med det refræn, at man ikke skulle levne.

Vi var på mange måder selvproducerende. Jeg var vant til at spise de lam, som vi navngav, klappede på hovedet, gav sutteflaske, hvis de trængte. De blev registreret, øremærket, og når de blev slagtet, kunne jeg følge med i den her lille bog, som jeg selv havde været med til at føre, og vide, hvilket lam vi så skulle spise til aften. Det var den der ‘fra jord til bord’- bevidsthed, som jeg synes, på bekymrende vis, er gået alt for meget tabt i det danske samfund. Nøjagtig den bevidsthed, som jeg synes, min egen barndom har båret præg af.

Nogle af de bedste hyggestunder, jeg kan huske, var, når jeg fik lov til at være længe oppe en efterårsaften for sammen med min far  at smutte hjemmedyrkede, nykogte rødbeder, der skulle syltes i sukker-eddikelage.

Jeg er enormt betaget af sydeuropæernes kærlighed til fødevarer, og jeg kan godt blive ked af det, når jeg ser, hvor lidt danskerne går op i kvalitet. Heldigvis kan vi se, at gode, danske, lokale råvarer, og økologiske produkter er på fremdrift, selvom det jo ikke er slået igennem alle steder. Samtidig har det her nye nordiske køkken vist os, at vores gode, gamle, danske råvarer, som har været gået i glemmebogen og sat i skammekrogen, virkelig kan noget.

“Mælken kommer ikke fra kartonen …”
Vi har i regeringen nedsat et Advisory Board, som skal rådgive os, tværministerielt, om bedre mad, måltider og sundhed generelt. Hvordan kan vi for eksempel skabe god kultur og traditioner omkring måltidet? Det handler jo rigtig meget om sociale relationer også; folk, der er ensomme og spiser alene, bliver fremmedgjorte over for mad. Vi skal have genskabt kontakten til rødderne - ligesom de siger i et børneprogram: “Mælken kommer ikke fra kartonen, den kommer fra koen.” Nøjagtig den bevidsthed, som jeg synes, min egen barndom har båret præg af.  

Jeg synes desværre, at diskussionen omkring sundhed ofte kommer til at handle om, at det er dyrt at leve sundt. For det første er det forkert. Du kan sagtens købe en pakke havregryn til 8-10 kroner, som er nærende. Du behøver ikke købe den til 16 kroner. For det andet; så handler det i høj grad om, at man har mistet viden om, hvad råvarer kan! Hvordan man tilbereder dem. Et dansk hvidkål er billigt og sundt, men rigtig mange ved ikke, hvad man kan lave med et hvidkål. Det handler om maddannelse. Om at forældre skaber traditioner omkring måltiderne. At man går op i madlavning og inddrager børnene, så de er med i hele processen - som også handler om at rydde op bagefter og så videre.

Det er vigtigt, at der er en bevidst kostpolitik ude i de enkelte daginstitutioner og skoler. Hvad enten det så er, hvad der skal være i madpakken, eller at sørge for, at der ikke sidder nogen børn uden madpakker - for det kan vi se, at der gør. I regeringen er vi med til at understøtte madordningerne ude i kommunerne, men det er vigtigt, at institutionernes  kostpolitik og holdning er lokalt forankret. Vi skal hjælpe, men vi skal ikke tage initiativet fra dem, der kan selv, og fra de forældre, som er knaldhamrende gode til at lave inspirerende madpakker til deres unger.

Vi arbejder jo også på, at flere ældre på plejehjemmene kan få mad, der er produceret lokalt. Vi kan se, at der nu er 69 kommuner, der er gået fra centralkøkken til lokal madlavning. Det er 14.000 ældre, der nu oplever, at maden kommer fra et køkken lige i nærheden af dem. Mad, der smager, dufter og ser indbydende ud.

De seneste sundhedstal viser, at over halvdelen af den danske befolkning har for meget på sidebenene. Samtidig har vi en stor gruppe af unge mennesker, der er tyndfede. Fedme, som ikke har sat sig på sidebenene, men som fedtophobning omkring de indre organer.  Et resultat af et sygeligt billede på et perfekt kropsideal, som giver et unaturlig og usundt forhold til kost. Mit budskab og motto er: Du bliver, hvad du spiser. Det er bare eviggyldigt.

Da jeg gik i skole, sneg vi os da til bageren og købte en romkugle en gang imellem. Jeg er ikke sukker-fascist i den forstand - det skal bare forefindes i mængder, der giver mening. De der unge, der render rundt med en energidrik i hånden, og det er så deres mad den dag; det duer ikke. Der skal være en bevidsthed ude på skolerne om, at uden næring og energi til hjernen er evnen til at sidde i sjette klasse og lære matematik forsvindende lille.

Der ligger ikke noget i min indkøbskurv, som jeg ikke er stolt af, eller som jeg forsøger at skjule, men der er ingen tvivl om, at jeg i en periode i mit liv, da jeg var politisk ordfører og ‘på’ 24/7, var afhængig af Cola Zero. Jeg drak alt, alt for meget af det for at kunne holde mig kørende. Når jeg stod op om morgenen, var det første, jeg tænkte på, Cola Zero, ellers kunne jeg simpelthen ikke komme i gang. En dag tog jeg en kold tyrker. Det var skræmmende svært at stoppe.  

Jeg er meget glad for vores forsøgsordning med medicinsk cannabis, som nu har været i gang i tre måneder. Jeg bruger selv hampefrø i min madlavning derhjemme; i brød og  mysli og også i mine cremer og olier. Hampefrø uden THC indhold. Det er et fantastisk produkt.

Jeg ved ikke, hvad den bedste fødevare for krop og sjæl er? Men avocado er godt. Men også svær. Joe & The Juice har et skilt med avocado, hvor der står: Not yet. Not yet. Not yet. Not yet. EAT ME NOW. Too late.

Hvis jeg var en fødevare, ville jeg være en mør, velhængt, rød bøf, grillet - lidt hård på overfladen, men blød inden i … Ikke en avocado. Nej, den er for forgængelig.