Kommunen.dk
MENU

Hvert fjerde tilsyn hos ældre giver påbud

Hvert fjerde tilsynsbesøg på ældreområdet har vist større eller kritiske problemer. Det vidner om et ældreområde i humanitær krise, lyder det fra Ældre Sagen.

Hvert fjerde tilsyn hos ældre giver påbud

Hvert fjerde tilsynsbesøg på ældreområdet har vist større eller kritiske problemer. Det vidner om et ældreområde i humanitær krise, lyder det fra Ældre Sagen.
  Både FOA og Ældre Sagen understreger, at det er vigtigt at have fokus på registrering af den medicin, den ældre borger modtager.
  Både FOA og Ældre Sagen understreger, at det er vigtigt at have fokus på registrering af den medicin, den ældre borger modtager.
Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix
21. sep 2023
RITZAU

Ældre, der får for mange, for få eller forkerte piller i doseringsæsken. Det er en af de situationer, som Styrelsen for Patientsikkerhed ofte støder på, når de fører tilsyn med de institutioner, der har ansvar for at passe på landets ældre.

Styrelsen har gennemgået mere end 500 tilsynsbesøg, der har fundet sted mellem marts 2021 og februar 2023.

Gennemgangen viser, at hvert fjerde tilsyn har vist større eller kritiske problemer og resulteret i et påbud.

Det er et rystende resultat, lyder det fra Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup.

- Opsamlingerne viser et ældreområde i humanitær krise. Når hvert fjerde tilsyn viser store problemer, så er det jo næsten sundhedsskadeligt at være på plejehjem eller få hjemmepleje, siger han.

- Vi håbede, at kommunerne ikke skar ned på kernevelfærd og kernesundhed. Det har de så gjort. Det er kommet bag på os, at resultatet er så voldsomt.

Ud over fejl med medicinen påpeger Styrelsen, at der ofte mangler en plan for pleje og behandling, og at der er mangel på forebyggende indsatser i ældreplejen.

FOA: Ikke ok

I fagforeningen FOA kender de især til udfordringerne med medicinen. Tanja Nielsen er sektorformand for social- og sundhedssektoren for fagforeningen, og hun ser muligheder i at styrke dokumentationen.

- Resultatet er ikke vildt overraskende. Men det er ikke okay, at hvert fjerde tilsyn giver et påbud. Det skal der gøres noget ved, for det er jo mennesker, vi har med at gøre, siger Tanja Nielsen.

- Vi skal have skabt en rød tråd gennem vores dokumentationssystem i sundhedsvæsenet. I dag bruger vi dokumentation til at bevise, at vi har fuldført en opgave. Men vi burde bruge det til at dokumentere afvigelser.

Utilfredshed med prioriteringer

Resultatet af udfordringerne i ældreplejen kommer frem, mens kommunerne arbejder med deres budgetter for det kommende år.

Og der er besparelser på tegnebrættet. Det har fået flere borgmestre til at kritisere regeringen for at give for få penge, samtidig med de planlægger skattelettelser.

Bjarne Hastrup er heller ikke tilfreds med regeringens økonomiske prioriteringer. Han mener, at en stor del af ældreplejens udfordringer kunne løses ved at tilføre penge til velfærd.

- Finansministeren skal ud af sin Joakim von And-pengetank og sætte noget realisme bag den opgave, kommunerne står overfor, siger Bjarne Hastrup.

- Hvis der er plads til at give fem milliarder i skattelettelser, så er der også plads til at give ti milliarder til velfærdsområdet, for halvdelen vil komme tilbage igen. Det er sådan noget, vi mangler.

For få penge i kommunerne

Det er kommunerne, der har ansvaret for at drive landets plejecentre og hjemmepleje.

Alligevel mener Sisse Marie Welling (SF), der er fungerende formand for Sundheds- og Ældreudvalget i KL, at ansvaret er Christiansborgs, fordi de giver for få penge til kommunerne.

- Har man ikke medarbejderne til at løse problemerne, og medarbejderne må løbe stærkere og stærkere, så er det dokumentationen, der nogle gange bliver glemt, da medarbejderne prioriterer at yde omsorg for de ældre, siger Sisse Marie Welling til TV 2.

Borgere kan tippe om bekymringer

  •  Hver fjerde tilsyn på ældreområdet fra marts 2021 til februar 2023 viser større eller kritiske problemer.
  • Tilsynene, som der er foretaget over 500 af i perioden, er både ældretilsyn og sundhedsfaglige tilsyn.
  • Ældretilsyn holder øje med med den personlige hjælp, omsorg og pleje på eksempelvis plejehjem.
  • Dem er der i perioden foretaget 314 af. I tæt på fire ud af fem af disse tilsyn blev der konstateret problemer i en eller anden grad.
  • Årligt udføres der tilsyn med hver tiende af alle relevante enheder i ældreområdet.
  • Sundhedsfaglige tilsyn udføres på udvalgte behandlingssteder i det offentlige og private sundhedsvæsen.
  • Tilsyn gennemføres både ud fra stikprøver og efter henvendelser fra bekymrede borgere.

Kilde: Styrelsen for Patientsikkerhed.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR