Billede

Hvad pokker laver Margrethe Vestager egentlig i Bruxelles?

Lidt stiv udgivelse prøver at øge kendskabet til den danske kommissærs virke. 

anmeldelse

Af Jarl Cordua | [email protected]

En bog om en EU-kommissær er per definition lidt opad bakke med hensyn til appel til det brede læsende publikum. Og det bliver ikke meget mere folkeligt, når den drejer sig om den tidligere radikale jernlady Margrethe Vestager, som siden efteråret 2014 har slået sine folder som konkurrencekommissær i Bruxelles, hvor hun blandt andet skal sikre, at mastodonter som amerikanske Google og russiske Gazprom ikke bliver for markedsdominerende. Ikke desto mindre har den tidligere erhvervsjournalist og EU-korrespondent Jens Thomsen med bogen ”Kommissærens første 100 dage” gjort et behjertet forsøg på at få forklaret, hvad Vestager foretager sig som konkurrencekommissær.

Forfatterens eget bud er, at Vestagers job er en hybrid mellem at være dommer, administrator og politiker, hvor tiden går med at forlige sager og tale sig til rette med virksomheder, bureaukrater og politikere, der på den ene eller den anden måde forsøger at krybe udenom eller mindske effekterne af EU's ret stramme konkurrenceregler.

Tæt på kommissæren

Bogen skal roses for at give et rimelig godt indblik i Vestagers magtfulde og interessante job, og der er bestemt noget at hente i de interview, der er lavet med kommissæren og hendes stab af kompetente EU-bureaukrater. Hvordan  er arbejdsprocessen i Kommissionen, hvordan køres møderne og hvad er Juncker-kommissionens strategi? Tilsyneladende praktiserer Vestager som kommissær selv en mere ”åben” stil med mindre formalisme, færre skranker og blokerende skriveborde, end  EU åbenbart ellers er vant til.

Vi får også et indblik i Vest-agers ganske betydelige internationale netværk i Bruxelles, der er bygget op gennem årene som den danske regerings repræsentant i økonomi- og finansministrenes råd ECOFIN. Bogens indlysende svaghed er dog tydeligvis fraværet af kritisk analyse, og der går ofte for meget kedelig ”samtalebog”  i den. Vi hører for eksempel meget om alt det, som Vestager er god til med hensyn til forhandling og til at håndtere dem, der forsøger at påvirke hende på kontoret, og at hun bager boller midt om natten, strikker små lyserøde elefanter, som Vestager deler ud til alle, hun møder på sin vej, og i det hele taget når en masse på ingen tid.

Ukritisk ros

Det er i øvrigt lidt svært at fæstne alt for megen lid til den mængde af rosende udsagn fra undergivne beundrere som for eksempel en Søren Schønberg fra Vest-agers kabinet, der i bogen er citeret for følgende: ”Margrethe har en fantastisk evne til at være stærk på en meget rolig måde overfor folk, der presser hende. I stedet for at sige: ”Det er da helt forkert”, sker det meget, meget blidt. Der er hvide gløder, men ingen røde flammer.” Følger man bare lidt med i dansk politik, ved man fra andre kilder, at Vestager ikke i alle det politiske livs forhold har det med at vise overskud hele tiden.

Man får et indblik i Vest-agers betragtninger om, hvordan hun vil indgå i den danske debat og holde kontakten til Danmark, samtidig med, at pressechefen sukker over, hvordan det mon kan være, at kommissæren fire dage i træk kan være på forsiden af Financial Times, uden at pressen hjemme i andedammen åbenbart  bemærker det.

Forfatteren tager også et meget langt tilløb til kommissærens hverdag, der først begynder midt i bogen på side 107. Inden da hører vi om EU-Kommissionens tumultariske historie de seneste 20 år og lidt om processen for at få Vestager valgt.  Her er det mest opsigtsvækkende, at det faktisk lykkedes at holde processen skjult, så det kom som en overraskelse for offentligheden, at den radikale leder forlod dansk politik og Slotsholmen til fordel for kontoret på Berlaymont-bygningens 10. sal i EU-kvarteret i Bruxelles, hvor Kommissionen holder til.

Bogen giver enkelte prøver på finurlighederne ved jobbet som kommissær. Det er blandt andet, at kommissærerne, som jo skal være uafhængige af det land, der har udpeget dem, har haft for vane at omtale deres fædreland med besynderlige omformuleringer såsom ”Det land, jeg kender bedst” for ikke at blive mistænkt af kollegerne i Kommissionen for at hyppe deres eget lands kartofler. Den mærkværdige vane har Vestager ikke antaget, bedyrer hun. Det forstår man godt.

Ny bog

Kommissærens første 100 dage

Kommissærens første 100 dageAf Jens Thomsen Gyldendal, 224 sider

Tilmeld dig nyhedsbrevet