Billede
Fra 1900 til 1950'erne flyttede folk i tusindvis til Hvidovre, og det gav behov for veje, skoler, beboelseskvarterer og kloakering. Og i 1955 blev sognerådet, der holdt sine møder i en toværelseslejlighed på Hvidovre Torv, erstattet af en kommunalbestyrelse med borgmester og rådhus. Foto: Büro Jantzen

Hvidovre betalte hans ph.d. – nu fortæller han forstædernes historie

Forvandlingen til noget nyt og smartere risikerer at rive de gamle forstæder over på midten mellem gamle beboere i betonblokke og rige tilflyttere i villakvarterer, advarer Poul Sverrild. Han har netop forsvaret sin ph.d., der er sponseret af Hvidovre Kommune.

kommunen betalte hans ph.d.

Af Frederik Buhl Kristensen | [email protected]

Poul Sverrild stiller sig ud midtpå det grusede parkeringsareal.

– Det er her, den kommende bymidte skal være, siger han og bevæger sin udstrakte arm for at afgrænse området.

Overfor det lille parkeringsareal tårner Hvidovres 60 år gamle rådhus, og ved siden af ligger den ikoniske, gule 1800-talsgård Risbjerggård. Skal man være lidt højtravende, kan man sige, at vi står midt i Hvidovres fortid og fremtid. For når gruset under vores fødder bliver omdannet til en bymidte, vil Hvidovre ikke længere være en forstad – i hvert fald ikke i traditionel forstand. Det vender vi tilbage til.

”Det eneste i forstaden, der ikke forandrer sig radikalt, er den almene sektor.”

Kommunen har inviteret sig selv på en guidet rundtur i en af Københavns ældste forstæder med museumschef ved Forstadsmuseet Poul Sverrild. Han har netop forsvaret sin ph.d.-afhandling ved Aalborg Universitet om Hvidovre, som kommunen for godt tre år siden besluttede at sponsere for at få en forskers bud på, hvordan man kan forstå og dermed udvikle københavnerforstaden. For direktøren for kultur, miljø og vækst i Hvidovre ville gerne bruge den viden, som Poul Sverrild igennem sine mange år som museumschef ved Forstadsmuseet har opbygget.

– Mange ville nok sige, at kommunen bare kunne hyre et konsulentfirma til at gøre det, jeg laver, i stedet for at bruge tid og penge på at uddanne sin egen ph.d., siger Poul Sverrild.

– Men den viden, jeg nu rummer, er en viden, der er skabt indenfor rammerne af Hvidovre. Det er ikke et firma, der kommer fra Greve og farer videre til Rødovre, efter de har været her. Det her er vores egen viden, som kan være med til at gøre Hvidovre til sin egen forstad.

For Hvidovre skal passe på ikke at lade folk udefra skabe fortællingen om byen, advarer Poul Sverrild. Det er, som han siger, ikke de “skrivende og talende klasser, der hører til her”, og derfor risikerer forstæder som Hvidovre at blive fastholdt i det billede, som folk, der bor uden for forstæderne, har af dem.

– Indtil jeg begyndte, er vores historie blevet fortalt af andre, siger Poul Sverrild.

Et glas vin til 85 kroner

Den historie er forstæderne netop nu ved at skrive et nyt kapitel til. De løsriver sig fra de byer, hvis hjerteslag de før var dybt afhængige af, dengang industriarbejderne hver morgen cyklede herfra og ind til deres arbejdspladser i byen såsom B&W-værftet i København.

– Det er derfor, forstæder ikke har et centrum, for så er de ikke en forstad, siger Poul Sverrild og peger væk fra Hvidovre Rådhus mod København:

– Vores centrum ligger syv kilometer derinde på Rådhuspladsen.

Men det er altså ved at ændre sig. Om få år vil Hvidovre gå i hælene på flere af sine nabokommuner og få sin egen bymidte. Efter planen et kulturelt centrum med teater og børnekulturhus.

– Når jeg færdes rundt i villakvarteret, hører jeg folk brokke sig over, at de kan ikke få ordentlig kaffe eller et godt glas vin. Der vokser en efterspørgsel frem herude, som ikke har været her før. At man godt kan finde på at gå hjemmefra og møde 3-4 naboer over et ordentligt glas vin til 85 kroner. Og ikke en håndbajer til 15, siger Poul Sverrild.

Selv ligner han ikke klicheen på en forstadsborger. Iklædt blanke læderstøvler, bordeaux bukser og en sort, dobbeltknappet frakke. Men Poul Sverrild er født og opvokset i Hvidovre. Da han efter sine teenageår flyttede ind til byen, var han godt nok helt sikker på, at han ikke ville flytte tilbage, men forstaden trak i ham, og i dag bor han på 30. år på Risbjerggårds Allé i Hvidovre.

Fremtiden lurer i villakvarteret

– Vi har 9.000 parcelhuse i kommunen cirka, så gad vide, om det her lige er smuttet for mig, siger Poul Sverrild, mens vi triller forbi parcelhusene i Risbjergkvarteret i hans beige Saab på udkig efter et ganske særligt hus.

– Åh, nu kommer det, siger han og stopper foran nr. 29, et gult hus med røde teglsten.

Han peger hen ved siden af huset, hvor resterne af to ældre huse endnu står på den samme grund. Et gult sommerhus, som blev opført, dengang Hvidovre endnu var et sommerhuskvarter, og et rødt helårshus, som blev beboet ulovligt. Og så det gule parcelhus, der blev opført i 1927, da folk fra landet for alvor begyndte at flytte til Hvidovre for at være tæt på deres nye arbejdsplads i København.

