Billede
Foto: Lasse Kofod / Polfoto

Hvem er Mette Frederiksen?

Mød den unge supereuropæer, mød Karen Jespersens stærkeste kritiker, mød det modnede magtmenneske. Kommunen tegner i tre kapitler et portræt af Socialdemokraternes kronprinsesse Mette Frederiksen og nogle af de kampe, der har katapulteret, decimeret og i sidste ende cementeret hendes rolle i partiet.

portræt

Af Peter Christian Nielsen | [email protected]

[intense_content_section size="full" breakout="1" background_type="image" image="28720" imagemode="parallax" image_horizontal_position="center" speed="2" height="600" margin_top="0" margin_bottom="0" margin_left="0" margin_right="0" padding_top="400" padding_bottom="0" padding_left="0" padding_right="0" advance_arrow_background_color="primary" advance_arrow_position="50" top_divider_location="top" bottom_divider_location="top"]
[/intense_content_section]

Del 1: Den unge globalist

Mette Frederiksens politiske brand er brandtalerne og den sociale indignation, og hun står i dag som modbilledet til EU-elitære Helle Thorning-Schmidt. Men kronprinsessen hos Socialdemokraterne startede som supereuropæer.

Året er 1996. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen er på vej til Aalborg som led i en større charmeoffensiv i det socialdemokratiske bagland. Han bliver forsinket i lufthavnen på grund af en instrumentfejl ved flyet. Da Nyrup når frem til spillestedet Skråen i Aalborg, hvor godt 100 studerende venter, godt en time for sent, bliver han mødt af en diskussionslysten 18-årig lokalformand fra Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU). Navnet er Mette Frederiksen, og stemmen brænder igennem. Snart skal hele landet lære hende at kende som supereuropæer og værdikæmper. Og i dag som Socialdemokraternes kronprinsesse.

Nyrup er kommet afsted helt uden talepapirer. Han tænder en cigaret og ser for første gang bekymret ud, da formanden for DSU Aalborg kører på med sin kritik af regeringens finanslov med De Konservative, som er lig med besparelser for fire milliarder kroner. Efter han har talt til folkemængden og taget imod spørgsmål fra salen, er det ikke en imponeret Mette Frederiksen, der taler med en journalist fra formiddagsavisen BT:

- Han har da nogle pointer, men der var en del “politiker-tale”. Jeg synes, der er god grund til at gå efter Nyrup – især efter regeringen lavede finanslovsaftale med De Konservative.

Mette Gubi Axelsen, der gik i klasse med Mette Frederiksen på Aalborghus Gymnasium, beskriver Danmarks nuværende justitsminister som “meget idealistisk og politisk engageret” i en ung alder. Ved siden af skolen var Frederiksen spejderleder i FDF og svømmetræner. Hun meldte sig ind i DSU som 14-årig.

- Hun var allerede meget slagkraftig dengang – en god retoriker. Hun var ambitiøs; ikke på den måde, at hun havde en karriereplan og gik målrettet efter det politiske, men hun kunne kombinere et almindeligt ungdomsliv med politik. Hun kunne feste og stå op næste dag og træne nogle unger til svømning. Hun var meget ansvarlig, siger Mette Gubi Axelsen.

Den unge Frederiksen brændte især for kampen mod social uretfærdighed, uanset om “det var i Grønlandskvarteret i Aalborg eller i Burkina Faso”. Den socialdemokratiske indfaldsvinkel havde Frederiksen med fra familien, hvor både faderen og farfaderen sad i amtsrådet for Socialdemokraterne.

”Vi må knokle røven ud af bukserne for ikke at gentage Kosovo.”

- Hun har det i maven og hjertet. Det var et hjem, hvor der også var plads til dem, der ikke havde det så nemt, siger Mette Gubi Axelsen.

De mange meninger og den idealistiske sjæl betød, at Frederiksen kunne finde en politisk vinkel på det meste, hvilket godt kunne have konsekvenser i forhold til omgivelserne.

- Måske har det virket bombastisk på nogle, siger veninden og tilføjer:

- Hun var én, man lagde mærke til. Der var mange samlinger og diskussioner på gymnasiet. Hvis hun havde en sag, så var hun god til at få folk med på ideen.

- Hun er ikke en pleaser, der ensidigt går efter konsensus og enighed i diskussionerne. Dengang kunne hun godt komme på kant med nogle, fordi hun mener noget meget inderligt.

