Det lå langt fra i kortene, at Pernille Beckmann (V) skulle slægte sin strenge far på - hverken karrieremæssigt eller personligt. Men i dag er hun både politiker, glad for kontrol og vil have orden i penalhuset - ligesom faderen.
Det lå langt fra i kortene, at Pernille Beckmann (V) skulle slægte sin strenge far på - hverken karrieremæssigt eller personligt. Men i dag er hun både politiker, glad for kontrol og vil have orden i penalhuset - ligesom faderen.
Greve Kommune

'Husk, at 80 procent af vores bekymringer bliver ikke til noget’

Borgmesteren i Greve har begge ben på jorden og er en ubekymret no bullshit-type, der elsker at arbejde og lige nu jagter brede løsninger i byrådet. Kom med bagom Pernille Beckmann (V) der handler bekymringer væk, og hvis ikke nogen ‘fikser det’, så gør hun det selv.

bagom borgmesteren 

Af Hanne Korvig | [email protected]

Søren Brun fra tegneserien Radiserne har fået pladsen på Pernille Beckmanns (V) private Facebook-coverbillede, hvor han siger til sin ven: 

Bekymringer plejer ikke at stoppe de dårlige ting i at ske, det stopper dig blot fra at nyde de gode. 

Ordene er vand på Pernille Beckmanns mølle og livssyn. For som hun siger:

- Man kan være evigt bekymret i politik, hvis man vil. Der er altid noget, der ikke virker. Altid noget, der kan blive bedre, folk, der kan blive behandlet anderledes.

For Pernille Beckmann er det et faktum, og for hende er bekymringer noget, der skal handles væk. 

Så når hendes direktører kommer til hende med en verden, der ser sort ud på grund af huller i tage på skoler, eller hvad de nu bøvler med, siger hun til dem:

- Rolig nu. Husk, at 80 procent af vores bekymringer ikke bliver til noget. Så lad os trække i arbejdstøjet og lad os løse problemerne henad af vejen, hvis de opstår. 

  Lad os trække i arbejdstøjet og lad os løse problemerne henad af vejen, hvis de opstår.

Dén pragmatiske tilgang praktiserer Pernille Beckmann ikke kun i politik. Den kendetegner hende også privat. Af en grund.

For da hun blev borgmester tilbage i 2014, var hun fraskilt og havde tre børn i skolealderen; en situation, som i den grad krævede kompetencer i logistik, og hvor der ikke var plads til at gå i panik, hverken over bugnende vasketøjskurve eller over børn, der stod op om morgenen og meddelte, at de skulle have kage med i skole til klokken 10. 

- I sådanne situationer går jeg ikke i gang med at bage, men jeg kører gerne til bageren, og jeg er heller ikke typen, der diskuterer eller forhandler om vasketøjet. Jeg spørger én gang: ‘Gør du det?’ Får jeg ikke noget svar, gør jeg det bare selv. Det gælder i øvrigt også i mit arbejde, fortæller hun.

Blå bog

Pernille Beckmann (V), 46 år.

Borgmester i Greve siden 2014.

Uddannelse: Social- og sundhedsassistent.

Har tre børn på 23, 20 og 15 år.

 

I det hele taget valgte Pernille Beckmann med god samvittighed at lægge den ‘perfekte mor-rolle’ på hylden, da hun blev borgmester.

- Man kan ikke være begge dele på en gang, så dør man af stress, siger hun og indrømmer blankt, at hun elsker at arbejde. At hun altid har gjort det, og at hun har en evne til at arbejde 24 timer i døgnet uden at blive stresset. 

- Når man er kommunalpolitiker, så får man et tilskud til barnepige, og det har jeg benyttet mig af. Og jeg har tit sagt til mine børn: ‘Jeg ved godt, at jeg ikke er meget hjemme, men I lider ingen nød - og når jeg er her, så hygger vi os,’ fortæller hun og griner.  

Streng opvækst med sabler
Pernille Beckmann voksede selv op med travle forældre. De første syv år af sit liv i Nyboder i København med en far, der arbejdede i Søværnet og ofte var udrejst, og en mor, der var sygehjælper, men som senere fik sin egen blomsterbutik i Rødovre, hvor hun arbejdede rigtig meget.

Penge var der ikke mange af, hverken i perioden i København, hvor de fik ét ugentligt bad på badeanstalten, eller da de flyttede til Ishøj, hvor forældrene selv byggede et parcelhus. Og økonomien blev ikke bedre, da kartoffelkuren kom, og renterne stak fuldstændig af.

 - Vi levede meget nøjsomt og lærte også at være nøjsomme, fortæller Pernille Beckmann.

De lærte også noget andet: Emma Gad-regler. 

  Mine søskende og jeg blev opdraget mega strengt og gammeldags. Det er min far så i dag ikke enig med mig i.

- Mine søskende og jeg blev opdraget mega strengt og gammeldags. Det er min far så i dag ikke enig med mig i. Men han var streng. Og han gik meget op i orden, renlighed og regelmæssighed. 

