Karina Vincentz (Nyt Odsherred) er født i 1973.

Sammen med en storesøster er hun vokset op i Vipperød ved Holbæk i et parcelhus i en typisk kernefamilie.

Moren var sygehjælper og faren kriminalinspektør.

Det vigtigste, Karina Vincentz har med sig hjemmefra, er, at man skal være et ordentligt menneske; ikke bagtale folk, og forsøge at se det bedste i alle.

Hun er handelsuddannet fra Irma og har en social- og sundhedsassistent-uddannelse. Har derudover studeret oplevelsesøkonomi. 

Har arbejdet som sosuassistent i hjemmeplejen og på Holbæk Sygehus.

Har siddet i LOF Nordsjællands bestyrelse, hvor hun i 2015 blev skoleleder.

I 2016 blev Karina Vincentz gift med Allan Andersen, der er socialdemokrat og sidder i byrådet i Odsherred.

Parret bor på havnen i Nykøbing. De har tre børn hver fra tidligere ægteskaber. I alt fem drenge og en pige mellem 17 og 25 år.

I sin fritid er Karina Vincentz sammen med venner og familie, vandrer og læser bøger.

Borgmester i Odsherred Kommune siden 1. januar 2022. Vigtigste mærkesag er flere penge til kommunen gennem mere erhverv, mere bosætning og mere turisme.

Karina Vincentz - professionelt:

Man siger om bilen Golf: ”Den giver dig ingen sociale problemer og går an overalt.” Er det noget, du kan genkende dig selv i?

Ja, det passer nok meget godt på mig. Jeg har et positivt sind og har nemt ved relationer.

Du går an overalt?

Ja det gør jeg. Jeg har ingen sociale problemer, jeg glemmer, hvis jeg er sur på nogen, og nu bliver jeg helt glad for, at det er min mand, der har købt bilen til mig … hvis han ser og tænker på mig som en Golf. Haha.

Hvad er den største knast for dig som borgmester i Odsherred?

Økonomien. Odsherred har en mindre økonomi, hvilket også viser sig ved, at vi har modtaget penge under paragraf 16, som gives til særligt vanskeligt stillede kommuner. Vi har rigtig mange ældre og kun få nye børnefamilier, men det går bedre; vores huspriser er stigende, og flere stærke ressourcer begynder at flytte til. Vi har satset markant på kultur, og det har en positiv tiltrækning. Det begynder at lysne.  

Hvordan kommer borgerne til at mærke, at de har fået dig som borgmester?

Jeg har en hel anden måde at være borgmester på end Thomas Adelskov (S) (foregående borgmester, red.) Jeg er transparent omkring mit arbejde. Jeg kommunikerer åbent om, hvad jeg laver, i et ugebrev. Jeg er midtsøgende, ligesom Thomas var det, men jeg er det også i retorikken.

Hvad er dit stærkeste kort som borgmester?

Mit drive og gode humør.

Og at du er en Golf dame …?

Ja, haha.  

Hvad er den største forskel på dit liv før og efter, du blev borgmester?

Den største forskel er, at min tid nu er fuldstændig kalenderlagt. Der er en anden, der styrer den, og hvis jeg skal have fri til noget, skal jeg selv huske at lægge det ind.  Det er dejligt og trygt, men også et afkald på frihed at overlade det til andre. Noget andet, jeg skal vænne mig til, er al den ståhej, jeg møder, når jeg bliver inviteret ud til møder og arrangementer som borgmester, hvor jeg tænker: Slap af, det er jo bare mig, Karina. Men for dem er jeg borgmesteren, jeg er en person med en funktion, og det skal man have respekt for.

Dit parti hedder Nyt Odsherred. Hvad var det, du syntes, der var for gammelt ved Odsherred?