Supereuropæer

Mette Frederiksen, der i dag er blevet 37 og har over 13 års parlamentarisk erfaring fra Folketinget, er ikke bange for at stikke hovedet frem. Og det har hun gjort mange gange i årenes løb. I 1998 skete det som supereuropæer. I mellemtiden var Mette Frederiksen blevet medlem af DSU’s forretningsudvalg. Bagtæppet for hendes debatindlæg i Politiken samme år er folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten og det forestående Europa-Parlamentsvalg i 1999, som Frederiksen forudser bliver “ufolkeligt og uengageret”.
‘Nu er tiden inde til at ruske op i den idépolitiske debat - og hive den politiske dagsorden væk fra kroner-øre-logikken over til politiske markeringer med indhold, relevans og perspektiv,‘ skriver hun.

Frederiksen fremhæver, at S må tage velfærdskampen i EU. Hun taler om, at den globale fordelingspolitik “er så godt som fraværende”, og samtidig advokerer hun for at afskaffe de fire forbehold og for fuld dansk deltagelse i ØMU’en. Hun fortæller ved en anden lejlighed, at hvis hun skulle tegne sit eget europakort, så er “Balkan, Tyrkiet, Ukraine og Hviderusland og flere af de nordafrikanske lande med som medlemmer af EU”.

Den venstreorienterede europæiske kurs fortsætter i 1999. Frederiksen er i mellemtiden blevet formand for DSU’s internationale udvalg. I et indlæg i den hedengangne socialdemokratiske avis Aktuelt argumenterer Frederiksen for, at EU’s landbrugsstøtte omlægges fra “konventionelt landbrug til bæredygtigt landbrug”. Hun er samtidig kommet i arbejdsudvalget i centrum-venstre-organisationen ‘Nyt Europa’, der arbejder for fuld dansk deltagelse i Amsterdam-traktatsamarbejdet. Folkene bag mener, at klassiske venstreorienterede dagsordener som bæredygtighed, miljø og social og økonomisk lighed kan fremmes progressivt gennem EU. Frederiksen skriver i indlægget, at EU bør udvide rækken af lande, der modtager udviklingsstøtte, samt at fattigdomsorienteringen skal opprioriteres, mens EU’s toldmure overfor de lande, som EU har indgået et særlig udviklingspolitisk samarbejde med, skal nedbrydes.

Lokkemad

EU fylder meget i 1998 og 1999, og i 2000 skal danskerne stemme om deltagelse i Euro’en. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen har samlet et hold af unge socialdemokrater, der skal vinde ungdommen for fællesvalutaen.

Nina Groes, der i dag er direktør i Kvinfo og gift med transportminister Magnus Heunicke, er sammen med andre talenter som Mette Frederiksen, Helle Thorning-Schmidt og regeringens mest populære ministre kørt i stilling som blikfang og brandtalere i Socialdemokraternes seks millioner kroners-kampagne “Bedst for Danmark”.

- Er de ikke dejlige? Ja, de er altså meget dygtige, siger en grinende Nyrup til BT, da han præsenterer Groes og Frederiksen til et pressemøde.

Den nu 22-årige Frederiksen, der er blevet ungdomskonsulent i LO, har imponeret Nyrup med en brandtale ved en netop overstået S-kongres i Odense. Talegaverne udfoldes også ved pressemødet:

- Det handler om, hvor vi ønsker, at Danmark skal placere sig i Europa. Og om at undgå krig. Vi må knokle røven ud af bukserne for ikke at gentage Kosovo, erklærer Frederiksen.

Under hele Euro-kampagnen er Frederiksen sammen den unge SF’er Peter Goll som “eurochatter” for Aktuelt, mens hun også har klummer i avisen. Og hun er med i en såkaldt kvindebus af socialdemokrater, der kører landet tyndt. Her bruger hun en del tid med Helle Thorning-Schmidt. Nina Groes mødte som 17-årig Frederiksen for første gang ved et hovedbestyrelsesmøde i DSU, hvor aalborgenseren havde talt flammende om Afrika og det internationale perspektiv.

- Mette var stjernen. Der var mange, der fik øje på hende, siger hun.

- Da jeg fandt ud af, at vi var lige gamle, tænkte jeg, at jeg virkelig måtte stramme mig an, siger Nina Groes.

Frederiksen bruger rampelyset fra EU-valgene til at udbrede sit internationale mindset.