- Vi skulle altid stå snorlige, renvaskede og pæne i tøjet, når han kom hjem fra rejser, så det sørgede min mor for, at vi gjorde. Uden at stille spørgsmålstegn ved det. Det var bare sådan, det skulle være. Vi skulle jo også ud og navigere i det pæne Danmark med uniformer og sabler qua min fars arbejde. 

Borgerlig og skæv
Den snorlige opvækst var dog ikke kun stram, den var også stabil og tryg. Ikke mindst på grund af moderen, der var en varm mor, og som betød rigtig meget for Pernille Beckmann, der desværre mistede moderen for ti år siden.

Farmand lever stadig og sidder endog i byrådet i nabokommunen Ishøj for partiet Venstre. Han har aldrig gjort sig i at rose sine børn, men Pernille Beckmann ved ad omveje, at faderen synes, hun gør det godt. At han ikke siger det direkte til hende, tager hun i stiv arm. Hun har ikke behov for at jagte hans anerkendelse.

Heller ikke selvom hun - imod alle odds - endte med at gå i hans politiske fodspor. 

- Jeg kan huske, da jeg var teenager, og min far ‘holdt øje’ med mig fra sine valgplakater i lygtepælene, når jeg gik hjem fra fest, at jeg tænkte: “Dét der, det vil jeg aldrig byde mine børn.” Det var bare det pinligste. 

Men der var ikke noget at gøre. For da Pernille Beckmann først fik børn og meldte sig ind i bestyrelserne i dag- og skoleinstitutioner og så i partiforeningen, blev hendes indsigt og interesse for velfærd og samfundet vakt, og så var hun ikke til at stoppe. 

Men det lå virkelig ikke i kortene. For den unge Pernille Beckmann sejlede rundt i ungdomsårene, forvirret og retningsløs, modsat sin intelligente og målrettede storesøster, der havde stor succes med at gå i gymnasiet. 

- Jeg var først og fremmest praktiker og slet ikke bogligt anlagt, men jeg landede i et underligt vakuum som utilpasset ung, hvor jeg prøvede alt muligt af, fortæller hun.

Pernille Beckmann kom blandt andet på produktionsskole. Siden søgte hun ind på en uddannelse i servicefag.

- Men jeg blev ikke optaget, og så sagde min mor, hvis mantra, var: ‘Man kan ikke ligge på sofaen - det findes ikke’: ‘Så må du finde ud af, hvor der er en plads ledig, og så gør du det!’

Der var en plads til Pernille Beckmann. På EFG i Jern og Metal.

Og et år senere stod Pernille Beckmann med et svejse-bevis i hånden, men også med en udtalelse om, at hun nok ikke skulle være automekaniker.

Med moderens hjælp endte det med, at hun fik et fritidsjob på plejehjemmet over moderens blomsterbutik i Rødovre. En velkendt branche for Pernille Beckmann, hvis mor som sygehjælper ofte havde haft hende og hendes søskende med på arbejde på plejehjem, hvor de overnattede i personalestuen, når moderen ikke havde pasning til dem.

Med jobbet som hjemmehjælper gik det slag i slag for Pernille Beckmann. 

Først med en uddannelse som social- og sundhedshjælper, siden som assistent, og da Pernille Beckmann blev godt og grundigt træt af at blive bestemt over og desuden så, hvor mange dårlige ledere der fandtes, besluttede hun sig for at tage sagen i egen hånd.

‘Hvis de kan, så kan jeg også,’ tænkte hun og efteruddannede sig, blev god til at studere og endte med en lederuddannelse. Og fik 17 år som leder i branchen.

  Det klæder partiet at have sådan en som mig ombord, en borgerlig med en skæv social profil, der er ikke er fin på den, men kan tale med alle.

I dag er Pernille Beckmann som politiker enormt glad for sin baggrund inden for social- og sundhedssektoren. En baggrund, som det ville have klædt mange folkevalgte og slipseklædte politikere at have set.

-  Som jeg plejer at sige til mit parti: Det klæder partiet at have sådan en som mig ombord, en borgerlig med en skæv social profil, der er ikke er fin på den, men kan tale med alle, griner hun. 

Pernille Beckmann kan godt genkende betegnelsen remouladebæltet om sin kommune. 'Vi prøver at arbejde os ud af leverpostejen,' siger hun. Foto: Greve Kommune

 

Remoulade, guld og brede løsninger
Pernille Beckmann er heller ikke for fin til at nikke genkendende til betegnelsen remouladebæltet, som nogle har givet Greve-egnen. 

- Ja, det har jeg hørt, at folk uden kendskab til Greve siger. Nej, vi er ikke nordkysten med en masse rige borgere. Vi prøver at arbejde os ud af ‘leverpostejen’ blandt andet med en hård beskæftigelsespolitik, men de fleste af vores borgere står op og går på arbejde hver dag. Det er en vigtig grundsten i mit arbejde, at alle, der kan arbejde, skal arbejde, og så skal vi kun hjælpe de allersvageste, som virkelig har brug det. 

Heldigvis finder flere og flere borgere med gode uddannelser også vej til egnen, som Pernille Beckmann selv kalder for Guldkysten eller Sydkystens perle. Blandt andet på grund af de lave huspriser og de smukke hvide sandstrande, som findes der. 