Jeg har tidligere været medlem af Venstre og siddet i byrådet, og Nyt Odsherred opstod som et oprør mod den gammeldags måde at drive partipolitik på; enten rød eller blå. Nyt Odsherred tager udgangspunkt i Odsherred. Vi vil have en positiv vinkel på politik, hvor vi ikke nedgør andre, men hvor vi er optaget af, hvordan vi kan gøre Odsherred til en bedre kommune.  

Nyt Odsherred vil ”ikke til højre ikke til venstre, kun fremad” …

Ja. Fremad sammen. Vi er lige blevet færdige med budgetforhandlingerne, hvor vi, inspireret af borgmester Marie Stærke (S) fra Køge, havde inviteret hele byrådet med. Ikke som hidtil bare gruppeformændene, som ikke altid ved, hvad der foregår i de forskellige udvalg. Det finder de ud af, når vi alle er samlet. Det er en proces, der tager længere tid, fordi der er flere, der skal blive enige og løse forskellige konfliktpunkter, men resultatet bliver sindssygt godt. Og det tror jeg også, at skeptikerne, de, der har været med i mange år, og som har været vant til at gøre det på den gamle måde, syntes.

Fremad betyder som regel spidse albuer. Har du det?

Jeg ved ikke, om jeg har spidse albuer, men jeg er vedholdende. Jeg ved godt, hvad jeg vil, og arbejder for det, men min tilgang er inkluderende. Ingen kan lave alt selv; jeg sikrer mig altid gode samarbejder og opbakning.

Du har været åben om din kræftsygdom i 2015. Tænker du, at du ville have været en anden type leder, hvis du ikke havde haft kræft tæt inde på livet?

Helt sikkert. Jeg var mere hardcore, før  jeg blev syg med kræft. Mere skrap og ind til benet. Mere typen, der tænkte, at man lige måtte tage sig lidt sammen. I dag er jeg mere reflekteret; jeg har fået et andet blik på andre, er blevet mere rund og empatisk. Jeg var ikke dødsdømt, men jeg så alligevel døden i øjnene i en relativt ung alder, og det har i det hele taget givet mig blik for nogle andre ting i livet. Jeg mærker, hvad der betyder noget, og hvad der er ligegyldigt.

Jeg har læst, at du har fravalgt borgmesterbil – og beholdt din lille Golf?

Haha, der har aldrig været tradition for borgmesterbil heroppe, findes det overhovedet mere? Jeg er i hvert fald aldrig blevet spurgt, kun af en journalist. Men fik jeg tilbuddet, ville jeg sige nej og ja, nøjes med min Golf. :

Karina Vincentz - privat

’Livet skal leves – hver dag’ står der på din Facebook bio, men hvordan gør man det? Trummerummen kører jo …

Det gør man ved at være opmærksom på alt det, der sker omkring en, især de gode ting. Jeg er heldig, jeg bor smukt med store vinduer ud mod havnen, og jeg siger tit: Hold kæft, hvor bor vi godt her. Det der med at have blik for de små mirakler, de særligt smukke steder i skoven, eller når teenagedatteren på 17 år siger, at hun elsker en, det er jo ikke altid hverdagskost. Lad være med at tage ting for givet, sæt pris på dem og sig det højt.

Jeg skal nå at se mine børn få børn og se, at de klarer sig godt i livet.

Du er ikke en dem, der bekymrer sig om den fremtid, der venter de nye generationer med alskens klimaudfordringer og kriser?

Nej, det er jeg ikke. Jeg tænker, at vi nok skal klare det. Det betyder ikke, at jeg ikke tager tingene alvorligt og handler på dem, men jeg er dybest set optimistisk. Og jeg vil elske at få børnebørn, men mine børn er bare ikke klar til det endnu, de har hverken fundet kærester eller noget, så jeg kommer nok til at vente et stykke tid.

Hvad er typisk dig?

At jeg griner enormt meget af det, jeg selv siger. Det er primært min familie, der påpeger det. De siger også, at jeg er barnlig. Det er jeg nok også. Jeg er meget let at begejstre og siger ting meget højt og umiddelbart. Og så kan jeg godt lide at drille. Altså ikke som borgmester jo … haha.