- Mit motiv for at være i politik er at bestemme. Ikke som Mette Frederiksen, men for kollektivt at være med til at bestemme, hvordan vores samfund skal se ud fremover. Når jeg køber mine Nike-sko, så har jeg ikke indflydelse på, om de bliver lavet af børnearbejdere under svinske miljøforhold. Og det vil jeg altså have indflydelse på, forklarer hun i Aktuelt.

Den moderne socialdemokrat

Jan Petersen, borgmester i Norddjurs, folketingsmedlem fra 1990 til 2007 og i to omgange formand for den socialdemokratiske folketingsgruppe, lærte Mette Frederiksen at kende gennem en række DSU-arrangementer, og han nåede desuden at tilbringe knap seks år på Christiansborg med hende. Den garvede socialdemokrat kunne med det samme se, at den Europa-glade Frederiksen indkapslede nogle særlige socialdemokratiske værdier i tid, hvor den politiske kamp i stigende grad blev grænseoverskridende.

- Hun var i stand til at sætte ord på en meget grundlæggende socialdemokratisk identitet i moderne tid, siger han.

- Hun var en meget dansk socialdemokrat, der som sådan repræsenterede den gode kerne i, at vi også er noget internationalt: En bevægelse, der har en retfærdighedsdagsorden på hjerte. Hun har en stor retfærdighedssans, og den er grænseoverskridende. Hun er samtidig en aalborgensisk arbejderunge, men hun har helikopterperspektiv.

[intense_content_section size="full" background_type="image" image="28715" imagemode="parallax" image_horizontal_position="center" speed="2" height="600" margin_top="0" margin_bottom="0" margin_left="0" margin_right="0" padding_top="400" padding_bottom="0" padding_left="0" padding_right="0" advance_arrow_background_color="primary" advance_arrow_position="50" top_divider_location="top" bottom_divider_location="top"]
[/intense_content_section]

Del 2: Værdikæmperen

I 2001 træder Mette Frederiksen for alvor ind i spotlyset med kras kritik af Karen Jespersen og strammerretorikken i udlændingedebatten. Hun kommer i spil som ny leder, men Socialdemokraternes højrefløj får placeret Helle Thorning-Schmidt i formandssædet.

Frederiksen har gennem sit job i LO fået gode kontakter i fagforeningstoppen, og da hun bliver valgt i 2001, er det godt hjulpet på vej af hendes fremtrædende rolle i EU-debatten samt en vedvarende insisteren på, at Socialdemokraterne må tage værdikampen med Dansk Folkeparti op på egne vilkår.

‘Vi skal droppe fraserne om at tale med vælgerne i øjenhøjde og erkende, at folkehøringer og fokusgrupper kun er interessante for et parti, der allerede har mistet jordforbindelsen. Udfordringen bliver at snakke politik, så det er til at forstå’, skriver hun i Aktuelt i 2001 i debatoplægget ‘Vores svaghed er blevet deres styrke’.

Frederiksen har i valgåret gjort sig bemærket med den ungdommelige ildhu, som i gymnasietiden kunne bringe hende på kant med kammeraterne. Sammen med Helle Thorning-Schmidt, der på dette tidspunkt sidder i Europa-Parlamentet, og folketingskandidat Jeppe Kofod og DSU-formand Kristian Madsen skælder hun ud over tonen i udlændingedebatten.

- På det her område har vi behov for et opgør i partiet, ligesom vi har taget det om EU. Der er alt for meget slinger i, hvad der egentlig er vores politik, og det er primært tonen, det er galt med. Derfor må vi tage et opgør, siger Mette Frederiksen ifølge Ekstra Bladet.

Socialdemokraternes daværende politiske ordfører Pernille Blach Hansen reagerer ved at bede de unge kritikere “stikke piben” ind, men det rører ikke Frederiksen.

- Jeg holdt møde med en gruppe pensionister i dag, som virkelig frygter både for indvandrere og fremtiden. Jeg beroligede dem ikke, for jeg sagde, at jeg gerne vil have flere indvandrere! De var lige ved at få kaffen galt i halsen og sagde, at de i hvert fald ikke ville stemme på mig. Men jeg lefler ikke for nogen, og jeg stikker heller ikke piben ind. Det er der mig bekendt ikke nogen af os, der har gjort, siger hun.