– De tre huse illustrerer kvarterets udvikling, siger Poul Sverrild og træder stille på speederen for at føre os længere ind i Hvidovres bolighistorie.

– Der er et 70’er-hus, siger han.

– Der er et oprindeligt 50’er-hus. Og der er ét, der ser ud til at være bygget for 7-8 år siden, siger han og peger til højre på et hus med pudsede mursten og smalle vinduer uden sprosser.

”Hvis der kommer en god investor, er der ikke den lokalplan, der holder. Det skal kommunerne passe rigtig meget på ikke at lade rive sig med af.”

Det er ikke for at blære sig med sin arkitekturhistoriske viden, at han har taget os med herud. Det er for at vise os Hvidovres fremtid. For de næsten 100 års “aldersdybde”, som de mange huse repræsenterer, besidder en enorm kvalitet, siger han. En kvalitet, som både politikere og traditionelle Hvidovre-borgere, der hellere vil have nye energivenlige huse, kan have svært ved at se, siger han:

– Energimæssigt er det sikkert helt ad helvede til og så videre, men pointen er, at hvis man får den rigtige køber, er det sådan et hus, der trækker nabohusenes værdi op, fordi der er en historie i, at det er unikt. Du kan vælge din egen fortælling her.

Stillestående almensektor

[caption id="attachment_69042" align="aligncenter" width="640"]Forstaden spiller en kæmpe rolle i Danmark, understreger Poul Sverrild, fordi det er den byform, som flest danskere bor i. Og så opstod villaen i forstaden: "Det ser jo helt galt ud, når en bonde bygger en villa ude på landet," siger Poul Sverrild. Foto: Büro Jantzen Forstaden spiller en kæmpe rolle i Danmark, understreger Poul Sverrild, fordi det er den byform, som flest danskere bor i. Og så opstod villaen i forstaden: "Det ser jo helt galt ud, når en bonde bygger en villa ude på landet," siger Poul Sverrild. Foto: Büro Jantzen111[/caption]

En gruppe drenge spiller fodbold på to små fodboldbaner for enden af Giesegårdsvej. Vi drejer til venstre og kører forbi Risbjergskolen på højre hånd, den gamle skotøjsfabrik på venstre og flere grunde, hvor gamle huse er blevet revet ned og nye ved at blive bygget. Vi forlader Risbjergkvarteret og kører hen mod det almene boligbyggeri Rosenhøj, hvor vi mødte Poul Sverrild for godt en time siden. Han slukker for motoren, og vi bliver siddende og kigger ud ad forruden på det brun-orange etagebyggeri.

– Det eneste i forstaden, der ikke forandrer sig radikalt, er den almene sektor, siger Poul Sverrild og opremser de mange love, regler og “mærkelige bestemmelser”, som betyder, at det stort set er umuligt grundlæggende at forvandle de 60’er-betonbyggerier, som mange ikke-forstadsbeboere i dag forbinder med forstaden.

Når huspriserne begynder at stige i Risbjergkvarteret godt en kilometer herfra, og udviklingen samtidig står stille i kvartererne med almene boligbyggerier, risikerer Hvidovre at blive revet over på midten, advarer Poul Sverrild:

– Så skal vi til at vride rundt på skoledistrikterne og køre vores børn til en skole i den anden ende af byen, hvis vi ønsker, at de skal møde børn med en anden social baggrund, siger han.

Hans ønske er derfor, at kommunen aktivt begynder at blande boligformerne ved for eksempel at opkøbe “en håndfuld villagrunde” og gøre dem til almene boliger. Samtidig kunne man sælge nogle af de almene boligbyggerier og gøre dem til andels- eller pensionskasseboliger, så folk fik ejerskab over området og lyst til at gøre de enkelte lejligheder personlige og plante æbletræer på de i dag tomme græsarealer.

– Grundlæggende tror jeg ikke på revolutioner, men jeg tror på, at man masserer, og at man lytter til, hvad der rører sig af store samfundsbevægelser. Vi havde en periode på 30-40 år, hvor offentlig planlægning bestemte alt. I dag bestemmer markedet. Hvis der kommer en god investor, er der ikke den lokalplan, der holder. Det skal kommunerne passe rigtig meget på ikke at lade rive sig med af, siger Poul Sverrild.

Ifølge Gert S. Nelth, direktør for kultur, miljø og vækst i Hvidovre

3 ting som Poul Sverrilds ph.d. har givet Hvidovre

Respekt for ånden

”I udviklingen af bymidten har vi inddraget Poul Sverrild for at sikre os, at Hvidovres DNA også afspejler sig i bymidten, så vi ikke bare skaber et byrum, der ligner alle andre. Det gør vi for eksempel ved at diskutere, hvordan det gamle forsamlingshus Risbjerggård kan leve videre midt i den nye by.”

Respekt for forskelligheden

”Poul Sverrild har gjort os opmærksomme på, at vores bykvarterer skal appellere til forskellige befolkningsgrupper. Derfor er det en del af vores udviklingspolitik, at vi skal præge kvarterne i form af, hvordan man bygger og vedligeholder og arbejder med rum og pladser, så det bliver attraktivt for bestemte grupper, men også med respekt for den kultur, der har været.”

Branding

“Der en kæmpe brandingværdi for Hvidovre Kommune i Pouls arbejde. Vi får en unik opmærksomhed og får hans viden formidlet til eftertiden og til andre kommuner.”

Demokrati

Kultur

Teknik & miljø

Tilmeld dig nyhedsbrevet