Hvad er typisk dine venner?

Mine venner har primært en positiv indstilling til livet. De kan ligesom mig godt lide at tale om livet og samfundet, kan godt lide at have udviklende samtaler, hvor man kan bruge hovedet lidt. Jeg gider ikke være sammen med folk, der brokker sig. Altså, vi kommer alle ud i kriser, hvor vi har forskelligt overskud, men grundsynet må være positivt. Jeg kan godt lide folk, jeg kan mærke; som er ærlige og ikke tager sig selv højtideligt. Og som kan lide at hygge sig med god mad og rødvin.

Der er meget fokus på kvinders frigørelse af patriarkalske strukturer netop nu. Er det en tendens, du som Odsherreds første kvindelige borgmester selv er optaget af?

Det er ikke en tendens, jeg som sådan er optaget af, er i samfundet. Det er mere bare min personlighed, der vil, at vi indretter os anderledes i byrådet og i måden, vi taler på. Jeg er ikke styret af, om vi er mænd eller kvinder, om vi taler macho og kogebogsnak, jeg er optaget af, at vi er mennesker, der taler sammen på kryds og tværs.

Hvordan mødte du din mand, socialdemokraten Allan?

Vi mødte hinanden første gang til et radiointerview på radio Odsherred. Vi stillede begge op til byrådet og var inviteret ind for at tale om politik. Senere blev vi begge valgt ind i byrådet, hvor vi blev smaskforelskede, og så blev vi begge skilt. Alt kørte, livet var spændende og godt, og så fik jeg konstateret tarmkræft. Den blev opdaget sent, så det var alvorligt. Og meget sårbart at skulle gå igennem det med en helt ny kæreste. Kunne han gå ind i det? Kunne vi klare det sammen? Det kunne han, og det kunne vi, og det har skabt et utroligt stærkt bånd mellem os. Der har i det hele taget været brug for gode snakke hjemme hos; det var jo ikke nogen ønskesituation for socialdemokraterne, at der skulle komme en ny borgmester, og det blev så mig. Det bakkede Allan mig heldigvis op i. Ikke politisk, men personligt. Fordi det var det, jeg gerne ville.  

Tre børn hver – en stor familie. Er du moder jord-typen?

Vi har aldrig boet sammen alle sammen. Men jeg kan sagtens savne, da alle mine børn boede hjemme, og jeg elsker, når de kommer på besøg, men nej, jeg har aldrig været den store organisator og haft styr på tøjvask og madlavning og den slags. 

Fortæl om en episode fra din barndom, der siger noget om dig.

Min far var tillidsmand i politiet, og vi talte en del politik derhjemme. Snakke, han tog med mig, og som fik mig til at lave demonstrationer for offentligt ansatte. Jeg var 10-12 år og lavede bannere med teksten: Vi er stolte af vores job, men det kan vi ikke leve af! Jeg kan huske, at min klasselærer var meget imponeret over min bevidsthed om, hvor lidt værdi og penge der var i at arbejde med mennesker. Senere fortalte min far mig så, at så dårligt lønnede var de nu heller ikke. Det ødelagde lidt min barnetro.

Hvad kan du bedst lide ved dig selv?

Jeg har lært, at man skal kigge på sig selv med ærlige, men kærlige øjne, og det gør jeg. Og jeg kan faktisk godt lide mig selv, jeg kan godt lide at være mig, uden at jeg vil lyde selvfed.

Hvis du fik lov til at lyve om en ting om dig selv, hvad skulle det så være?

At jeg var hende, der læste i alle de kogebøger, jeg har stående, og lavede simremad i lange baner, og når gæsterne kom, duftede hele huset af dejlig mad, og de blev mødt af et flot og veldækket bord. Men sandheden er, at jeg ikke kan finde ud af det, heller ikke at planlægge.