Frederiksen er ikke bange for at benytte dommedagsretorik i valgkampen. Overfor Jyllands-Posten erklærer hun:

- Den politiske debat er død. Det er ikke mindst Socialdemokraternes skyld efter otte år i regering. Ingen tør diskutere fremtidens udfordringer. I stedet lover politikerne guld og grønne skove for at blive siddende på taburetterne. Det er en ekstremt farlig udvikling.

Jespersen “er færdig”

Den nyvalgte Frederiksen viser fra første dag sin indstilling til jobbet som parlamentariker. Det handler om at holde fast i rollen som værdikæmper. At tage kampen. Frederiksen nævner Helle Thorning-Schmidt som det eneste eksempel på en ung politiker, der “ikke lader” sig slibe af i kanterne.

- Ofte er de mest progressive midaldrende mænd som for eksempel Lykketoft, som jeg finder klart mere visionær end mange af de unge politikere, siger hun.

[caption id="attachment_28713" align="aligncenter" width="830"]2005. Mogens Lykketoft ser fra Frederiksens første dag på tinge en stor fremtid for aalborgenseren, men det lykkedes ham ikke at få hende placeret i formandssædet i 2005. Foto: Anders Brohus / Polfoto 2005. Mogens Lykketoft ser fra Frederiksens første dag på tinge en stor fremtid for aalborgenseren, men det lykkedes ham ikke at få hende placeret i formandssædet i 2005. Foto: Anders Brohus / Polfoto[/caption]

Frederiksen går samtidig i kødet på Karen Jespersen, der som indenrigsminister har været symbolet på Nyrups forsøg på at tilfredsstille de socialdemokratiske strammere i udlændingedebatten.

- Vi vil aldrig være i stand til at vinde en udlændingedebat med krav om stramninger, fordi der altid vil være nogle, der kan overtrumfe os, siger hun til Information i 2001.

Frederiksen står fast på, at partiet ikke undgår et opgør i udlændingepolitikken, og at Jespersens linje ikke er fremtiden. Det skal i stedet handle om blandt andet mere uddannelse til nydanskere.

- Den linje, hun står for, er færdig. Helt færdig, siger Frederiksen om Jespersen.

Frederiksen er nærmest fra første dag på tinge del af den gruppe socialdemokrater, som centrerer sig om den garvede Mogens Lykketoft. De to tidligere DSU-formænd Henrik Sass Larsen og Morten Bødskov bliver valgt ind samme år. De står på modsatte side af Frederiksen i udlændingedebatten og ser gerne, at Socialdemokraterne overordnet lægger en strammere linje i forhold til integration, indvandrere og flygtninge.

Frederiksen har gennem sin kritik af Jespersens udlændingepolitik gjort lovlig meget opmærksom på sig selv, mener flere medlemmer af folketingsgruppen, men det standser ikke den nordjyske idealist, der ikke er bange for at slå fast, at Socialdemokraterne ikke udviklede sig idépolitisk op gennem 1990’erne.

- Derfor tabte vi valget, siger hun til Berlingske.

Efter valget raser debatten hos Socialdemokraterne i spørgsmålet om, hvorvidt partiet skal hæve grænsen for, hvornår udlændinge kan få familiesammenføring, fra 18 til 21 år. På et gruppemøde taler Frederiksen for at finde en ny kurs, mens Nyrup giver hende en decideret lærestreg ved at læse op punkt for punkt fra Socialdemokraternes valgbrochure om udlændinge- og integrationspolitik og spørge: “Er vi enige?”. Frederiksen fastholder dog overfor pressen, at hun ikke “er banket på plads”.

- Vi kan lige så godt være ærlige. Vi i Socialdemokratiet har båret ved til den nationale løgn om, at antallet af indvandrere var det store problem, fremfor at fokusere på integration, siger Frederiksen til Politiken.

S glemte kulturen

Tiden efter valget er præget af intern uro. Svend Aukens fløj i partiet er på jagt efter støtter blandt de nye folketingsmedlemmer efter at have været presset i en årrække. Samtidig går debatten om, hvorvidt Nyrup kan fortsætte som formand.

Frederiksen får kontor side om side med Auken-fløjens kerne: Jakob Buksti, Frank Jensen og Svend Auken. Det bemærkes, at hun gør sig umage med ikke at blive slået i hartkorn med fløjen.