Men kommunen har udfordringer med borgersammensætningen, som er meget forskellig fra nord til syd. Den sydlige del er den attraktive del, hvor borgmesteren i øvrigt selv bor.  Noget hun sagtens kan få skudt i skoene af frustrerede borgere fra nordsiden, selvom hun forklarer, at hun bare var heldig at finde et meget billigt hus der for 15 år siden.

Har du andre udfordringer som borgmester for Greve Kommune?

- Lige nu arbejder vi på at få skabt en bedre dialog i vores byråd og finde ud af, hvordan jeg og mit parti kan bidrage til at skabe nogle bredere løsninger. Det har aldrig kendetegnet byrådet i Greve, og det vil jeg rigtig gerne ændre på.

Pernille Beckmann var selv meget dårlig til de brede løsninger, da hun fik posten som borgmester i 2014, fortæller hun. Hun var ‘sulten’ og temperamentsfuld, da hun fik den indflydelse, hun havde drømt om, og derfor gik det lidt for stærkt med at skabe resultater, som hun og hendes parti ikke fik bredt godt nok ud til resten.

I dag er hun stadig temperamentsfuld og direkte i sin kommunikation, men ved, at ting tager tid, og at alle skal med i processen, hvis det skal lykkes at nå brede løsninger. 

Er du en streng leder?

- Nej. Men jeg kan godt lide struktur og orden i penalhuset. Og at have kontrol. Ligesom min far, haha. Men jeg er ikke dikterende. Jeg vil bare have, at der er styr på sagerne og på økonomien, så alle kan slappe af. 

- Jeg hader for eksempel at blive stoppet i supermarkedet og blive konfronteret af en borger med noget, jeg ikke ved. Jeg kan rumme hvadsomhelst, jeg skal bare vide, hvad der foregår. Ellers kan jeg godt blive irriteret. Og tro mig; der er ingen, der er i tvivl om, når jeg er irriteret, griner hun.

Hun medgiver, at hun er en tydelig og ilter borgmester, men også en borgmester, der griner meget og går ind for en sjov og uformel omgangstone på arbejdet, uden at det bliver et cirkus.

- For det er jo alvorlige sager, vi arbejder med. Det skal vi huske. 

Sejr i flade sko
Alvorlige eller sjove sager; man skal gribe de muligheder i livet, der dukker op. Hoppe på vognen. Ikke ligge på sofaen. Det lever Pernille Beckmann efter. 

Og det var også, hvad hun gjorde, da der skulle vælges borgmesterkandidater tilbage i 2013. Hun kunne ikke stiltiende se til, at spidskandidat fra Venstre, René Milo, skulle krones igen. Men ingen fra hendes parti ville stille op til kamp.

- Så tænkte jeg: Okay, så gør jeg det sgu selv - ligesom med vasketøjet. Der stod en dør åben, lige til at gå indad, og jeg havde jo ikke noget at tabe. Jeg havde jo mit job som leder i hjemmeplejen, som jeg var vild med.

Og så vandt hun borgmester-kandidaturet. Stort. I cowboybukser, flade sko og med et ‘shit’ på læben. 

- Da var der kun en vej for mig, og det var at sætte mig ned og finde ud af, hvordan jeg skulle nå sidste stykke hen til borgmesterposten. Hvis jeg vil noget, så går jeg efter det, siger hun.

Og dermed kom hun alligevel selv til at hænge i lygtepælene. Endda i en lygtepæl lige over for sin datters skole.

- Min datter kom hjem og spurgte mig, om det på nogen måde var muligt for mig at dreje plakaten, ‘for du kigger lige ind på mig i mit klasseværelse, og det er ikke så fedt,’ fortæller Pernille Beckmann og griner.

Og selvfølgelig ville hun hellere end gerne gøre sin datter den tjeneste. 

Nu er plakaterne for længst taget ned, og datteren går på CBS i København. Og når hendes studiekammerater spørger datteren, hvad hendes mor laver, så svarer hun:

‘Hun sidder på kontor i Greve.’

---

Foran borgmesteren – de fremadskuende spørgsmål:

Hvad kan du blive bedre til som chef?

Prøve at sætte mig selv og mine ideer lidt mere i baggrunden. 

Hvad kan du blive bedre til i dit privatliv?

Turde tabe fodfæste - ikke have kontrol hele tiden.

Hvad må gerne ske i dit liv, som endnu ikke er sket?

Jeg har ikke lyst til at blive skuffet, så jeg drømmer ikke om ting, der ligger ude i fremtiden.

Hvad vil du gerne huskes for i din kommune?

At have været synlig, omgængelig og for at have trukket Greve i den rigtige retning.

Hvad skal der stå på din gravsten?

Jeg skal ligge på gravpladsen ved siden af min mormor og have en QR-kode på min gravsten til en film om mit arbejdsliv, som mine børn har lavet. Og så skal der stå: 80 procent af dine bekymringer bliver ikke til noget. 



Politikerliv

Tilmeld dig nyhedsbrevet