Frederiksen gør dog sit for at sætte gang i den interne debat og værdikamp. Sammen med kæresten Erik Harr, der også er medlem af partiet, skriver hun et debatindlæg, hvor hun igen opfordrer til, at Socialdemokraterne forstår vigtigheden af at gentænke partiets værdidimension, og hun taler dunder mod letfordøjelig amerikansk underholdning. Frederiksen får også vist, at hun er lodret imod S-støtte til VK-regeringens udlændingeaftale, selvom større dele af partiet overvejer tanken.

Hun kommer også i clinch med Jytte Wit-trock, der er den ene af Socialdemokraternes medieordførere, i spørgsmålet om socialdemokratisk støtte til en privatisering af TV2. Selvom der konsekvent er ballade i Frederiksens kølvand, bliver hun belønnet med en ekstra post som kulturordfører i sommeren 2002. Samtidig er hun blevet gravid og får dermed også lidt tid udenfor Christiansborg. Frederiksens varmeste støtte rykker i efteråret helt til tops i partiet. Mogens Lykketoft presser Nyrup til at gå af. Hans gamle ord om, at “jeg kom med Nyrup, jeg går med Nyrup”, endte som en parodi fremsagt af partiets store kongemager.

Frederiksen vækker igen opsigt, da hun i sin rolle som ligestillingsordfører i 2003 sammenligner USA med Saudi-Arabien og Iran i behandlingen af kvinder.

- På den globale scene ser vi gentagne gange USA placere sig imod fri abort og prævention, siger hun til Information.

Formandskandidat

I slutningen af 2003, hvor Lykketoft og den røde blok aner muligheden for igen at kunne danne regering efter et valg, udråbes Frederiksen som S-formandens foretrukne bud på en kommende bolig- og ligestillingsminister. Andre mener, at Frederiksen bliver kirke- og ligestillingsminister. Frederiksen er svær at komme udenom i ministerkabalen. Og hun er lige så svær at undgå i snakken om, hvem der skal efterfølge Mogens Lykketoft, hvis han taber valget i 2005, hvilket han gør. Og det stort.

Frederiksen græder for åben skærm, da det står klart, at S med 25,8 procent af stemmerne mister 5 mandater, og Mogens Lykketoft utvetydigt tager valgnederlaget på sin kappe. Men hun bliver hurtigt selv bragt i spil som formandsemne af Lykketoft, Jan Petersen og flere fra samme fløj. Henrik Sass Larsen og Morten Bødskov får Frederiksens gamle forbillede Helle Thorning-Schmidt på banen, mens Auken-fløjen har Frank Jensen som foretrukken kandidat. Egentlig forventer Auken-fløjen støtte fra Lykketoft-gruppen. Det ligger underforstået i magtdelingen efter formandsopgøret fra 1992, at det nu er Auken-fløjens tur til at indtage formandssædet, er følelsen hos Auken-gruppen. Men støtten fra Lykketoft-fløjen lader vente på sig.

Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme og S-medlem af Folketinget fra 2005 til 2011, fortæller, at Frederiksen ikke holdt sig tilbage i formandsdiskussionen:

- Hun reagerer meget spontant efter valgnederlaget. Hun går hovedkulds ind i formandsdiskussionen på et gruppemøde. Man kan ikke beskylde hende for at være decideret taktisk i forhold til, hvad hun sagde.

En meningsmåling fra 2005, hvor over 40.000 af dr.dk’s brugere har deltaget, viser, at 32 procent foretrækker Frederiksen som leder, mens 16 procent peger på Thorning og 12 procent på Jensen.

- Hvis man skulle ud i noget uprøvet, så var Mette lige så god som Helle. Men vi kunne se på mobiliseringen hos Frank og Helle, at Mette ikke ville kunne vinde den kamp, siger Jan Petersen og tilføjer:

- Mette blev set som en skrap person på det tidspunkt. Hun samlede ikke partiet. Hun var kontroversiel. Helle havde ikke fornærmet nogen. Samtidig frygtede mange, at Frank ikke kunne levere vælgerne, selvom han havde erfaringen.

Bedømmelsen er desuden, at Frederiksen har tiden for sig. Historien vil, at Socialdemokraterne får partiets første kvindelige formand i Helle Thorning-Schmidt. Frederiksen fortæller efterfølgende, at hun har stemt på Frank Jensen. Hun bliver en af de to næstformænd i partiets folketingsgruppe efterfølgende.

[intense_content_section size="full" background_type="image" image="28717" imagemode="parallax" image_horizontal_position="center" speed="2" height="600" margin_top="0" margin_bottom="0" margin_left="0" margin_right="0" padding_top="400" padding_bottom="0" padding_left="0" padding_right="0" advance_arrow_background_color="primary" advance_arrow_position="50" top_divider_location="top" bottom_divider_location="top"]
[/intense_content_section]

Del 3: Magtmennesket

Mette Frederiksen får slebet kanterne efter en årrække uden større indflydelse. Et partnerskab med Henrik Sass Larsen giver hende fundamentet til at samle partiet, og på ny får hun status som formandsfavorit.

Frank Jensens støtter er vrede, da Frederiksen siger ja til næstformandsposten. Frederiksen ville inden valget ikke sige, hvem hun ville stemme på. Og at hun efterfølgende afslører sine sympatier, anses for at være dobbeltspil. Helle Thorning får samtidig mulighed for at demonstrere, at hun ved at have Frederiksen som næstformand i gruppen også har en Frank Jensen-støtte på holdet. Alle Jensens officielle støtter siger nej til posten og andre organisatoriske topposter. Frederiksen har pludselig fået en del uvenner på Auken-fløjen.

Årene går, og Frederiksen bruger tid udenfor Borgen, da hun får sit andet barn. Socialdemokraterne taber endnu et valg i 2007. Carsten Hansen, lederen af kaffeklubben Rustbankerne (tidligere Auken-fløj), Socialdemokraternes venstrefløj, og Henrik Sass Larsen, der repræsenterer Morgenmadsklubben og partiets højrefløj, forener partiet gennem en fredsaftale. Frederiksen bliver primus motor i kaffeklubben Netværket, der er uden større indflydelse grundet magtdelingen mellem Hansen og Sass. Frederiksen er i en årrække ganske isoleret, og Netværket går i sine mere ydmyge dage under tilnavnet Hugo Chavez-fraktionen, opkaldt efter den nu afdøde socialistiske venezuelanske præsident.

 

[caption id="attachment_28710" align="aligncenter" width="830"]2004. Henrik Sass Larsen er en af hovedkræfterne bag Helle Thorning-Schmidt i mange år, men i starten af 10’erne finder Mette Frederiksen og køgenseren sammen og samler dermed store dele af partiet, og alliancen understreger samtidig Frederiksens rolle som kronprinsesse. Foto: Johnny Frederiksen / Polfoto 2004. Henrik Sass Larsen er en af hovedkræfterne bag Helle Thorning-Schmidt i mange år, men i starten af 10’erne finder Mette Frederiksen og køgenseren sammen og samler dermed store dele af partiet, og alliancen understreger samtidig Frederiksens rolle som kronprinsesse.
Foto: Johnny Frederiksen / Polfoto[/caption]

Helt frem til valget i 2011 er det Sass-doktrinen, som indebærer et meget tæt samarbejde og fælles politiklancering med SF, der sætter kursen for partiet. Doktrinen bringer S til regeringsmagten i 2011, men det i en S-SF-R-konstellation, som har ekstremt svært ved at samarbejde. Sass får i første omgang ikke sin forventede ministerpost på grund af et omdiskuteret PET-notat, men han bliver alligevel genrejst i midten af 2012 som gruppeformand. Sass markerer sammen med Frederiksen modstand mod en sænkning af selskabsskatten, som regeringen vedtager samme sommer. Og samtidig rykker Sass og Frederiksen tættere og tættere sammen.

- Det er rigtigt, at jeg og Mette Frederiksen taler meget sammen. Vi har et godt og fortroligt forhold. Det havde vi ikke i begyndelsen, da vi i 2005 sad sammen i den socialdemokratiske ledelse. Vi kom fra hvert sit sted. Men jeg har fået megen respekt for Mettes måde at arbejde på. Jeg stoler 100 procent på hende. Hun er en fremragende taler og et af de bedste analytiske talenter i partiet, siger en selvbevidst Sass i et interview med Berlingske i 2013.

Sammen dækker Sass og Frederiksen størstedelen af den socialdemokratiske gruppe, og med ét er Frederiksen det uomtvistelige og naturlige valg som formand efter Helle Thorning-Schmidt.

”Det er ikke realistisk, at nogen vil udfordre Mette. Hun leverer sammenhold. De, der vil kradse i den lak, er meget få.”

Kim Mortensen mener, at Frederiksen-Sass-alliancen viser, at Frederiksen er formandsopgaven moden.

- Hvis du skal samle Socialdemokraterne om nogle dagsordener, så må du samle fløjene. Samarbejdet mellem Mette og Henrik rækker bredt ind i Socialdemokratiet. Henrik dyrker lidt et image som blå socialdemokrat. Men i forhold til at have et samfund, hvor der er balance mellem ret og pligt, har de meget til fælles, siger han.

Jan Petersen oplever, at Mette Frederiksen har “flyttet sig fundamentalt fra at være kontroversiel til at være samlende”.

- Det er ikke realistisk, at nogen vil udfordre Mette. Hun leverer sammenhold. De, der vil kradse i den lak, er meget få, siger han.

Retningen

En Mette Frederiksen med over tre års erfaring som beskæftigelsesminister og justitsminister taler selvsagt anderledes end en nyvalgt 24-årig Mette Frederiksen. Hun står for stramninger af boligkravet ved familiesammenføringer, og hun er i færd med at indføre en særlig 1-årig opholdstilladelse til flygtninge. Ting, der umiddelbart står i stærk kontrast til den unge Frederiksen. Men hvilken kurs udstikker Mette Frederiksen den dag, hun selv står med formandsposten? Jan Johansen, boligordfører og medlem af Folketinget (S), mener, at Frederiksen vil appellere mere til dem i de blå kedeldragter.

- Hvis hun bliver formand, så vil hun kunne vise forskellen på os og de borgerlige, siger han.

Jan Johansen henviser til, at Venstre i mange år har tilstræbt en kurs, hvor partiet låner poli-tik af Socialdemokraterne, men underliggende har en blå dagsorden. Det samme kan siges om Dansk Folkeparti, mener Jan Johansen.

Men hvordan ville Socialdemokraternes kurs være anderledes med Mette Frederiksen ved roret?

- Lad os bare sige det på den måde, at Mette Frederiksen er meget klar i sine udtalelser der, hvor jeg kommer hver dag. Mere kan jeg ikke sige – så roder jeg mig ud i nogle problemer.

Kim Mortensen mener, at Mette Frederiksen vil give Socialdemokraterne en mere værdibåren dimension. Hun vil kunne tiltrække mange af de tidligere socialdemokrater, der nu stemmer DF.

- Med Mette i spidsen ville man få mindre økonomdagsorden og mere menneskedagsorden, end du ser nu. I øjeblikket ser du økonomtilgangen, hvor man taler om konkurrencestaten. Der er noget, der handler om værdier, og hvordan man skal bygge et samfund. Mettes sociale indignation og baggrund ville formentlig appellere mere bredt, siger han.

Frederiksen ville også flytte Socialdemokraterne i udlændingedebatten, mener Kim Mortensen. Det handler især om opdelingen mellem ‘os’ og ‘dem’.

- Hun ville tage et opgør med Fogh-æraen på sig, hvis hun kommer i spidsen for Socialdemokraterne. Hun er opvokset med en ret og pligt-indstilling, og den gælder også for flygtninge.

Jan Johansen understreger vigtigheden af, at Frederiksen ikke er bange for at tage kampen med embedsværket, hvilket også kom til udtryk, da hun landede i Justitsministeriet, hvor departementschefen hurtigt blev udskiftet efter flere kritiske sager, og Frederiksens opsang til en række ansatte førte til et krisemøde blandt Djøf-organiserede.

- Hun er en stærk pige. Hun ved godt, at hvis der skal komme nogle politiske resultater, som en regering kan stå inde for, så skal der ske noget.

Frederiksens rejse fra idealistisk supereuropæer til driftsikker minister med bred opbakning i partiet indrammes af en udtalelse, som hun kom med, da Uffe Elbæks forslag om borgerdrevne beslutningsforslag var til debat i folketingssalen. Elbæk henviste til, at EU gav mulighed for, at borgerne kunne bringe beslutningsforslag til behandling i Europa-Parlamentet, og derfor ville det være oplagt at gøre det samme i Folketinget.

- Jeg vil være varsom med at fremhæve vores EU-institutioner som det bedste eksempel på befolkningsmæssig forankring, gennemsigtighed og demokratisk deltagelse, for det er vel nogle af de udfordringer, vi stadig slås med, sagde Frederiksen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet